For selvmorderes vedkommende bliver ubehaget yderligere suppleret med den for individet overordentlig rædselsfulde skuffelse, at døden ikke, som det havde tænkt sig, blev en udfrielse fra besværlighederne, men at det derimod foruden stadigt at være fuldt bevidst om disse nu også har påført sig selv den lidelse, at det til en vis grad får en abnorm åndelig tilværelse med udsigt til besværlighedernes gentagelse i det næste fysiske jordliv. Det bliver således vidne til, at det ikke kan flygte fra sin skæbne. Var det blevet i besværlighederne, til døden af sig selv indtrådte, ville dets åndelige tilværelse i alt fald være blevet mere normal og styrkegivende for det næste kommende jordliv.