Et af de største og mest alvorlige spørgsmål for et almindeligt moralsk indstillet menneske er vel nok spørgsmålet om tilværelsen efter den udskillelse fra det fysiske legeme, vi kalder "døden". Jeg har tidligere forklaret, at dette udtryk eller denne betegnelse er bundfalsk og derfor er nødsaget til i den intellektuelle verdenslitteratur at få en ny betegnelse. Da den i virkeligheden er en fødsel analog med den fødsel, ved hvilken vi indgik i den fysiske verden, bliver vi, hvis vi vil være logiske, nødsaget til at opfatte og udtrykke den således. I mine kosmiske analyser vil man derfor lære den at kende ved betegnelsen "B-fødsel". Væsenerne fødes altså til en tilværelse uden nogen fysisk organisme. Men det betyder jo ikke, at man så er uden liv. Man må ganske naturligt afskrive de realistiske, fysiske foreteelser, vi plejer at besørge ved hjælp af denne organisme. Vi kan ikke mere gå ud at grave i vor fysiske have, vi kan ikke betjene vor fysiske forretning eller stilling. Vi kan heller ikke mere omfavne eller kærtegne vore kæres fysiske organismer, ligesom de jo heller ikke mere kan høre, se eller kærtegne os, idet vi ikke mere har den organisme eller det legeme, der på det fysiske plan markerede vor eksistens og fremtræden. Men her ophører også grænsen for adskillelsen. De fysiske mennesker har jo noget ved sig, som vi ikke kan se, nemlig deres psyke, hvilket igen vil sige hele deres tanke- og åndsfunktion. Da denne funktion ikke opstår i hjernen, men eksisterer i materier, der ligger over den fysiske materie, kan den blive ved med at eksistere selv efter den fysiske organismes og hjernes undergang. Og det var jo heller ikke godt, om alle ens erfaringer og viden, som man igennem eventuel umådelig lidelse har tilegnet sig, alt det, man har trænet sig op til og dygtiggjort sig i, skulle opløses eller tilintetgøres sammen med den fysiske organisme. Til hvad nytte så erfaringerne? – Hvis vi ikke skulle fortsætte livet efter døden, hvorfor så i alverden være underkastet udvikling eller erfaringsoplevelse? –

Igennem de tidligere foredrag har vi da også erfaret, hvorledes der stadig kan være forbindelse mellem de såkaldte "afdøde" og de "levende" igennem trancetaler, igennem materialisationer og automatskrifter etc. Der er således ikke tale om, at de væsener, der udskilles eller befries af deres fysiske legeme, er uden nogen manifestationsmulighed. De kan stadig manifestere deres tanke og vilje, deres ønsker og begær, blot ikke direkte i fysisk materie. De har altså en organisme med organer, igennem hvilke de kan opleve og tilkendegive sig, men tilkendegivelsen kan altså direkte kun blive i materier, der er af en anden vibrationstilstand, en anden bølgelængde end den fysiske. Disse materier kan ikke ses eller høres med fysiske sanser, da de jo ikke er fysiske. Vi siger da, at væsenerne befinder sig på et andet plan, nemlig det åndelige plan eller den åndelige verden. Her fremtræder væsenerne altså levende, oplevende og tænkende. De er altså blevet til psykiske væsener. Da denne materies laveste eller mest koncentrerede eller faste form er mere luftformig end den mest forfinede fysiske luftart, vil den være usynlig på det fysiske plan. Men den begynder altså der, hvor den mest forfinede fysiske luftart bliver usynlig eller utilgængelig for de fysiske sanser. Her er den åndelige materie altså fremtrædende i sin mest faste form, derefter kommer den åndelige materies flydende, luftformige og stråleformige materie. Vi ser her, at principperne gentager sig. Der skal nemlig disse særlige kontrasttilstande til, for at en manifestation kan finde sted. En manifestation vil jo umuligt kunne finde sted, hverken åndeligt eller fysisk, hvis der ingen indbyrdes kontrastforhold var i materien. Hvordan skulle en manifestation kunne finde sted, hvis al materie var granit, diamant eller platin? – Hvordan skulle en manifestation kunne finde sted, hvis al materie kun var vand, eller den kun var luft? – Hvordan skulle en tanke i det hele taget kunne opleves eller markeres, hvis al åndelig eller psykisk materie kun var én særlig materieart? –

Alle tilværelsessfærer er således i virkeligheden hver især kun en skala af fysiske materier. Disse skalaer udgør, ligesom inden for lydens og tonernes verden, højere og lavere liggende oktaver. Den åndelige verden efter den fysiske er således blot en højere liggende oktav i det levende væsens manifestationsprincip. Denne højere verden har derfor sin faste, flydende, luftformige og stråleformige materie. Det er denne tilstand, man vil lære at kende i mine kosmiske analyser over spiralkredsløbet. Når spiralkredsløbet er at inddele i en fysisk og en åndelig tilværelsesform, vil det kun betyde, at det repræsenterer to oktaver af materiens faste, flydende, luftformige og stråleformige materie. Den næste spiral vil igen udgøre to endnu højere liggende oktaver og således fortsættende.

Består denne tankeverden ikke netop af billeder? – Er disse billeder ikke netop fremtrædende i faste, flydende, luftformige og stråleformige tilstande? – Er erindringen om en flod ikke vand i bevægelse? – Er erindringen om en flyvemaskine ikke ligeledes en bevægelse i luften? – Er erindringen om en granitblok ikke kontrasten til en gasballon? – Men tankerne er ikke blot erindringer, tankerne kan også være nyoplevelser. Det vil altså sige, at man ikke blot kan erindre ting, der er skabt på det fysiske plan, men man kan skabe ting på det åndelige plan, der kan erindres på det fysiske plan. En eventyrforfatters produkter er dog nyskabelser. Men materialet for disse nyskabelser er ganske rigtigt erindringer, hvilket vil sige erfaringer fra det fysiske plan. Disse er fundamentet for hans skabeevne på det åndelige plan. Han kan ganske rigtigt gå noget uden for det virkeligt gældende eller fysisk lovbundne. Og hans produkt bliver da til et eventyr, til noget, i hvilket der foregår noget overnaturligt. Her eksisterer feer, trolde og djævle. Disse skabelser af åndelig materie kaldes imagination. Der, hvor denne imagination eller åndelige skabelse overtræder skabelsens love, bliver skabelsen ulogisk eller uvirkelig. En sådan uvirkelig eller falsk tankeskabelse udtrykker vi som fantasi. Imaginationen skaber videnskab, medens fantasien skaber overtro. At skelne mellem imagination og fantasi kan kun den indviede gøre. Derfor lever den store almenhed i overvældende grad på fantasi eller overtro, når det drejer sig om kundskaben om deres psyke. Det er jo derfor, at verden fremtræder i kulminationen af disharmoni eller antipati mellem væsenerne. Krigen i alle sine afskygninger er herskende.

Den åndelige verden bygges således op af vore tanker, hvilket igen vil sige, at vor psykiske verden bygges op af vor psyke. Hvad er mere naturligt? – Vi kommer derfor til at opleve den åndelige verden således, som vi allerede i dag oplever den. Jeg forklarede i mit sidste foredrag, hvorledes væsenerne er suggererede, og hver især lever i deres egen åndelige verden eller sfære. Og det kan ikke nægtes, at eftersom denne er indskrænket, naiv eller primitiv, lever væsenet på falske forestillinger, og dets åndelige oplevelse efter døden bliver tilsvarende falsk. Det kan ikke noksomt gøres bekendt, hvor magtpåliggende det er at skabe og fuldkommengøre sin åndelige oplevelsesevne og dermed sin kommende åndelige tilværelses fuldkommenhed. Hvordan ser det da ud for det almene jordiske menneske af i dag? – Lad os tage en meget hårdkogt materialist eller fornægter af den åndelige verden eller livet efter døden. Han har her på det fysiske plan suggereret sig ind i denne forestillingskreds og yderligere fået denne suggestion underbygget eller stabiliseret med ligesindede væseners opfattelse. De er for længst gået ud af religionernes område, hvilket område de foragter. Denne overtro, at der ikke eksisterer nogen åndelig verden, udgør altså disse væseners åndelige fundament. Ligeledes har disse væsener muligvis en materiel interessesfære, det være sig måske i materiel forskning eller forretningsverdenen. Denne interessesfære kan altså være baseret på en ligefrem sygelig trang til materiel oplysning for den førstes vedkommende og en tilsvarende sygelig trang til at tjene penge for den andens vedkommende. Denne sygelige eller overdrevne trang kan føre begge parter ud i det helt abnorme. Forskeren kan blive vivisektor af den mest forfærdelige slags, ligesom forretningsmanden kan blive den mest hensynsløse ågerkarl overalt, hvor han kan komme af sted med det. De lever således her allerede i en åndelig sfære, hvor det fundamentale er en overtrædelse af næstekærlighedsloven. Det er blevet en livsbetingelse for dem. De har ikke noget som helst talent for at forstå, at der er en åndelig verden, og at livet fortsætter selv uden fysisk organisme.

Det bliver derfor ikke vanskeligt at forstå, hvorledes det ser ud for dem, når de mister deres fysiske legeme. De forstår da foreløbig slet ikke, at de er døde, og kan næsten ikke bibringes denne forestilling. De kæmper for deres principper, deres begærs tilfredsstillelse. Den ene søger til sit laboratorium, den anden til sin forretning. Men de opdager nu, at de er indflydelsesløse på det fysiske plan. Forretningsmanden ser, at hans forretning eventuelt bliver solgt, overgår til andre mennesker. Han protesterer, han bliver vred, sender trusler og forbandelser imod eksekutorerne, imod familien eller arvingerne, men befinder sig stadig magtesløs. Ingen hører hans protester, ingen kan hjælpe ham, for han ænser ikke, at han er død. Han tror i visse stilfærdige øjeblikke, at han drømmer. Men til sidst opdager han, at han bliver ved med at drømme, og at det, han holder af eller kæmper for at beholde, helt er gledet ham af hænderne. Oplevelsen kan være så stærk eller fængsle ham så meget, at han slet ikke ænser noget som helst andet end den tabte forretning, den tabte fysiske tilværelse. Da han, medens han levede på det fysiske plan, ikke har villet høre tale om, ikke har kunnet forstå, at der eksisterede en åndelig tilværelse efter den fysiske, har han ingen evne til at se nogen åndelig verden. Der er mørkt omkring ham. I dette altbeherskende begær efter sine materielle besiddelser, ænser han ikke andet end det tabte paradis. Her koncentrerer han hele sin bevidsthed og begær. Men kampen bliver jo til sidst håbløs. Fortvivlelse og melankoli afløser raseriet og vreden. Og i denne mentale tilstand ser han kun omgivelserne i den samme triste tilstand, grå og stejle klipper og ødemarker, ufremkommelige veje, hindringer af enhver art. Men efterhånden som håbløsheden bliver til kendsgerning, kommer råbet om hjælp, om udfrielse, om søvn og hvile. Og da åbner lyset sig for ham, og skytsenglene udfrier ham fra de stivnede felter i hans bevidsthed, de suggererede forestillinger. Og han får da frigivet sine erindringer om de lyse begivenheder i sit liv, hvor han har været i kontakt med næstekærlighedsloven. Det er i mange tilfælde kun et meget lille område, han her har til rådighed, men det er nok til at fylde hans lille mentale krukke til randen, og han indgår da igennem de åndelige sfærer til sit salighedsriges højeste zone for derfra igen at inkarnere på det fysiske plan.