Vi har passeret vintersolhverv og er gået ind i et nyt årskredsløb. Hvad der skal ske med hver enkelt af os i dette nye år, er der vel ikke ret mange, der ved. Det er nemlig noget, der ligger frit og er bestemt for længst eller sat i scene af vor egen vilje. Den eller den ved ikke, om han eller hun i det nye år skal hjemsøges af den eller den ulykke eller lidelse, ligesom de samme væsener heller ikke ved, om de skal times den eller den glæde eller behagelighed. Det nye år kan over for det enkelte væsen være tidsrummet omkring store lyse og lykkelige oplevelser, men det kan også være tidsrummet omkring oplevelse af stort mørke. Da menneskene i al almindelighed ved det nye års indtræden således står uvidende om, hvad dette år skal bringe dem af godt eller ondt, af behagelighed eller ubehagelighed, har de kun håbet at leve på. De håber alle sammen på lys, på behagelighed, på velvære. Og vi stimulerer dette håb ved at ønske hverandre et "glædeligt nytår".

Håbet er den sidste rest af lyset fra paradiset eller den højere verden, væsenerne i form af Adam og Eva har forladt. Det er det lys i mørket, der aldrig nogen sinde kan slukkes. Begrebet "håbløst" kan ikke anvendes på det levende væsens fremtid. Den kan nemlig aldrig i nogen som helst situation være "håbløs". Det er kun en skabt ting, der kan være "håbløs". Et sæt tøj kan være så slidt, at det ikke engang kan holde til at blive lappet, men går i stykker rundt omkring lapperne. At lappe et sådant sæt tøj er håbløst, hvilket altså vil sige, at kendsgerningen modbeviser forventningen om, at det kan nytte noget at lappe. Forventningen, der jo er det samme som håbet, kan altså ikke opstå her. Det samme gør sig jo gældende med enhver brugsgenstand. En maskine eller et redskab kan være så forslidt og så overrepareret, at det er håbløst at reparere videre. Men et væsen med et sådant sæt tøj, en sådan maskine eller redskab, håber dog på at kunne få tilegnet sig nye genstande i stedet for de slidte, selv om han i øjeblikket ikke kan se, hvordan det skal gå til. Et mørke eller en ubehagelighed kan aldrig nogen sinde gå så langt ned, at det udsletter håbet i menneskets indre. Tingene kan forgå, men håbet om tilegnelsen af nye ting, der kan erstatte dem, der blev ubrugelige, eksisterer i væsenet, ligegyldigt om det vil vedkende eller ikke vedkende sig det.

Der er jo mennesker, der i en given ubehagelig situation ynder at docere, at der intet håb er for dem, men disse mennesker lyver enten bevidst eller ubevidst. Det, de kalder håbløst, er den omstændighed, at de ikke i øjeblikket kan se, hvorledes de skal blive reddet ud af den ubehagelige situation, og så ligger det let at udtrykke denne som håbløs. Men i deres inderste håber disse væsener i alle fald på en befrielse, ja, selv et selvmord i en sådan situation er jo baseret på et håb om en tilstand, der er at foretrække frem for den situation, væsenet befinder sig i. Et væsen kan også befinde sig i en uhelbredelig sygdom, der fører stærkt nedad mod organismens eller kroppens undergang, mod det, vi kalder "døden", og situationen er således kropsligt set håbløs, men bag ved denne håbløshed brænder alligevel en lille flamme fra paradiset. Væsenet håber også her på, at kroppens undergang ikke betyder udslettelse eller tilintetgørelse for det selv. Det håber i virkeligheden på et liv i en verden hinsides denne. Men det betyder ikke, at alle vil vedkende sig dette håb, ja, væsenet søger undertiden både over for sig selv og andre at docere, at det absolut ikke tror på nogen anden tilværelse, og man hører det sige den kendte glose: "Når man er død, så er man død, og så er der ikke mere". Men denne håbløshed er en indbildt eller selvsuggereret håbløshed. Den er ren og skær illusion. Håbet er nemlig en indbygget kosmisk organisk proces, som umuligt kan standses.

Håbet er således ikke nogen indbildning, men er lige så realistisk en organisk funktion som synet og hørelsen, men blot med den forskel, at den er af sjælelig eller psykisk art og beregnet på i særlig grad at træde i funktion, når alle andre bærende funktioner glipper. Håbet er således en lille paradisisk eller kosmisk lysflamme, der fornemmes af væsenet som en anelse eller forventning om et større lys. Det er en af de organfunktioner, som er evig og har sæde i selve overbevidstheden. Der er således sørget for, at alle levende væsener, alt efter deres midlertidige bevidsthedsmæssige behov, har håbets flamme lysende i deres indre, og som i særlig grad skrues op til stærkt lys i situationer, hvor andre sanser ikke kan holde mørket ude. Vi har således alle med os i livet en lille lysende flamme fra paradiset, en lille flamme af livets evige, store lys, en lille flamme fra selve Guddommens egen evige stråleglorie. Men som vi allerede har været inde på, kan denne lille flamme undertiden skjules bag ved selvsuggererede forestillinger, og vi kommer i et misforhold til dette lille himmelske lys i vort indre. Håbet er en kosmisk organfunktion, der i enhver mørk situation udløser en forventning om lys i dette mørke, en befrielse fra eventuelle ubehageligheder.

Håbet er således i sig selv en indre lyskraft, der når frem til dagsbevidstheden. Og først her bliver denne lyskraft iklædt tanke og får ordform. Håbet får altså en ydre dagsbevidsthedsmæssig bogstavsform. Da denne bogstavform jo skabes af de tankearter, der i vedkommende felt behersker væsenet, bliver håbet her til et konkret begær eller ønske. Det kan således bringe sig selv til at håbe så stærkt på at få den eller den stilling, at håbet ligefrem er blevet til et begær, en sult eller en hunger. Hvis væsenet så ikke får den ønskede livsstilling, opstår der en bevidsthedsmæssig katastrofe, nemlig den sjælelige kvide, vi kalder "skuffelse". Når en sådan skuffelse indtræder, mener individet, at håbet er bristet, men det er i virkeligheden ikke rigtigt. Håbets flamme er i virkeligheden ganske uberørt. Det, der er bristet, er den tankeforestilling, vedkommende væsen havde dannet sig ved hjælp af håbets kosmiske flamme eller energi. Væsenet kan således med sit væsen eller sin tankefunktion gøre håbet til en forberedelse til skuffelse. Man kan altså håbe rigtigt, og man kan håbe forkert. Håber man rigtigt, vil man aldrig kunne komme ud for skuffelser, og livet vil være en fortsat lykke. Håber man forkert, bliver livet fuldt af skuffelser, sorger og bekymringer.

Håbets flamme er en neutral kraftkilde. Den vil altid være til stede, og man kan opvarme og stimulere sine begær og ønsker ved hjælp af denne flammes energi. Det gælder da om at have de rigtige begær og ønsker, for man kan lige så godt stimulere og befordre onde begær eller hensigter med sit håbs energi, som man kan stimulere og befordre gode og kærlige ønsker og hensigter med samme ild. Hvis man med håbets flamme befordrer naturstridige eller livsnedbrydende hensigter, møder man altså til sidst skuffelserne og den heraf følgende ulykkelige skæbne. Befordrer man naturlige kærlige hensigter, kommer håbets flamme i vort indre i kontakt med universets grundtone i vore ydre omgivelser. Og gennem vor bevidsthed sitrer en energibølge af velvære. Det er denne energibølge, vi kalder "glæde". Glæde er igen den højeste fornemmelse af livslykke og velvære. At håbe rigtigt bringer således ufejlbarligt glæde, lige så sikkert som dette at håbe forkert bringer skuffelse og dermed sorg eller modgang.

Men hvordan kommer man da til at sikre sig at "håbe rigtigt"? – Det kommer man ved at kontrollere sine begær. Begærene er i første instans kun små gnister, man efterhånden forbinder med håbsenergien. Og efter denne forbindelse bliver de til store, vågne dagsbevidste begær, som kræves opfyldt, for at man kan være lykkelig. At det er tåbeligt at vænne sig til begær, der ikke kan tilfredsstilles og derfor kun kan give skuffelser og livsunderminering, turde her være selvfølgeligt.

Bliver livet da ikke et sortsyn, hvis man ikke skal håbe det bedste om hver og en, man møder. Nej, tværtimod. Dette at håbe det bedste om alle kan aldrig være at håbe det rigtige. Det vil i mange tilfælde være at håbe noget om nogen, som de slet ikke kan opfylde. Og hvad så? – Så har vi den oplagte skuffelse med hensyn til vedkommende væsen. Fra skuffelse over et væsen er der ikke langt til antipati, indignation og vrede over for vedkommende væsen, noget samme væsen er totalt uskyldig i. Det er ikke hos dette væsen, at fejlen ligger, men hos os. Han eller hun kan jo ikke gøre ved, at vi håbede på noget, der ikke eksisterede. Det gælder således om at komme til kun at håbe på noget, der er absolut virkeligt, noget, der absolut eksisterer. Med hensyn til vor næste, vore medmennesker, da er det om ikke at håbe på andet end det, der er virkelig sandhed. Det er ikke så godt at håbe, at det eller det væsen skal være en engel, når det er så primitivt, at det vitterligt kun er i stand til at være en bandit. Man skal således ikke håbe, at alle vore medvæsener er engle. Et sådant håb vil nemlig vise sig at være at tro på noget, der ikke eksisterer. Man skal derimod i disse retninger slet ikke håbe på noget som helst andet væsen end sig selv. Man må her bringe sig selv mere og mere ind i det begær og ønske, at man må lære at kunne håbe rigtigt, lære kun at kunne håbe og dermed begære de ting, der er virkelige, de ting, der eksisterer som livsbefordrende.

Hvad er da livsbefordrende? – Alt, hvad der er med til at bygge livet op, alt, hvad der kan være til glæde og velsignelse for andre væsener. Dér skal vi sætte vor livskraft ind uden at håbe på nogen som helst belønning, ja, vi må vente os endog forfølgelse, hån og spot som belønning. Der, hvor man kan stille sit sind således ind, er man garderet imod skuffelser. Og der, hvor man er garderet imod skuffelser, kan livet kun blive til lykke og glæde for en. Med hensyn til sine medmennesker da må man tage dem i deres mentale farver og kulører, således som de viser sig at være, og ikke således som man i forvejen eventuelt håbede, at de var. Så håber man ikke på det umulige. Det samme gælder, når vi nu ved det nye års begyndelse står og ser fremefter. Så gælder det om at se tiden an og tage det, som det kommer, og ikke således som man eventuelt i dag håber eller begærer, at det skal være. Ved at være således indstillet kommer man ikke til at håbe på noget umuligt. Det er her let at forstå Kristus dér, hvor han siger, at man ikke skal bekymre sig om fremtiden, hver dag har nok i sit eget. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke skal forberede de foranstaltninger, ens livsstilling eller eksistens kræver, såsom stadfæstelse af engagementer, underskrivelse af kontrakter og andre foranstaltninger beregnede på at sikre sine leveveje ind i fremtiden. Kristus har kun ment, at man absolut ikke skal græde og jamre over fremtiden. Den kan jo muligvis vise sig at være helt anderledes lys og lykkelig, end det i dag ser ud til, eller man i dag tør håbe på.

Med hensyn til det nye år, da ved vi jo dog en hel del. Vi ved, at vi nu er på vej til foråret, vi ved, at om en kort tid begynder livet at folde sig ud igennem planter, træer og blomster, vi ved, at fuglene vil begynde at lade deres tusindstemmige lovsang lyde imod himlen. Vi ved, at efter foråret kommer sommer med varme og milde dage, med solskin, farver og lys over kontinenter og have. Vi ved, at efteråret vil følge, og at mark og skov vil visne. Vi ved, at naturen visner glad og strålende og er overjordisk skøn i sin død. Efterårets farvepragt står ikke tilbage for sommerens. Vi ved, at efter efteråret kommer vinteren. At se frem imod disse årstider kan kun vække glæde og godt humør. Her håber vi på noget, der ikke er umuligt. Men hvis vi nu begynder at håbe på, at der ikke vil komme sne eller frostgrader i den del af vinteren, der er tilbage, og hvis vi håber på, at foråret slet ikke må have kolde uvejrsdage med haglbyger og enkelte snefog, og hvis vi håber, at sommeren skal have så og så mange solskinsdage eller eventuelt være uden regnvejrsdage, og at efteråret på lignende vis skal være således, som det nu særligt passer os, så har vi lagt vort sind og liv op til en hel serie af store skuffelser. Se, selv på et så almindeligt felt gør menneskene sig livet surt i stedet for at overlade dette til Forsynet og være glad ved tingene, således som det engang er bestemt i verdensstrukturen. Da vi ikke har den mindste indflydelse på, hvor mange frost- og tøvejrsdage eller hvor mange solskins- eller regnvejrsdage der skal være i året, der kommer, vil det være tåbeligt og et rent spild af kræfter at jamre over dette.

Da alle vore medvæsener også er under et stort kredsløbs årstider og nu befinder sig i vinterens zone, er det rimeligt, at mennesker mere eller mindre er bladløse, er uden særlig bevidsthed og derfor ikke kan være fuldkomne. Nogle er langt fremme i foråret, medens andre endnu hviler i frostnætter. De kan derfor ikke alle stråle med den samme forårsagtige udfoldelse. Nogle har en meget fremragende høj, human karakter, og man mærker forårets begyndende liv i disse væsener. Andre har en mere robust og knortet fremtræden. Deres liv er endnu meget stærkt forpuppet i knopsvøbet og kan dér kun repræsentere død og farveløshed omkring sig. På disse vore medvæseners forskellige karakterer og særpræg har vi ikke den mindste indflydelse, ligesom vi jo heller ikke selv kan repræsentere et udviklingstrin eller en sommerudfoldelse, vi endnu ikke er nået til. At tortere hinanden med antipati, bagtalelse, indignation og vrede af den grund er således noget af det mest tåbelige, der findes, og skyldes altså udelukkende forkerte forhåbninger. Man har ventet sig noget hos naturen og medvæsenerne, som ikke eksisterede, og må da med skuffelse vende tilbage til det virkelige liv. Den eneste tankekoncentration, der kan få vort eget indre håbs flamme til at forene sig med virkeligheden eller med livsflammen i alle vore ydre omgivelser og derved bringe os livets største oplevelse: kontakten med verdensaltets grundtone og den heraf følgende salighedsoplevelse eller glæde ved at være til, er udelukkende håbet om selv at få lov til i alle felter at være ét med næstekærligheden.

Hvis man ved tærskelen til det nye år vender sin tanke og sit blik mod Forsynet og råber det ud: "Jeg håber og ønsker at være til glæde og velsignelse for alt, hvad Du i det nye år giver mig at komme i berøring med; derudover behøver jeg intet som helst håb at nære, thi kun Din elskede vilje kan ske, og den er min højeste lykke", – da vil freden sænke sig i sindet, og Faderens nærhed mærkes. Og der, hvor vi med Ham går ind i det nye år, er alle nattens skygger fjernet.