Vi har nu set, hvorledes Gud skaber mennesket, og hvorledes denne skabelse går igennem mange forvandlingsstadier i planteriget, dyreriget og dommedagsepoken, i hvilken mennesket oplevede "djævlebevidsthed" eller genialiteten i udfoldelse af dødsprincippet eller det dræbende princip. Og vi har set, hvorledes det efter denne kulmination førtes frem i en voksende humanitetsbegavelse eller evnen til ikke at kunne nænne at gøre ondt eller andre væsener fortræd. Ja, det førtes endog så langt frem i humanitet, at det hellere selv vil lide, end at det vil have, at andre skal lide. Det blev til et væsen, der elsker sin næste som sig selv. Og det er denne fuldkomne kærlighed, der er "Guds billede", og som var målet for Guds skabelse af mennesket. Uden at væsenet blev omformet til denne fuldkommenhed, kunne det naturligvis umuligt blive til glæde for alt og alle. Og uden at være dette kunne det umuligt være i kontakt med Guds øvrige skabelse eller manifestationsudfoldelse, hvis grundtone jo netop er kulminerende kærlighed. Men ingen som helst manifestation kan udløses uden i kraft af organer. Den organiske struktur for næstekærligheden er således dobbeltpoletheden, ligesom den organiske struktur for ægteskabskærligheden er enpoletheden.

Forkyndelsen af Jesu vejledning og påbud med hensyn til den menneskelige væremåde udtrykker, at man skal elske sin næste som sig selv. Det siges absolut ikke, at det kun er ens ægtefælle og afkom, man skal elske som sig selv. Han siger netop, at man skal elske sine fjender og gøre godt mod dem, der gør en skade osv. (se Bibelen). – Vi ser, at verden igennem Kristus får en instruks, der så at sige er en modsætning til Moseloven, der netop påberåber ægteskabet og parringskærligheden som det største, og at man skal elske sine venner og hade sine fjender. Her gælder det øje for øje og tand for tand. Men for Kristus gælder det at drage sværdet i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd, ligesom han udtrykker, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Tror man ikke netop, at det gælder for mennesker, der ikke nænner at bruge sværd? – Tror man ikke, at hans ord om kærlighed er til et andet psykisk plan end netop ægteskabets? – Hvorfor kom Moses ikke med dette kærlighedsbud? – Nej, det gjorde Moses ikke. Han levede jo selv i ægteskabets eller parringstilstandens lystilstand. Den psykiske tilstand, der nu er ved at holde sit indtog i verden, var ikke på trapperne på hans tid. Derimod har efterverdenen set, og navnlig i vore dage, at der er ved at udvikle sig en ny sympati i menneskene, som netop ikke er enkøns- eller ægteskabsbetonet. Derfor måtte Kristus give menneskene den nye udvidelse af kærlighedshorisonten. Han var jo selv typen på denne kærlighed. Han demonstrerede ikke sig selv som en strålende ideel ægtemand, hvilket jo ville have været på sin plads, hvis det var denne form for lykke, der skulle være slutfacittet på Guds skabelse af mennesket.

Det ses tydeligt igennem disse Bibelens vejledende Moses-manifestationer og Jesu manifestationer, i hvilken retning udviklingen eller Guds skabelse af mennesket skulle gå. Og vi har her set, at det netop er opfyldelsen af det kosmiske kredsløb. Endnu er et så stort flertal af jordens mennesker kun hjernebevidst eller dagsbevidst i parringskærligheden, at denne er den primære seksuelle struktur. Og denne må jo også fortsætte langt, langt frem i tiden endnu. Den humane side er hos almenheden endnu meget begrænset. Det er endnu alment gældende, at enhver er sig selv nærmest. Men ved siden af den kendsgerning er det også en urokkelig kendsgerning, at en stor gruppe mennesker, selv om den er et mindretal og på grund af den menneskelige kosmiske uvidenhed endnu ikke har fået nogen særlig erkendelse og autoritet som et normalt led i udviklingen, er helt færdig med det ægteskabelige princip. Deres indre organiske struktur er allerede mere eller mindre omformet så meget, at de ikke mere er dagsbevidste i nogen som helst ægteskabs- eller forelskelsestilbøjeligheder. De har ingen som helst tiltrækning til at være bundet i et ægteskab. De har en så høj human standard, at deres sympatiske anlæg lader dem udstråle mildhed og godhed til alle sider. De føler sig mere eller mindre som ven med alle, også i væsener, der eventuelt er imod dem, bagtaler og forfølger dem. De nænner ikke at gøre noget som helst væsen fortræd. De har ingen ærgerrighed, de ønsker ikke at beklæde store materielle stillinger og findes som regel i meget beskedne underordnede stillinger. Men nu må man her forstå, at jorden endnu er meget fattig på sådanne væsener, idet de næsten alle er holdt op med at inkarnere her på jorden. Men dette betyder ikke, at de er helt færdige med reinkarnationen. De har endnu en udviklingsepoke med hensyn til udviklingen af en begyndende ny menneskelig organisme. En organisme, der mere og mere bliver egnet for materialisation og dematerialisation og den normale kærlighedskulmination eller salighedsberøringen med andre væsener og dermed bliver det fuldkomne menneskes organisme i det fuldkomne menneskerige.

Her på jorden er menneskene ikke så meget kendt med livsformen uden for den ægteskabelige. Når et menneskes ægteskabelige tilstand er degenereret, og væsenet ikke egner sig for ægteskab, har det hidtil været almenopfattelsen, at et sådant væsen er abnormt. Og som tidligere forklaret eksisterer der således en zone, som dannes af disse ægteskabeligt set ikke mere egnede væsener. Inden for denne gruppe gælder det altså, at de alle mere eller mindre er uegnede for ægteskab. Nogle lever stadig i ægteskabet og ved ikke rigtigt af, at de ikke egner sig for ægteskab. Disse ægteskaber ender som oftest med skilsmisser og indgåelse af nye ægteskaber. Andre lever som ugifte og enlige hele livet igennem. De er ikke afsporede, men betræder den af udviklingen affødte normale linje. Atter andre lever i seksuelle afsporinger, perversitet og de heraf affødte sygelige tilstande. Da det er de afsporede og sygelige væsener, almenheden mest bliver vidne til, er det ikke så mærkeligt, at indstillingen til denne gruppe er stærk frastødelse, og på grund af almenhedens uvidenhed er den også uforstående. Da de af ægteskabet udgåede væsener, der ligger på den normale linje, ikke ses, da de holder deres særlige natur for sig selv, kender almenheden ikke så meget til dem. Den tror derfor, at alt, hvad der afviger fra ægteskabstilstanden, er abnormt. Og den udtrykker alle under det samme begreb, nemlig begrebet "homoseksualitet". At dette udtryk har en meget dårlig klang i menneskenes øren, er derfor selvfølgeligt. Men inden for den fra ægteskabet afvigende gruppe findes der en absolut normal linje. Men da hverken videnskab eller religion har affødt vejledning eller morallære for denne væsenernes psykiske tilstand, har den måttet opvokse vildt, ja, man har endog forfulgt denne tilstand med straffe og dødsstraf i stedet for oplysning og vejledning. At en mængde af disse væsener for at undgå straf måtte holde et for dem ellers naturligt begær, en for dem naturlig seksuel sult, hemmeligt og utilfredsstillet, hvilket efterhånden uvægerligt i større eller mindre grad måtte gøre disse væsener mentalt forvirrede, skabende en tendens til afsporing, bliver her selvfølgeligt. Men verden begynder at forstå, at der må være en mening bag alle disse foreteelser. Og dette mysterium vil igennem åndsvidenskabens eller den kosmiske psykologis åbenbaring blive forstået og taget til efterretning. Og der vil blive gjort plads for denne udviklingsepoke på jorden. Det er ikke livets mening, at menneskeheden skal gå til grunde i stagnation, intolerance og uvidenhed om det virkelige liv eller det virkeligt levende midt i deres kolossale viden om materien eller de døde ting.

At fortælle en på kosmiske bevidsthedsområder endnu uvidende eller bevidstløs menneskehed om det færdigudviklede menneske, er endnu ikke helt let. Der er endnu ikke mange erfaringer på dette område at henvise til her på jorden. Men jeg skal alligevel her prøve på at give en skitse af det fuldkomne menneske. Vi har nu allerede set, at det er et væsen, der totalt er fri af ægteskabelige tilbøjeligheder. Det har for længst forladt enpoletheden og er blevet dobbeltpolet. Dette vil igen sige, at dets seksuelle poltilstand, det maskuline princip og det feminine princip, er kommet i en balance, så væsenet hverken er feminint eller maskulint. Det har en helt anden natur og udstråling. Selv om dette væsen her på jorden endnu må befinde sig i en hankøns- eller en hunkønsorganisme og henholdsvis må blive opfattet som en mand eller kvinde, er væsenet absolut ikke nogen af delene. Men vi ved allerede, at en sådan mand eller en sådan kvinde er færdig med ægteskabet, med at avle børn, med at leve i samliv med væsener af modsat køn. Den organiske struktur er ændret, således at der i et sådant væsens psyke ikke mere kan forekomme "forelskelse", der jo er en overdimensioneret kunstig sympatiudfoldelse, som ganske vist kan give sit ophav den højeste lykke, men også i det ufærdige menneskestadium kan give sit ophav de forfærdeligste lidelseskvaler eller ulykkelige kærlighedsforhold. Dette kan altså ikke finde sted hos det fuldkomne menneske, da det ikke kan nære nogen forelskelse eller noget overdimensioneret ønske om at blive genelsket. Det bliver ikke ulykkeligt, fordi det ikke bliver elsket. Dets kærlighedsudfoldelse er ikke baseret på nogen som helst forventning om tilsvarende gengældelse. Derimod udløser dets sympatiske anlæg nu den kærlighedsevne, som det igennem årtusinders eller mange livs lidelser har fået udviklet sig. Dets største glæde er virkelig dette hellere at give end at tage. Igennem denne sin humane tilstand og væremåde har det efter oplevelsen af adskillige kosmiske glimt opnået at gennemgå den store indvielse eller "den store fødsel", der afføder permanent kosmisk bevidsthed i væsenernes psyke. Hvad er nu "kosmisk bevidsthed"? – Kosmisk bevidsthed er det samme som en bevidsthedstilstand, der giver væsenet evne til at opleve alle de evige, men usynlige realiteter, af hvilke alt sanseligt eller synligt er virkninger. Det vil altså sige oplevelsen af sit eget jeg eller selv som identisk med udødeligheden, uendeligheden, evigheden og dermed oplevelsen af at være ét med Guddommen, ét med vejen, sandheden og livet.