Da menneskehedens skæbne for tiden former sig som en verdenskrise, der i form af arbejdsløshed, fattigdom, sygdom, revolution, fosterdrab, mord, selvmord, laster, perversiteter, ulykkelige ægteskaber, irreligiøsitet og sindssyge, fornemmes som en gene af et sådant voksende omfang, at intet enkelt menneske i længden vil kunne være uberørt deraf, vil et absolut overblik over, hvad det er, der i virkeligheden foregår, ikke alene være aktuelt, men også udgøre en absolut nødvendighed, hvis der overhovedet skal være tale om at bringe nævnte krise til ophør. Har menneskeheden da ikke et sådant overblik? Den har jo dog videnskaben. Den har pragtfulde universiteter, skoler og læreanstalter til udvikling af intelligens. Den har laboratorier til analysering af stofferne. Den har observatorier til studiet af jordens forhold i verdensrummet. Ja, det er ganske rigtigt. Men ikke desto mindre er den i det store og hele absolut uvidende om, hvad det er, den bliver vidne til. Thi hvis den virkelig havde det retmæssige overblik, da måtte den i henhold til dens handlemåde absolut stemples som abnorm, som sindssyg. Den ejer umådelige rigdomme, men lever i fattigdom. Den har uudtømmelige ernæringskilder, men sulter. Den råder over overordentlige betingelser for udvikling af varme, men fryser. Den har de mest glimrende betingelser for sundhed, men repræsenterer et utal af sygdomme. Den er i besiddelse af umådelige "hestekræfter" eller midler til at lade elementerne arbejde for sig, men æder endnu i sit ansigts sved sit brød. Den har regeringer, ministre, præsidenter, konger og diktatorer, men lever i kaos og mørke. Den har kirker, templer, profeter og verdensgenløsere, gennem hvilke det store bud: "Elsker hverandre" eller dette: "Hvo som ombringer med sværd, skal selv omkomme ved sværd" i årtusinder er blevet forkyndt som vejen til livet, men ikke desto mindre repræsenterer den genialiteten i frembringelsen af mordinstrumenter eller krigsmateriel. Så hvis menneskeheden sidder inde med det absolutte overblik over sin egen magt, da vil dens psykoanalyse altså udvise, at den er komplet abnorm.
      Men således er det heldigvis ikke. Menneskeheden er fuldt ud normal. Den gør erfaringer og udnytter disse. Den gør opfindelser og opdagelser. Den tilegner sig kundskaber, og gennem disse får den magt. Den befinder sig i en jævnt stigende udvikling. Den har langt større magt, er i besiddelse af langt større skabekræfter end for blot hundrede år siden. Men når den alligevel ikke har kunnet nå at gøre sig jorden underdanig, er det altså fordi, den endnu ikke har gjort erfaringer nok og derfor heller ikke endnu har den kontrol over sig selv, der skal til, for at den kan undgå de disharmonier, under hvilke den eksisterer.