Igennem århundreder er Judas blevet gjort til en mennesketype, der skulle være noget af det mest usle og gemene, man kan tænke sig, en skurk, der under foregivende af at være Kristi discipel forrådte Verdensgenløseren, ligefrem solgte ham eller udleverede ham til korsfæstelsen for den rene materielle vindings skyld, de tredive sølvpenge, han fik udbetalt af ypperstepræsterne. Her har den kristne efterverden indhyllet sig i et stort bedrag. Fra tusinder af prædikestole verden over bliver Judas den dag i dag fordømt som en skurk, der har begået en utilgivelig handling, og for hvem der i virkeligheden ikke var andet end selvmord og evig fortabelse at vente. Og så er sandheden den, at Judas i virkeligheden slet ikke er typen på nogen skurk eller forbryder. Det er slet ikke den mennesketype, der i form af Judas bliver åbenbaret for menneskeheden. Judas er hverken forræder eller skurk i absolut forstand, dertil var han alt for interesseret i menneskehedens frelse, i menneskehedens førelse ud af mørket og frem imod lyset. Hvordan skulle han ellers være blevet Jesu discipel? – Tror man ikke Verdensgenløseren havde menneskekundskab? – Tror man ham blottet for psykologisk sans? – Tror man ikke, han vidste, hvem han havde med at gøre? –

Med hensyn til Judas var han i virkeligheden så begejstret for Jesu forkyndelse og mission, at han slet ikke kunne vente med at få den demonstreret eller åbenbaret, til det passede Jesus. Han havde således meget større hastværk end selve Verdensgenløseren med at få verdensgenløsningen sat i scene. Han blev faktisk utålmodig. Han fik rimeligvis de tanker, at Jesus var alt for kærlig og alt for tålmodig. Det ville tage alt for lang tid, hvis ikke andre greb ind. Og han følte sig så selvbestaltet til at sætte tingene i scene. Ved at sætte i scene at ypperstepræsterne kom til at arrestere Jesus, skulle de nok få at se, hvem han var. De skulle nok komme til at se, at han var Guds søn, et væsen, som man naturligvis umuligt kunne arrestere. Man måtte falde besvimet eller død til jorden ved at lægge hånd på ham, der opvækkede fra de døde, fik blinde til at se, lamme til at gå, befriede menneskene fra spedalskhed og andre sygdomme etc. Og når de først her kom til at opleve Jesu storhed og her måtte konstatere deres egen afmagt, ville Jesu mission således sejre over denne verdens store.

Men dette var således ikke tilfældet med Judas. Her var det ikke Guds vilje, men Judas' vilje, der skulle ske. Hvis Judas skulle have omformet sin holdning i bøn til Gud, hvad han jo ikke gjorde, måtte den have set således ud: Fader ske ikke din, men min vilje. Altså lige det modsatte af, hvad Judas' mester var indstillet på. Og det var denne holdning, der blev farlig for Judas, såvel som for alle senere "judasser" inden for den kristne verden. Er der da andre væsener, der blev "judasser" inden for kristendommen? – Judasmentaliteten bredte sig vældigt overalt. Når alle religiøse sekter og samfund påberåber sig at sidde inde med verdens frelse, og at vejen til frelse udelukkende kun går igennem dette at blive indmeldt i deres særlige samfund eller sekt, er man her gået uden om Vorherre. Når man har kunnet tillade sig at gøre syndernes forladelse til en handelsvare, er man også her gået uden om Vorherre. Når man vil omvende mennesker med truslen om en evig fortabelse, et evigt helvede, er man også her i foranstaltninger, der ikke er Guds vilje, men judasvilje. Ja, er det ikke judasmentaliteten, der er blevet den herskende inden for alle religiøse bevægelser af i dag, og er det ikke netop derfor, de alle uden undtagelse er døende? – Er Kristi bjergprædiken og de øvrige ord, der direkte er udtalt af Verdensgenløseren, ikke den sande vej til frelse, og ikke truslen om helvede? – Det er ikke krig, kamp eller straf, der er den sande kristendom; disse foranstaltninger er affødte af "judasser" inden for kristendommen. Det er væsener, der ikke har kunnet få omvendelse eller menneskenes forbedring til at gå hurtigt nok. Og de kommer til at sætte en korsfæstelse i scene. Virkningerne bliver de samme, som dem Judas fik sat i gang over for Verdensgenløseren. Har vi ikke heksebål og bandlysning at se tilbage på som en korsfæstelse iscenesat af judasmentalitet? – En mentalitet, der har et sådant hastværk, at den slet ikke har tid til at tilgive eller vende den højre kind til, når den bliver slået på den venstre.

Og hvad sker der så med "judasserne"? – De kommer alle til at ende i selvmordsmentaliteten. Er ikke den judas-førte menneskehed i dag i færd med at begå selvmord? – Når mennesker dygtiggør sig i at myrde mennesker, og denne mentalitet bliver det altoverskyggende i menneskers dygtiggørelse og skabelse, er det jo menneskeheden, der myrder menneskeheden, altså sig selv. I dag vil menneskene meget gerne have den varige fred, men de vil ikke gå den vej, Verdensgenløseren har anvist, nemlig den, at man skal skabe freden inde i sig selv. Man kan umuligt skabe den for andre igennem krig, diktatur og straf eller lemlæstelse. Ethvert menneske, der i Jesu navn og i troen på at skabe fred fører krig, skaber hævn og straf, er en "judas" og vil komme til at opleve åndeligt selvmord.