Hvad er den dybeste årsag til al krig, disharmoni og lidelse i verden? Hvad er det, der får mennesker til at skabe mordvåben og ødelægge andre levende væseners livsoplevelse med drab og lemlæstelse? Hvad er det, der bevirker, at der findes ulykkelige skæbner, og får mennesker til i depression og livslede at begå selvmord? Der er kun én eneste ting, der er årsag til alt dette, og det er de jordiske menneskers egen mening om livet. Det er menneskenes mening om livet og tilværelsen, der er fundamentet for deres væremåde over for omgivelserne, og denne væremåde kan ikke eksistere uden at blive årsag til virkninger. Den kan blive årsag til grusomme virkninger, og den kan blive årsag til de mest guddommelige og behagelige virkninger for vore omgivelser og dermed for os selv. Den virkning, som vor væremåde, baseret på vor mening om livet, får på vore omgivelser, får disse til at reagere, og deres væremåde bliver enten behagelig eller ubehagelig for os. Vi vil blive opfattet som deres skæbnes onde eller gode ånd, alt eftersom vor væremåde er behagelig eller ubehagelig for dem.

Vor mening om livet er altså noget fundamentalt i tilværelsen, idet den udløser årsager og virkninger, som bliver skæbne for os. Den har gjort det i fortiden, den gør det i nuet, og den vil også gøre det i fremtiden. Da menneskene ønsker, at fremtiden skal blive bedre, end fortiden og nutiden er, vil det altså få den største betydning, hvordan menneskenes mening om livet efterhånden bliver. Hvordan er de fleste menneskers mening om livet i dag? Den er sådan, at langt de fleste mener, at de bliver uretfærdigt behandlet. De synes, at en masse mennesker ikke er over for dem, som de efter deres mening burde være, ja, de giver ligefrem udtryk for, at disse mennesker er skyld i, at det på forskellig måde er gået dem dårligt. Livets uretfærdighed er et tema, som mange mennesker gerne taler om, og man kan mærke, at skuffelse og bitterhed er fundamentet for deres livssyn og mening om tilværelsen. "Utak er verdens løn", siger man, og får dermed lidt luft for sin bitterhed og skuffelse, man synes, man havde fortjent bedre, det vil altså sige, at man mener, man har sået bedre, end høsten blev. Man synes måske, at man har vist visse mennesker meget venskab og hjulpet dem i vanskelige situationer, men kun fået utak til gengæld, ja, måske ligefrem fjendskab og forfølgelse fra disse menneskers side. Hvordan kan det forenes med tanken om, at når man sår venskab og hjælpsomhed, skal man også høste venskab og hjælp?

Hertil er der det at svare, at dette at så en god sæd ikke altid garanterer nogen god høst, hvis den ikke bliver sået i en jordbund, der passer for netop denne sæd. Den kan sås på stengrund, og vinden kan blæse sæden væk, og den kan sås i en jordbund, der er så fuld af ukrudt, at dette kvæler den gode sæd, så den ikke får mulighed for at udfolde sig. Sædemanden har måske haft den mening, at det var en god jord, han såede i, og han har troet, at han derfor også skulle få en god høst, men han blev skuffet. Det var ikke sæden, der var noget i vejen med, det var hans mening om den jordbund, hvori den blev sået, der var forkert, og derfor fik han ikke den høst, han havde ventet. Det er denne oplevelse af jordbundens større eller mindre evne til at tage imod sæden og lade den vokse og give en god høst, Kristus omtalte i sin lignelse om "sædemanden". Vi er alle "sædemænd", og vi kan alle komme til at opleve, at vi ikke får det ud af vor sæd, som vi gerne ville.

At være kærlig og hjælpsom over for sin næste vil altid være ensbetydende med at så en god sæd. Men ligesom den fysiske sæd kun kan vokse i den jordbund, der er bearbejdet og kultiveret for denne sæd, kan kærlighed og hjælpsomhed også kun give god høst fra den jordbund, som er repræsenteret af mennesker med en vis modenhed i deres sind. Har man gjort nogle mennesker meget godt, ja, måske ofret sig helt for dem, så man selv i nogen grad har måttet savne og lide derfor, uden at disse mennesker på nogen måde har reageret ved at vise taknemmelighed og gensidig kærlighed, er det ikke den gode handlemåde i sig selv, der er noget i vejen med. Næstekærlighed kan aldrig i nogen situation være andet end den bedste sæd, som findes. Hvis man synes, at der er en "fejl" ved denne situation, fordi den gode sæd ikke gav god høst, er man tilbøjelig til at mene, at fejlen ligger hos "de utaknemmelige mennesker, som bare tager imod uden at give igen, ja, ikke engang siger tak". Men fejlen ligger ikke der. Ingen mennesker kan i dette øjeblik være anderledes, end de er på basis af de erfaringer, de har gjort. Det er et udviklingsspørgsmål, idet hvert menneske står på sit specielle udviklingstrin og ikke kan tænke og handle ud fra en modenhed, det ikke er i besiddelse af endnu. Et barn på to år kan ikke handle som et barn på ti eller som et voksent menneske, og ligesom der findes modenhedsgrader med hensyn til menneskets fysiske alder, findes der også modenhedsgrader for væsenerne inden for et helt spiralkredsløb. I store træk er det synligt derigennem, at et mineral ikke er så "modent", dvs. så højt udviklet, som en plante, og at et dyr er mere modent end planten, og et menneske mere modent end dyret. Inden for disse store udviklingsområder findes en masse små udviklingstrin. Dette princip gælder naturligvis også for de jordiske menneskers vedkommende; et primitivt menneske kan ikke reagere på samme måde som et virkeligt kultiveret menneske, og primitive mennesker findes jo ikke blot i urskoven, de findes i tusindvis inden for civilisationen. Derfor betragter man dem som civiliserede mennesker, uagtet deres civilisation blot er en overflade, hvorunder urskovsmentaliteten endnu dominerer. Man kan ikke bebrejde disse mennesker, at de ikke er i besiddelse af kultur. Det ville være det samme som at bebrejde et barn, at det ikke var voksent. Hvor modne sådanne mennesker f.eks. er for "den gode sæd", kan de ikke selv bestemme, det bestemmer deres udviklingstrin. Altså, fejlen ved den handling, hvor en god gerning tilsyneladende ikke har løn i sig selv, var, hvis man vil tale om nogen fejl, hverken i selve den gode handling eller hos "den utaknemmelige". Den var udelukkende hos "sædemanden", der ikke kendte den jordbund, hvori han såede, og derfor fejlagtigt ventede sig en mangefold høst.

Men er det da forkert at være god og hjælpsom mod sine medmennesker, selv om disse ikke evner at tage imod det med taknemmelighed? Naturligvis er det ikke det. Det der kan være forkert er, at man venter sig noget for sine anstrengelser. En gave er ingen gave i dette ords egentlige betydning, hvis giveren tænker på, hvad han eventuelt får igen, og menneskenes kærlighed og deres hjælpsomhed må være gaver, som modtagerne må bruge efter deres større eller mindre evne til at bruge dem. Naturligvis vil det være af stor betydning, når flere og flere mennesker udvikler en evne til at bedømme den mentale jordbund, hvori de skal så. Evnen til at bedømme sine medmenneskers mentalitet og udviklingstrin er da også noget, der vokser i de menneskers bevidsthed, der bevidst arbejder med sig selv ud fra et oprigtigt ønske om at være til gavn for helheden. Ikke en kritisk bedømmelse baseret på en farisæisk glæde over "ikke at være som disse", men en evne til at bedømme, på hvilken måde man kan handle kærligst netop over for mennesker, som trænger til hjælpen, men som ikke viser evne til at vise synderlig taknemmelighed eller til at yde noget igen. Der er jo også noget, man kalder "tossegodhed", og selv om ikke alt det, man benævner med dette navn, virkelig er det, idet hårde og kolde mennesker er tilbøjelige til at kalde al godhed for "tossegodhed", så findes der dog også en form for godhed, som i den grad er følelsesbetonet og uden den intelligenskontrol, der kan bedømme, om de mennesker, der skal tage imod, virkelig har brug for det, der ydes, og om de ønsker at tage imod. Der er nogle mennesker, der giver til højre og venstre uden tanke for, om det de giver virkelig bliver til gavn og glæde og ikke er til besvær for modtageren, hvad det måske er, og så forlanger giveren oven i købet taknemmelighed. "Den der giver til han tigger, skal slås til han ligger", siger et gammelt ordsprog, og selv om det er for brutalt, er der dog et gran af sandhed deri. Thi hvad kan det gavne helheden, at et menneske giver bort fuldstændig uden omtanke, så han bagefter kommer til at ligge andre til byrde? Det er ikke livets mening. Kristus siger, at den, der har to kjortler, skal give den ene til den, der ingen har; han siger ikke, at han skal forære dem bort begge to, så han selv skal gå nøgen.

Bortset fra at virkelig tossegodhed kan gøre mere skade end gavn i en del situationer, må man absolut sige, at det i det store hele er langt bedre at så lidt for meget af den gode sæd, selv om noget af den falder i dårlig jordbund, end slet ikke at så den, for ikke at tale om, at det er bedre end at så den dårlige sæd, hvordan jordbunden end er. Sår man ikke den gode sæd, altså kærlige tanker og handlinger, bliver ens liv goldt og tomt, og sår man det ukrudt, som er vrede, had, bitterhed, jalousi, surhed og hårdhed, må man i fremtiden høste en højst ubehagelig skæbne. Bliver man bitter eller vred på mennesker, fordi de viser sig utaknemmelige over for ens hjælp og venlighed, blander man ukrudt i ens i forvejen gode sæd. Og hvis man beklager sig til andre mennesker over disse "utaknemmelige bæster", sår man en sæd af meget giftig og dødbringende natur. Man sår antipati, og denne sæd bliver desto værre i forhold til, hvor modtagelig en jordbund den sås i. Hvis de mennesker, man beklager sig til, er lydhøre, kan man sætte en masse sladder og bagtalelser i gang. Den kan slå rødder i al slags dårlig jord, hvori høsten af ukrudt kan blive mangefold. Og da høsten hører sædemanden til, kan han ikke undgå før eller senere selv at høste bagtalelsens sæd. Der findes endnu mere direkte dræbende mentale giftplanter, nemlig had og hævn, der kan føre til drab. Også en sådan sæd må høstes af sædemanden. "Thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", som Kristus sagde.

Mange mennesker lever i dag i høsten af fortidens giftige sæd. De har ikke andet åndeligt brødkorn at leve af end dette dødbringende ukrudt, derfor har de en såkaldt ulykkelig skæbne. De er kommet bort fra eller endnu ikke vokset frem til at så den gode sæd. Selv om den gode sæd i nogle givne situationer er sået i forkert jordbund, og man ikke har høstet de fold, man troede at skulle have opnået, er det altså helt tåbeligt at begynde at så ukrudt. Det vil hurtigt formere sig og give os en høst, vi ikke kan leve af, men tværtimod dø af, idet den virker dræbende på livslysten og glæden og endda også kan virke dræbende i organismen, da had, bitterhed og skuffelse kan medføre fysiske sygdomme, der igen medfører megen lidelse. Den menneskelige tankeverden eller bevidsthed er altså som et stort pakhus fyldt med sæd. Vor mening om livet bliver årsag til, hvilken slags sæd vi sår, og i hvilken jordbund vi sår den. Den gode sæd er næstekærligheden, den er det mentale brødkorn, som efterhånden vil blive sået af flere og flere mennesker. De fleste sår den endnu som en slags blandingssæd, hvor der er ukrudt blandt sæden, og høsten må naturligvis også blive derefter.

Efter loven for årsag og virkning eller karmaloven skulle enhver god handling bære sin løn i sig selv, og det gør den også. Hvis man handler kærligt over for mennesker uden tanke på deres taknemmelighed eller gengældelse, som man måske heller ikke får, kan man møde virkningen af denne handling lang tid efter gennem helt andre mennesker på et tidspunkt, hvor man helt har glemt det gode, man i sin tid gjorde. Man skal ikke lade den ene hånd vide, hvad den anden gør. Men den hjælpende hånd, der rækkes imod os i en stund, hvor vi trænger til det, kan være virkningen af den hånd, vi selv engang rakte ud, da et medmenneske trængte til hjælp.