For sin evne til oplevelse af fortid har jeget et særligt organ. Dette er som før nævnt det sjette manifestationslegeme. Det tilværelsesplan, i hvilket dette legeme engang skal bære bevidstheden for individet, ligesom det fysiske legeme nu bærer bevidstheden for det i det fysiske tilværelsesplan, er således ikke noget ydre plan, som tilfældet er med alle de øvrige tilværelsesplaner, men udgøres derimod af individets egen indre verden. Dette vil igen sige området for individets samlede erindringer. Hvad er erindringer? – Ja, her må jeg naturligvis også henvise til "Livets Bog", men kan dog udtrykke, at erindringer er identiske med "kopier" af individets oplevelser. Gennem jegets samlede funktion udløses den omstændighed, at en hvilken som helst oplevelse i en for formålet særlig tjenlig materie efterlader sig et præg. Dette præg bliver altså en fuldstændig "kopi" af den pågældende oplevelse. Disse "kopier" bliver igen at udtrykke som detaljer eller "genstande" i et særligt tilværelsesplan. Dette tilværelsesplan er udgørende det sjette i en "spiralzone". Og da enhver føling eller berøring med dette rige for det tilstrækkeligt udviklede individ fornemmes eller opleves som salighed, er denne zone altså at udtrykke som "salighedsriget". I dette rige er den sjette grundenergi eller hukommelsesenergien altså den bærende. "Kopierne" eller "genstandene" i dette, hvilket vil sige erindringerne, kan derfor ikke opleves ved hjælp af noget som helst manifestationslegeme, der er bygget for de andre grundenergier, men kan kun direkte opleves ved hjælp af hukommelseslegemet.
      Medens det fysiske legeme er i sin kulmination, er hukommelseslegemet derimod næsten latent hos det jordiske menneske. Dette vil altså sige det samme som, at det nævnte væsen i sin udvikling kun er nået til kulminationen af sin oplevelsesevne i dets spiralzones andet tilværelsesplan, medens kulminationen af dets oplevelsesevne gennem hukommelseslegemet endnu ligger hele fire tilværelsesplaner længere fremme i udviklingen. Det er da forståeligt, at det jordiske menneske med hensyn til hukommelse er et latent væsen og som følge deraf er ude af stand til at gøre sig bevidst i sine erindringer fra dets fortidige tilværelser. Det samme væsens selvoplevede erkendelse af udødelighed kan derfor endnu højst kun være at udtrykke som en skøn anelse, et instinkt, en teori eller formodning. Men ligesom det nu i udviklingen er nået frem til et tilværelsesplan, hvor det fysiske legeme kan bære dets bevidsthed, således vil det altså også i udviklingen ufravigeligt nå frem til det tilværelsesplan, hvor dets hukommelseslegeme er udviklet til at kunne bære dets bevidsthed og derved blive sat i stand til i fuld vågen dagsbevidsthedstilstand at erindre sig sin gennemgang og oplevelse af de fortidige tilværelsesplaner.