Hvorfor skal man være god og kærlig? – Hvorfor er det kernen i de store verdensreligioners mission at opfordre og inspirere menneskene til at dyrke Gud over alle ting og elske sin næste som sig selv? – Ja, er det ikke således, at religionen bebuder død og ulykke over alle dem, der ikke efterkommer næstekærlighedens bud? – Siger kirken ikke, at man bliver evigt fortabt, kommer ud i mørket dér, hvor der er gråd og tænders gnidsel, hvis man ikke tror på Gud eller lever et "kristent" liv? – Er det ikke således, at alle menneskehedens allerstørste førere, verdensgenløserne, bebuder en mørk, trist skæbne for alle dem, der ikke tager hensyn til deres næste og omgivelserne, men lever et selvisk eller egoistisk liv, i hvilket de udelukkende dyrker sig selv, en dyrkelse, der udelukkende kun kan blive på næstens bekostning? – Men hvis nu man virkelig tager sig sammen og dyrker Gud og tjener sin næste, hvad lover religionen eller menneskehedens største så? – Ja, siger ikke kristendommen, at det, et menneske sår, skal det høste, og yderligere at "så elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, så at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv"? – Og skulle ikke det evige liv blive særligt aktuelt ved Kristi genkomst? – Og er det ikke dette evige liv, der også bliver udtrykt som "himmerigets rige"? – Og er det ikke dette riges psyke, der udtrykkes som salighed? – Og lover ikke de andre verdensreligioner også paradis for sine dyrkere?

Alle er således enige om, at en god og kærlig levevis fører til noget godt, fører til en god skæbne. Hvad er nu det for en god skæbne, man således opnår igennem kærligheden til næsten og omgivelserne? – Det største gode, man opnår, vil være opnåelsen af et evigt liv. Men hvad vil det sige at arve et evigt liv? Ja, her må man forstå, at det evige liv ikke er noget, der kan arves, det er noget, det levende væsen evigt har haft og evigt må blive ved med at have, for det er nemlig i sig selv selve evigheden. Evigheden, der er det samme som uendeligheden, er ikke noget, der eksisterer på det fysiske plan, der er alt, hvad vi så end vil røre ved eller kan opleve af timelige manifestationer. Hvem kan med de fysiske øjne se evigheden eller uendeligheden? Det er rigtigt, at menneskene kan se ud i stjerneverdenen, men der ser de ikke uendeligheden, der bliver de absolut kun vidne til en begrænsning. Selv om de benytter sig af en kæmpekikkert og ser endnu tusinder af lysår længere frem imellem stjernerne, så er det kun rum og tid, de ser. Evigheden eller uendeligheden ser de ikke noget som helst til. Det samme gælder deres syn på en hvilken som helst anden ting. Her vil det ligeledes være umuligt for dem at se andet end tid og rum, hvilket vil sige, at tingen vil kunne konstateres at være så og så gammel, veje så og så meget og have det eller det mål. Evigheden ser de absolut ikke noget som helst til. Det er således totalt umuligt med fysiske sanser at opleve evigheden, fordi evigheden umuligt kan være noget fysisk. Er evigheden da noget, der slet ikke eksisterer? Jo, evigheden eksisterer i allerhøjeste grad som en realitet, men blot ikke for de fysiske sanser. Men det forhindrer ikke, at ethvert tænkende menneske absolut opfatter evigheden som en realitet.

Hvor får mennesket da begrebet om evighed fra? – Det får det simpelthen fra en begyndende ny sanseart – en sanseart, som "dyret" ikke har. Og da det er en sanseart, der ikke er fysisk, da evigheden umuligt kan ses fysisk, vil nævnte sanseart altså være af en ikke fysisk natur. Det vil altså med andre ord sige, at menneskenes erkendelse af evigheden er baseret på en evne til at sanse i en ny dimension – en ny dimension, der ligger hinsides tid og rum. Mens deres nuværende sansning kun er tids- og rumdimensionel, hvilket altså vil sige, at de kun kan opfatte i mål og vægt, kun kan opfatte i begrænsninger, vil den ny dimension sætte individet i stand til at sanse i ubegrænsninger eller uendeligheder. Men da der på det fysiske plan ikke findes uendeligheder, men absolut kun begrænsninger eller tid og rum, vil den ny dimension altså afsløre for os en helt ny side ved universet end den fysiske. Denne ny side bliver vi nødsaget til at erkende som universets "åndelige side". Vi kan også bruge et mere moderne udtryk og kalde den universets "psykiske side", der igen er det samme som dets "sjælelige side". At erkende evighedens eksistens er altså det samme som at erkende en psykisk eller sjælelig side ved universet eller verdensaltet. Hvordan sanser menneskene da evigheden, når de ikke kan sanse den fysisk? De sanser den endnu kun som en anelse, et instinkt, og inkarnerer dette i en tanke eller forestilling. Over for denne nye side ved universet, hvilket vil sige dets psykiske eller åndelige side, står væsenerne på akkurat samme måde, som planten står over for den fysiske verden. Planten kan slet ikke se eller høre den fysiske verden, men den kan fornemme kulde og varme, sollys og skygge. Den aner herigennem den fysiske verdens eksistens, men den ser og hører den ikke. Men ligesom denne anelse i plantevæsenet efterhånden skaber øjne og øren og de øvrige fysiske sanser, der bevirker, at den kan blive vågen dagsbevidst på det fysiske plan, således vil også menneskenes nuværende "anelse" om evighedens og dermed en åndelig verdens eksistens efterhånden blive til sanser, igennem hvilke de kan opleve denne som vågen dagsbevidsthed.

Alle vore fysiske sanser er begyndt med kun at være anelse eller være begyndende tanker. Den fortsatte vekselvirkning imellem det anede objekt og vort jeg har efterhånden fortættet anelsen og omplantet den til fysiske sanseorganer, hvormed vi helt beherskede objektets virkelighed. Og på samme måde er vi hele tiden i færd med at danne os nye sanser, samtidig med at sanserne for foreteelser, der ikke mere har vor interesse, efterhånden degenererer, dør ud og forsvinder. De nye sanser, der er i færd med at udvikle sig hos jordmennesket, er altså dets "åndelige" sanser. Disse sanser skal altså blive til af væsenernes nuværende anelser om den åndelige side, anelse om evigheden, anelse om en sansning uden for tid og rum. Menneskenes begreb om evigheden er altså opstået på grund af, at de ikke kan finde nogen grænse inden for det område af universet, de har været i stand til at nå med deres sanser. Det er blevet mere og mere umuligt for dem at danne sig en forestilling om en grænse for universet eller et absolut ophør af tid. De har meget lettere ved at tænke sig en fortsættelse både af rum og tid. Og denne fortsættelse ud i det uendelige er det, de udtrykker som evigheden. Men denne evighed er som før nævnt aldrig set eller oplevet som noget fysisk. Den er for det almene eller uindviede menneske kun en tanke, en tænkt mulighed, en sandsynlig eventualitet.

Da denne uendelighed i tid og rum stadig er noget, det levende væsen er stillet over for, kan det ikke blive ved med at være en skjult foreteelse, ligesom det heller ikke kan blive ved med at være en blot og bar anelse. Anelsen vil blive til sanseorgan, og objektet, hvilket altså i dette tilfælde er "evigheden", vil blive til synlig virkelighed igennem den nye sanseevne. Og det er denne evighedens oplevelse, der ligger til grund for den begivenhed, der hedder indvielse eller "den store fødsel". Thi når sanseorganet for oplevelse af evigheden eller uendeligheden er blevet fuldkomment, oplever væsenet jo ikke blot evigheden, men også alle de andre med denne oplevelse forbundne muligheder, såsom overblikket over sin egen evige tilværelse i reinkarnationen, den guddommelige verdensplan og den heraf fremtrædende afsløring af, at "alt er såre godt". Disse realiteter er således alle udelukkende oplevelser inden for den samme dimension som selve evighedens oplevelse. Det er oplevelse af alle former for uendeligheder eller ubegrænsninger, der igen udelukkende kun kan være alle tings kosmiske helhedsfacitter. Den nye sanseevne er altså en evne til at opleve i ubegrænsninger eller uendeligheder eller uden for tid og rum, på samme måde som den fysiske sansning er en evne til at opleve i begrænsninger eller inden for tid og rum. Og det er denne evne til at kunne opleve ikke blot inden for tid og rum, men også i samme grad at kunne opleve uden for tid og rum, der danner eller betinger det fuldkomne menneske.

Da tid og rum eksisterer som skabelse og dermed er viljeføring underkastet, er det soleklart, at de væsener, der kun kan sanse inden for det skabte, inden for det frembragte, må være uvidende om den dimensionelle foreteelse, der eksisterer uden for det skabte, uden for tid og rum, uden for det begrænsede. Det bliver her til kendsgerning, at et sådant væsen, der udelukkende ser skabte ting og umuligt kan sanse andet end skabte ting eller tid og rum, kosmisk set er et "dødt" væsen. Og vi er her ved den død, som blev bebudet Adam og Eva som en følge af nydelsen af kundskabens træ. Adam og Eva, hvilket her i dette tilfælde vil sige det jordiske menneske, har altså mistet deres viden om deres egen identitet med området uden for tid og rum og kender derfor ikke deres egen udødelighed eller identitet med evigheden. De lever således i en kosmisk død. De har ingen vågen dagsbevidsthed om "kosmos".

Når der er lovet væsenerne et "evigt liv" i kraft af deres opfyldelse af næstekærlighed, så er det altså den kosmiske bevidsthed, de vil få tilbage. Og vi har da også allerede set mennesker her på jorden, der med Kristus i spidsen har afsløret eller åbenbaret, at de havde større eller mindre grad af "kosmisk bevidsthed". Og det er denne kosmiske bevidsthed, der er bebudet menneskene som "Kristi genkomst i skyerne". Kristi genkomst i skyerne er således ikke en genkomst på den fysiske himmel, men på hvert enkelt individs mentale himmel eller i dets tankeverden. Det er selvoplevelsen af kristusbevidstheden eller sanseoplevelsen i kosmos uden for tiden og rummet. Det er oplevelsen af at blive ét med Faderen og dermed ét med evigheden, vejen, sandheden og livet. Hvorfor er nu opnåelse af denne kosmiske bevidsthedstilstand betinget af praktiseringen af næstekærlighed? – Det er, fordi den ikke kan opnås ved en fysisk sansetræning, men udelukkende ved en åndelig eller kosmisk sansetræning. Og da selve kærlighedsfornemmelsen ikke er en fysisk, men en sjælelig eller åndelig foreteelse, og derved repræsenterer den dimensionelle side ved universet, der ligger uden for tiden og rummet, er det her klart, at denne åndelige energiform er den eneste, i hvilken den kosmiske sanseoplevelse kan trænes, kan blive til virkelighed. Det er jo også derfor, at alle kosmiske analyser kun kan eksistere som kærlighedsfacitter gående op i selve universets eller verdensaltets ene store grundfacit, "alt er såre godt".

Som vi her har set, er dette at føre et moralsk eller næstekærligt liv således ikke noget værdiløst og tåbeligt, men det eneste, der er værdigt for et kulturmenneske. Kun dyrene, aberne og naturmenneskene er bestemt til at leve i universets eller livets mørke natsfære eller dødszone. Men det fremskredne kulturmenneske kan kun være i kontakt med virkelig ånd og kultur igennem en kosmisk bevidsthed, kultiveret sjælshygiejne eller hensyntagen til sin næste eller sine omgivelser. Og det er denne sjælshygiejne, de indviede væsener igennem religionerne har begyndt at give jordmennesket adgang til, og det er den samme sjælshygiejne, det her igennem mine kosmiske analyser bliver omformet i. Derigennem får det sine endnu latente kosmiske sanser vækket til live og optrænet til modtageligheden for Kristi genkomst i dets egen bevidsthed og dermed dets egen selvoplevelse af dets identitet med evigheden og udødeligheden, fornemmende sig selv som værende ét med Faderen. Og med ham kan det vandre frem i denne nydimensionelle ophøjede verden over nye kosmiske zoner og sfærer i den altomfattende evighed, det selv er, og således være ét med sandheden, vejen og livet.