Dyrerigets livsform eller sjælstilstand vil altså være at udtrykke som en stadig kamp eller reaktion mellem to grundenergier, hvoraf den enes karakter er udvidelsestendens og den andens er fortætningstendens. Der hvor den sidste energi pludselig bliver i mindrevægt, må en eksplosion naturligvis altid blive følgen. Jeg kan ikke her gå i detaljer med disse analyser, da de vil tage alt for megen plads, men kan dog nævne, at disse eksplosioner i sjælelivet, fra at være rent mikroskopiske eller absolut udenfor iagttagelse af fysisk sansning, gennem bevidsthedslivet eller individernes manifestationer forplanter sig videre og videre for til sidst at antage så anseelige dimensioner, at de på det fysiske plan blandt andet åbenbarer sig som identiske med de dybeste årsager til krig, rædsel og lemlæstelse. Alle former for lidelse vil i sin kosmiske analyse således være baseret på for megen tyngdeenergi og for lidt følelsesenergi i bevidsthedslivet. Men da det samme princip, der aflejrer hård hud i en hånd, som arbejder med groft arbejde, for derigennem at beskytte hånden, også ved gentagne eksplosioner eller lidelser udruster individet med en tilsvarende stigende evne til at betjene sig af følelsesenergien, bliver det mere og mere herre over tyngdeenergien eller eksplosionerne (raseri- eller vredesanfaldene). De bliver efterhånden ikke så voldsomme, bliver mere og mere indestængte, og et tiltagende mere og mere roligt sjæleliv begynder at komme til udløsning. Men da individerne på dette stadium endnu hovedsageligt kun har resterne af spiralzonens første grundenergi, hvilket vil sige "instinktenergien", til at gøre sig bevidste med i deres følelsesliv, bliver dettes erkendelse kun realistiske kendsgerninger i form af "behag" og "ubehag", ikke i form af detaljerede analyser. Ved hjælp af evnen til at betjene sig af "instinktenergien", hvilket vil sige "instinktet", kan individet nemlig ikke definere, men kun ane. Dette vil igen sige, at dets ræsonnementer ikke gennem instinktet kan blive til intelligensmæssige analyser og derfor heller ikke til praktisk, absolut viden, men kun til formodning, der igen er det samme som anelse. Da instinktenergien imidlertid allerede har kulmineret i planteriget og således i dyreriget og navnlig i dettes menneskestadium er degenererende eller på retur, vil individets anelser i tilsvarende grad være upålidelige eller fejlagtige. Og individets erkendelse i form af instinkt eller anelse vil således være tilsvarende fejlagtig.
      Da en erkendelse, der er baseret på anelse, er det samme som tro, vil enhver form for tro, der er baseret på fejlagtige anelser, være det samme som overtro. Overtro er altså det samme som fejlagtig erkendelse af livets oplevelse eller virkeligheden. Men da overtro således er en disharmoni i tilværelsen, vil individets skabeprincip, der som før nævnt affødte den hårde hud til beskyttelse af individets hånd og ligeledes udvidede dets følelsesevne til modstand imod tyngdeenergiens eksplosioner, nu også afføde en "hård hud" til forsvar mod overtroen. Denne hårde hud er evnen til at betjene sig af spiralzonens fjerde grundenergi, "intelligensenergien". Ved hjælp af denne bliver individet nemlig i stand til efterhånden at bekræfte eller afkræfte anelserne og derved komme i besiddelse af absolutte kendsgerningers analyser, hvilket er det samme som absolut viden. Intelligensen er altså det samme som individets evne til at tilegne sig vished i stedet for anelse.