Vi har i det foranstående set, hvorledes den modsatte pols udvikling i mennesket gav det en relativt meget stor intelligensevne. Men da menneskets mentalitet endnu hovedsageligt beherskedes af de selviske eller dyriske principper, blev også intelligensen et redskab i denne mentalitetsform, og mennesket blev genialt til at angribe såvel som til at forsvare sig imod fjender i kraft af de mange intellektuelle kamp- eller krigsmetoder, det i kraft af den nye evne blev i stand til at opfinde og manifestere. Da væsenet ikke havde nogen som helst form for human sans ud over parringstilstanden og afkomsbeskyttelsen, måtte dets fremtræden og væremåde naturligvis blive en overdimensioneret dyrisk tilstand. Og denne overdimensionerede dyriske tilstand er altså det samme som det, vi udtrykte ved "djævlebevidsthed". Igennem en sådan intellektuel, dyrisk væremåde påførte væsenerne gensidigt hverandre megen undertrykkelse, undergang, lemlæstelse, nød og elendighed. Deres tilværelse blev, som vi har set, en dommedags- eller ragnarokstilværelse. Menneskeheden blev fuld af ulykkelige skæbner frembragt af de foreteelser, som de ved deres voksende intelligensmæssige begavelse, men manglende humane sans, havde indviklet sig i. Og vi får her et billede af, hvorledes tilværelsen nødvendigvis må forme sig, når væsenet har stor intelligens, men ikke har næstekærlighed. Menneskene fik en undervisning i og en oplevelse af denne kosmiske psykologiske tilstand, djævlebevidstheden, og den heraf følgende dommedag, helvede eller ragnarokstilværelse.

Men det er ikke meningen, at menneskene skal blive ved med at leve i denne mørketilstand. Men for at komme ud af den må menneskenes mentalitet ændres. Det er ikke nok for at få en fuldkommen tilværelse, at man kun elsker sig selv og derfor kun bruger sin begavelse til at skabe behagelige tilstande blot for sig selv og i bedste tilfælde for sin familie, uanset hvad det koster andre mennesker af gener, lidelser og besvær. Har verden ikke netop set, hvordan væsener har svunget pisken over andre mennesker og ladet dem trælle for sig, for at de selv kunne leve højt i luksus, frådseri og dovenskab? – Og har ikke millioner og atter millioner af arbejdere senere i historiens passage i deres ansigts sved tjent millionværdier til en undertrykkende og umættelig overklasse, der fordrede at leve et herrevælde og bo i slotte, paladser og luksuspalæer? – Men hvad fik den undertrykte og i arbejde svedende folkemasse, som skabte disse værdier og denne tilværelse for den egoistiske overklasse? – De fik kun en sparsom sulteløn og blev dermed holdt nede i proletariat og de heraf følgende andre former for nedværdigelse og uvidenhed, indtil de selv nåede frem til at slutte sig sammen i fagforeningsdannelser eller sammenslutninger til modstand henimod befrielsen. Vi ser således her, hvorledes de kloge udnyttede og levede højt på de mindre kloge og tvang dem til at trælle for sig. Og vi ser, at denne trældom endnu ikke er overvundet, men forekommer hist og her i større eller mindre grad. Og denne de kloges udnyttelse af eller eksisterende højt på de mindre kloges bekostning forekommer endnu alle vegne enten camoufleret eller åbenlyst. Det nuværende pengesystem og den nuværende forretningsmetode giver kolossale muligheder for denne camouflage, røveri og plyndringer, så der her ligger ligefrem et helt eldorado for de kloge til at udnytte de mindre kloge. Det er ikke så sært, at denne situation må afføde krige imellem nationer, krige imellem arbejdere og arbejdsgivere, krige imellem forretningsfolk, krige indbyrdes mand og mand imellem. Og alles krig imod alle har ligefrem hvedebrødsdage.

Vi ser, at alle disse forekomster skyldes udelukkende den endnu manglende balance imellem væsenernes intelligens og humanitet eller kærlighedsfølelse. Men da denne tilstand er et udviklingsspørgsmål og ikke et viljespørgsmål, kan man ikke bebrejde noget som helst menneske dens eksistens. Den er et produkt af denne psykiske tilstand, der igen er et udviklingsstadium. Det er et stadium, menneskene kun efterhånden kan vokse fra, men ikke dikteres fra. Man forandrer ikke et væsens karakter eller psyke ved at lægge det i spændetrøje. Man kan naturligvis med vold og magt forhindre væsener i at komme til at udfolde deres særlige udviklingstrins natur. Men det ændrer ikke væsenets sjælelige struktur. Det vil i frigivet tilstand handle akkurat på samme måde igen. Hvordan skulle det kunne handle anderledes? – Må ikke alle væsener handle ud fra det trin, de er nået frem til? – Udviklingstrin, de ikke har nået, kan de jo ikke på normal måde og frivilligt manifestere deres væremåde efter. Derfor kan intet som helst retsvæsen med dets love, dødsstraffe og tortur afskaffe mordere, røvere, bedragere, tyve og andre af de forskellige såkaldte "forbrydere". Man kan kun søge at beskytte sig så godt som muligt imod disse anslag ved hjælp af et retsvæsen, men man forandrer dem ikke.

Vi ser således her, at "djævlebevidsthed" ikke er det endelige slutfacit, men at dette derimod skal blive det, at væsenet absolut ikke nænner at gøre andre væsener fortræd. Og for at komme til at få denne evne må menneskene igennem lidelsessfærerne. Og det er altså i disse sfærer, væsenerne befinder sig, i samme grad som de nænner at gøre deres næste fortræd. Men for at få disse væsener ud af lidelsessfærerne er det ikke nok, at de har intelligens og ved hjælp af den kan gardere eller forsvare sig selv over for andre væseners anslag. De ville ikke få nogen særlig fornemmelse af, hvor ond eller lidelsesmæssig deres egen egoistiske eller selviske væremåde kan være over for deres medvæsener. For virkelig at kunne forstå sin næstes lidelse må man have en dertil særlig evne. Denne evne er den humane sans. Og denne sans opstår som en omdannet virkning af lidelserne. Denne omdannelse befordres også af den modsatte pols udvikling eller vækst i væsenet. Der bliver således nu tale om udviklingen af en ny sympati.

Men denne flokbevidsthed er altså hos dyrene og primitive mennesker mere en instinktmæssig end en sympatimæssig foreteelse i deres psyke. Hos disse væsener er parringssympatien det altoverskyggende primære i tilværelsen. Men hvordan skulle det gå, hvis udviklingen standsede ved enpoletheden, og den modsatte pol, hvilket vil sige den feminine pol i manden og den maskuline pol i kvinden, ikke kom til udfoldelse? – Hvordan skulle væsenet kunne forvandles fra "dyr" til "menneske"? – Det absolut fuldkomne dyr er det absolutte hankønsvæsen og det absolutte hunkønsvæsen i renkultur. – Dyret er altså et væsen, der kun kan elske eller føle sympati for og give sit liv for et væsen af modsat køn med en gensidig sympati. Der, hvor denne gensidige sympati er til stede, er der trofasthed, lykke og glæde i en sådan parring – væsenet oplever den højeste lystilstand, som det med sin særlige enpolede struktur er i stand til at opleve. Denne lykke er også en velsignelse for afkom, der fødes inden for en sådan lykkelig parringstilstand. Men denne lykketilstand er absolut ikke slutfacittet med væsenernes inkarnation på det fysiske tilværelsesplan.

Med den modsatte pols vækst har væsenet fået et i forhold til dyret fabelagtigt, nyt bevidsthedsområde. Dette nye bevidsthedsområde er en interessesfære, der i virkeligheden slet ikke har noget som helst med den oprindelige parringstilstand at gøre. Denne interessesfære er, som vi allerede har omtalt, et lavintellektuelt område. Det er udtrykt som lavintellektuelt, fordi dette nye område særligt er baseret på en intellektualisering af det begyndende menneskes endnu dyriske tendenser og anlæg. Den blev i særlig grad til gunst for princippet, "enhver er sig selv nærmest". Og med hensyn til at angribe og forsvare sig efter de dyriske principper blev mennesket så mægtigt i forhold til dyrets evner i samme retning, at de næsten blev at betragte som "mørke guder". Men mørke guder er det samme som djævle, og derfor måtte vi udtrykke disse væseners bevidsthed som "djævlebevidsthed". Og mennesker, hvis ideal og moral er det samme som dyrenes, nemlig dette at myrde og lemlæste sine fjender, dette at forsvare sig ved had og hævn såvel som med vold og magt at trænge sig ind på andre områder og ejendomme, er endnu langt fra at være mennesker i renkultur. I samme grad som de udfolder foranstående livsmetoder eller væremåde, er de at betragte som overdimensionerede dyr eller djævle.

Det er således absolut nødvendigt, at mennesket kommer til at gennemgå en ny ændring, så det kan bruge sin høje begavelse i de menneskelige princippers og ikke i de dyriske princippers område. Det fuldkomne menneske i Guds billede kan ikke være et blot og bart overdimensioneret dyr eller kun være et "djævlevæsen". Hvad er det, der gør væsenet til "djævlevæsen"? – Det er den til den fremragende udviklede intelligensevne manglende tilsvarende humane evne eller næstekærlighed. For retmæssigt at kunne styre og lede en højere begavelse til at befordre velsignelse og glæde til væsener andre end en selv og ens favoritter, må man nødvendigvis have udviklet en sans, der bevirker, at man absolut ikke kan nænne at være andet end virkelig kærlig imod alle. Men en sådan tilstand kan altså absolut ikke manifesteres hverken ved tvang eller trusler om straf, selv ikke med truslen om "evig fortabelse" eller pine i et "evigt helvede". Nævnte sans eller humane evne kan således kun udvikle sig organisk, akkurat som en fysisk organisme udvikler sig fra barn til voksent menneske. Over for denne vækst nytter hverken diktatur eller trusler. Og således er det også med udviklingen af den humane evne, hvilket altså vil sige næstekærligheden. Derfor kan denne evne heller ikke udvikle sig i det samme tempo som intelligensen. Intelligens kan trænes op og udvikles igennem eksperimenter og undervisning. Derfor kan væsenet igennem skoler og læreanstalter, universiteter og laboratorier få sin bevidsthed intellektualiseret med en viden, det kan opleve som kendsgerning. Men denne viden er en ydre oplevelse. Den udgør i sig selv en slags neutral begavelse. Den kan anvendes i umoralske såvel som i moralske foreteelser. Den kan kun bruges af sit ophav inden for den bevidsthedssfære, der udgør dens ophavs midlertidige udviklingstrin. Her kan den bruges inden for alt, hvad der kan vejes og måles, alt, hvad der fysisk er tilgængeligt for sanserne. Det er jo denne tilstand, der har bevirket den materialistiske videnskabs tilblivelse. I kraft af den åbenbares der her mange kendsgerninger. Derimod kan den ikke blive den primære begavelse i at skabe følelse, således som den kan skabe viden. Om en ting er moralsk eller umoralsk for et menneske, afgøres ikke af dets intelligens. Dets fornemmelse af, hvad der er retfærdigt og ikke retfærdigt, er absolut en følelsessansning.

Ethvert menneske står på et trin, hvor det har en særlig følelse af, hvad der er moralsk og umoralsk. Og i dette felt vil det bruge sin intelligens. Hvis et menneske står på et trin, hvor det ikke kan føle nogen som helst medlidenhed med det eller det væsen, vil det bruge sin intelligens til at forsvare denne sin manglende medlidenhed. Hvis det har en religiøs tro, som det i kraft af sin følelse og sit instinkt fornemmer som det absolut rigtige, vil ingen som helst intelligensmæssig forklaring kunne få det til at vakle i denne tro, ligegyldigt om den i sig selv er aldrig så stor en overtro eller vild fantasi. I en sådan situation er det altså ikke nogen manglende intelligens, der gør udslaget af væsenets indstilling og holdning til denne tro. Det er dets midlertidige humane evne, der altså bestemmer. Og det eneste, der kan få væsenet bort fra sin hundrede procents religiøse tro og indstilling, er hverken intelligens eller frygt, men derimod udvikling af følelsesevnen eller den humane evne. Når væsenet har udviklet evnen til ikke at kunne nænne at manifestere den eller den gene for andre mennesker, som det ellers i sin tro eller religion gerne må anvende, taber det troen på denne sin religion og søger en religiøs indstilling til livet, hvor en mere human tankegang end den, det tidligere troede på, gør sig gældende. Og her vil væsenet gerne søge al intelligensmæssig oplysning, der kan underbygge dets nye tro eller indstilling til livet.

Når væsenerne således på denne måde bliver givet adgang til denne udvikling af intellektualitet og dernæst udvikling af den sympati, der kan blive intellektualiseret af denne fremtrædende intelligens, og væsenet dermed således kan blive til det fuldkomne menneske i Guds billede, skyldes det altså netop den allerede omtalte polkonstellation i væsenerne. For at blive menneske måtte Evas skabelse finde sted, hvilket altså vil sige, at væsenet måtte gøres enpolet og komme til at leve i den affødte parrings- eller ægteskabstilstand, der er den eneste måde, hvorved væsenerne i det kulminerende mørke kan opleve glimt af den salighed eller lysfølelse, der er de højere verdeners almentilstand. Den salighedsfornemmelse, som parringstilstanden giver sine ophav, er altså de højere verdeners lys eller salighedsfornemmelse i latent form eller tilstand. Og hvordan skulle dyr og mennesker i deres endnu ufærdige tilstand kunne holde livet ud, hvis adgangen til dette guddommelige lys igennem parringstilstanden ikke eksisterede? – Er det ikke netop Guds ånd i form af dette guddommelige lys, der svæver over vandene, der her i dette tilfælde vil sige mørket? – Men menneskene skal jo vokse til et større lys, de skal jo vokse sig frem til at kunne blive permanente væsener i de højere verdeners fulde lys. Og derfor måtte Eva-princippet igen dø, hvilket altså vil sige, at den enpolede tilstand måtte igen ophøre, og væsenerne blive væsener, der kunne leve i "paradisets have", hvilket vil sige det fuldkomne menneskerige eller det såkaldte "himmeriges rige", endog her på det rent fysiske tilværelsesplan. Medens dyret er et enpolet væsen i renkultur, blev det ved Evas død eller dobbeltpolethedens begyndende indtræden i dets psyke til det begyndende menneske. Og det skyldes altså, som vi har set, den modsatte pols begyndende udvikling, at væsenet fik intelligens og kunne udfolde de dyriske tendenser i overdimension. Og i kraft af de heraf følgende lidelsestilstande og ragnarok afføder de altså en ny evne, som bevirker, alt efter som den bliver udviklet, at mennesket ikke kan nænne at gøre det onde. Og det er i denne tilstand mod en mere human væremåde, at det jordiske menneske befinder sig, navnlig når det har gennemlevet den største part af sin lidelsesepoke. Vi ser derfor også mennesker, der side om side med større eller mindre dyrisk natur også har en human natur. Der er mennesker, der skiftevis kan være næsten englelige, skiftevis vrede og hidsige som rovdyr. Men heldigvis er det dyriske altså i tilbagegang, og det menneskelige, det humane og kærlige i fremgang.

Men nu opstår der nye problemer. Ragnarok eller de mørke skæbnebølger er endnu ikke forbi. Thi med den modsatte pols udvikling af den humane side i mennesket opstår, som vi skal se, meget vanskelige problemer for væsenerne. Ligesom den modsatte pol forstærkede intelligensevnen, således begynder den nu igennem lidelsestilstande at forandre menneskets følelsesliv. Medens væsenet ikke tidligere havde nogen særlig evne, ud over flokbevidstheden eller en meget, meget latent evne, til at holde af andre væsener end igennem parringsakten, hvilket vil sige dets mage eller ægtefælle, så begynder det nu at få følelsestilstande, der udløser sympatier til andre væsener end ægtefællen. Denne nye sympati, som altså er den begyndende næstekærlighed, er i sine første stadier naturligvis ikke seksuelt betonet og kan naturligvis ikke måle sig med selve ægteskabs- eller parringssympatien. Det er denne sympati, der ligger til grund for de forbindelser mellem mennesker, vi kalder "venskaber". Det er disse venskaber, der ligger til grund for det, vi kalder privat selskabelighed. Denne udløser sig i venskabelige grupper af menneskers sammenkomster, ægtepar og enkelte personer imellem hverandre. De udløser sig også under andre og mere inderlige former. To væsener såvel af samme køn som mellem to væsener af modsat køn kan, uden at være kønsbetonet, være meget inderligt forbundet i en sympati, der undertiden kan overstråle den ægteskabelige sympati. Men selv om denne sympati ikke er kønsbetonet, vil den alligevel kunne afstedkomme triste foreteelser. Hvis parterne er gift, kan det jo volde nedtrykthed og jalousi hos ægtefællen, eftersom denne føler sin ret til at eje sin ægteskabelige partner helt og holdent for sig selv krænket, selv om ægtefællen absolut ikke har forsømt sin ægteskabelige sympati og forpligtelse. Det er jo ægteskabets tradition, at ægtefællerne indbyrdes må eje hinanden og ikke udfolde nogen særlig sympati for andre væsener.

Alle former for venskaber eller sympatier, der ikke er kønsbetonede, er den begyndende næstekærlighed eller virkelige "menneskelige sympati". Og det vordende menneske får derved to slags sympatier i sin psyke, nemlig "parringssympatien" og "menneskesympatien". Medens parringssympatien kun er en slags kunstigt opretholdt sympati, automatisk befordret ved særlige organfunktioner og hormondannelse, og hvorved væsener bliver i stand til at opleve at blive elsket i en verden, der ellers vil være en permanent totalt uoplyst skæbnenat for væsenerne, er menneskekærligheden en igennem mange liv af væsenets lidelser opstået evne til ikke blot med intelligens at kunne forstå, men også med følelsen at kunne fornemme andre væseners lidelse. Det er denne følelse, vi kalder "medlidenhed". Denne evne er baseret på en fantasievne, i kraft af hvilken vedkommende menneske er i stand til mentalt eller psykisk at kunne opleve medlidenhedsobjektets lidelser. Det er denne følelse eller oplevelse af andres lidelser, vi kalder at "føle med hjertet". Og denne følelse vokser altså, alt eftersom væsenet kommer igennem sine lidelser. At dette således finder sted, skyldes altså den modsatte pols fremadskridende virkning. Og til sidst bliver det ikke blot de grove og svære lidelser hos andre væsener, væsenet bliver i stand til at "føle med hjertet", men også efterhånden alle mindre forekomster og detaljer i andre væseners lidelser. Den bliver således efterhånden til en slags altomfattende kærlighed og omhu for andre væsener. Det bliver en glæde for væsenet så at sige hellere at give end at tage.

Men hvordan nu med parringssympatien, når der således efterhånden udvikler sig en sådan kærlighed og omhu for andre væsener, der er lige så varm over for andre væsener som for ægtefællen? – Denne kærlighed er absolut uselvisk eller upartisk. Dens objekter er lige så godt uden for som inden for vedkommendes parrings- eller ægteskabsområde. – Ja, her bliver det tydeligt, at den virkelige kærlighed kan betyde sorg, jalousi og ulykke for en ægtefælle, der er gift med et sådant væsen. På den ene side siger livsloven, at man skal elske sin næste som sig selv. Og på den anden side siger livsloven også, at en mand skal forlade fader og moder og holde sig til sin hustru. Hvordan skal det gå et ægteskab mellem to væsener, hvoraf det ene væsen har en udviklet sympati eller virkelig upartisk næstekærlighedsfølelse for andre væsener og således i samme grad opfylder livsloven, "du skal elske din næste som dig selv", og det andet væsen umuligt kan elske andre end sin ægtefælle og af hele sit hjerte kræver den samme begrænsning af sin ægtefælle? – Hvis den næstekærlige ægtefælle opfylder den anden ægteparts ønske og ignorerer andre mennesker, opfylder han ikke loven for næstekærlighed og bliver ulykkelig. Og hvis han ikke opfylder sin ægteparts ønske, bliver denne ulykkelig. Vedkommende næstekærlige væsen er i den situation, at hvad han så end gør, så er det et onde. Hvordan er vedkommende kommet i en sådan situation? – Han er kommet i denne situation ved at have indladt sig i et ægteskab uden at have evne til at være en fuldkommen ægtefælle. Og således findes der i dag mangfoldige tilfælde inden for menneskeheden, hvor den ene af parterne mere eller mindre er uegnede til ægteskab. Deres psyke er allerede så langt fremme i næstekærlighedssympatien, at de kun kan blive lykkelige ved, at den kan få fri udfoldelse. Men det kan den naturligvis ikke i et ægteskab, hvis den skal opfylde parringsloven. – Her ser vi et område, hvor det bliver en overtrædelse af livsloven at indlade sig i et ægteskab, når man ikke er i stand til at opfylde de betingelser, på hvilke et ægteskabs lykke og velsignelse udelukkende er baseret.

Når et sådant menneske, der har en alt for stor og veludviklet sympatifølelse til, at den kan være bundet i et ægteskab, i god tro gifter sig, skyldes det hovedsageligt, at det oftest er i den unge alder, hvor væsenet endnu ikke kan kende sig selv helt. Et menneske har ikke nået sin fulde psykiske og eller sjælelige kapacitet, før det er omkring 30 år. Da har det nået den højde i udviklingen, det var nået til i sit sidste jordliv. Den både legemlige og mentale tilstand før denne alder er for et vist område af mennesker kun repetitioner af de sjælelige tilstande, som de allerede har overvundet i tidligere liv. Og således også lysten eller begæret efter ægteskab. Derfor er det ægteskabelige begær også hos næsten alle mennesker overordentligt fremtrædende omkring 18-30 års alderen. Og her repeterer de således også forelskelsesstadiet. Dette bevirker, at en mængde mennesker er ganske uvidende om deres forelskelses- og ægteskabstendens' kortvarighed og deres i virkeligheden ganske uegnede sjælsstruktur for et livsvarigt ægteskab. Og så kommer bekymringerne eller de ulykkelige tilstande i de pågældende ægteskaber, når repetitionerne er forbi, alt efter den grad af uegnethed den ene eller den anden af parterne i ægteskabet repræsenterer. Og vi har i større eller mindre grad den førnævnte situation.

Da den seksuelle trang ikke tager af i samme forhold, som samlivsevnen i ægteskabet degenererer, fører den også til utroskab i ægteskabet. Hertil medvirker den omstændighed, at den begyndende ny sympati eller næstekærlighed i sin primitive begyndelse træder i stedet for forelskelse eller blander sig med den. Herved lettes adgangen mellem væsenerne til den rent parringsmæssige akt. Og den kommer derfor i stor udstrækning til manifestation imellem væsener, der ikke er forelskede og kun har en almindelig lille begyndende sympati, altså den oprindelige venskabssympati, der er det samme som den begyndende næstekærlighed. For det virkelig ægteskabs-prædestinerede væsen kan denne akt kun foregå i kraft af en forelskelse. Og det tvang derfor væsenerne til et intimt samliv eller det, der er blevet autoriseret som ægteskab. Men nu er der millioner af væsener, både mænd og kvinder, der ikke behøver at være forelskede for at kunne få den seksuelle akt fuldkomment udløst. Dette bekræftes jo i allerhøjeste grad igennem prostitutionen. Ved ikke at skulle være forelsket for at ønske seksuel udløsning har menneskene mistet en beskyttelse imod uhæmmet og uansvarlig seksualdrifts tilfredsstillelse.

Dette bevirker, at millioner af børn fødes, uden at forældrene har indgået ægteskab eller har stiftet et hjem, i hvilket de kan danne hjem og beskyttelse for de af dem avlede børn. Tænk, hvis dyrene på samme måde tilfredsstillede deres seksuelle drift uden at gøre det mindste for at hjælpe og værne deres afkom, til det selv kom til skelsår og alder. Er det ikke tydeligt at se her, ja, er det ikke netop en kendsgerning, at mennesker, der så uhæmmet tilfredsstiller deres seksuelle drift, i denne tilfredsstillelses kølvand skaber så umådelig megen lidelse og ulykke for deres afkom? – Her ser vi også noget af "djævlebevidstheden" vise ansigt. Ville ikke alt dette afkom, disse millioner af småbørn, der således kommer ulykkeligt til verden, gå helt til grunde, hvis ikke der var begyndt at skabes offentlig forsorg og pleje og beskyttelse for sådanne hjælpeløse væsener? – Det vil virke ejendommeligt at høre, at disse væsener, hvis børn således lades i stikken, i virkeligheden som regel ikke er ligefrem onde eller grusomme væsener i områder, der ligger uden for det ægteskabelige. Her kan de udmærket være meget hjælpsomme og blide væsener. Her kan man allerede spore den begyndende næstekærlighedssympati. Det er kun på det ægteskabelige område; der er de totalt degenereret. De har en stærk seksuel drift, men ingen som helst trang eller lyst til ægteskabeligt samliv. Ja, for manges vedkommende er der endog afsky for ægteskab. Men det er jo netop den stadigt voksende polforvandling, der ligger til grund for denne degeneration. I denne forholdsvis nye situation har de altså ikke lidt nok. Her har de endnu ikke evnen til at føle og fornemme den form for ulykke og lidelse, som de derved påfører deres afkom. – Og man vil naturligvis rent overfladisk betragtet ikke kunne se, at denne degeneration kan have noget med en begyndende næstekærlighed at gøre. Og i deres udløsning af parringsakten kommer der jo heller ikke nogen næstekærlighed til syne. Men det viser i virkeligheden kun, at de netop på dette felt er ufærdige væsener. Her har de endnu ikke lidt nok. Og derfor bliver denne deres tilstand årsag til, at de selv må fødes på samme måde i deres næste liv og gennemgå den forældreløse og hjemløse opdragelse, de er skyld i, at deres nuværende afkom eller børn er underkastet. Men den dybeste årsag til denne ulykkelige situation er absolut den indre forvandling fra dyr til menneske, som disse væsener i særlig grad er underkastet. At det i allerhøjeste grad er umoralsk at sætte børn i verden, når man ikke vil og ikke kan skabe et hjem for de eventuelle børn, der bliver følgen af en uhæmmet seksualdrifts tilfredsstillelse, er naturligvis en selvfølge.

Hvad skal et sådant menneske da gøre? – Skal han, som ikke kan gennemføre en ægteskabelig lykke, men derimod bliver til lidelse og besvær i et ægteskab, men som alligevel har en stærk seksualdrift, være asket? – Den mentale struktur, der betinger et lykkeligt ægteskab og glæden ved at have og beskytte sit afkom, har han ikke mere i sin psyke. Derfor vil det være umoralsk, hvis han trods dette indgår ægteskab. Et ægteskab er baseret på et løfte om for livstid at elske den anden part i ægteskabet. At give et løfte, som man umuligt kan holde, er forkasteligt, er umoralsk og i disharmoni med kærligheden eller universets grundtone. Da et sådant væsens seksuelle drift stadig så at sige blomstrer og i al fald ikke er blevet mindre, vil det være umoralsk ikke at tilfredsstille den, men at tilfredsstille den uhæmmet og på en sådan måde, at det afføder afkom eller andre former for ulykker og lidelse, er naturligvis også i allerhøjeste grad umoralsk og i disharmoni med kærligheden. En sådan manifestationstilstand vil også være et pust af djævlebevidsthed. – Men der er nu stillet forskellige forebyggelsesmidler til rådighed, således at sådanne væsener kan opnå seksuel tilfredsstillelse uden at skabe svangerskab eller graviditet. Denne tilfredsstillelse vil, når den udføres med en tilsvarende gensidigt indstillet fri partner og ikke på nogen som helst måde kan være til ulykke og lidelse for nogen som helst, være at betragte som en naturlig vej i den pågældende situation.

Imidlertid vokser polforvandlingen mere og mere, og de ægteskabelige repetitioner i den unge alder svækkes mere og mere for til sidst igennem nogle liv helt at forsvinde. Og hermed ophører ægteskabstendensen naturligvis helt hos de pågældende væsener. Denne ægteskabets degenerationsperiode skaber altså sit ophav mange lidelser. Dette at vokse fra ægteskabet vil i første instans være ligesom at vokse fra et fast og pålideligt ståsted i den fysiske tilværelse. Forelskelsens kraft og den heraf affødte lykke ved samliv i ægteskab giver jo den store part af menneskene den livslyst og glæde ved livet, der skal til for at kunne være lykkelig. Gør den ikke dette, er der allerede noget i vejen med ægteskabstalentet ved en af parterne eller ved dem begge to. Og det væsen, som helt har mistet forelskelsens og ægteskabets talent og tabt lysten til ægteskabet i oplevelserne af, at dette absolut ikke kan betyde nogen lykke for ham (hende), har altså mistet dette fundamentale ståsted og den heraf inspirerende livsglædebefordrende kraft. Et sådant væsen vandrer nu mentalt set i en slags "ingenmandsland". Han hører ikke mere med til den store flok. De glæder og den vellyst, der igennem fester og dans fryder og inspirerer det feminine og det maskuline væsen, hvilket her vil sige "manden" og "kvinden", betyder intet for ham, ja, han kan endog have ligefrem afsky for disse. Et sådant væsen bliver ofte betragtet som en særling grundet på dets mentale afvigelse fra flokkens mentalitet. Dette væsen hører ikke mere til flokken, men det er heller ikke endnu et færdigt menneske. Hvordan skal en sådan mand, der nu ikke har "mandens" talent, overholde den gamle moralske tradition: En mand skal forlade fader og moder og holde sig til sin hustru? – Og hvordan skal en sådan kvinde, der ikke har "kvindens" talent, ligeledes kunne forlade fader og moder og holde sig til sin mand og være undergivet ham? –

Da det er den modsatte pols fremadskridende udfoldelse, der ligger til grund for væsenets nye tilstand, vil manden således være alt for feminin til at kunne tiltrækkes af en kvinde, og kvinden alt for maskulin til at kunne tiltrækkes af en mand. Det er jo denne tilstand, der viser ægteskabstalentets ophør. Men vedkommende væseners seksuelle drift er ikke standset og vil heller ikke blive standset. Den modsatte pol i væsenet er jo en seksuel pol lige så vel som den ordinære pol. Og med den modsatte pols udvikling bliver den seksuelle kraft jo ikke mindre, men tager snarere til. Væsenet har altså et mere eller mindre fremtrædende seksuelt begær. Objektet for dette begær er i virkeligheden ikke hverken "manden" eller "kvinden", men derimod "mennesket" i manden eller "mennesket" i kvinden. Ved "mennesket" i manden og ved "mennesket" i kvinden må man altså her forstå den i de nævnte væsener udviklede næstekærlige side. Og her kommer så den situation frem, i hvilken væsenernes sympati drages imod væsener af deres eget køn. Mænd drages imod mænd, og kvinder drages imod kvinder.

Her vil man måske spørge: Hvorfor drages ikke manden imod "mennesket" i kvinden, og kvinden imod "mennesket" i manden? – For at forstå dette må man huske på, at her er det ikke selve manden og kvinden, der er tale om. Det er jo netop "manden" og "kvinden", der er degenereret i vedkommende væsener, selv om de stadig kropsligt set er mand og kvinde. Det er altså den modsatte pol i manden og i kvinden, der her har overtaget føringen af væsenets mentalitet, hvilket vil sige den menneskelige side i de pågældende væseners psyke. Og det er denne pol, der er den bærende kraft i udviklingen af den menneskelige bevidsthed i mennesket og dermed bringer de dyriske tendenser eller djævlebevidstheden ud af verden. Og det er således den menneskelige side i mennesket, der tiltrækker den samme menneskelige side, og ikke "manden" eller "kvinden" i det samme væsen. Når mennesket i manden søger mennesket i manden, skyldes det naturligvis dette, at "kvinden" er et udlevet stadium og derfor ikke kan være objekt for tiltrækningen. Og tilsvarende omvendt for kvindens vedkommende.

Og vi ser således her, hvorledes udviklingen fører med sig væsenernes forvandling, både seksuelt og mentalt, i retning fra dyr til menneske. Det er indlysende, at væsenerne under dette stadium i deres udvikling naturligvis endnu ikke, hverken mentalt eller seksuelt, kan betragtes som færdigt udviklede mennesker. De er endnu en slags fostervæsener eller ufødte væsener på det rent menneskelige område. Der er mange fødselsveer endnu, før væsenerne når at blive kvalificeret til og dermed modtagelige for "den store fødsel", i kraft af hvilken de bliver stadfæstet som det fuldkomne menneske eller som et kristusvæsen. I det udviklingsområde, der her er omtalt, er der mulighed for alle former for afsporinger. Efterhånden som forelskelsesevnen degenererer, og væsenernes seksuelle tilfredsstillelse i en stedse aftagende grad kræver denne evne for udløsningens kulmination, må ægteskabet nødvendigvis degenerere. Utroskab eller svigtelse i ægteskabet bliver mangfoldigt. Og vi har her de ulykkelige ægteskabers zone.

Når den modsatte pol er nået frem til også at udløse seksuel længsel, og væsenerne, som her skildret, drages imod væsener af deres eget køn, ser vi altså en tilstand, der har været ganske uforstående for almenheden og skrigende imod den tradition, som i form af enpoletheden igennem årtusinder har været anset som noget, der evigt måtte være nødvendigt, urokkeligt og livsbetingende, skønt den dobbeltpolede eller virkelige begyndende menneskelige tilstand hist og her har været at læse både på og imellem linjerne i religionernes tekst. I disse er det påbudt, at man skal elske sin næste som sig selv. Dette bud kan umuligt opfyldes, så længe væsenets både kropslige og sjælelige struktur kun er bygget til at elske et særligt køn og dermed en særlig slags væsener, nemlig væsenerne af det modsatte køn. Hvordan skal væsenerne komme til at elske deres fjender, velsigne dem, som forbander dem, gøre godt imod dem, som hader dem, og bede for dem, som krænker og forfølger dem, så længe de af naturen kun er skabt til at kunne elske et væsen af modsat køn? – Og hvis der er nogen, der kan dette i dag, så er det i al fald ikke væsener, der har en 100 % fuldkommen ægteskabelig struktur.

Vi har nu fået et lille glimt af, hvorledes polforvandlingen regulerer Guds skabelse af mennesket. Hvorledes den forvandler dyret til menneske, og i dette menneske lader den kunstige kærlighedsfrembringelse degenere til fordel for en i menneskenes mentalitet virkelig grundfæstet og virkelig begyndende evne til at elske uafhængigt af enkønstilstanden, der i virkeligheden kun befordrer kærlighed til det modsatte køn. Vi ser her, hvorledes dobbeltkønstilstanden begynder at befordre den igennem lidelserne affødte humanitet eller virkelige kærlighed til at omfatte alle medvæsener uafhængigt af, om de er af eget køn eller det modsatte køn. Hvordan skal evnen til at elske sin næste som sig selv ellers kunne opstå? – Den normale linje igennem polforvandlingen er altså dette at bringe mennesket frem til at elske sin næste som sig selv. Efterhånden som denne kærlighed bliver mere og mere udviklet, danner den også den fysiske organisme om til at blive et fuldkomment redskab for denne udfoldelse af den allerhøjeste sympati, båret af den allerhøjeste ild, der ikke er en begrænset enpolethed, men en dobbeltpolethed i fuld udfoldelse, således som den netop er igennem alle spiralens åndelige sfærer og riger.

Hvordan ser nu menneskene på denne udvikling eller på de væsener, som er inde i dette område af seksuel forvandling? – Her må vi jo først se på, hvem menneskene er. Af alle jordens mennesker er det overordentligt store flertal endnu stærkt bevidste enpolede væsener. Væsener, der i realiteten endnu står i et stort område på ægteskabets stadium og absolut ingen som helst følelse har af nogen sjælelig forandring af deres psyke og seksuelle drift. Deres største lykke er endnu den, der befordres af forelskelse og fører til giftermål. Og selv om dette ikke er lykkeligt og fører til skilsmisse, forsøges igen, atter og atter, indtil ulykkerne og lidelserne til sidst svækker ægteskabsinteressen og dermed forelskelsesevnen, og de uden at ane det pludselig er inde i den samme degeneration af ægteskab og enpolethed som de væsener, vi lige har omtalt. Men foreløbig eksisterer altså det store flertal af jordens mennesker over for et mindretal af anderledes indstillede mennesker. Det store flertal lever i opfattelsen af ægteskabet som værende en absolut urokkelig og evig livsbetingende tradition og kan absolut ikke føle eller forstå, at en livstilstand, der ikke er baseret på ægteskab og kønsbetonet parringsakt, kan være en normal tilstand. For dem er den i mildeste tilfælde absolut en abnormitet. De har aldrig hørt og aldrig lært andet end netop, at ægteskabet mellem de to køn, manden og kvinden, er selve livets slutfacit, og at de derfor kan være totalt fuldkomne mennesker i Guds billede som enpolede væsener, hvad de, som vi har set, absolut ikke kan. Ja, dette at to væsener af samme køn kan udvise en intim sympati med seksuelt anstrøg for hinanden, selv om den absolut ikke er identisk med "forelskelse", er endog i visse lande strafbart. Og man kalder sådanne væsener for "homoseksuelle" eller "homofile". Et sådant intimt forhold mellem to væsener af samme køn er et meget interessant og velkomment emne som bagtalelse eller sensationsobjekt. Men denne ny sympatitilstand er et udviklingsområde akkurat ligesom fosterets vækst i moders liv og kan ikke ændres, hverken ved straffeforeteelser eller ved bagtalelses- eller skandaletilstande. Næsten alle disse væsener har i fortiden kun måttet lide og tåle alle heraf affødte flokkens ubehageligheder for deres mere udviklede tilstand og deres heraf affødte afvigelse fra flokken.

Til flokkens undskyldning tjener, at den i virkeligheden kun ser disse fra flokken afvigende væseners afsporinger fra den dobbeltpolede tilstand, som ellers skulle være normal for disse væsener. Der må være en moralsk linje for dobbeltpolede væsener, lige så vel som der må være det for de enpolede væsener. Ligesom væsenernes forhold i ægteskabet må være moralsk, hvilket vil sige, må være absolut lykke-, livslyst- og glædesbefordrende, således må selvfølgelig også de dobbeltpoledes forhold absolut være glædes- og livslystbefordrende for disse væsener. Der, hvor enpoletheden og dobbeltpoletheden ikke er det, er de begge unormale eller afsporede. Hvis væsenerne med deres seksuelle drift skaber berettiget sorg og ulykke for andre væsener, er det lige så umoralsk og unormalt, som hvis de laver ulykker, sorger og lidelser for andre mennesker med deres hænder og fysiske kunnen. Vi må her forstå, at ligesom intelligensudviklingen uden humanitetsfølelse førte væsenerne til et meget fremtrædende ragnarok eller en dommedagsepoke, således kan den nye seksuelfølelse føre væsenet ind i et lige så mørkt ragnaroks- og dommedagsområde.

Når mennesket ved polforvandlingen er blevet revet ud af ægteskabet eller parringstilstandens af forelskelse stabiliserede ståsted og endnu ikke har fået tilstrækkelig humanitet eller en sådan næstekærlighed, at det ikke nænner at gøre noget andet væsen fortræd, ligger vejen her åben for et sådant menneske til mange meget mørke afsporinger. Og i særdeleshed da det her hidtil har været prisgivet total uvidenhed om sin tilstand, som det absolut ikke kunne søge vejledning om hos andre, idet det da måtte frygte at blive betragtet som en paria, som et abnormt og uhyggeligt væsen. Det måtte ruge over sin i virkeligheden for det selv ganske normale tilstand som en næsten livsfarlig hemmelighed. Ikke engang til sin familie kunne det betro sig for ikke at blive udsat for deres vrede, bitterhed og uforstand og eventuel bortvisning fra hjemmet. Med en sådan modstand, der ligefrem blev en tilsvarende kolossal dæmning over for en i væsenet fremvoksende normal indre naturkraft, som altså ikke kunne komme til udløsning ad den vej, der var den naturlige, altså igennem medmenneskenes forståelse, vejledning og opdragelse, måtte denne kraft bane sig andre veje, ja undertiden sprænge alt, hvad der i virkeligheden var naturligt. Og hvordan måtte væsenerne med en sådan mere eller mindre sprængt psyke komme til at befinde sig og tage sig ud for sine medmennesker? – Ja, hvordan ville det menneske blive, der var hundrede procent prædestineret til ægteskab, men ikke kunne få denne sin natur opfyldt og måtte holde den hemmelig, fordi det var livsfarligt at åbenbare denne tendens for almenheden, idet denne absolut ikke kendte noget til ægteskab og slet ikke havde en sådan natur i sig og derfor kunne opfatte denne tilstand som abnorm, ja ligefrem strafbar? – Måtte situationen ikke til sidst gøre sådanne mennesker til virkelig abnorme væsener? – Og det er i høj grad grundet på denne af almenhedens uforstand over for livets virkelige mål eller den guddommelige verdensplan, efter hvilken Gud skaber mennesket i sit billede, at der nu eksisterer et helt ocean af seksuelle afsporinger – perversitet, lystmord, sadisme, pyromani og kleptomani og andre psykopatiske tilstande. Alle disse afsporinger er vildskud, der har fået lov til at udbrede sig ved seksuel hemmeligholdelse af normale sjælelige rodskud til en højere livstilstand, men som altså på grund af uvidenhed og hemmeligholdelse ikke er blevet beskåret, passet og plejet, således at de har kunnet give væsenerne den glæde og lykke og rent menneskelige tilstand, som er livets mening, og uden hvilken tilblivelsen af mennesket i Guds billede ville blive en umulighed.

Men i fremtiden er det heldigvis bedre. Dette væld af erfaringer på netop disse områder bliver glimrende materiale for kommende kosmiske lærere til at hjælpe og vejlede den menneskelige udvikling uden om den af disse foreteelser bestående side ved djævlebevidsthed.