Livet bliver til sidst, for det fuldkomne eller færdige menneske, en permanent samtale med Guddommen. Ethvert forhold til vor næste er ikke blot et forhold mellem denne næste og os selv, men er i sin hovedanalyse et forhold mellem Guddommen og os selv. Men det almene jordiske menneske kender ikke livet på denne måde. Det tror, at Guddommen er en person eller skikkelse, der sidder oppe i himlen og er et væsen for sig selv, medens dets næste eller dets medvæsener er noget helt andet, og naturen, jorden, stjernerne eller universet er noget tredje. Det forstår ikke, at der i virkeligheden kun eksisterer det selv og Guddommen. Det forstår slet ikke, at alt, hvad der forekommer, er Guddommens væsen, er Guddommens tilkendegivelse. Hvis det ikke var således, ville Guddommen aldrig nogen sinde kunne blive til en oplevelse. Den fortabte søn ville aldrig nogen sinde igen kunne finde sin fader, ja ville overhovedet aldrig nogen sinde komme til at kunne fornemme livets oplevelse.

Når det evigt eksisterende levende væsen således har mistet forståelsen af eller bevidstheden om Guddommen og dermed også om sin egen høje identitet som gudesøn, er det altså kun udtryk for den død, som det skulle dø på grund af nydelsen af kundskabens træ. Men efter at det jordiske menneske ved hjælp af reinkarnationen har gennemløbet denne døde tilværelse, hvor det tror sig ét med materien, ét med tiden og rummet, ét med mål og vægt, ét med begyndelse og afslutning, og hvor det tror, at det skal dø eller opløses til intet, skal det igen opstå til det virkelige liv, til viden om sin evige eksistens i samvær med Guddommen. Men når denne opstandelse kan finde sted, skyldes det den omstændighed, at væsenet aldrig nogen sinde kan komme helt bort fra Guddommen.

Midt i den døde materialistiske tilværelse vil der stadig brænde en lille flamme af det evige liv. Denne lille flamme er i al almindelighed skjult hos det stærkt materialistiske og ukærlige væsen. Det benægter hårdnakket denne flammes eksistens, indtil det kommer i en eller anden overhængende livsfarlig situation, der ikke kan klares med penge, position, magt eller flugt. I en sådan situation blusser den i væsenet boende lille flamme så meget op, at væsenet instinktivt råber til himlen, råber til det ukendte Forsyn eller til den fornægtede Fader om hjælp. Da dette råb begynder som dyrets angstskrig og fortsætter med at være ethvert væsens sidste håb i alle dets mest hjælpeløse, ulykkelige eller livsfarlige situationer, bliver det en kendsgerning, at det ikke er noget jordmenneskeligt påfund, men derimod er dønninger af væsenets medfødte, ubevidste kosmiske identitet. Når den mest koldhjertede materialistiske "fritænker" råber til Guddommen, når al anden hjælp er udelukket, viser det jo, at der mellem ham og Guddommen er en psykisk forbindelse, som ikke kan afbrydes. Dermed kan hans opfattelse af, at der ikke er nogen Gud eller Forsyn til, altså ikke holde stand i de farefulde situationer. Det bliver således her let at se, at gudsfornægtelsen kun er noget menneskeligt foregøglet og derfor kun kan holde som en dominerende frase i situationer, hvor væsenet tror sig fri for al fare, tror sig garderet ved hjælp af sine materielle evner, sin magt og position. Den kan ikke således som guddomserkendelsen blive levende, blive håb, blive lys, når mørket indtræder. Og alt, hvad der kan være liv, når døden indtræder, kan altså overleve døden. Og således går det til, at bønnen, væsenets forbindelse med Guddommen, kan overleve alt.

Men for at forstå bønnen i den epoke, hvor den er blevet til en samtale med Guddommen, må man lære at forstå, hvorledes Gud manifesterer sig. Guddommen kan ikke manifestere sig uden organer. Ved at lære Guds organer at kende, lærer man Guds legems- og bevidsthedsfunktioner at kende. Ved denne kundskab bliver livet straks anderledes, idet universet da bliver til en levende organisme for Guddommen. I denne organisme er alle organer bestemt til at udtrykke den guddommelige vilje. Men over for hvem udtrykker Guddommen da denne sin vilje? – Ja, da der foruden Guddommen kun eksisterer gudesønnen, må livet jo uundgåeligt blive Guddommens åbenbaring for denne søn. Og da der over for gudesønnen, i kraft af at alt er Guds organer: mennesker, dyr, naturen, himlen, stjernerne osv., således også kun eksisterer Guddommen, bliver livet en samtale mellem Guddommen og gudesønnen.