Hvad er det egentlig, der skjuler sig under begrebet "julen"? – Ja, den rent ydre struktur kender alle mennesker inden for de kristne nationer. Det gælder fortællingen om det lille barn, der fødtes i Betlehem og blev lagt i en krybbe, og om englene, der viste sig for markens hyrder og gav dem besked om at stå op og gå til Betlehem, hvor de ville finde verdens frelser, og igennem hvilken der skulle blive fred på jorden og menneskene tildelt en velbehagelighed. Og så læser vi om, hvorledes der kom ikke mindre end tre konger til Betlehem for at ære den nyfødte konge, under hvem alle jordens slægter skulle velsignes. For det moderne materialistisk indstillede menneske vil denne fortælling vel ikke have nogen særlig betydning. Ja, der er endog dem, der helt vil benægte, at denne begivenhed har fundet sted, og at Jesus har eksisteret. De føler sig da heldigvis ikke så naive, at de lader sig indhylle i en sådan overtro. Men det gør slet ikke noget, om tusinder af mennesker benægter den overleverede bibelske beretning, thi den sandhed, som ligger skjult i dens bogstavform, bliver mere og mere åbenlys.

Kristi fødsel finder stadig sted, og englenes sang kommer nærmere og nærmere. Julen har trods al krig og mørke traditioner en altgennemtrængende englelyd. Hvad er det for en underbar mental kraft, der går hen over jorden i dagene omkring den 24. december? Er det ikke lyden fra Betlehem, er det ikke englenes sang, der stadig toner igennem verden? Er det ikke kærlighedsbudskabet fra Palæstina "hellere at give end at tage", man forsøger at gøre gældende? Er det ikke netop således, at millioner og atter millioner af julegaver tårner sig op rundt om på landenes posthuse, så disse må fordoble deres personale for at kunne nå at få bragt alle disse gaver, pakker, breve og postkort ud til adressaterne til juleaften? – Hvorfor er menneskene mildere stemt denne aften? – Hvem kan nænne at være vred, være brutal, når ens stue er fyldt med gaver, breve eller kærlige hilsener fra slægt og venner, ja, stundom med hilsener helt fra den anden side af kloden? – Har man ikke fornemmelsen af, at der den aften er fest og glæde i alle hjem? – Hvem nærer ønske om, at der ikke skal være glæde i ethvert hjem, i ethvert sind netop denne aften? – Er det ikke derfor, at næsten alle føler trang til at være med til at gøre julen glædelig for alle de mange, hvem sorg, sygdom og fattigdom har tynget til jorden? – Tænk hvis denne gavmildhed, dette julesind, koncentrerede sig med lige så vældig en kraft alle årets øvrige dage som omkring juleaftensdag. Tror man så ikke, at "himmeriges rige" var meget nær jorden? Om den bibelske Jesus aldrig nogen sinde har eksisteret, og de himmelske hærskarer aldrig nogen sinde har sunget for Palæstinas hyrder, betyder således absolut intet i dag. Kendsgerningen eller det virkelige faktum i dag er, at julen er det samme som en umådelig næstekærlighedsbølge, der går hen over jorden. Men en næstekærlighedsbølge, der er en levende kendsgerning i dag, er da meget mere værd end en overleveret fortælling om en begivenhed, der har fundet sted for årtusinder siden, og hvis "historiske" værdi derfor for mange mennesker bliver blafrende eller af tvivlsom natur.

De mennesker, der tvivler på den bibelske juleberetning, kan jo bare holde sig til julebegivenheden, således som den udfolder sig i dag. Her kan de i virkeligheden få et langt større syn af næstekærligheden. Når alt kommer til alt, er det jo dog kun næstekærlighedens udvikling og vækst, juleevangeliet drejer sig om. Og da nutidens jul kan opvise en næstekærlighedsudfoldelse, man aldrig nogen sinde tidligere i jordens historie har set mage til, hvorfor så gøre sig så afhængig af, om den bibelske overlevering angående julen er sand eller usand? At søge oplysning om julen i fortidens Betlehem vil dog i nogen grad være at "gå over åen efter vand", når man således har julens største udslag som kendsgerning i vor egen tids eget kød og blod, ja, langt større end den nogen sinde har været i Betlehem. Så vil man måske hævde, at dette at give julegaver egentlig ikke er udslag af rigtig kærlighed, det er kun noget, man er blevet forpligtiget til, fordi man selv har fået gaver. Når andre giver én gaver, må man jo give vedkommende en gave igen. Det kan måske i visse tilfælde være rigtigt, at en gave mere er et tilbagebetalt lån, end det i virkeligheden er en gave, men det berettiger absolut ikke til, at man kan se sådan på alle modtagne gaver. At betragte alle gaver på denne kolde forretningsmæssige måde, kan jo kun det meget ukærlige menneske gøre, der ikke selv kan tænke sig uegennyttigt at give en gave. Og selv om der skulle være en vis lille tendens inden for julens kærlighedsbølge i den retning, forhindrer det dog ikke julen i at være den kosmiske og fysiske glædesbølge, den nu engang urokkeligt er blevet for både gamle og unge.

Denne altoverstrømmende kærlighedsbølge er således den absolut urokkelige reelle kendsgerning i verden i dag. Og er næstekærligheden ikke netop det, der er juleevangeliets mission at skabe? – Var det ikke i næstekærlighed, at Jesus var "konge"? – Sagde han ikke, at hans "rige ikke var af denne verden"? Han var altså ikke konge i den forstand, at han var et militært overhoved, var en flådens og hærens øverstkommanderende. Nej, var han ikke netop det modsatte? Var hans mission ikke netop dette at være en tjenernes tjener? Sagde han ikke, at han ikke var kommet til verden for at lade sig tjene, men for at tjene? – Og sagde han ikke yderligere, at hver den, der ombringer ved sværd, selv skal omkomme ved sværd? – Ligesom han også manede til at være ydmyg. Var det ikke netop de sagtmodige og ydmyge af hjertet, der var salige? – Verdensgenløseren var altså en "konge", var altså en mester, var et geni i udfoldelse af "næstekærlighed". Hvor han gik hen over jorden, måtte hans fodspor blive lysende. Og er det ikke netop dette "fodspor", dette lys, der er en kendsgerning i form af den kærlighedsbølge, der ved midvintertid eller juleaften i nogle få timer slår kreds omkring hele verden lige fra øst til vest, fra nord til syd? Som et strålende solskin i form af gaver, pakker, breve og hilsener vælder denne kærlighedsbølge fra sit nuværende centrum ud over kloden. Over oceaner og kontinenter, over polarlandenes tilfrosne have og kolde terræner, såvel som over tropernes hede ørkener og vildnis og jungleskove, når dens hjertevarme sine adressater. Når salmedigteren skriver, at "julen har englelyd", har han udtrykt en sandhed så stor, at den muligvis ganske overtrumfer, hvad han selv har ment og set. Og det er jo det, det drejer sig om og ikke mindst, når talen er om et evangelium.

Hvad er da et evangelium? – Et evangelium er den evige sandhed fortalt i form af en fysisk begivenhed. Det kommer derved til at adskille sig fra alle almindelige beretninger f.eks. aktuelle avisartikler, idet disse jo kun er fysiske begivenheder iklædt intellektuelle fortolkninger. Et evangelium er altså intellektualitet fortolket ved hjælp af en forståelig fysisk begivenhed, mens en avisartikel eller anden aktuel beretning er en fysisk begivenhed fortalt ved intellektualitet. Derved bliver der en principiel forskel mellem disse to fortællemåder. Mens den aktuelle avisartikel har til opgave at påvise den fysiske begivenhed som historiske data, har evangeliet derimod slet ikke til opgave at påvise den fysiske begivenhed som "historiske data". Evangeliet skal derimod udelukkende kun bringe et evigt eksisterende faktum, noget uendeligt, noget udødeligt, frem til individets kundskab. Men da individet kun kan sanse de timelige ting, kan de evige fakta kun gøres begribelige for væsenet ved at fortolkes, som om de var timelige foreteelser. Det er denne fortolkningsmåde, vi kalder symbolik. Evangeliet er et symbol på evigheden, mens en aktuel avisartikel er en påvisning af noget timeligt, noget der virkeligt har fundet sted den eller den dato. Man forstår derfor, at avisartiklen i særlig grad må lægge vægt på at give fysiske holdepunkter, der kan stadfæste beretningen som fysisk kendsgerning. Evangeliet derimod behøver absolut ikke at være baseret på rent fysiske data, fordi det netop ikke er en virkelig aktuel fysisk begivenhed, evangeliet skal udtrykke eller skal berette om, men derimod udelukkende om noget evigt eksisterende.

Den fysiske begivenhed i evangeliet behøver derfor absolut ikke at være "historisk virkelighed", den er ganske fyldestgørende, selv om den kun er et "digt", når bare dette digt er i overensstemmelse med de love, under hvilke fysiske foreteelser finder sted. Man forstår således her, at selv om juleevangeliet kun var et eventyr opdigtet af en eller anden genial forfatter, ville dets fortolkning af den evige sandhed, som det er juleevangeliets opgave at indpode i jordmentaliteten, være nøjagtig den samme. Det samme gør sig ligeledes gældende med påskeevangeliet. Om Jesu lidelseshistorie kun var en genialt forfattet eller digtet fortælling, ville denne fortællings fortolkning af den kosmiske sandhed, der er nedlagt i påskeevangeliet, være nøjagtig lige så fuldkommen, som hvis nævnte lidelseshistorie virkeligt havde fundet sted. Det er således ganske underordnet, om de fysiske begivenheder, evangelierne er symboliseret ved, er historiske kendsgerninger, eller de kun er opdigtede fortællinger. Den, der kun hungrer efter at få besked på, om disse begivenheder er ægte, er kendsgerninger, har altså kun et arkæologisk begær, altså en slags fysisk nysgerrighed, som evangelierne slet ikke er beregnet på at skulle tilfredsstille. Et sådant væsen vil da heller ikke få nogen tilfredsstillelse af denne sin forskning. Den højere kosmiske beretning, evangeliet har nedlagt i den fysiske begivenhed, forbliver stadig en hemmelighed for den materielle forsker. Den overleverede beretning er således et sprog, han slet ikke er i stand til at gennemskue. Han kan altså højst komme dertil, at den muligvis slet ikke er historisk og bliver derved uden betydning for ham. Han søgte ikke den evige sandhed og fandt den ikke. Han søgte noget timeligt og fandt i heldigste tilfælde kun noget timeligt, nemlig troen på, at beretningen var et falsum, var overtro. Men vi ser deraf, at kun den, der selv er af sandhed, kan høre sandhedens røst eller kan forstå sandhedens sprog.

Men til trøst og opmuntring foreligger der den ejendommelighed, at de store evangelier, jule- og påskeevangeliet, ikke desto mindre for den indviede er historiske, fysiske begivenheder, der virkeligt har fundet sted. Disse begivenheder har netop været af en sådan åndelig struktur, at de samtidigt foruden at være udtryk for virkelige fysiske kendsgerninger, er blevet beretninger, der næsten indtil hundrede procent udtrykker de evige sandheder, det evige verdensbillede, for den, der efterhånden er vokset op til at have "øren at høre med", og den der har "øjne at se med". Men denne deres fysiske virkelighed bliver kun åbenbaret for væsener, alt eftersom evangeliet bag dem har afsløret sig.

Med hensyn til en sådan afsløring, da har vi i dag den føromtalte kærlighedsbølge, som julen er blevet for den kristne verden. Juleevangeliets såvel som påskeevangeliets kosmiske hemmelighed er udelukkende den, at man skal elske sin næste som sig selv. Det er således livets allerstørste hemmelighed, en hemmelighed, der er så meget desto større, alt eftersom den er alle loves fylde og dermed den absolutte vej til himmeriges rige. Jule- og påskeevangeliet, der er fundamentet i Det Nye Testamente, åbenbarer altså den kosmiske hemmelighed, der ligger til grund for enhver julestemning, for al udvikling af humanitet og næstekærlighed, der igen er det eneste middel, ved hvilket enhver krig må forsvinde fra nationer og stater såvel som fra det enkelte individ. Og tænk, da gentager begivenheden fra Betlehem sig igen. Da fødes Kristus i individets eget bryst. Og alt eftersom staten får borgere med denne fødsel, bliver det jo en stat af kristusvæsener eller mennesker i Guds billede. Da er der fred på jorden og menneskene vederfaret en altoverstrålende velbehagelighed.