Som tidligere nævnt er sorg og rædsel for døden eller dødsfald ganske ubegrundet. Foruden det fysiske legeme, som individet ved døden mister, har det jo fem andre legemer. Herfra går livet sin gang videre mod endnu fuldkomnere planer for tilværelse i de åndelige regioner, alt medens den åndelige forberedelse til opbygningen af et nyt fysisk legeme er under udløsning. Når fosterdannelsen af det nye fysiske legeme er til ende, og dette derved er blevet modnet til at kunne begynde at bære bevidstheden, indtræder fødslen, og individet begynder da atter at vågne til bevidsthed på det fysiske plan. Og det i det nye fysiske legeme inkarnerede jeg befinder sig atter korrespondancedygtigt i den fysiske verden. Men i stedet for det gamle og udslidte legeme, som det forlod ved sin fysiske død, befinder det sig nu, for så vidt dets død og åndelige tilværelse har været normal, i et til ungdom og skønhed, til elskov og kærlighed, til liv og arbejde indviet nyt forherliget legeme.
      Da døden ligesom fødslen således ikke kan eksistere uden at betyde indgangen til nyt liv, vil denne under alle forhold være identisk med "opstandelse" eller den realistiske manifestation, der udtrykker jegets altoverstrålende magt over materien, dets herredømme over livet og synliggørelsen af dets evige, ophøjede eller guddommelige uforgængelighed.