Med hensyn til fornemmelsen af at have "fri vilje", hvilket vil sige dette selv helt at kunne bestemme sin daglige gøren og laden, helt at være sin egen herre, da er det ikke noget, der er almengældende. De allerfleste mennesker befinder sig meget bundet, ja, befinder sig ligefrem både fysisk og åndeligt i trældom. De må slide og slæbe for de daglige fornødenheder: husly, føde og klæder, og undertiden slet ikke for sig selv alene, men også for hjem og børn. De er afhængige af arbejdsgivere, de er afhængige af fagbevægelser, de er afhængige af samfundets love, der er afhængige af religiøsitet eller politik, disse sidste fornemmes ganske vist som frivillige, men er det i virkeligheden slet ikke. Dertil kommer så også undertiden både akutte og kroniske sygdomme, som også spærrer af for opfyldelsen af mange ønsker. Jo, fornemmelsen af fri vilje er meget lille. Selv den meget rige mand, som næsten kan få alt, hvad han kan ønske sig af materielle goder, har ofte en meget mere spærret vilje end den fattige lazaron. Thi rigdom kan ofte være et kolossalt spærrende bånd for vilje. Den rige mand nærer meget ofte en panisk rædsel for at blive fattig og bliver i tilsvarende grad en slave af denne rigdom¹. Han ville absolut være mere fri, hvis han ikke nærede denne frygt.

For at forstå den fri vilje må man gøre sig klart, at der eksisterer visse ting ved det levende væsen, som er evige realiteter og således aldrig nogen sinde er skabt ved vilje. F.eks. dette at det eksisterer. Denne dets evige eksistens kan det ikke på nogen som helst måde røre ved med sin vilje. Det nytter ikke, at det får det begær eller ønske at ville udslette sig selv. Det lader sig ikke gøre. Selv om det kan bringe sin organisme til undergang eller opløsning, eksisterer det alligevel. At det ikke kan tilintetgøre denne sin eksistens eller de evige detaljer, der betinger den, betyder ikke, at det ikke har fri vilje. Det betyder kun, at her er det kommet ind på en abnorm tanke. Det, at det eksisterer, har intet med bunden eller fri vilje at gøre. Det ligger helt uden for viljefeltet. At ønske det absolut uforanderlige forandret er at ønske det umulige, men at ønske det umulige er jo igen det samme som sindssyge eller vanvid. At man ikke med sin vilje kan bringe månen til undergang eller solen til at ændre sin bane, har ikke noget med det levende væsens viljekompleks at gøre og kan således ikke være udtryk for manglende fri vilje hos væsenet.

Der, hvor der da kan være tale om bunden vilje, er der, hvor væsenet af naturen har fri vilje, men ved fejlagtige handlinger, fejlagtig brug af den fri vilje, har bundet sig til virkninger, der midlertidig er snærende eller spærrende bånd for en videre udfoldelse af fri vilje. Det er denne viljespærring, vi kalder en ulykkelig skæbne. Hvad er det da i det hele taget, der er udløser af viljemanifestationen? – Det er i første instans begæret. Man ønsker et eller andet uden at vide, om dette ønskes tilfredsstillelse er gavnligt eller skadeligt for en, og opdager først bagefter, hvorvidt ønskets tilfredsstillelse var gavnligt eller skadeligt. Denne metode for viljeudløsning kan vi udtrykke som begærledet vilje. Af den slags viljeudløsninger findes der en mangfoldighed inden for menneskene. Nævn her kødspisning, lasterne tobak, spiritus, narkotiske nydelser etc. Nævn også overfaldet på næsten, røveri, tyveri, krig, mord og drab etc. Alle disse foreteelser er i realiteten kun begærledet vilje. Men begærledet vilje afføder den mørke skæbne, de mørke erfaringer, der er det samme som visdom. Visdom giver forstand, og forstanden bliver det fuldkomne fundament for viljemanifestationen. Forstandsledet vilje er alt, hvad der tjener til at skabe liv og glæde, velsignelse og velvære for vore medvæsener og omgivelser eller dette at elske vor næste som os selv, og fører til bevidsthedsmæssig suverænitet, frigørelse af alle mentale fængsler, indvier mennesket og gør det til ét med Gud.

1. "fattigdom" er rettet til "rigdom"