Vi er tidligere blevet bekendt med, hvorledes livet eller tilværelsen i den åndelige verden former sig efter de begreber eller forestillinger om samme verden, man har vænnet sig til at tro på, medens man lever på det fysiske plan. Så længe man her lever i uvidenhed og overtro, i falske og ikke falske forestillinger, kan man kun opleve den åndelige verden på samme måde. Forestillinger eller tro og overtro forandrer sig ikke, fordi man dør eller mister sit fysiske legeme. Og ligesom man ikke her på jorden oplever den sande fysiske verden, så længe man ikke her har fundet ud af de sande fysiske love, således vil man heller ikke opleve den sande åndelige verden eller virkelighed, så længe man ikke her har fundet ud af eller er blevet bevidst i denne verdens særlige love. Hvad ved naturmennesket i junglen om den sande fysiske virkelighed? – Er neandertalmennesket og pekingmanden ikke kolossalt blottede for en Bohrs og en Einsteins fysiske viden? – Har de ikke hver deres meget stærkt afvigende forestillinger om den fysiske tilværelse, og dog lever de på samme fysiske plan eller i samme fysiske verden? – Hvad er det, der gør forskellen? – Hvorfor ser de fysiske mennesker ikke den fysiske verden på samme måde? – Hvordan kan mennesker leve i den samme verden og hver for sig opleve den helt forskelligt? – Hvorfor er den fysiske verden ikke den samme for alle, der lever i den? –

Som jeg allerede tidligere har forklaret, ser den store part af jordens mennesker ikke den sande virkelighed. De har ikke fundet det, man i Østen eller Orienten kalder den virkelige sandhed. Alle de forskellige religiøse sekter har hver især deres særligt specielle opfattelse af sandheden eller virkeligheden og opfatter kun den fysiske verden i forhold hertil. Den religiøse sekts opfattelse er tilhængernes verdensbillede, ganske uafhængigt af om det passer med virkeligheden eller i sig selv er den virkelige sandhed. Og det er naturligvis soleklart, at i samme grad som deres verdensbillede og den herpå baserede moral og levemåde ikke er i kontakt med virkeligheden, bliver deres tilværelse en illusorisk eller falsk virkelighed. Deres [liv] opfylder ikke livslovene og bliver derved ulykkeligt og smertefuldt. Den såkaldte ulykkelige skæbne med krig, lidelse og lemlæstelse, sygdom og nød og en alt for tidlig død bliver uundgåeligt følgen, ganske uanfægtet af hvor meget man så end har doceret sin sekt som Guds sande udvalgte bud, og hvor meget man så end tror at være de sidste dages hellige og udgøre Guddommens yndlinge eller favoritter. Og det ændrer absolut ikke princippet at i stedet for at tilhøre en religiøs sekt så at tilhøre et bundmaterialistisk politisk parti. Her er verdensbilledet og dermed moral og væremåde ligeledes tilpasset eller lavet efter de materielle eller fysiske forestillinger, man er blevet behersket eller besat af, ganske uanset om de er i kontakt med virkeligheden eller det absolutte verdensbillede.

At himmeriges rige, hvilket vil sige evnen til at opleve den absolutte sandhed og dermed det absolutte verdensbillede og hermed den virkelige åndelige verden, ikke bor i de væsener, der lever i en falsk eller illusorisk oplevelse af verdensbilledet og dermed af livet, er naturligvis en selvfølge. Himmeriges rige er oplevelsen af det virkelige liv, den virkelige sandhed. Himmeriges rige er Guds egen mentale sfære, den verden, hvis tankesfære er den højeste og absolutte viden om verdensplanen, livets love eller den absolutte sandhed. Det er den tankesfære, der i Bibelen udtrykkes som "den hellige ånd". Himmeriges rige og den hellige ånd er altså den samme ting. Det er den virkelige verdensopfattelse, derfor er himmeriges rige såvel som den hellige ånd noget, der, som Kristus siger, bor inden i væsenerne og ikke noget udvendigt rige eller en udvendig sfære.

Efter dette vil det derfor nu stå os fuldstændigt klart, hvor fuldkomment eller ufuldkomment man efter døden vil komme til at opleve den åndelige verden. Den store part af jordens mennesker er endnu ikke nået frem til det absolutte verdensbillede, hverken de religiøse sekter, de politiske partier eller den materialistiske videnskabsmand, som faktisk er endnu mere fjernt fra evnen til at opleve det virkelige verdensbillede end nogen sinde, idet han tror, at det er noget udvendigt, han kan veje og måle sig frem til. Han tror, at verdensgådens løsning er noget fysisk og lever således ligeledes i en fantasiverden. Hele den stab af væsener kan således ikke opleve himmeriges rige, den absolutte sandhed eller den hellige ånd. Deres åndelige oplevelse kan kun kulminere i en paradisisk oplevelse. Hvis de er i kontakt med deres tro, hvad enten denne nu er religiøs eller politisk, åndelig eller materialistisk, og således ikke har noget samvittighedsnag, kan de godt opleve skønne salighedsoplevelser på det åndelige plan. De sidste dages hellige oplever den åndelige verden, således som de har vænnet sig til at forestille sig den, og de politiske partiers tilhængere ser den i den begrænsede eller helt udslettede form, som deres materialisme dikterer. Det samme er tilfældet med de materialistiske videnskabsmænd. De går også igennem livet efter døden uden at forstå, at de er i en åndelig verden. De oplever stadig kun den åndelige verden i form af deres fysiske vanebevidsthed. Det bevirker naturligvis, at de påstår, at de ikke er døde, men endnu lever på det fysiske plan og tror stadig at være dødelige væsener. Det er på grundlag heraf, at indianeren oplever sine jagtmarker, krigeren oplever sit paradis og den troende sit paradis.

Der er ingen hindringer ud over de, der kan danne skærsild, hvilket vil sige erkendelsen af at have været i disharmoni eller konflikt med sin opfattelses moral. Dette danner kvaler. Det øvrige kan ikke danne skærsild, idet det er trin på vejen. Man kan jo ikke selv gøre ved, hvilket begavelsestrin man står på. Det ville jo være temmeligt satanisk, hvis man kunne blive straffet, fordi ens begavelseskapacitet ikke repræsenterer så og så mange point i udviklingsskalaen. Kun der, hvor man ikke er i kontakt med sit verdensbilledes moral, eller hvis man opdager, at det verdensbillede, man tror på, og den moral, man som følge heraf har dyrket, ligeledes er falsk, kan man opleve skærsild. Der, hvor dette forhold ikke er til stede, opleves paradiset.

Men paradiset er altså ikke den virkelige åndelige verden, idet det er produkt af væsenernes fantasi. Det er en verden, væsenerne har bygget op i deres eget billede. Over denne åndelige verden ligger der den virkelige, den, der ikke er fantasi, den, der udtrykker den virkelige sandhed, den, der er det absolutte himmeriges rige. Paradiset er således i virkeligheden kun en åndelig underverden, en slags forgård til det virkelige paradis eller himmeriges rige. Da himmeriges rige atter vil være at inddele i to sfærer, som vi kan kalde det hellige og det allerhelligste, er hele den åndelige verden således at ligne ved et tabernakel eller tempel. Og her gælder det ligesom i Bibelens tabernakel, at i forgården må alle komme, men i det hellige må kun præsterne komme, medens i det allerhelligste kan kun ypperstepræsten komme. I forgården befinder sig altså den store part af jordens mennesker, både her og hisset. Forgården er det paradis, der er opbygget ved illusion.

Men når mennesket er nået igennem alle de fysiske begær og de hermed følgende glæder og sorger, når det er mættet af de religiøse og politiske sekt- eller partimedlemsskaber, når det er mættet af at spille en rolle, mættet af at blive beundret og æret, når ydmygheden og uselviskheden mere end hovmodet og selviskheden behersker væsenet, og det således i stigende grad mere og mere får sympati for andre levende væsener, således at deres velfærd ligger det på sinde, når næstekærligheden begynder at konkurrere med parringskærligheden, da begynder væsenerne at få den kosmiske præsteværdighed. Da begynder de at kunne betræde livstemplets næste hal "det hellige". Da livet her ikke ligger højere, end at det kan indtil hundrede procent opleves og praktiseres på det fysiske plan, vil det være målet for den jordiske menneskeheds nu begyndende ny verdensepoke. "Det hellige" vil således være den livstilstand på det fysiske plan, jeg i mit hovedværk Livets Bog kalder "det rigtige menneskerige". Men dette rige, som er det sidste rige på det fysiske plan, er det højeste, der kan manifesteres af himmeriges rige på dette plan. Og denne manifestations fuldkommenhed ligger endnu ca. tre årtusinder ude i fremtiden. Men dette forhindrer ikke, at denne del af himmeriges rige allerede er ved at danne sig i mange menneskers indre, altså i de førnævnte af primitive fysiske goder mættede væseners indre. I dette indre vil himmeriges riges helligste altså opstå, længe før det opstår i den ydre verden. I den ydre verden kan det jo ikke opstå, før hele den væsentlige del af jordens befolkning har fået udviklet nævnte del af himmeriges rige i deres indre.

Men her er det, at reinkarnationen kommer disse himmeriges riges pionerer til gode. Thi efter døden kan de netop i den åndelige verden opleve det rigtige menneskerige i sin fulde udfoldelse eller blomstring og der få styrket deres kærlighed og lyst til og interesse for at være dets pionerer i deres kommende fysiske inkarnationer. Når det er muligt for disse væsener at opleve det rigtige menneskerige på det åndelige plan imellem deres fysiske inkarnationer, skyldes det jo den omstændighed, at det rigtige menneskerige allerede eksisterer på visse andre dertil udviklede fysiske kloder, og disse har derfor denne det rigtige menneskeriges mentale eller åndelige sfære omkring deres fysiske klode. Og det er således disse menneskekloders åndelige atmosfære eller verden, der bliver et slags hjemsted, en skole eller læreanstalt for de jordiske mennesker, der er nået frem til den førnævnte mættelse af de primitive fysiske goder og selvdyrkelse, således at uselviskhed og næstekærlighed har fået overtaget hovmodet og selviskheden. Og hvad ser man i denne det rigtige menneskeriges åndelige verden? –

Efter at være nået op til skabelsens højdepunkt eller kulmination på det fysiske plan, hvor individerne fremtræder som skabende genier i fysisk materie, er den guddommelige hensigt nået med reinkarnationen eller de levende væseners neddykken i materien. De har nu loven for al skabelse i deres hjerte og hjerne. De behøver ikke mere den fysiske verden, som for dem er totalt udlevet, ligesom deres organisme jo også er så forfinet og uafhængig af det jordiske plan, at det bliver sjældnere og sjældnere, at de fødes eller inkarnerer i fysisk materie. De levede jo ved åndedrættet og kunne materialisere og dematerialisere sig alt efter ønske. Alt eftersom ønsket blev svagere og svagere, ophørte i tilsvarende grad evnen til at inkarnere i fysisk materie. Deres mentalitet er imidlertid vokset kolossalt. Hele den energi og kraft, som før skulle bruges til at håndtere den tunge fysiske materie, har de nu frigjort og kan anvende på tankens område. Tanken blev efterhånden den håndgribelige føde for deres daglige fine, æteriske tilværelse. De blev mere og mere beskæftiget med ideer og planer til nye skabelsesprocesser og forbedringer af de gamle. Og deres tilværelsesplan blev efterhånden et rige, i hvilket man kun beskæftigede sig med udformningen af nye, kommende fysiske modeller til organismer, til hjerte-, lunge- og hørefunktioner, modeller til helt nye skikkelser, kommende organismer for planter, dyr, mennesker og engle. Vi er her faktisk i universets læreanstalt og tegnestue. Væsenerne her er universets kosmiske civilingeniører, kosmiske mestre eller højeste skabecentre. Vi ser her de levende modeller til alle kommende nye verdensforeteelser. Vi ser et stykke mærkværdigt landskab med ejendommelige foreteelser, levende væsener, planter og dyr af hidtil uanede former. Det er en model til en ny klodeoverflade. Et andet sted vandrer vi inden i en meget mærkværdig maskine, som der er væsener i gang med at udforme og bringe i funktion. Det er modellen til en kommende ny animalsk organisme i en kommende ny fysisk verden. Alle vegne er det modeller til kommende nye mineralske, vegetabilske og animalske foreteelser, man bliver vidne til.

Da væsenerne her ikke er bundne i faste, permanente organismer, således som på det fysiske plan, og således kun har tankematerie til det groveste ydre materiale, og dette materiale samtidig er materialet for åbenbaringen af deres tanke, ser vi således ikke selve væsenerne. Vi ser deres manifestationer, deres bevidsthed. Ligesom vi her på det materielle plan kun ser væsenernes fysiske organismer og manifestationer, men ikke væsenernes inderste struktur, ånd og jeg, således ser vi nu her i visdomsriget kun væsenernes bevidsthed. Denne er jo et evigt skiftende skabelsessceneri af umådelig skønhed, da skabelsen her er hundrede procent i kontakt med kærlighed og dermed med fuldkommenheden. Vi er her højt hævet over skabelsen af våben og militæriske oprustninger og skabelsen af mordmaskiner. Sådanne foreteelser hører jo til i livstemplets kælderetager eller kloakterræner. Men da vi jo er i templets højere etager, der er indrettet som boliger for kærlighedens væsener, og som er kulminationen af visdom, bliver vi her kun vidne til selve toppunktet af Guds skabelse, kulminationen af universets kolorit. Alle vegne, hvor vi færdes, går vi på levende væseners tanker, omformet i vidunderskønne skabte foreteelser. Ja, går og går, det er jo ikke det rigtige udtryk, for vi føler ingen tyngde nedad imod en jordbund således som på det fysiske plan og i den fysiske organisme. Vi føler os her bare eksisterende midt i det hele, båret af vor egen viljekraft og vor egen tanke. Og dér, hvor vi ikke er optaget af at beundre omgivelserne, dér er vi jo selv i færd med at skabe undere, som så er den eneste ydre synlighed af os over for andre væsener. Væsenernes direkte synlighed af hinanden sker således kun visionært. Bag ved den ydre, synlige verden her i visdomsriget eksisterer jo usynligt de levende væseners jeger, omgivet af deres over- og underbevidsthed, som altså her er fri og uafhængig af den fysiske grove materie.

Hvis de vil i en ren, intim, personlig kontakt med et andet væsen, skaber de et udtryk i den synlige tankematerie, der er deres persons kendemærke. Et sådant kendemærke kan være en i alle gyldne farver funklende, lysende og glitrende sol, det kan være en stjerne, lige så vel som det kan være den mest kolossale og strålende englelige skikkelse, fremtrædende i guld og purpur, i perlemor og opal. Det kan fremtræde med strålende vinger, og det kan fremtræde som skikkelser uden vinger, og det kan fremtræde i alle slags figurer, både strålende og glansfulde, lige så vel som uden glans og funklen. Denne ydre manifestationsforeteelse er kun noget, der skabes for øjeblikket, og varer kun så længe, den personlige kontakt med det væsen, for hvem synligheden er manifesteret, varer. En sådan åbenbaring svarer til en samtale på det fysiske plan. Men her på det åndelige plan er talen jo overflødig, da væsenernes bevidsthed og tanke er noget ydre synligt og ikke noget indre skjult som på det materielle eller fysiske plan.

En sådan vision eller kontakt skabes aldrig noget som helst øjeblik uden at være identisk med en gensidig kærlighedsmanifestation. Det er kulminationen af den højeste ild eller dette tilværelsesplans udløsning af seksualisme. Denne guddommelige kærlighedsakt er her ikke knyttet i noget samliv eller ægteskab. Det er en fuldstændig frigjort og suveræn gensidig oplevelsestilstand. Den er et guddommeligt samleje for åbent tæppe uden at være en generende skinsyge- og forargelsesudløsende blufærdighedskrænkelse for andre væsener. Her er ingen nøgenhed, der skal skjules, og her er ingen ejendomsret, der skal beskyttes. Her er ikke noget kønsligt medbejlerskab eller rivalisering. Her er ikke noget ægteskabeligt monopol, der kan krænkes. En sådan kærlighedskontakt imellem væsenerne her er netop kulminationen af livets højeste kærtegn, manifestationen af livets inderligste følelse og tanke for et andet væsen, åbenbaret i ydre synlig materie. Først og fremmest er deres personlige udtryk eller deres for øjeblikket skabte organisme jo fremtrædende i en sådan strålende, intellektuel og englelig åbenbaring, som dette høje tanke- og kunstnerstadium kan frembringe, og dernæst skaber de for hinanden og omkring hinanden en kulmination af velgørende og intellektuelt eller åndeligt kærtegnende manifestationer, at det ikke blot for dem selv bliver en strålende fornemmelse af Guds nærhed og deres egen forvandling til en harmonisk enhed eller det, der på det fysiske plan i sin her fremtrædende fattige og plumpe form udtrykkes som værende ét kød, men det bliver også nogle af dette plans inspirerende, glædes- og kærlighedsbefordrende oplevelser for de andre væsener på det plan. Her er kun kærlighed, og man kender kun kærlighed. Skinsyge, forargelse, blufærdighedskrænkelse og seksual- eller kærtegnsmonopol over andre væsener er hundrede tusinder af lysår borte fra dette plan. Al seksualisme er her forenet og identisk med selve den reneste, hundrede procents alkærlighed. Alt, hvad der sker, kan derfor kun være en nydelse for alle. Ethvert individs intimeste oplevelse er alles glæde, er alles oplevelse. Ligesom man her på det jordiske plan i dyrerigets domæne lever i alles krig mod alle, lever man her i alles kærlighed til alle.

Efter at specialoplevelsen af livet i visdomsriget er kulmineret, bliver en anden form for livsoplevelse mere og mere gældende. Dog må det her bemærkes, at overgangen fra visdomsriget til "den guddommelige verden" ikke udgør nogen særlig mærkelig form. Der forekommer ikke en markeret kontrast mellem de nævnte to riger som den, der f.eks. gør sig gældende mellem de lavere riger. Mellem dyrerige og menneskerige er der jo en meget stor kontrast. Mellem dyr og planter er der også en stor kontrast. Men mellem menneskeriget og visdomsriget er overgangen mere udjævnet for til sidst næsten at være helt udjævnet mellem visdomsriget og den guddommelige verden. Som jeg forklarede tidligere, er visdomsriget universets tegnestue, dets modelverden. Her bliver modellerne til alt, hvad der overhovedet kan skabes, til. Alt er synligt her – modellerne til kommende planteriger, dyre- og menneskeriger. Her bliver nye variationer af den evige tilværelse, den evige oplevelse af livet, til. Her kan de ses og iagttages. Her eksisterer alverdens viden, og dens videnskab og visdom. Her er det sidste felt for væsenets koncentration udadtil.

I visdomsrigets sidste zone begynder væsenets koncentrationsevne udadtil imod de skabte foreteelser at tage af til fordel for en stærkt voksende koncentration imod selve Guddommen. Ja, det er ligesom, dets jeg her kommer i enrum med selve Guddommen. Men da hverken ens eget jeg eller Guddommens jeg er en skabt foreteelse, og de skabte foreteelser her er borte eller kan lukkes ude, bliver den fundamentale oplevelse i den guddommelige verden en oplevelse af tilværelse eller liv uden skabte foreteelser. Dog eksisterer her den evige overbevidsthed med talentkernerne og underbevidstheden, og som følge heraf kan jegets usynlige eller billedfri oplevelse af samværet med Guddommen indtræde i manifestation eller synliggørelse, når som helst vedkommende jeg måtte føle trang eller lyst hertil. Guds legeme, det altovervældende lys, er også legemet for ens eget jeg. Og dog kan man ikke helt opsluges af dette lys, på samme måde som vanddråben opsluges af oceanet. Vort jeg er ikke som vanddråben en jeg-løs og skabt detalje, der er begyndelse og afslutning underkastet. Vort jeg er jo i kraft af det mellemste af det treenige princip, X2, evigt garanteret individualitet. Alle de levende væseners jeger udgør jo tilsammen Guds jeg, men er kun adskilte og markerede ved Guds X2. Vi kan derfor, når al manifestation eller alle de skabte foreteelser er lukket ude, opleve denne vort jegs individualitets identitet med evigheden, ligesom Guds jeg på samme måde er identisk med evigheden. Kulminationsoplevelsen af livet i den guddommelige verden er således oplevelsen af sin absolutte samhørighed, sin identitet, sin væren ét med Guddommen hinsides alle synlige former.

Denne oplevelse åbenbarer sig for en som en fornemmelse af at være kropløs til stede i et uendeligt ocean af en særlig slags ild. En uovervindelig følelse af, at man i denne gyldne ild eller dette luftformige lysende guld er stedet over for eller i selve den evige Guddoms noget, hans væsen, bevidsthed og stråleglorie. Her eksisterer det altbeherskende, det altovervældende guddommelige jeg, der eksisterer bag alle skabelser, alle manifestationer, alle tanker, al videnskab og visdom. Her er man indtil mangfoldighed eller i overdådig styrke stedet over for det, som videnskaben først har benægtet og senere af al magt med deres mikroskoper og teleskoper og regnemaskiner søger og leder efter, men aldrig nogensinde vil kunne finde ved hjælp af instrumenter og udregninger i mål og vægt. Her funkler og lyser i strålende luftformigt guld det evigt livsdirigerende noget, der er hjernens og hjertets ophav i ethvert levende væsen, såvel som det er den visdommens og forstandens ophav, der afslører sig i den logik, hvormed universets kloder og de levende væseners organismer skabes. Her er det levende, som kun findes i eller er templets allerhelligste og derfor er utilgængeligt for ethvert endnu ufærdigt eller umodent menneske, er utilgængeligt og dræbende for ethvert væsen, der ikke har den i kærlighed garderet nødvendige modenhed eller tilvænning til den her herskende lysenergi eller højeste ild. Her i den guddommelige verden kan væsenerne således gå ud og ind i dette lysocean, ind og ud af denne sammensmeltning til ét med Guddommen. Ind og ud af denne deres egen personlige og individuelle oplevelse af deres identitet med Faderen, evigheden og uendeligheden.

Men også denne vældigt levende oplevelse af tilværelsen direkte sammen med Guddommen får sin mættelse. Kredsløbets evigt livsbetingende lov gør sig gældende, alt eftersom væsenet har fået udlevet denne livets allerhøjeste oplevelse af samvær med Gud på tinderne. Efter at have oplevet kulminationen i skabelse, efter at have oplevet sin væren ét med Guddommen, efter at have oplevet livets kulmination og skabelse får væsenet nu lov til at få en oplevelse af sig selv fremtrædende i Guds billede. Det får lov til at opleve at være den dirigerende almagt i universet, den dirigerende alkærlighed, den altbeherskende visdom bag alle manifestationer. Denne guddommelige overjordiske tilværelse er givet individet adgang til igennem et særligt tilværelsesplan, ligesom det igennem særlige tilværelsesplaner fik adgang til de mange andre tilværelsesplaner for særlige livsoplevelsesformer. Dette tilværelsesplan hedder salighedsriget og bæres af den sjette grundenergi hukommelsen.