Den største kendsgerning for os er vel nok dette, at vi eksisterer. Denne eksistens oplever vi som noget, der er knyttet til et andet "noget". Dette andet noget er altså denne eksistens overlegen, idet det udgør det, der eksisterer. Hvis dette ikke var til, var der heller ingen eksistens. Eksistensen er altså afhængig af, at der netop er noget, der eksisterer. Livsmysteriet består altså af det, der eksisterer, og denne eksistens. Med disse to analyser har vi i virkeligheden alt, hvad der overhovedet eksisterer. Ud over disse to foreteelser eksisterer der absolut intet. Så enkelt og ligetil er livet. Der behøves ikke nogen indviklet formel for at udtrykke denne enkelthed. Det, vi i det daglige liv bliver vidne til, kan således kun blive denne eksistens og "det", der eksisterer. Eksistensen bliver vi vidne til igennem energi eller bevægelse, der igen optræder i forskellige stadier, vi kalder materie, der igen er materiale for organismerne, der igen kun udgør kombinationer af sanseredskaber og det derigennem sansede eller oplevede. Dette sansede eller oplevede er igen det samme som tanker, bevidsthed eller mentalitet. Mentaliteten udgør igen det, vi kalder ånd. Ånd og eksistens er således i virkeligheden det samme. Uden eksistens ingen ånd, og uden ånd ingen eksistens. At noget eksisterer, vil altså være afhængigt af, om det kan skabe eksistens. Alt det, vi igennem sanserne bliver vidne til, eksisterer således ikke i sig selv. Det udgør noget andets eksistens. Dette andets eksistens er altså det, der har skabt denne eksistens. Når vi betragter f.eks. et vindue, betragter vi noget, der i sig selv ikke eksisterer. Derfor kan det netop markere noget eksisterende. Hvordan skulle noget, som eksisterer, kunne opleves uden ved dets kontrast. Og kontrasten til det eksisterende kan altså kun være noget, der ikke eksisterer. Alt, hvad vi sanser, ser eller hører, er således en skabt – ikke-eksistens – ved hvilken et noget markerer sin eksistens. Alt er altså udtryk for noget andet end det, det ser ud til at være. Dette andet er altså et over al manifestation hævet nogets eksistens. Denne ville aldrig nogen sinde blive åbenbaret, hvis ikke den ikke-eksistens blev manifesteret, ved hvilken den er markeret.

Der eksisterer således et noget, som åbenbarer sin virkelige eksistens gennem en uvirkelig eksistens. Dette noget er det i os, der oplever sig selv som midtpunktet i vor organisme og for øvrigt i alle dets omgivelser. Det er dette noget, vi udtrykker som jeget. Ethvert menneske udtrykker sig selv som midtpunktet i sin tilværelse eller eksistens. Dette jeg er altså det faste punkt bag det synlige, bag dets tanke og organisme. Det er altså det virkeligt eksisterende bag det ikke eksisterende. Nu vil man sige, ja, men vi oplever da vor organisme og alle vore omgivelser. Vi oplever både smerte og velvære, og alt dette er da virkeligt nok. Ja, det er rigtigt nok, men det er netop den skabte ikke-virkelighed, hvormed man kan markere sit jegs absolutte virkelighed. En virkelighed er nemlig ikke noget, der kan skabes, den er noget, som er. Derfor må der skabes noget, som – ikke er. Det er bevidsthedens eller det skabtes højeste kosmiske analyse.

Og her er det, at det endnu ufærdige eller uindviede menneske tager fejl og vurderer sin næste helt forkert. Når vi ser vor næste som en skurk, som en bandit, en røver eller morder etc., så er denne hans fremtræden ikke åbenbaringen af den sande eller absolutte virkelighed, han kosmisk set udgør. Her er han et evigt, udødeligt væsen, der er herre over al manifestation, og som midlertidigt er i færd med at skabe den mørkekontrast eller den uvirkelighed, hvormed han kan markere eller opleve det virkelige og evige i sit eget væsen, som nu altså er uklart grundet på manglende mørkekontrast eller baggrund. Vi er alle sammen i færd med at skabe modsætningen til den side af vor natur, vi ikke kender, hvilket igen vil sige ikke kan registrere, fordi vi netop ikke har kontraster til den. Det er jo også derfor, at vor interesse kun vil ligge der, hvor tingene er nye og ukendte for os. Vor interesse for en vittighed, en film eller et teaterstykke taber sig for hver gang, vi har erfaret eller oplevet disse nævnte foreteelser. Det er dette princip, der ligger til grund for skabelsen af vor interessesfære. Denne sfære vil altid bæres af de felter i vor evige fremtræden, hvor vi mangler forståelse og viden. At vi mangler forståelse og viden vil altså kun sige, at der mangler kontrast, hvormed denne side af vort evige væren kan markeres.

Overalt omkring os ser vi således kun noget sekundært af den absolutte virkelighed. Det, vi ser, er kun noget timeligt, noget forgængeligt. Dette gælder absolut alt, hvad enten det er vor ægtefælle, vore børn eller venner eller fjender. Vi ser i alt og over alt kun noget uvirkeligt, noget forgængeligt. Og så længe vi opfatter tingene således, som de ser ud til at være, må vi blive ved med at leve i en illusionernes og dermed i en skuffelsernes, lidelsernes og hadets verden. Det er åndsvidenskabens opgave at lære menneskene at opleve virkeligheden bag ved den altdominerende uvirkelighed eller åndelige illusion og bringe dem til klarhed over, at de er lige så stedet over for Guddommen, som de er stedet over for deres næste eller medvæsener. Og at deres krops eller organismes forgængelighed og undergang er den uvirkelighed, der markerer væsenets udødelighed eller identitet med evigheden. Og at livsoplevelsen kun er en tankeverden og derfor er underlagt det levende væsens kapacitet i skabekraft eller tænkeevne. Den fuldkomneste tænkning – den skønneste verden. Den moralske genialitet er livs- eller eksistensskabelsens fuldkommenhed og dermed fundamentet for livsoplevelsens højdepunkt, idet dens skabelse er livskunstens kulmination i kærlighed.