Det jordiske menneskes evige tilværelse former sig altså som en skiftende fysisk og åndelig tilværelse. Da nævnte væsen i sin udvikling endnu befinder sig i spiralzonens andet tilværelsesplan eller den fysiske verden, vil dets fysiske legeme som tidligere omtalt være det mest udviklede, medens legemerne for de øvrige planer i samme spiralkredsløb derimod endnu er forholdsvis ufærdige eller latente. De fysiske tilværelser bliver derfor også de mest fundamentale for samme individ. Men efterhånden som udviklingen skrider frem, bliver individet mere og mere åndeligt udviklet. Da det fysiske legeme for det jordiske menneskes vedkommende i udvikling har passeret kulminationen, vil det altså være det samme væsens åndslegemer, der er i vækst. I denne vækst vil følelseslegemet eller sædet for individets evne til at fornemme eller opleve behag og ubehag altså være det, der er mest fremskredet. Dernæst kommer intelligenslegemet eller sædet for individets evne til at definere behags- og ubehagsoplevelserne eller ud fra disse at skabe erkendelse. Den jordiske menneskeheds udvikling vil altså hovedsageligt være baseret på følelses- og intelligensudvikling. Da følelse kun kan udvikles ved lidelse, og intelligens gennem konkurrencen i kampen for det daglige brød, er jordkloden overordentlig velegnet til ovennævnte udvikling, idet dens beboere grundet på deres primitive eller forholdsvis latente følelsesstandard ikke viger tilbage for at opretholde deres tilværelse, deres behag og velvære på basis af medvæsenernes overanstrengelse, fattigdom, sygdom, smerte, savn og lemlæstelse eller kort sagt helt på disse væseners ret til livet. I en verden, hvor væsenernes selvopholdelsesdrift indbyrdes eller gensidigt er baseret på en sådan følelsesstandard, vil kun den stærkeste og mest ufølsomme eller hensynsløse ved egen hjælp kunne opnå stor fysisk position, hvilket vil sige rigdom og materiel anseelse, medens den mindre begærlige og mere følsomme eller hensynsfulde nødvendigvis må blive den overvundne og dermed blive sejrherrens træl. Jorden er derfor også skuepladsen for mange tårer, savn og lidelser, kaos, nød og elendighed. Den er valpladsen efter væsenernes kamp om byttet. Men da slige tilstande eller besværligheder uundgåeligt afføder et voksende begær i menneskeheden efter ordnede forhold eller harmoni, og dette igen kun kan eksistere som identisk med åndelig udvikling, vil en sådan form for udvikling altså være at spore i den jordiske zone. Men for at få ordnede forhold i verden kræves der kundskab. Ovennævnte begær former sig da også i stor udstrækning som en tiltrækning mod al oplysning om livets virkelige fakta og dybeste årsager. Det mest almenkendte og mest realistiske resultat af denne udvikling er som tidligere omtalt "videnskaben".