Den 15. februar 1960 holdt Martinus det første af fire foredrag med den fælles titel "Den højeste ild". Foredragene afholdtes på Martinus Institut og blev ledsaget af lysbilleder. I indledningen til programmet for foredragsserien kunne man dengang læse:

Igennem alle levende væsener går der en bærende kraft. Den er til stede i planternes vækst, i dyrenes liv, i menneskets liv, og den er til stede i alt liv på de åndelige eller kosmiske tilværelsesplaner. Ja, der ville overhovedet ikke kunne eksistere noget liv uden denne krafts eksistens. Denne kraft er det samme som "den absolutte kærlighed". Denne realitet udgør verdensaltets absolutte grundtone. Der findes ikke én eneste bevægelse, ikke ét eneste lille vindpust, der ikke er med i udførelsen af en eller anden kærlighedsplan i verdensordenen. Ja, selve dyrenes dræbende liv, dette, at de må æde hinandens organismer som føde, er et led i en kærlighedsplan. Det samme gælder det dræbende princips endnu meget større udfoldelse hos menneskene. Her er det endog ikke engang en livsbetingelse, og dog er det et led i den samme grundtone. Hertil kommer alle eksisterende ulykkelige skæbner, sorger og bekymringer, ja kort sagt: alt det, vi kalder "mørket". Alt, hvad der overhovedet eksisterer af mørke og lidelse, er i sin højeste analyse et led i kærlighedens domæne. Uden dette led i verdensaltets struktur ville enhver livsoplevelse være totalt umulig. Vi ville aldrig nogen sinde være kommet til at se dagens lys, vi ville aldrig nogen sinde have fået de lysoplevelser, der udgør vore skønneste minder, vi ville aldrig nogen sinde have oplevet det, vi i dag kalder naturen med sine vintre og somre, sine farverige blomsterenge, sine bølgende kornmarker og de grønne skove. Vi ville aldrig have set hverken en morgen- eller aftenrøde, vi ville aldrig have set det eventyr, der hedder "dyreriget", ligesom vort eget jegs evige eksistens ville være totalt uden liv, uden oplevelse, uden glæde og lykke, uden salighed.

At alle levende væsener er udødelige, har jeg forklaret i analyserne i mit hovedværk Livets Bog. Jeg skal derfor ikke dvæle ved dette emne her. Jeg skal derimod kun fremhæve, at når alle levende væsener er udødelige, så har de altså haft en tilværelse før deres nuværende fysiske liv, ligesom de vil få en tilværelse efter dette nuværende livs ophør. Hvordan har denne fortidige tilværelse formet sig, og hvorledes vil den efterfølgende tilværelse komme til at forme sig? – Princippet i den forudgående såvel som i den efterfølgende tilværelse kan udmærket besvares og bekræftes af livet selv. Ser vi på menneskeheden, kan vi ikke undgå at se, at alle dens individer hver især udgør ligesom en foreteelse, der er ufærdig. De udgør således hver især noget, der er under skabelse eller fuldkommengørelse. Hvis vi iagttager et eller andet menneske, bliver vi vidne til, at der forekommer mennesker, der er mere fuldkomne, og nogle, der er mindre fuldkomne end det menneske, ud fra hvilket vi gør vor iagttagelse. Naturligvis kan vi også blive vidne til, at der er mennesker, der hverken står over eller under det samme væsen i fuldkommenhed i skabelse. Hvorfor er disse mennesker ikke ens? – Det kan ikke være noget i det nuværende liv, der er hovedårsagen til denne forskel. Det er heller ikke den fysiske alder, der er årsagen til nævnte forskel. Den er lige så godt til stede hos børn som hos voksne. Menneskenes mere eller mindre færdige eller ufærdige tilstand vil derfor være at betragte som medfødt. Men de kan heller ikke have arvet begavelse fra forældrene, eftersom børnene undertiden er mere færdige eller fuldkomne end disse. Deres fundamentale bevidsthedsstandard kan således kun stamme fra væsenernes egne tidligere fysiske tilværelser.

Vi bliver derfor nødsaget til at erkende, at væsenerne er under udvikling, hvilket altså er det samme som skabelse. Men de er ikke lige langt fremme i denne skabelse og kan således heller ikke være lige fuldkomne. Intet væsen kan sige om sig selv, at det er det fuldkomneste væsen, der findes, og heller ikke, at det er det mest primitive. Der vil altid være nogle, der er mere fuldkomne, og nogle, der er mindre fuldkomne end en selv. De mindst udviklede mennesker inden for menneskeheden er naturmenneskene i urskovene. Fra disse væsener ser vi væsener på fuldkomnere og fuldkomnere mentale og legemlige udviklingstrin helt op til det moderne intellektuelle og humane kulturmenneske. Og inden for disse rækker finder vi mennesker, der i udvikling står ikke så lidt over den almene udviklingsstandard, som flertallet repræsenterer. Og går vi nedad i udviklingsskalaen inden for menneskeheden, kommer vi til abemennesker. Disse trin går videre nedad i dyreriget, og dyrerigets væsener er udgået fra plantelivet, som så atter er ved at passere ind fra de åndelige verdener.

Alle levende væsener inden for vore almindelige sansers rækkevidde er således på vandring fra en mindre fuldkommen til en mere fuldkommen tilstand. Og hedder det ikke netop i de højere verdensreligioner, at man skal blive human, man skal lære at elske sin næste, man skal tilgive sin næste osv.? – Hvad er disse tilskyndelser andet end udtryk for, hvilken vej udviklingen foregår? – Og er det ikke netop disse tilskyndelsers eller påbuds overholdelser, der lover væsenerne en lys og lykkelig tilværelse, lover dem paradis, lover dem at blive ét med Gud osv.? – Vi kan således ikke komme bort fra, at væsenerne er på vandring fra primitivitet til intellektualitet. Men idet væsenerne således er under udvikling fra en primitiv tilstand frem til en færdig tilstand, ser det ud til, at denne skabelse engang må have begyndt. Når væsenerne er udødelige og dermed evige, må de jo have eksisteret i tiden, før denne skabelse begyndte. Hvorfor er væsenerne da ikke blevet fuldkomne i denne evige tilværelse for længe siden? – Hvorfor er nogle væsener i dag så primitive, at deres skabelsesproces ikke kan ligge så forfærdelig langt tilbage i tiden? – Vi må her lære at forstå, at væsenerne netop har opnået at være blevet fuldkomne et utal af gange i den evighed, der ligger forud for deres nuværende tilværelse, ligesom den fuldkommenhed, de nu er i færd med at udvikle sig til at opnå, ikke vil vare evigt. Denne fuldkommenhed er en skabt ting, og absolut ingen som helst skabt ting, lige meget hvad den så end måtte udgøre, kan vare evigt. Den adskiller sig således fra sit ophav ved at være tids- og rumdimensionel, medens ophavet er evigt. Derfor må dette ophav, som udgør en evig eksistens, opleve en fornyet fuldkommengørelse af sin mentale eller bevidsthedsmæssige struktur, hver gang denne er blevet udlevet.

Loven for en hvilken som helst oplevelse er således, at den ikke er evig. Det får vi bekræftet i vort daglige liv. Når vi er sultne, spiser vi og bliver mættet, men mættelse betyder ikke, at så behøver vi aldrig at spise mere. Sulten indfinder sig atter og atter og kræver tilsvarende gentagelse af mættelse. Menneskene føler også sult i andre felter end lige netop ernæringen. Når mennesket får et begær efter at dyrke en særlig interessesfære, søger det at komme til at dyrke den. Det bliver da herved mættet af den, og begæret eller den mentale sult går imod nye interessesfærer for også af disse at blive mættet og således fremdeles. Når menneskeheden eller de levende væsener nu er inde i en udvikling, der fører dem imod den højeste fuldkommengørelse i livsoplevelse og væremåde, er det det samme princip, sult- og mættelsesprincippet, der gør sig gældende. De hungrer efter en højere og fuldkomnere form for tilværelse, og de når frem til at opleve denne tilværelse og dermed at mætte sig i denne. Men mættelse fører jo menneskene imod en ny interessesfære. Men denne interessesfære kan ikke være den, de er mættet af. Det må være dens modsætning eller kontrast. Efter at have svælget i lyset i umindelige tider opstår der sult eller begær efter at opleve modsætningen. Modsætningen til lyset kan kun være mørket. Og mennesket føres da lige så godt imod mættelsen af denne interessesfære, som det førtes imod mættelse af lysets sfære.

Således oplever de levende væsener deres evige liv i form af en skiftevis kulmination i lysoplevelse og kulmination i mørkeoplevelse. I kraft af denne skiftende lysoplevelse og mørkeoplevelse bliver deres evige tilværelse at opdele i kredsløb. Hver gang væsenet har opnået kulminationsoplevelsen i mørket og kulminationsoplevelsen i lyset, har det altså passeret et kredsløb og begynder på et nyt tilsvarende kredsløb og således fremdeles. Da disse kredsløb ikke udgør en kopi eller nøjagtig gentagelse af de forudgående kredsløb, men kommer til at ligge i et højere plan, har jeg givet dem navnet "spiralkredsløb".

Da disse spiralkredsløb udgør en vedligeholdelse af væsenets evige livsoplevelsesevne, udgør de således livsbetingelsen for al oplevelse af liv. Uden denne særlige fornyelses- eller vedligeholdelsesstruktur ville al oplevelse af liv være en umulighed. Men denne kosmiske regulering af væsenernes adgang til manifestation af lys- og mørkeoplevelserne er ikke nok. Der må også gives væsenerne adgang til at kunne skabe lyset og til at kunne skabe mørket. Thi uden muligheden for at kunne skabe og opleve disse to kontraster indtil kulmination kunne væsenet jo aldrig nogen sinde blive til mennesket i Guds billede. Al sansning og dermed livsoplevelse beror udelukkende på kontraster. Hvor der ingen kontraster er, er der absolut ingen for sansning tilgængelige detaljer. Og uden detaljer ingen sansning eller livsoplevelse. For at livsoplevelse kan finde sted, må der skabes kombinationer af lys og mørke i alle dets aspekter. Og det er disse kombinationer, der udgør væsenernes tankeklima og manifesteres igennem deres væremåde til medvæsenerne og til åbenbaring i fysisk materie. Og det er disse åbenbaringer, der udgør den for sanserne tilgængelige fysiske verden. Men ingen manifestation eller skabelse kan befordre sig selv. Den må befordres ved hjælp af organer. Disse organer må have et ophav, af hvilke de dirigeres. Disse organer er de levende væseners organismer, sjælelige eller åndelige såvel som de fysiske. Og igennem disse væseners manifestationer kan vi nu se både kredsløbets princip, manifestationerne eller lysets og mørkets skabelse. Vi kan også se, hvorledes det såkaldte "onde" og det såkaldte "gode" bliver skabt, og den rolle, disse to skabelser spiller i væsenets livsoplevelse.

Hele denne skabelse af det levende væsens livsoplevelse og manifestation befordres af to store hovedorganer, som er manifestationen af det maskuline og det feminine princip. Disse to kosmiske organers skiftende forhold til hinanden bestemmer al livsudfoldelse og oplevelse hos sit ophav, det levende væsen. De er begge til stede i ethvert levende væsen. Det er disse to polers særlige konstellation til hinanden i væsenet, der bestemmer, om det er en mand, eller det er en kvinde, om det er et hunkønsvæsen, eller det er et hankønsvæsen. De samme to poler bestemmer, om man er plante, dyr eller menneske. Og det er i kraft af disse to poler, at kærligheden, universets grundtone, opretholdes, ligesom det også er disse to poler, der bestemmer menneskets oplevelse og manifestation af kærlighed, og at det dermed kan komme i kontakt med universets grundtone eller selve Guddommens bevidsthed.

For at livsoplevelse kan finde sted for væsenernes evige jeg, er det nødvendigt, at objektet for denne oplevelse, hvilket altså vil sige "livet", må fremtræde i kontraster. Livsoplevelsens mål er at give det evige jeg oplevelse af kulminationen af sund behagelighed og det heraf følgende absolutte velvære i viden og væremåde, der gør væsenet til en sol for sine omgivelser. Det er opfyldelsen af dette mål, der gør det evige jeg til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Men for at en sådan guddommelig livsoplevelse og væremåde kan sanses og skabes, må der gives de samme jeger adgang til oplevelsen af dens diametrale modsætning. Denne modsætning må være en tilværelse, hvor væsenet ikke direkte er til glæde og velsignelse for sine omgivelser, men derimod er så at sige en så direkte modsætning til denne væremåde, at det er en dødsfjende for sine omgivelser. Dets væremåde skaber dødsfrygt, lemlæstelse, sygdomme, nød og elendighed, sorger og bekymringer. Disse to store kontrære livsoplevelsestilstande oplever de evige jeger i de kosmiske spiralkredsløb. Disse markeres jo netop ved, at de rummer en kulminationszone for mørket og en kulminationszone for lyset. Disse to livsoplevelsessfærer bliver udelukkende skabt i kraft af de to seksuelle polers forhold til hinanden i det levende væsen.

Det er denne begyndende livsepoke, der symbolsk kan udtrykkes i Bibelens beretning om Adam, paradisets have og Evas skabelse. Da det levende væsen er evigt, kan det absolut ikke have nogen som helst begyndelse. Det kan kun have begyndelse og afslutning på livsoplevelsens afsnit eller epoker for at give plads for nye oplevelsesepoker. Når Bibelen udtrykker, at Adam befandt sig i paradisets have, hvor der overhovedet ikke eksisterede noget "ondt" – løven gik ved siden af lammet, og alt åndede absolut fred og lykke – så udtrykker dette netop principmæssigt den tilværelsesform, som væsenerne befinder sig i i slutningsepoken af et forudgående spiralkredsløb. Det er denne slutningsepoke, der i Livets Bog er udtrykt som "salighedsriget". Det er dette rige, der er udtrykt som paradiset. Her er alle væsener dobbeltpolede, men har udlevet denne tilstands kraft i det ydre tilværelsesplan. De lever kun i deres erindringer fra deres oplevelser i den spiral, de således nu er ved at forlade for at indgå i en ny spiral. Disse væsener har for længst mistet evnen til ydre manifestation på grund af oplevelsen af denne dobbeltpolede tilstands højeste lykke og salighed indtil overmættelse i de, over den fysiske tilværelse højt hævede, åndelige tilværelsesplaner. Derfor må de nu helt fra bunden af begynde at inkarnere i fysisk materie for i denne at få udviklet organisme og sanseorganer til atter at kunne komme til at opleve i den ydre verden. Disse begyndende ny væsener ser vi her på jorden udgøre "planteriget". Planterigets jeger udgør altså hver især den fra salighedsriget og ind i planteriget inkarnerede "Adam". Denne Adam har naturligvis ikke nogen særlig fysisk bevidsthed. Den skal han nu have indblæst igennem den fysiske verdens alle hånde klimaforhold og fysiske livsbetingelser. Men selv om denne Adam ikke har nogen ydre fysisk bevidsthed ud over at kunne ane denne ydre tilstand i form af behag og ubehag, har han til gengæld hele sin erindringsverden fra en tidligere spiral at leve i. Denne åndelige tilværelse bliver således plantens eller denne Adams dagsbevidsthed.

Denne i den ydre verden endnu næsten bevidstløse Adam skal nu tilegne sig sin nye bevidsthed igennem oplevelse af mørkets kontraster – han er jo på tærskelen til den del af spiralkredsløbet, i hvilken væsenet skal tilegnes oplevelsen af kulminationen af mørket og derigennem evnen til at opleve lysets kulmination i den sidste epoke i det nye spiralkredsløb. Men for at væsenet kan komme til at opleve mørket, må der skabes en betingelse for, at det kan komme til at opleve situationer, i hvilke det ikke kan elske sin næste som sig selv. Det er denne situation, der udtrykkes i Bibelen, der hvor den lader Gud sige, at det ikke er godt for mennesket at være ene. Det, der her udtrykkes med at være "ene", er i virkeligheden det samme som at udtrykke: Det er ikke godt for mennesket kun at udgøre én slags. Der må også skabes en slags mennesker, som det bliver en livsbetingelse at interessere sig for og holde af, og en slags, imod hvem der er frastødning, og som man derfor ikke kan elske. Ved at indføre en sådan tilstand iblandt de væsener, der udgjorde Adam i paradiset, ville der opstå rivalisering, skinsyge og jalousi, som er roden til det onde i verden. Ved denne indførelse blev det muligt for væsenerne at komme til at skabe og opleve den sindstilstand, der måtte ende med at få den djævlebevidsthed, der kan afføde alles krig imod alle eller dommedags- eller ragnaroksepoken.

Men hvordan skabtes denne tilstand? – Ja, her kommer vi tilbage til Bibelens symbolske forklaring om, at Gud lod Adam falde i en dyb søvn. Imedens tog han et ribben ud af Adam og forvandlede det til en kvinde, som Bibelen giver navnet "Eva". – Naturligvis er denne forklaring kun et symbol over noget, der virkelig foregik og også foregår den dag i dag og vil foregå i al evighed. Men det er et genialt symbol. Det kan opfattes af det meget primitive eller endnu naive menneske som bogstaveligt, men af det udviklede menneske giver det glimrende logisk forklaring på Eva-mysteriet. At Gud lod Adam falde i en dyb søvn, viser os Adam i plantevæsenets tilstand. Plantevæsener er i en meget stor udstrækning sovende væsener. De kan i bedste tilfælde kun ane behag og ubehag igennem deres endnu meget ufuldkomne fysiske organismetilstand. Ud over at ane har de ikke nogen vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan. I denne sovende "Adam" eller disse sovende væsener, der oprindeligt var dobbeltpolede, sker der det i hans indre, der altså er plantens indre, at den ene pol stagnerer. I nogle væsener stagnerer den maskuline pol, og den feminine pol begynder at vokse. Med denne vækst bliver Adam, hvilket vil sige det oprindelige kosmiske væsen, til et "hunkønsvæsen". I andre af de sovende Adam'er eller plantevæsener sker der det, at det bliver den maskuline pol, der begynder at vokse for til sidst at beherske væsenernes bevidsthed. Og disse væsener bliver til et "hankønsvæsen". Vi ser således her, at Evas skabelse er en indre organisk forvandling af "Adam". Denne forvandling resulterede i "hanvæsenets" og "hunvæsenets" skabelse. Begrebet "Eva" udtrykker således i kosmisk belysning ikke blot hunkønsvæsenets eller kvindens tilblivelse, men repræsenterer i lige så høj grad hankønsvæsenets eller mandens skabelse. Begrebet "Adam" betyder det kosmiske væsen i en spiralepokes slutfacit, hvor det er ved at indgå i en ny spirals begynderepoke. Og herefter er væsenerne nu i en tilstand, hvor de bliver mere og mere prædestinerede til at gøre det, som Bibelen udtrykker som "syndefaldet", men som vi her kommer til at forstå ikke er noget "syndefald" i kosmisk forstand, men en absolut livsbetingende nødvendighed, for at det levende væsen atter kan komme til at opleve en kolossal tidsepoke i kulminationen af Guddommens stråleglans senere hen.

Som før nævnt drejer alle kræfter i væsenerne sig nu om at udvikle væsenerne til at kunne nå frem til at blive til et dræbende væsen. Efterhånden som plantevæsenet udvikler sig, ser vi væsener, der allerede her kan udfolde det dræbende princip, og vi kalder disse planter for kødædende. At udviklingen skulle gå i den retning for den forandrede "Adam", fra dobbeltpolethed til enpolethed, har vi også Bibelens symbolske ord for. Her omtales netop "syndefaldet". Hvad er "syndefaldet" i realiteten for en foreteelse? – Det er det symbolske udtryk for fejlmanifestationer. Virkelig "synd" findes overhovedet ikke. Alt, hvad der kommer ind under begrebet "synd" eller "det onde", kan udelukkende kun skabes af kosmisk uvidenhed. Alle eksisterende handlemåder kan kun eksistere som udtryk for sit ophavs særlige bevidsthedstilstand og udviklingstrin, der igen er det samme som udtryk for det pågældende væsens ufærdige bevidsthedstilstand. Ud fra denne mere eller mindre ufærdige bevidsthedstilstand handler alle levende væsener, der ikke er blevet færdigudviklede mennesker. De færdige mennesker kan naturligvis kun handle ud fra overholdelsen af selve livsloven, næstekærligheden. Men menneskene lever i den overtro, at ufærdige handlinger er "synd". Og de stimuleres heraf i visse religiøse samfund – også i kristendommen har man denne opfattelse og regner med, at disse "syndige" handlinger fører til evig fortabelse og straf i helvedes ild efter døden, ligesom man da også fysisk set kalder visse ufærdige mennesker for "forbrydere" og straffer disse både med henrettelse, fængsling eller livsvarig indespærring.

Det er som nævnt disse fejltagelser, der bliver opfattet som "syndefaldet". Men det var jo netop dette, der var det foreløbige mål med "Evas skabelse" eller polforvandlingen, og som gjorde væsenet til det enpolede væsen, så det slet ikke havde nogen forudsætning for at være kærlig i virkelig forstand. Derimod blev det dræbende princip en livsbetingelse for væsenet. Hvordan skulle rovdyrene kunne leve, hvis ikke de kunne få adgang til kød? – Hvordan skulle planteædere leve, hvis ikke de fik adgang til at dræbe planter? – Og hvordan skulle væsenerne blive fri af de heraf følgende mere eller mindre dræbende virkninger? – Det er jo kun de allerhøjest udviklede mennesker, mennesker, der er nået frem til dobbeltpoletheden og er blevet fuldkomne mennesker i Guds billede efter hans lignelse, der helt kan leve af en drabsfri føde. Kødet omkring kernen i de modne, spiselige frugter er beregnet for det færdige menneske, og denne ernæring giver absolut ikke ulykkelige virkninger.

Da disse begyndende væsener i den ny spiral ikke havde nogen særlig evne til at kunne elske hverandre, ville deres tilværelse have været totalt glædesløs, hvis den overhovedet havde kunnet finde sted. Men midt i denne mørkesfære var der overladt væsenerne en adgang til at opleve lysglimt fra det paradis, som de havde forladt. I kraft af deres polkonstellation som enpolede var de skabt til at kunne elske væsener af det modsatte køn. Denne kærlighed, der her kom frem, var en på kunstig måde fremdrevet organisk tilstand. Ved hjælp af funktioner og skabelse af sekreter i den fysiske organisme skabte den en hunger og sult efter et samliv, en parringstilstand, med et væsen af modsat køn. Og når den fandt genklang hos et sådant væsen, opstod den stærke sympati, som blev til ægteskab og til befordring af forplantning og beskyttelse af afkom, så væsenerne kunne blive ved med at få fysiske organismer, når de fra det åndelige plan skulle inkarnere på det fysiske plan. At denne tilstand ikke er kærlighed, viser sig på den måde, at den ikke er betingelsesløs. Den fordrer netop den gensidige forelskelse hos den anden part, ellers bliver parringstilstanden eller ægteskabet ulykkeligt. Men det er først senere i udviklingen, at der særligt er tale om ulykkelige ægteskaber. Dyrene lever anderledes lykkeligt i deres ægteskab eller parringsmæssige samliv end menneskene. Men det har også sine årsager, som er medregnet i den guddommelige plan med Guds skabelse af mennesket i sit billede.

Da dyrene ikke har den store tænkeevne, som mennesket har udviklet sig til, og ikke som mennesket har bekymringer for dagen i morgen eller sørger over fortiden, men hovedsageligt lever i nuet, lever de kun for deres parring og deres afkom og er meget lykkelige. Trods det, at de stadigt må være på vagt over for dødsfjender, der efterstræber dem, for at deres organisme kan tjene dem til føde, så tænker de ikke på det. Det gør de kun i lige det nu, når der sker et drama, og et væsen bliver ombragt af en overlegen fjende. De dyr, der bliver vidne til det, glemmer det hurtigt, lige så snart dramaet er forbi. Naturligvis kan det vel nok smerte lidt i det væsen, hvis ægtemage eller afkom er berøvet, men evnen til at sørge er endnu ikke særlig almengældende hos dyrene. Derfor er dyrene meget mere lykkelige end menneskene. Men de er jo, som vi skal se, heller ikke kommet så langt fra paradiset og ned i mørket som menneskene.