Menneskene er udsat for mange lidelser i den verden, hvor de i øjeblikket befinder sig. Men de færreste har nogen anelse om, hvilken lidelse, der er den farligste og værste, ja, den mest nedbrydende af alle lidelser både i fysisk og psykisk henseende. Menneskets farligste lidelse er den tankereaktion, der i dets væremåde udløser sig som vrede eller fjendskab. Den er mere udbredt end nogen anden lidelse blandt menneskene. Når den har fået denne gigantiske position, skyldes det den omstændighed, at menneskene slet ikke aner, hvor livsnedbrydende den i virkeligheden er. Man har endda ofte hædret de personer, hvis bevidsthed i særlig grad har været udtryk for had og fjendskab. Den altovervejende del af menneskeheden er bærere af denne mentale tilstand, der i utallige situationer kommer til ødelæggende, ja, måske ligefrem dødbringende udbrud i den jordmenneskelige væremåde og kulturskabelse. Ser vi tilbage på historiens kendte personer, der har haft magten over menneskene, vil der ikke være ret mange af dem, hvis væremåde ikke har afsløret, at vrede eller fjendskab i større eller mindre grad også havde til huse i deres mentalitet. Man ser det hos gamle såvel som hos unge, det findes i alle samfundslag, og fjendskabets ødelæggende virkninger spores både inden for religiøse bevægelser og materialistiske sammenslutninger. Alle hidtidige verdenskulturer er faktisk bukket under for dets fordærvende og giftige virkning. Fjendskab udløser den samme nedbrydende proces i mentalitet og væremåde, som forrådnelse udløser i døde animalske organismer, og man kan derfor sige, at den rette kosmiske betegnelse for begrebet fjendskab er "mental forrådnelse".

Så længe fjendskab ikke er fjernet fra den jordmenneskelige væremåde, vil det forhindre menneskeheden i at leve i den strålende lysverden af kultur og højintellektuel skabelse, som den moderne videnskab i dag er i stand til at bringe den. Hvorfor så ikke sætte alt ind på at overvinde denne skrækkelige defekte tilstand med dens opløsende virkninger både i jordmenneskets fysiske og psykiske struktur? Ingen af alverdens læger har kunnet finde frem til den medicin, som kan ophæve fjendskabet og dermed den mentale fordærvelsesproces, som modarbejder helbredelsen af en hvilken som helst sygdom. Hvad kan det nytte, at man er i stand til at lappe en del på virkningerne af visse sygdomme og lidelser, når man ikke kommer det eneste virkelige onde til livs, det som faktisk er den væsentlige årsag til alle lidelser og sygdomme? Det er ikke livets mening, at menneskene skal vedblive at leve i den ulykkelige tilstand, som nu er dominerende på jorden. "Den fortabte søn" skal ikke blive ved med at leve i fornedrelsen, men skal atter vende tilbage til sin "fader". Livet, der overalt i sin skabelse aldrig frembringer noget, der ikke i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener, har ikke til hensigt at gøre en undtagelse med de jordiske mennesker. Ligesom menneskets øjne, øren, hænder og fødder, dets hjerte-, lunge- og kirtelfunktioner osv. fra naturens hånd er så fuldkomne, at de er hundrede procent til glæde og velsignelse for mennesket, og ligesom naturen også fører skabelsen af frugterne igennem det sure stadium før det modne, således vil den også vide at føre den menneskelige tilværelse frem igennem det "sure" stadium til en tilstand, hvor dette at være menneske er ensbetydende med udelukkende at være til gavn og glæde for andre levende væsener.

I denne skabelses- eller udviklingsproces af mennesket er naturen kommet langt. Den har ført det ud af mineralmaterien til den vegetabilske livsform og dernæst til den animalske eller dyriske livsform, og nu er den ved at føre det fra den dyriske og frem til den menneskelige livsform, der vil komme til at udgøre det "modne" stadium af den frugt, der hedder "mennesket i Guds billede". At denne skabelse virkelig finder sted, kan vi ikke undgå at opleve som kendsgerning, eftersom det ufærdige jordiske menneskes mentalitet indeholder to særlige områder, vi kender under begreberne "det gode" og "det onde". "Det onde" i mennesket er det område af væremåden, hvor mennesket betjener sig af de samme livsprincipper som dyret. "Det gode" i mennesket er det område i dets væremåde, hvor det betjener sig af de samme livsprincipper som Kristus. I menneskeheden er der en voksende længsel efter human udvikling og efter afskaffelsen af krig og de dermed forbundne lidelser. Denne længsel er en virkning af "kristusbarnets" fødsel i den jordmenneskelige bevidsthed. Udviklingen går i retning af at omdanne det dyriske menneske til et virkeligt menneske i renkultur, totalt befriet fra de dyriske anlæg i mentalitet og væremåde. I det egentlige dyrerige er fjendskab mellem arter, racer og individer en naturlig livsform. Der gælder ordsproget "den enes død er den andens brød". Men dette ordsprog er blevet skabt, fordi man syntes, det gjaldt blandt mennesker. Det gør det også inden for det dyriske område af menneskets bevidsthed og væremåde. Det er det, der er det "sure" stadium. Det er det dyriske område i mennesket, der er den udløsende årsag til enhver form for fjendskab. For alt højere menneskeligt samliv er fjendskab den rene fordærvelse. Det vil få de finere menneskelige egenskaber til at "rådne". Man siger ganske vist, at én fælles fjende kan få tidligere uvenner til at mødes i fællesskab og samarbejde. Det kan det også for en kort tid, fordi det fælles had rent perspektivisk dækker over de indbyrdes fjendtligheder. Men så snart den fælles fjende eventuelt er slået, vil "råddenskaben" snart brede sig mellem de tidligere forbundsfæller, og krigen vil blusse op igen mellem dem. Intet virkelig menneskeligt fællesskab eller samarbejde kan bygges på fjendskab, vrede eller had.

Fjendskab er ikke en afsporing af mentaliteten, som så mange andre af de jordmenneskelige laster eller dårlige tendenser, som f.eks. alkoholisme og nydelsen af narkotika og tobak m.m. Det jordiske menneskes tendens til at nære had og vise fjendskab over for medvæsener er medfødte naturlige anlæg, en nedarvet tradition fra en fortidig primitiv og dyrisk udviklingsepoke. Men det er ikke meningen, at menneskene skal vedblive at være dyr, ligesom det ikke har været meningen, at de skulle vedblive at være mineraler eller plantevæsener. Mineralske tilstande er ikke naturlige livsbetingelser for planten, selv om den stadig bærer sin fortid i sig i form af mineralske stoffer i organismen. På samme måde er vegetabilske livsbetingelser unaturlige for dyret, der dog også i form af sin hud og muskulatur bærer på en fortids plantetilstand i sin organisme. Og dyrets tilstand bliver efterhånden mere og mere unaturlig for mennesket, selv om dets fysiske organisme endnu for en stor del er baseret på animalske principper. Mennesket bryder sig heller ikke om at blive kaldt et dyr. Det føler sig højt hævet over dyreriget, og alligevel udtrykker det med sin væremåde en livsholdning, som er en livsbetingelse i dyreriget, men en absolut fordærvende og altopløsende tendens for den mennesketilstand og den overlegenhed over dyreriget, det mener at repræsentere.

I dag er denne tendens direkte livsfarlig for det i jordmennesket allerede udviklede menneskelige område. I dette nye område er livsbetingelsen udelukkende logisk tænkning. Hvor mennesket bruger sin logiske tankekraft, så det er hundrede procent til gavn og glæde for sine omgivelser, er det himmelhøjt hævet over dyrets livsniveau. Men der findes endnu en masse felter, hvor mennesket slet ikke er i stand til at tænke logisk og blot lader sig lede af stemninger og følelser eller af instinktet, som dyrene gør det. I dyreriget er selvopholdelsesdriften den dirigerende faktor både for artens beståen og for de enkelte individer. Livet i dyreriget bliver derfor en kamp om magten, og den stærkeste er ganske naturligt den, der også får retten på sin side. "Den stærkeres ret" vil som livsprincip uundgåeligt avle fjendskab og had, og da dette princip også hidtil har været det dominerende blandt de jordiske mennesker, selv om styrken mere og mere kom til at bæres af intelligens og snedighed og mindre af fysisk kraft, er hadet og fjendskabet blomstret op i en grad, som der slet ikke findes mage til i dyreriget. Dyrene dræber andre dyrearter for at leve af deres kød og blod, og dyrehannerne er i brunsttiden dødsfjender, men derudover er der kun få former for drab og fjendskab i dyreriget.

Hos det jordiske menneske er det anderledes, der lurer fjendskabet på næsten alle områder, og det kan vise sig, hvor mennesket måske allermindst havde tænkt sig det. I en familie, på en arbejdsplads, i en forening eller i en religiøs sammenslutning, hvor der tilsyneladende i lang tid har hersket fredelige eller ligefrem idylliske forhold, kan der pludselig opstå små meningsforskelle, som lidt efter lidt eller måske hurtigt vokser til fjendskab og stridigheder, som kan forbitre tilværelsen for mange mennesker. Det sker udelukkende, fordi menneskene på mange områder mangler evnen til at tænke logisk. Vreden eller fjendskabet er en instinktmæssig, organisk mobilisering af væsenets kampevne til fordel for modstanderens udslettelse eller uskadeliggørelse. Lige så nødvendig og logisk denne kampevne er for dyret, lige så ulogisk og livsnedbrydende er den for det fremskredne kulturmenneske. For dette væsen er kamp, mord, had og forfølgelse direkte ødelæggende for dets normale liv og for udvikling af enhver form for højere kulturtalenter. Side om side med en følelse af vrede eller had til nogen eller noget kan en normal og fuldkommen livsglæde umuligt eksistere i det udviklede menneske. Det vil da leve i en "gråvejrsbevidsthed" eller i et mentalt kældermørke, hvor dets menneskelige spiring og blomstring standser, afbleges og visner hen af mangel på mentalt solskin.

Det mentale solskin er den logiske tænkning, der afslører den virkelige sandhed i enhver situation, og ved hvis hjælp enhver katastrofesituation kan forebygges. Det er den samme logik, ved hjælp af hvilken enhver ingeniør, arkitekt eller anden ekspert i fysisk skabelse kan sikre sine frembringelser imod sammenbrud eller katastrofe. Disse eksperter har en eminent evne til at bygge op i fysisk materie, at blande stofferne på den rigtige måde og kende deres udvidelsesevne, bæreevne osv. Denne logik er, hvor mærkeligt det måske kan lyde for nogle mennesker, ensbetydende med kærlighed. Den er kærlighed inden for et bestemt afgrænset område, og dens ophav er måske ikke særlig kærlige inden for andre områder, hvor de ikke har lige så store erfaringer. Virkelig kærlighed og virkelig logisk tænkning er et og det samme, og det, menneskeheden nu i allerhøjeste grad trænger til at lære, er logik på det psykiske eller sjælelige område, ellers vil den ikke være i stand til at sikre sin tilværelse imod sammenbrud eller katastrofe.

Den jordmenneskelige væremåde hviler altså på to slags basis. Den ene er vrede, krig, magt, forfølgelse og undertrykkelse, der avler drab, sorg, fattigdom og sygdomme på sjæl og legeme. I livet på jorden er denne tilstand, denne "forlængede jungle", blevet menneskenes "ragnarok" eller "helvede". Den anden basis for menneskenes væremåde på jorden er logisk tænkning, hvilket vil sige: videnskab på det psykiske såvel som det fysiske område. Hvor denne livsbasis kommer til sin fulde ret, bliver resultatet kulturskabelse, videnskabelige, tekniske og kunstneriske frembringelser samt forståelsen af den menneskelige psyke. Det kan blive en livsudfoldelse af en så guddommelig art, at menneskene igennem den kan få en så fuldkommen fred og glæde i samlivet, at den fuldkomment opfylder juleevangeliets forjættelse om fred på jorden og den største velbehagelighed for menneskene.