En af de mest fundamentale kendsgerninger er vel nok den, at vor klode har undergået og stadig er i færd med at undergå en forvandlingsproces. Jordens overflade er ikke den samme i dag som for millioner af år siden. Det er ikke blot kontinenternes og havenes grænseområder, der har skiftet karakter, men det er jo også alle de levende væsener på disse kontinenter og i disse have. Ja, der har jo været en tid, da der hverken var mennesker eller dyr til. Og endnu længere tilbage var der heller ikke engang nogen som helst form for plantevækst til. "Jorden var øde og tom". Men dette øde og denne tomhed var ikke det samme som stilhed. Kolossale energier var i bevægelse. Vulkanske kræfter frembød ildsvåde, kontinentskred og jordrystelse fra pol til pol akkompagneret af en tordenlarm, der var lige uafbrudt og altgennemtrængende over hele kloden. Og endnu længere tilbage slyngedes jorden som et brudstykke ud af en solmasse eller et ildocean og svævede årmillioner selv som en sol igennem verdensrummet. "Men Guds ånd svævede over vandene".

Det bliver således mere og mere åbenlyst, at "jordens skabelse" har formet sig på ovennævnte måde igennem umådelige tidsperioder eller årmillioner. Og resultatet af denne skabelsesproces er altså blevet vor jord, således som den former sig for os i dag med dens plante- og dyreliv, af hvilket det jordiske menneske er det ypperste. Da dette væsen begynder at kunne tænke Guds tanker efter og kan begynde at se den logik eller fornuftsmæssige plan, jordens skabelsesproces frembyder, vil samme skabelsesproces jo dermed for samme væsen være en åben bog, en realistisk bibel eller selve Guddommens egen personlige beretning om det levende væsen, alt eftersom det har logisk sans eller intellektuelle evner. Selvom der ingen religioner, religiøse sekter, profeter, vismænd eller verdensgenløsere og de af dem inspirerede hellige bøger, bibeler og læresætninger eksisterede, ville denne skabelsesproces trods alt eksistere som Forsynets uforfalskede tale og skulle nok blive hørt. Religionerne med deres præster og hellige bøger er altså ikke det højeste i verden. De er kun fortolkere af "Guds tale". Over dem alle ligger altså Guds egen direkte stemme. Den os omgivende skabelsesproces, af hvilken vor egen organisme og væsen er et resultat, er altså Guddommens eller Forsynets egen direkte åbenbaring af sin bevidsthed. Og da man skal "kende træet på dets frugter", skal man også kende Guddommen på hans skabelsesproces, der jo er hans åbenbaring af bevidsthed eller mentalitet. Så længe man ikke har tænkeevne, mentalitet eller logisk talent nok til at kunne sætte sig i kontakt med, se eller iagttage denne skabelsesproces på anden måde end som døde, tilfældige naturkræfter, udgør man kun et mentalt foster og må derfor befinde sig som hjælpeløst væsen i et af de i religionerne, sakramenterne og andre væseners påstande fremtrædende mentale moderliv. Væsenerne må således i denne tilstand være en slags kosmisk set ufødte sjæle.

Hvad viser da denne skabelsesproces for den, der har evne eller sansebegavelse nok til at kunne opfatte den som en direkte guddommelig tale? – Man ser først og fremmest en altbeherskende logik. Det vil altså sige, at man i denne skabelsesproces overhovedet ikke kan finde nogen som helst energiudløsning eller kraftanvendelse, der ikke er til nytte for de levende væseners samlede helhed. Men når den er til nytte for helheden, er den jo gavnlig, er til velsignelse. Men når den er til velsignelse, er den jo det samme som en manifestation af kærtegn over for denne helhed. Og en manifestation af kærtegn kan jo kun være det samme som en udstråling eller en åbenbaring af "kærlighed". Hensigten med al energiudløsning i den guddommelige skabelsesproces eller med de såkaldte naturkræfter er således skabelsen af kærlighed for helheden. Denne manifestationsmåde må således blive det allerhøjeste ideal for alle levende væsener inden for den begyndende tilblivelse af intellektuelle evner.

Hvordan går det da til, at der eksisterer så meget, der tilsyneladende umuligt kan være kærlighed, men derimod er ukærlighed? – Ja, er det ikke netop, fordi verdensskabelsen kun iagttages eller ses i forhold til det enkelte individ eller en enkelt samling væsener, race eller klike og ikke i forhold til helheden, hvilket vil sige i forhold til alle de øvrige medvæsener på kloden. En manifestation, der skal være til gavn og velsignelse for helheden, kan ikke altid være til behag eller nydelse for det enkelte væsen eller en lokal klike af væsener. Ja, hvorfor kan den ikke netop det? – Når den ikke kan det, kan Forsynets eller Guddommens skabelsesproces da umuligt være fuldkommen? – Jo, hvis den lokale klike af væsener eller det enkelte individ absolut ikke har interesse af flokkens eller helhedens vel, men udelukkende kun er indstillet på, at al behagelighed kun må tilhøre det selv eller dets klike eller samfund, er det jo nødsaget til at blive i disharmoni med den manifestationsform, der kun skaber behagelighed for det enkelte individ igennem helhedens velsignelse, altså den manifestationsform, der er grundprincippet i verdenskabelsen, og som er det samme som "alkærligheden", hvilket igen vil sige "næstekærligheden".

Hvorfor føler visse væsener da ubehagelighed ved denne manifestationsmåde? – Hvorfor er de ikke alle lykkelige ved at være i kontakt med verdensskabelsen? – Ja, er det ikke netop, fordi livet er en udviklingsproces, der i virkeligheden igen er det samme som en opvågningsproces. Væsener, der ikke er færdigudviklede, vil jo umuligt opleve tingene så klartseende som de væsener, der er længere fremme og er mere færdige i den store skabelsesproces. De må derfor være kontrære og handle efter det, der direkte er behageligt for dem, ganske uafhængigt af hvor skadeligt og ubehagsfrembringende det indirekte så end måtte være. Men ved fejltagelsernes eftervirkninger som ubehag eller ulykke bliver væsenerne bragt frem til at opdage fejltagelserne og bliver derved indstillede på at blive i helhedens vel og udfrier sig dermed af ubehags- eller ulykkessfærens favntag. Og således bliver de ulykkelige skæbner også til kærtegn for helheden og dermed til velsignelse og lykke for den enkelte.

Når der endnu er så megen ulykke i verden, er det altså, fordi verdensskabelsen endnu ikke er nået så langt frem, at den store hob eller almenheden er blevet indstillet på at være i helhedens favør. De fleste mennesker ønsker endnu i en overordentlig stor udstrækning kun at være i deres egen favør. De ønsker at skabe direkte behageligheder for dem selv, uafhængigt af hvad det koster næsten eller helheden. De lever altså endnu i en junglebevidsthed. Jordmenneskehedens mentalitet kan lignes ved jordens fysiske overflade. Samtidig med at der på jordens overflade findes kulturstater med verdensbyer baserede på vældige kemiske og tekniske fuldkommenheder eller kulturgoder, der aflaster menneskene fra store og grove gener, som stenaldermennesket måtte sukke og stønne under, således er der også endnu vældige områder, der endnu er regnskove eller jungler repræsenterende den dyriske urtidstilstand i renkultur. Dyrisk urtilstand i renkultur er jo det samme som selviskhed eller dette, at enhver er sig selv nærmest. Som følge heraf er urskovens lov urokkeligt den stærkeres ret.