Som bekendt består døden i, at den fysiske organisme bliver skilt ud fra det psykiske væsen og jeg, som den har været knyttet til. Da det kun er den fysiske organisme, der er synlig for fysiske sanser, medens den psykiske del ikke er tilgængelig for nævnte sanser, er det ikke så mærkeligt, at det, vi fysisk kan se, falder sammen, bliver til et lig og opløses. Og menneskene bliver da også på et vist stadium offer for den overtro, at vedkommende væsen er dødt, tilintetgjort eller fuldstændigt ophørt med at være til. Men det gælder jo kun det i tænkning endnu ufærdige væsen. Det virkelig tænkende væsen vil jo for længst have forstået, at det, der eksisterede ud over væsenets fysiske organisme, aldrig nogen sinde direkte har været set og derfor naturligvis heller ikke kan blive synligt, når det, som ellers er synligt ved væsenet, skilles ud fra dette. Det virkelige væsen er jo et såkaldt åndeligt væsen, hvilket vil sige et væsen, der fremtræder i en psykisk konstruktion eller organisme, som kan symboliseres ved hjælp af radiobølgelængder etc. Denne struktur kan således udmærket være i en bunden struktur, selv om den er i stråleformig materie.

I kraft af denne vor psykiske struktur eller vort åndelige legeme overlever vi således døden, som ikke er nogen død, men blot en udskilning af det fysiske legeme. Da det fysiske legeme kun er et redskab for bevidstheden og ikke selve bevidstheden, mister vi ikke denne bevidsthed, selv om vi mister det fysiske legeme. Vi kan altså blive ved med at tænke og opleve, vi kan blive ved med at rejse verden rundt og konstatere oplevelser og kendsgerninger, men vi kan blot ikke mere på ordinær måde omsætte dem i fysisk materie. Vi kan kun omsætte dem i psykiske foreteelser, hvilket vil sige tanker, ideer og forestillinger. Skal de overføres til vågen, fysisk dagsbevidsthed, kan det kun ske direkte som tankeoverføring eller vision. Den indirekte måde, man på det fysiske plan f.eks. ved tale og skrift er henvist til, eksisterer ikke på det åndelige plan.

Men ligesom den fysiske verden har sine skyer, der formørker solen, således har den åndelige verden også sine skyer, der mere eller mindre formørker den åndelige lyskilde. Disse skyer er de levende væseners overtrædelser af livsloven eller kærlighedsloven. Den jammer, krig og tårer, der her udløses, skaber på det psykiske plan livsformørkelse. På samme måde skaber naturligvis de levende væseners fuldkomne opfyldelse af lovene en tilsvarende glædens og lykkens atmosfære på det psykiske plan, hvilket altså vil sige det klareste mentale solskin, den strålende, lysende og funklende psykiske sommer eller en vidunderlig pinseglans over livet.

Vi vil nu forsøge at give et lille indtryk af denne den virkelige verden bag den fysiske ved at følge med nogle væsener her fra det fysiske plan, som skal til at dø. Da vi kender disse væseners psyke, vil vi få lejlighed til at se, hvorledes den åndelige tilværelsesform former sig for den særlige psyke, som de hver især sidder inde med. De repræsenterer hver især et i den jordmenneskelige mentale sfære forekommende bevidsthedslag. Når jeg har valgt disse særlige fra religionen og vor børnelærdom kendte skikkelser, er det fordi, de repræsenterer de bevidsthedslag eller sjælelige tilstande og indstillinger, som det er muligt for et moderne jordmenneske at have, og som igen vil betinge hans psykiske eller åndelige tilværelse, når han har mistet sit fysiske legeme.

Vi begynder med den første røver. Det er ham, der spottende råber til Jesus, at hvis han er Kristus, da bør han befri dem alle tre. Vi ser af denne røvers psyke, at han ligesom mange andre mennesker udelukkende kun er indstillet på sig selv. At han og Kristus kan tilkomme den samme befrielse, synes han er ganske på sin plads. Derved bliver det indirekte synligt, at røveren føler sig som en martyr. Han kan ikke se, at hans egne gerninger, hans egne mord og tortering af andre har bragt ham selv i den samme situation. Han glemmer ganske, at de, der blev ofre for hans banditvæsen, absolut ikke fandt nogen nåde eller barmhjertighed, men blev koldt udplyndret til skindet og derefter såret og lemlæstet, hvis de ikke ligefrem blev slået helt ihjel. Han kender ikke selv til nogen tilgivelse, men ikke desto mindre råber han efter, at andre skal tilgive ham. Men livsloven er således, at ingen kan blive noget tilgivet uden igennem deres tilgivelse af andre. En sådan røver vil rase imod sine bødler, lige så længe han overhovedet har kræfter til at kunne røre lidt på sig. Han glemmer ikke at ville udløse en rasende hævn eller gengældelse, hvis han blev sluppet løs.

Jo mere døden nærmer sig, desto større bliver hans rædsel og angst for denne død. Ja, han vil være så optaget af denne rædsel for døden, at han faktisk slet ikke opdager selve dødsøjeblikket, da hans fysiske legeme udskilles fra hans ånd eller psyke. Han bliver ved med i tankerne at råbe, skrige, forbande og true sine bødler og samfundet. Men samtidig kan han ingen ende se på tiden. Han har ikke så meget pusterum for hævntankerne, at han kan opdage, at han allerede er fri af korset. Han tror, at han stadig hænger på korset, indtil andre fantastiske pinselsformer martrer hans sjæl. Da han nu er helt fri af sit fysiske legeme, vælder tankerne frem i frit løb, og han ser sine ofre, han ser deres angst og hører deres skrig. Han forestiller sig, hvorledes de planlægger hævnakter imod ham. Han fornemmer, at han flygter, men en usynlig kraft hindrer ham i at flygte. Ganske langsomt og sejpinende når forfølgerne ind på ham, ligesom han ser uovervindelige hindringer forude. Han flygter til siden og møder her andre uanede spærringer, og således lever han i en tilsyneladende evig flugt fra sine ofres hævn. Dagen synes aldrig at få ende. Han synes stadig, at det er det samme klokkeslet, hvis han overhovedet får tid til at skænke tiden en tanke. Samtidig hermed kommer så forestillinger til ham om evig pinsel, evigt helvede: "Evigt, evigt skal du nu leve i flugt fra dine ofres hævn." Han løber og løber, falder, sveder, puster og stønner. Mad får han ikke tid til at nyde. Forfølgelsen standser ikke et eneste øjeblik. Alt, hvad han rører ved, synes at være forgiftet, synes at være i sammensværgelse med fjenden.

Til sidst råber denne flygtning fra sit eget væsen, fra sin egen dårlige samvittighed, i sin vånde imod det ukendte Forsyn. Og i samme grad, som dette råb er iblandet begyndende forståelse af sine ofres lidelser, standser forfølgelsen, verden bliver lysere og skytsengle kommer ham i møde og begynder at hjælpe ham. Hjælpen består i at frigøre ham fra den dårlige samvittighed. De livsødelæggende tanker bliver suggereret bort, og tilbage er den lille del af hans bevidsthed, der virker i retning af sympati eller kærlighed. Og selv om han her har et meget lille spillerum, idet han jo ikke har udviklet noget særligt talent i den retning på det fysiske plan, så får han dog sin lille bevidsthed fyldt med salighed. Men han går meget hurtigt videre igennem de højere planer, som han kun ser som vidunderlige lysterræner, for så herfra at indgå til sin egen indre verden, salighedsriget, hvorfra han fødes igen i det miljø og med de forudsætninger, han i sit sidste liv skabte sig, inden han døde. Her skal han så igen begynde at overvinde rædslerne ved egen kamp. I den åndelige verden overvandt han dem ikke, han blev bare midlertidig befriet.

Det andet væsen var også en røver, men han var længere fremskreden end den første. Han forstod, at Verdensgenløseren ikke var en af deres og derfor ikke med rette kunne hænge på korset. Han irettesatte jo den første røver, fordi han hånede Kristus. Hans tanke indeholdt dog megen rigtig eller kærlig indstilling, og han forstod, at Kristus tilhørte et højere og bedre rige end røverne, og han bad ham derfor tænke på sig, når han kom til sit rige. Kristus siger derfor til ham: "I dag skal du være med mig i paradis."

Dernæst kommer vi til selvmorderen Judas. Vi ved, at han af fortvivlelse tog sit eget liv. Hans brøde imod sin elskede Mester eller Verdensgenløseren tyngede så skrækkeligt på ham, at han her på det fysiske plan så hele sit liv ødelagt. Han kunne ikke få adgang til Verdensgenløseren. Han var jo omgivet af en vældig bevæbnet magt. Judas' tanker tog derfor en helt jordskælvsagtig vending. Han ville ikke mere leve. Han kunne ikke være værdig til at leve på et plan, på hvilket han havde berøvet Verdensgenløseren muligheden for eksistens.

Men Judas var jo ikke ond, han var ikke nogen røver, han var nu engang Verdensgenløserens discipel. Men han ville foregribe begivenhederne. Han syntes ikke, begivenhederne gik stærkt nok. Han ville derfor sætte lidt skub i verdensgenløsningen. Han ville, uden at han i virkeligheden vidste, hvad det var, han foretog sig, gå foran Vorherre – og kom her til kort. Guds vilje skal nok ordne verdensaltet. Det ville han have forstået, hvis han havde lyttet lidt bedre til Verdensgenløseren, der altid foreholdt Guds vilje som den absolut førende. Men nu havde den ulykkelige discipel styrtet sig ned i den mentale afgrund. Men angeren og kærligheden til Verdensgenløseren var to vældige faktorer i udfrielsen. Han kunne ikke herfra komme til Mesteren, men Verdensgenløseren glemte ikke sin ulykkelige discipel; han kom til Judas. Og Judas blev befriet fra skærsildens kvaler, sin egen samvittigheds mørke tankebyrde, og fulgtes med Mesteren til højere sfærer, til skønne solrige egne, hvorhen han allerede havde ført den ene af røverne. Og herfra fødtes Judas igen til verden og fortsatte sit discipelskab i verdensgenløsningens tjeneste.

Så har vi den elskede discipel Johannes, som indtil sin fredelige død udtalte og manifesterede opfyldelsen af Mesterens bud: "Børnlille elske hverandre". For hans vedkommende blev der ikke nogen skærsild. Han var et menneske, der udelukkende levede for at stimulere alle til at elske alle og selv var opfyldt af denne livets højeste kraft eller universets egen bølgelængde eller grundtone. For et sådant væsen er overgangen meget let. Han gik direkte til sit hjemsted i himlen, hvor han i forening med sin elskede Mester kunne gå videre i oplevelsen af Guds vidunderlige verden.

Til sidst har vi så det fuldkomne eller færdige menneskes færd igennem skærsild og paradis. Da Verdensgenløseren allerede her på det fysiske plan var vågen dagsbevidst i den åndelige verden, eksisterede der ikke for ham nogen død. Det var kun et spørgsmål om den kropslige smerte. Og da han netop døde på unaturlig måde ved korsfæstelse, hører vi ham råbe: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" – Det var altså bevidsthedens udskillelsesøjeblik. I næste øjeblik var Verdensgenløseren befriet fra alle jordisk-animalske bånd. Og vi ser da også, at der fra Verdensgenløseren kun udstrømmede mentale lysvæld af en sådan kapacitet, at de endnu den dag i dag funkler omkring jorden i dens stråleglorie og lyssfære: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre. Det er fuldbragt. I dine hænder befaler jeg min ånd."

Herefter gik dette væsen som et vældigt solvæsen igennem skærsildens mørke labyrinter til de forpinte og fortabte sjæle. Og igennem rummet lød: "Kommer til mig alle I, som er besværede, og jeg skal give eder hvile." Og her blandt mange andre mødte han Judas, som var så brødebetynget, at han ikke turde nærme sig Mesteren. Og rummet genlød atter af den kærlige røst: "Jeg er kommet for at søge og frelse de fortabte", og tusinder af ulykkelige, men angrende sjæle fulgte med Jesus op imod skønne lysets sfærer til de for hver især passende boliger, hvor de i lyset kun opholdt sig til de atter skulle forbindes med den fysiske verden.