Jeg har nu forklaret, hvorledes alle levende væsener befinder sig i en evig passage igennem kosmiske spiralkredsløb, og hvorledes de bliver befordret igennem et sådant kredsløb i kraft af seksuelle poler, der igen udgør det maskuline princip og det feminine princip. Jeg forklarede, hvorledes "Adam" i realiteten ikke er udtryk for hverken en mand eller kvinde. Han er derimod udtryk for en væsenstilstand, som de levende væsener befinder sig i, når de har gennemløbet et spiralkredsløb og har udlevet deres bevidsthedsevne, således at de ikke mere kan manifestere sig i den ydre verden. De kan derefter kun leve i deres erindringer. Denne oplevelsestilstand udgør en salighedsoplevelse. Det er denne salighedstilstand, der udgør det paradis, som Adam levede i. Jeg forklarede videre, hvorledes Bibelen udtrykker dette paradis som et fredens rige, idet løven går ved siden af lammet, hvilket vil sige, at her i denne sfære kan der absolut ikke manifesteres noget som helst ondt. Ja, væsenet kan overhovedet ikke opleve noget som helst udadtil i den ydre verden, for dets sanser fra sidste spiral er for længst ophørt med at være til. Det er derfor væsenerne eller Adam umuligt kan sanse i den ydre verden. Og jeg forklarede så, hvorledes Adam igennem sin polforvandling, fra dobbeltpolethed til enpolethed, igennem "Evas skabelse", slangen, syndefaldet og planteriget nåede frem til dyrestadiet, hvor livsbetingelsen var at dræbe for at leve. Ligeledes forklarede jeg, at parringsdriften og forplantningen gav væsenet oplevelse af noget af den lystilværelse eller den paradisets have, som væsenerne nu havde forladt. Men ud over dette var dyrenes tilværelse begyndelsen til en mørketilværelse, i hvilken det dyriske eller dræbende i tilværelsen skulle nå sin kulmination og blive millioner af gange forstærket.

Vi er nu nået frem til det stadium i kredsløbet, hvor de jordiske mennesker i dag befinder sig. Vi ser, at deres bevidsthed er vokset langt over dyrenes, selv om de trods dette må erkendes som endnu at være meget ufærdige eller ufuldkomne væsener. De er endnu meget langt fra den guddommelige bevidsthedstilstand, som det er målet, de skal udvikles til at bære. Når de er blevet til mennesker, skyldes det som tidligere forklaret en begyndende polændring fra at være enpolet, således som hos dyret i renkultur, og til at blive til et menneske. Alt, hvad der kan komme ind under begrebet det jordiske menneske, udgør altså et begyndende dobbeltpolet væsen. Og det er denne begyndende ny poltilstand i væsenet, der har bevirket dyrets forvandling til menneske. Væsenernes begyndende forvandling fra dyr til menneske blev indledningen til væsenets oplevelse af mørket, oplevelsen af dets trængselstid. I det jordiske menneske ser vi det forvandlede dyr. Men forvandlingen er endnu ikke helt fuldbyrdet. Den store almenhed består af mennesker, der endnu ikke er færdige med den dyriske mentalitet og kun har den menneskelige mentalitet i et vist begrænset område. Hvis menneskene vil forstå den verden, de lever i, og den almene menneskelige bevidsthedsstandard, de er omgivet af og i større eller mindre grad hver især tilhører, er det absolut nødvendigt, at de lærer at kende forskel på "dyr" og "menneske". Hvis menneskene vil råde bod på deres ulykkelige skæbne, få afskaffet krig og komme til at leve i fred med hverandre og opleve den absolutte lykke, er det nødvendigt, at de lærer at iagttage den moral, Guddommen igennem naturen og menneskenes eget daglige liv foreskriver dem. Den moral, der kan udledes af naturens processer og menneskenes ulykkelige skæbner, fører frem til den totale menneskelige fuldkommenhed. Og det er altså meget livsvigtigt, at menneskene lærer den moral, som altså har sin absolutte rod i selve virkeligheden og ikke i blinde, vildfarne fantasier.

Da livets egen eller naturens tale viser som kendsgerning, at det jordiske menneske er en udviklings- eller en forvandlingsproces underkastet og således bearbejdes til at skulle opfylde et formål, skal nå frem til et særligt slutfacit, vil det lette menneskene meget, hvis de bliver bevidste i dette mål eller denne Guddommens eller livets hensigt med menneskene. Hvis menneskene går imod dette mål, hvad de netop i stor udstrækning gør i alle situationer, hvor de er uvidende om denne hensigt eller dette mål, er det jo det samme som at gå imod verdensordenen, det er det samme som for en myg at gå imod orkanen. Ligesom dette er livsfarligt for myggen, således er det absolut i højeste grad livsfarligt for menneskene at gå imod verdensordenen. Er det ikke netop det, vi ser, når vi iagttager menneskene i dag? – Er hospitalerne ikke fulde af syge og lemlæstede mennesker? – Bliver ikke en umådelig masse mennesker hver dag dræbt ved ulykker og læsioner? – Er der ikke netop en overordentlig stor procentdel af menneskene, der dør en unaturlig død og således ikke kommer til at leve livet ud og opnå den virkelige dødsalder, hvor legemet på grund af alderdom er bestemt til at dø, og hvor mennesket på naturlig måde da bliver befriet fra dette sit opslidte fysiske livsredskab? – Når vi ser på al den lædering, de mangfoldige variationer af lidelser, ikke blot i menneskenes fysiske legemer, men også i deres sind, sjæl eller psyke, bliver det en kendsgerning for det intellektuelle menneske, at der må være noget galt.

Menneskene befinder sig omgivet af og afhængig af kræfter og foreteelser, de ikke kender, og kommer derfor over for disse kræfter til at handle i blinde. Men da alle disse kræfter, der er det samme som det, vi kalder naturen, og hertil kommer også vore medvæseners påvirkning af og forhold til os, udgør logiske og dermed uundværlige led i den samlede verdensorden, hvis slutfacit er til glæde og velsignelse for alt levende og således er såre godt, vil de nævnte naturens og medvæsenernes påvirkninger således være foreteelser, der absolut skal finde sted for at være i kontakt med verdensordenen. I modsat fald kunne dennes slutfacit umuligt blive til velsignelse og glæde for noget væsen og måtte således være ulykkeligt for alt levende. At prøve på at ændre eller gribe ind i denne vil, som før nævnt, være det samme som for myggen at ville overvinde stormen eller orkanen. Det lader sig ikke gøre for noget som helst levende væsen at ændre verdensordenen. Ikke engang Gud selv kan ændre denne struktur, idet den er evig. Den er ikke et resultat af en forud bestemt plan. Den går op i Guddommens treenige analyse: jeget, skabeevnen og det skabte, der i mit hovedværk Livets Bog udtrykkes som X1, X2, og X3. Denne verdensordens absolutte slutfacit er kulminerende kærlighed. Alle bevægelsesarter, alle skabelsesprocesser, ja, absolut alle foreteelser i verdensaltet, alle levende væseners manifestationer er således, alle uden undtagelse, led i skabelsen af dette slutfacit, at alt er til glæde og velsignelse for alt levende. For et væsen at gå imod denne verdensorden er altså det samme som for myggen at gå imod orkanen.

Da kendskabet til denne plan kun kan erkendes eller tilegnes igennem 80 % selvoplevelse og 20 % vejledning eller undervisning ved hjælp fra det erfaringsmateriale, der er indvundet ved andre væseners selvoplevelse, må væsenerne således i det store og hele hovedsageligt erfare sig til kundskaben om denne den herskende verdensorden eller guddommelige plan. Og desto mere ukendt menneskene er med denne plan, desto mere er de udsat for at handle forkert i forhold til det, de skulle gøre for at være i kontakt med nævnte plan. Men enhver forkert handlemåde bliver uundgåeligt et led i skabelsen af en ulykkelig skæbne for sit ophav. Det er således en livsbetingelse at komme i kontakt med den guddommelige verdensplan. Jo mere man handler imod denne plan, desto større ulykke og lidelse fører man ind i sin skæbne. Men dette bevirker jo, at man til sidst har erfaret så meget, at man kan skabe sin væremåde helt i kontakt med verdensplanen. Det er denne kontakt, der er fundamentet for det fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse. Uden denne kontakt kan intet væsen nogen sinde opnå dette lysende og funklende slutfacit.

Når den jordiske menneskehed nu er så langt ude i ulykkelige tilstande, så vi ligefrem kan kalde dens nuværende epoke for dommedag eller ragnarok, så er det altså, fordi den endnu ikke forstår at være i kontakt med verdensordenen. På en masse felter hvirvler menneskene ind imod verdensordenen akkurat ligesom en myg imod orkanen. På samme måde som myggen får hele dette lemlæstende eller dødbringende tilbageslag af orkanen, således får menneskene også dødbringende og lemlæstende tilbageslag alle vegne, hvor de går imod verdensordenens struktur og hensigt. Det er et sådant tilbageslag, enhver krig uundgåeligt vil få. Det samme gælder enhver krig mand og mand imellem. Det gælder i alle de situationer, hvor man ikke er til glæde og velsignelse for andre – dér er man ufærdig. Og i forhold hertil vil skæbnen danne sig. Den glæde og velsignelse, man ikke giver andre, kan man umuligt få selv. Det onde, man gør imod andre, kommer ifølge loven for bevægelse tilbage til os selv. Det samme gælder naturligvis det gode, man gør imod andre, det kommer også tilbage til os selv. Således dannes skæbnen.

Derfor er det således absolut nødvendigt, at man netop kommer til at kende det absolutte gode og det absolutte onde, så ens væremåde altid er en udløsning af det gode. For at komme i kontakt med verdensordenen og få dens medvind og blive det fuldkomne menneske må man altså absolut nå frem til at kunne gøre det gode, hvilket vil sige blive en lysende og varmende sol for sine omgivelser. Og er det ikke netop det, der er kernen i den vejledning, som religionerne i årtusinder allerede har påbudt menneskene? – Hedder det ikke i den kristne verdensreligions renkultur eller i Jesu ord: "Elsker eders fjender, gører dem godt, som hade og forfølger eder osv."? – Hvorfor opfylder menneskene ikke dette påbud? – Ja, hvorfor opfylder ikke engang den kristne kirke og dens præster og autoriteter dette påbud? – Er det ikke netop således, som før nævnt, at billedligt eller symbolsk set kan den guddommelige væremåde kun tilegnes ved 80 procents selvoplevelse og 20 procents vejledning eller teoretisk undervisning? – Den sande kristendoms anvisning på at elske sin næste, som man elsker sig selv, kan altså umuligt bringe menneskene til at udløse den kristne eller næstekærlige væremåde. Der skal altså de 80 % selvoplevelse eller selverfaring til for at komme til at opleve og repræsentere den humanitet i sit sind, der får et menneske til at acceptere en undervisning, hvis mål det er at føre menneskene frem til at elske sin næste som sig selv, frem til selv at gøre godt det onde, det har forbrudt imod sin næste. Det må have nået et sindelag, i hvilket det ikke kan tænke sig at skulle høste "syndernes forladelse" ved et uskyldigt væsens korsfæstelse. En sådan kirkelig forestilling om, at man kunne få "syndernes forladelse" på denne måde og ligeledes ved sakramenter, dåb og nadver, har nu efter at være forkyndt i århundreder ikke kunnet fjerne krigen eller det onde fra menneskenes bevidsthed. Ja, er ikke ragnarok eller krigstilstanden, hver gang den i dette århundrede bryder ud, netop større end nogen sinde? – Har menneskene nogen sinde før haft en så overvældende kapacitet i at dræbe og myrde, lemlæste og ødelægge som netop i det dommedagsvælde eller den ragnaroksepoke, som i dette århundrede går hen over menneskeheden? –

Det er dog en kendsgerning, at menneskene endnu ikke har evne til at udløse en så fuldkommen væremåde, at de kan være i kontakt med verdensplanen, ligesom de måske heller ikke engang har 20 % evne til at forstå den. Det er givet, at verden da må være en dommedag eller et ragnarok for de væsener, hvis kapacitet endnu er så ringe. Der mangler altså i verden en evne til at opfylde loven for tilværelse, ligesom der også mangler total viden om denne verdensplans eksistens. Så længe menneskene er ufærdige væsener, er de analfabeter over for den evighedsdimensionerede verden, der ligger hinsides væsenernes fysiske tilværelse, og hvorfra alt liv udgår igennem det kosmiske spiralkredsløb. Hverken krige, tugthuse, henrettelser eller straf kan afskaffe dommedagstilstanden eller de ulykkelige skæbner. Kun dette at få sin væremåde i kontakt med verdensordenens egen plan med menneskene kan være den absolut ufejlbarlige vej for mennesket ud af mørkezonen eller helvede.

Vi vil nu vende tilbage til polkonstellationen i det jordiske menneske. Vi ved, at i hvert menneske er begge polerne, den maskuline og den feminine, til stede. Vi ved, at de engang var i balance, hvilket vil sige, at de var jævnbyrdige. Det var denne væsenstilstand, der udtryktes ved begrebet "Adam". Adam var et væsen, der befandt sig ved udgangen af et spiralkredsløb i salighedsriget, den zone, hvor væsenerne befinder sig i slutningen af det forudgående kosmiske spiralkredsløb. Vi ved, at polkonstellationen her forandrede sig, og væsenet begyndte at blive enpolet. Denne polforvandling blev grundlaget for eller den dybeste årsag til væsensformen "hankøn" og "hunkøn". Igennem planteriget og frem til dyreriget udviklede disse to køn sig til kulmination. I dyreriget findes altså det mest maskuline og det mest feminine væsen i renkultur. Og for de væsener i dyreriget, der lever i parringstilstanden, blev denne her den mest fuldkomne. Og dyreriget kan indtil en vis grad udtrykkes som "de lykkelige ægteskabers zone". Og her er vi ved selve dyrerigets højeste lysoplevelsestilstand.

Men for at dyret kunne udvikle sig videre og blive til menneske, måtte der ske en ny organudvikling. Den organtilstand, dyret blev behersket af, var jo enpoletheden, altså en tilstand, i hvilken det kun kunne befordre parringsdriften og krops- eller organismeudviklingen. Hele enpolethedens område, fra dets begyndelse i planteriget og frem igennem dyreriget og igennem begyndelsen til menneskeriget, havde kun til formål at udvikle den organisme, i hvilket den højeste bevidsthedstilstand i fysisk materie kunne opleves. Denne bevidsthedstilstand er den absolut totalt fuldkomne menneskebevidsthed, den, der er udtrykt som målet for Guds skabelse af mennesket, nemlig mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Alle organismearter, lige fra planteorganismer, alle dyreorganismer og opad i de to tredjedele af menneskets udviklingsområde, er fosterlegemer eller fosterorganismer for det virkelige fuldkomne menneskelegeme, således som det om nogle tusinde år her vil begynde at tage sig ud. Vi ser, hvorledes disse organismer fuldkommengøres. Bliver forfinede med hensyn til organer og næringsmidler. Vokser fra rovdyrets bloddryppende ernæringstilstand til grov vegetarisk føde, rødder, blade og stilkeprodukter, og videre frem til det fineste vegetariske frugtkød, det, der sidder omkring kernen og er beregnet på at skulle være den højeste ideelle føde sammen med luft og begyndende tankeernæring, som vil blive den i fuldkommenhed højeste ernæringstilstand. Efter denne ernæringstilstand inkarnerer mennesket ikke mere i fysisk materie.

Når vi ser på hele denne ragnaroks- eller krigsepoke, som menneskene lever i, er det en absolut uundværlig guddommelig skabelsesproces, uden hvilken mennesket umuligt kunne omdannes fra dyr til at blive det absolut totalt fuldkomne menneske. Men så længe denne skabelsesproces finder sted, er det jordiske menneske et foster, som udvikler sig hen imod en fødsel. Når væsenet gennemlever denne fødsel, vågner det ligesom pludselig op i en kosmisk verden, der er lige så fantastisk stor og eventyrlig for vedkommende, som den fysiske verden er for det lille nyfødte barn, der lige er kommet til verden. Det er denne fødsel, jeg i mit hovedværk Livets Bog har kaldt "den store fødsel". Man må altså lære at se på mineral-, plante- og dyreriget som en samlet fostertilstand, hvor væsenerne befinder sig i kraft af deres uvidenhed om den virkelig kosmiske og evige verden hinsides den fysiske verden. I denne kosmiske verden eksisterer den fysiske verden ligesom en slags livmoder. I denne livmoder eksisterer altså mineralenergierne som de første begyndende spæde spirer til en fosterdannelse. Dernæst kommer planteriget, hvor fosteret begynder at danne livsorganer og kan begynde at få dagsbevidsthedstendens i form af en anelsesevne. Efter denne tilstand udvikler fosteret sig videre og begynder nu rigtig at kunne røre sig i denne livmodertilstand. Og herefter kommer fosterets sidste stadium, det begyndende menneske. Her udvikler sig de begyndende højere evner, i kraft af hvilke væsenerne bliver udviklet til at kunne leve i den kosmiske verden uden for tid og rum. Denne verden er igen den samme som den, menneskene igennem årtusinder har udtrykt som "den åndelige verden". Hvor udviklet fosteret så end er blevet i den fysiske verden, så er det alligevel ganske indespærret i denne verden ligesom fosteret i en livmoder, så længe det endnu ikke er født, altså har oplevet "den store fødsel". Derfor er den åndelige eller primære verden hinsides den fysiske for så at sige alle jordens mennesker et mysterium, noget som mange slet ikke er udviklede til at kunne tro på, atter andre benægter dens absolutte eksistens. Men hvad disse kosmisk ufødte væsener så end vil sige, så er det kun udtryk for det ufødte fosters begyndende, men ubevidste mentale bevægelse, svarende til det almindelige fosters begyndende muskelbevægelser på et vist givet trin i moderlivet.

Vi vil her se lidt på dette kosmiske fosters bevægelsestilstand. Den udgør altså en slags udformningstilstand, en dygtiggørelse i skabelse og oplevelse. Men ingen af disse oplevelser og skabelsesprocesser er udtryk for det færdige eller fuldbårne fosters bevægelsestilstand. Det bliver de jo først hen imod "den store fødsel". Igennem plante- og dyrebevidsthedstilstanden og et godt stykke frem i dyrets begyndende mennesketilstand er det dets enpolede tilstand, der dominerer dets bevidstheds- og skabelsestilstand. Denne skabelses- og oplevelsestilstand udgør altså kun kosmiske fosterskabelses- og fosteroplevelsestilstande, hvilket igen vil sige parrings-, forplantnings- og afkomstilstande, og uden for hvilke tilstande væsenet så at sige ikke har nogen særlig evne til at udløse sympati og slet ikke har evne til at udløse den absolutte fuldkomne kærlighed, der jo netop er livsbetingelsen for at kunne fødes i den kosmiske verden, altså betingelsen for at kunne opleve "den store fødsel" og i den heraf affødte "kosmiske bevidsthed".

Målet er jo skabelsen af det fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse. Og alle de kosmiske kræfter, der er manifesteret igennem verdensgenløsningens repræsentanter, har i deres mest effektive form stimuleret væsenet til at elske sin næste som sig selv. Og da begrebet "næste" betyder alle levende væsener, som man kommer i berøring med, vil det altså sige, at man skal elske alle levende væsener med en kærlighed, hvis højdepunkt kommer til kulmination i en kontaktudløsning hos sine medmennesker, der betyder, at man netop elsker disse, som man elsker sig selv. Dette må altså betyde, at man skal elske sine medmennesker uafhængigt af deres fremtræden som "mand" eller deres fremtræden som "kvinde". Dette vil igen sige, at det er ikke er "manden" eller "kvinden", der er det primære objekt for denne kærlighed. Det er derimod den nye væsenstilstand i "manden" og den nye væsenstilstand i "kvinden", der bliver den primære, nemlig det begyndende "menneske" i manden og kvinden. Man elsker uegennyttigt, selv om denne kærlighed i sine begynderstadier ikke er helt i renkultur, men godt kan være noget kønsbetonet for senere helt at være hævet over dette islæt.

Men hvad er nu "manden" og "kvinden" for et væsen? – Vi ved, at det enpolede væsen kun kan være enten et "handyr" eller et "hundyr" i renkultur. Men "manden" og "kvinden" er netop ikke et "handyr" eller et "hundyr" i renkultur. De har et islæt af en natur, der har bevirket, at de har fået prædikatet "menneske", selv om de også i et meget stort område har samme bevidsthed som dyret, har den samme parringsdrift og den igennem denne drift glimtvise oplevelse af paradiset eller den kosmiske salighedsfornemmelse og ligeledes glæden over deres afkom og den heraf affødte beskyttelsestrang over for dette. Ligeledes finder vi også, rent bortset fra flokbevidstheden hos det meget primitive menneske, den samme mangel på sympati for næsten som hos dyret, det samme dødsfjendskab, den samme væremåde "enhver er sig selv nærmest", den samme egoisme og den samme totale ligegyldighed, hvis der da ikke ligefrem er dødsfjendskab, over for væsener af andre racer.

Dobbeltpolethedens fødsel er det samme som menneskets begyndende fødsel. Hvordan viser denne dobbeltpolethed sig i første instans? – Det begyndende menneske i dyret viser sig som en begyndende udvidelse af væsenets bevidsthed og tænkeevne. Det begynder at tænke på ting, som ligger ganske uden for parringstilstanden og forplantningstilstanden. Det begynder at få dets instinktfunktioner udvidet med en ny evne, nemlig "følelsen". Det begynder at kunne danne sig forestillinger; disse er endnu i særlig grad behersket af instinkt. Det er denne udvikling af følelsesevnen, der foreløbig præger det begyndende menneske. Disse forestillinger er i virkeligheden religiøse. De udgør fantasier om væsener, guder eller ånder, der står bag naturens kræfter, og som kan være både venlige og uvenlige. Det er denne religiøse udvikling, der er fortsat igennem mange forskellige primitive stadier helt til nutidens religiøse stadier.

Men efterhånden begyndte der også en anden evneudvikling i væsenet, nemlig "intelligensevnen". Og den gjorde hurtigt det begyndende menneske dyret meget overlegent. Det kunne ved hjælp af den begynde at skabe sig våben og med dem bedre overvinde sine fjender. Med intelligensudviklingen fik væsenerne evne til at forske og analysere. Og den fysiske verden, de således kunne udforske, blev naturligvis efterhånden mere håndgribelig og virkelig for dem end den religiøse verden, som de ikke havde evner til at kunne udforske. Resultatet af deres materielle forskning blev dette, at en overordentlig stor del af menneskene på jorden blev materialister. Og denne materialisme gjorde menneskene mere eller mindre gudløse. Den menneskelige evne intelligensen har altså givet menneskene en meget stor magt over den fysiske materie og dens kræfter. De er i stand til at lade millioner og atter millioner af naturens hestekræfter arbejde for sig. Men selv om væsenets manifestations- eller skabeevne er blevet så fremragende udviklet, at den på dette felt har hævet mennesket himmelhøjt op over dyret, har det endnu ikke fået udviklet sin humane evne eller næstekærlighed i en tilsvarende grad. Det vil igen sige, at dette i skabelse så dygtige menneske endnu i sin bevidsthed eller psyke rummer de dyriske anlæg, egoisme eller selviskhed. De lever i meget stor udstrækning i princippet "enhver er sig selv nærmest". Når mennesket tager denne sin store menneskelige begavelse i sine endnu dyriske anlægs tjeneste, er det nødsaget til at komme til at udgøre et væsen, der kan manifestere de dyriske anlæg i en i forhold til dyret overdimensioneret tilstand. Det udgør således et væsen, der ikke mere er et dyr, fordi det har en begavelse, der står tusinder af gange over dyrets, medens dets følelsesliv endnu i høj grad bæres af instinktenergi og parrings- eller ægteskabssympati eller den enpolede sympati ligesom dyrenes.

Dette væsen, der således har en begyndende menneskelig begavelse eller intelligens, men endnu uden for sin parringssympati eller forelskelse kun har en mere eller mindre brutal og inhuman følelse for sin næste, kan kun være et meget farligt væsen. Det er jo netop prædestineret til at gøre ondt. Og et sådant væsen, som af naturen er prædestineret til hovedsageligt kun at kunne gøre det onde, bliver i Bibelen udtrykt som "den onde", djævelen, satan o.l. Og da vi ikke kan udtrykke dette ufærdige menneske, men over dyret hævede væsen, som hverken dyr eller menneske, bliver vi nødsaget til at udtrykke et sådant væsens bevidsthed som "djævlebevidsthed". Det er i denne djævlebevidsthedstilstand, at det levende væsen kommer til at skabe og opleve kulminationen af mørket, denne absolut nødvendige kontrast, uden hvis eksistens lyset absolut heller ikke ville eksistere.

Når menneskene er inde i en sådan tilstand, er det jo kun, hvad der er et led i den guddommelige verdensorden. Og man kan absolut ikke bebrejde noget som helst væsen denne menneskehedens tilstand. Den er ganske naturlig og styres og ledes efter en guddommelig plan. Igennem den vil menneskene nu få deres humane sans udviklet, hvilket er en hovedbetingelse for, at væsenet senere kan få kosmisk bevidsthed. Denne ragnaroks- eller dommedagstilstand er altså de første kulminerende virkninger af polforvandlingen. Når væsenet således har kunnet nå frem til at kunne udfolde sine fra dyret nedarvede dyriske tendenser, som altså i dyreriget er ordinære livsbetingelser, til en så kolossal udvikling eller frem til en sådan kulmination, som tilfældet er, så skyldes det altså "Evas" begyndende død, hvilket vil sige den modsatte pols udvikling. I manden er det altså den feminine pol og i kvinden den maskuline pol, der er begyndt at vokse. Foreløbig har den feminine pol i manden og den maskuline pol i kvinden befordret intelligensens fremragende udvikling. Denne udvikling har bragt mennesket til i større grad at kunne udfolde det dyriske princip, som er dræbende. Og de af denne drabstilstand og lemlæstelses- eller ødelæggelsesproces affødte ulykkelige skæbner hos andre kommer nu tilbage til sit ophav, der så må gennemgå tilsvarende lidelser, som det har påført andre væsener. Og gennem oplevelsen af disse lidelser affødes der i væsenet den begyndende humane evne, den evne, der skal blive til den fuldkomne næstekærlighed, der i mennesket afføder intuitionsevnen, igennem hvilken mennesket får kosmisk bevidsthed, bliver til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.