Gennem de tidligere kapitler fik læserne så meget indblik i de evige fakta eller den guddommelige verdensplan, at de blev vidne til, at ethvert levende væsen er identisk med en evig, uforgængelig realitet. Dennes uforgængelighed er igen baseret på dens fremtræden som udgørende et evigt, uadskilleligt sammenspil mellem tre urokkelige principper, der afviger fra alt andet i verden ved ikke at være identisk med et resultat af skabelse, og som følge deraf aldrig nogen sinde kan være blevet til, og derfor evigt har været til. Da disse tre principper udgør lige akkurat de tre betingelser, der må opfyldes af en ting, for at denne kan fremtræde som "levende", bliver ethvert levende væsen således identisk med "en evigt levende ting". Dette vil altså igen sige, at det levende væsen udgør en realitet, der sanser, oplever og manifesterer sig i en evigt fortsættende tilværelse eller oplevelse af livet. Om denne evige eksistens har det jordiske menneske ikke nogen bevidst erkendelse.