Når de levende væsener kan se, skyldes det ikke blot deres fysiske øjne. Hvis de ikke havde andre sanser, ville de overhovedet ikke på nogen som helst måde kunne komme til erkendelse eller viden om noget som helst, ja, de ville ikke engang vide, at de havde øjne at se med. Alle levende væsener, der overhovedet har øjne, har et til disse øjne knyttet sanse- eller organsæt, i kraft af hvilket øjnenes funktion bliver til syn, hvilket vil sige: til en første erkendelse af den reaktion af de lysreflekser, som omgivelsernes detaljer stråler ind igennem øjet. Disse reflekser danner et nøjagtigt billede af det objekt i det pågældende levende væsens omgivelser, som øjet eller øjnene er rettet imod. Disse lysreflekser bliver i form af elektriske impulser overført til væsenets sjælelige eller åndelige struktur og bliver her igennem særlige kosmiske organsæt til tankebilleder, der igen er det samme som åndelige billeder. Det er sådanne oplevede tankebilleder, der udgør væsenets viden, der igen kommer til at danne fundamentet for væsenets erkendelse eller opfattelse af nye igennem synet og de øvrige sanseorganer i væsenets bevidsthed eller psyke indgåede tankebilleder, der også bliver til erfaring eller viden og således fortsættende. På denne måde danner der sig i det levende væsens sjæl eller psyke et billede af den ydre verden, det lever i. Dette billede er også det samme som væsenets opfattelse eller erkendelse af den ydre verden. Denne erkendelse eller opfattelse danner fundamentet for dets karakter, dets handle- eller væremåde.

Da det levende væsen således liv efter liv får indpodet erfaringer eller viden, bliver dets opfattelse eller erkendelse af dets omgivelser eller den ydre verden fuldkomnere og fuldkomnere. Derved bliver dets handle- eller væremåde også tilsvarende udvidet, får en større og større kapacitet for til sidst at blive totalt fuldkommen. Denne fuldkommengørelse af væsenet fra primitivitet til højintellektualitet, fra inhumanisme til humanisme, fra brutalitet til kærlighed er for længst blevet til kendsgerning eller virkelighed for mange udviklede, intellektuelle forskere eller sandhedssøgere. Det ses tydeligt, at denne fuldkommengørelse, som vi kalder "udvikling", er det samme som Guds skabelse af "mennesket i sit billede". Er det ikke netop det, Bibelen lader Gud udtrykke som hans store mål eller hensigt med mennesket? – Hvad kan denne fuldkommengørelse af de levende væsener være andet? – Er "Guds billede" ikke netop den totalt fuldkomne væremåde, hvilket altså vil sige en væremåde, der i alle detaljer absolut er til glæde og velsignelse for levende væsener? – Når udviklingen igennem erfaringer og oplevelser giver mennesket en større og større viden, som igennem samme udvikling forandrer væsenets væremåde fra inhumanisme til humanisme, fra had til kærlighed, kan det jo kun i en tilsvarende grad blive mere og mere i Guds væremåde og dermed i "Guds billede". At være i Guds billede er altså det færdige stadium, som alle eksisterende ufærdige væsener efterhånden i kraft af udviklingen skal nå frem til at opfylde.

Vi har altså her et lille kortfattet overblik over livets mening. Men hvad nu med de ufærdige menneskers mening og livets mening? – Stemmer de overens? – Da livets mening både i form af total viden og i form af total beherskelse i væremåden er slutfacittet på menneskets udvikling eller Guds færdigskabelse af dette væsen, kan samme væsens livsmening kun være i kontakt med livets mening, der jo er det samme som Guds mening, alt eftersom det er færdigskabt. Der, hvor det ikke er færdigskabt, kan det naturligvis ikke i dets væremåde præstere opfyldelsen af livets mening. Det er en selvfølge, at denne væremåde må være præget af denne dets manglende udvikling eller ufærdige tilstand. Et sådant væsen er altså endnu et mere eller mindre ufuldkomment væsen, alt efter den større eller mindre grad af udvikling eller færdiggørelse det mangler. Men ufærdige ting kan ikke opfylde deres formål eller hensigt, så længe de ikke er færdige. Men ufærdige ting er ikke behagelige. De ufærdige frugter, de sure æbler, de sure vindruer kan ikke opfylde deres formål: at være søde og velsmagende. Et hus, der ikke er færdigbygget, men mangler vinduer og døre osv., kan heller ikke opfylde sit formål og er derfor heller ikke behageligt. Og således er det en kendsgerning, at alle ting, der er under skabelse og derfor er ufærdige, umuligt kan udvise det behag i denne tilstand, som de kan udvise i deres færdigskabte tilstand.

Menneskene er således i tilsvarende grad borte fra at kunne manifestere dette at være til glæde og velsignelse for alt levende. Men når de ikke er færdigskabte, kan de selvfølgelig heller ikke manifestere den glæde og velsignelse, dette behagelige eller englelige væsen, dette retfærdige og kærlige væsen, der er "Guds billede". Men er det ikke netop således, vi ønsker, at andre mennesker skal være imod os? – Og er det ikke ligeledes således, at i de situationer, hvor vore medmennesker ikke har manifesteret denne det færdige menneskes guddommelige lysets væremåde over for os, bliver vi, hvis vi da ikke allerede er et færdigt menneske, bitre eller vrede på disse medmennesker? – Men vrede og bitterhed afføder igen lysten eller begæret efter at gøre gengæld. Man søger både med sandfærdige og usandfærdige talemåder at påvise sin egen formentlige uskyldighed eller sit englelige væsen. Alt eftersom man endnu er ufærdig i Guddommens omskabelse af os til sit billede eller til gudemenneske, kan man ikke se sin egen medskyld eller har i alt fald meget vanskeligt ved dette. Her gælder i høj grad Kristi ord, når han siger: "Men hvorfor ser du splinten, som er i din broders øje, men bjælken i dit eget øje bemærker du ikke?" –

At et samfund af mennesker, der bagatelliserer deres egne fejl i væremåde over for deres medmennesker og i værste tilfælde hæver medmenneskenes fejl til utilgivelige, kæmpemæssige syndefald, i en tilsvarende grad må leve i en skærsild, en dommedagsepoke eller et ragnarok, er selvfølgeligt. At de samme mennesker også til en vis grad i væremåde har et lille område af human eller menneskelig natur, er lige så selvfølgeligt. Alle mennesker har noget "menneskeligt" i deres psyke, selv om det i værste tilfælde overtrumfes af den inhumane, brutale "dyriske" natur. Og så længe den dyriske natur kan overtrumfe den menneskelige natur i mennesket, vil dette ikke kunne opleve en virkelig varig fred i sit sind. Det vil derimod være opfyldt af vredes- og bitterhedstanker og vil føle sig uretfærdigt behandlet, så af den ene og så af den anden af dets daglige medmennesker, rent bortset fra al den øvrige karma eller ubehagelige skæbne, som mennesker på sådanne udviklingstrin mere eller mindre er indviklede i.

Menneskene befinder sig altså i en situation, hvor de sansemæssigt endnu mere eller mindre mangler evnen til at se den virkelige sandhed i den ydre verdens foreteelser, som de er omgivet af. Dette gælder også sandheden i deres næstes væremåde. Men når de ikke kan se den absolutte sandhed i alle ting, kan de altså ikke se tingene med "Guds øjne". Men når de ikke kan se tingene med "Guds øjne", kan de jo heller ikke i bevidsthed eller viden og dermed heller ikke i væremåde være i "Guds billede efter hans lignelse". Det er derfor, vi kan se, at de er ufærdige mennesker. Men alle ufærdige mennesker er på vej til at blive færdige mennesker. Der findes ikke ét eneste ufærdigt menneske, som ikke vil blive færdigskabt af Guds hånd, hvilket vil sige igennem dets daglige liv og omgivelsernes reaktion på dets egen væremåde over for disse. Det er denne reaktion, der udgør dets skæbne. Vor skæbne er altså resultatet af vor egen væremåde over for omgivelserne og vor næste. Men når vi ikke kan se den virkelige sandhed angående vor næste og omgivelserne, får vi altså en falsk eller usand opfattelse af denne vor næste og vore omgivelser.

For at væsenerne ikke skal blive ved med at leve i dette mørke med krig og lidelser, afføder disse lidelser en ny evne, nemlig den humane evne, der er det samme som den begyndende næstekærlighed. Denne evne bevirker, at væsenet i en tilsvarende grad, som denne evne er udviklet, ikke kan nænne at gøre andre levende væsener fortræd. Det begynder at vokse fra de gængse almengældende traditioner, både de religiøse og de verdslige. Det kan ikke nænne hverken at fiske eller gå på jagt. Det kan ikke nænne, at dyr skal slagtes. Det får derfor interesse for vegetarisk føde og ophører med at spise animalsk føde. Det er også imod krigeriske afgørelser og ønsker ikke at være soldat eller på anden måde være med til at betjene mordvåben eller befordring af krigens ødelæggende, lemlæstende og dræbende princip. Væsenet er således igennem sin egen skæbnetilstand ligesom blevet løftet op på et højere tilværelsesplan. De gamle religiøse dogmer og primitive livsidealer er det for længst vokset fra. Det kan ikke finde nogen støtte eller inspiration i en moral eller livsopfattelse, der ligger under den moral og livsopfattelse, det nu er vokset frem til at føle som sandhed. Og først her er det, at en vejledning kan skabe velsignelse, inspiration og opmuntring for væsenet til at udvikle sig i den ny og højere mentale livsopfattelsessfære, som det af sin humane udvikling er blevet løftet op i.

Det er udelukkende for en sådan undervisning og vejledning, at Gud har givet mig evne til at manifestere verdensaltets kosmiske analyser. Disse vil blive fremtidens vejledning for alle jordens mennesker. De udgør kristusbevidstheden. Og der kommer ingen til Faderen uden ved den. Men alle jordens mennesker har endnu ikke gennemlevet den erfaringsdannelse, der skal til, for at de kan forstå de kosmiske analyser. Og når de ikke kan forstå dem, kan de naturligvis heller ikke acceptere dem og optage dem i deres hjerte. Men for alle de mennesker, der i dag er modne for de kosmiske analyser af verdensaltet og den evige Guddom, er dette foredragshus beregnet lige så vel som Instituttet og dets øvrige ejendomme. De skal alle være i kontakt med det evige guddommelige princip: at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Jeg er udelukkende kommet til verden for at åbenbare "Guds billede", hvilket vil sige: Guds væremåde, for menneskeheden. Og jeg har igennem årene lige fra den meget spæde begyndelse og frem til dato været omgivet af mennesker, der af hjertet forstod min mission og trofast og kærligt støttede denne. Flere og flere kom til med deres forståelse, trofasthed og kærlighed. Og disse for min mission, de kosmiske analyser, mest modne mænd og kvinder danner en meget stærkt beskyttende kærlighedsring omkring min mission, der således også er blevet deres mission. Og således er min mission blevet til en stor fælles sag. Og analyserne er indgået i mange menneskehjerter, er begyndt at blive til dagligt liv og væremåde hos de pågældende mennesker. Og det skyldes udelukkende mennesker af denne kategori, at dette foredragshus har kunnet blive til. Disse sagens trofaste venner har mødt op hver eneste weekend siden januar, ganske uanfægtet af hvorledes vejret har været. De har med deres dejlige humør, liv og arbejdskraft hjulpet Gerner Larsson igennem besværlighederne. Og vi har nu et dejligt foredragshus, der er praktisk indrettet til sit formål. Og dette formål er udelukkende dette at åbenbare livets allerhøjeste analyser og derigennem få menneskene til at se den kosmiske virkelighed, der ligger bag den fysiske verdens illusoriske virkelighed.

At se hinsides denne tids- og rumdimensionelle fysiske verden er at se "Guds billede", der som før nævnt er det samme som at se Guds væremåde. Igennem naturens skabelsesprocesser, der jo er Guds skabelse, Guds manifestation af sit væsen, ser vi, at alle slutfacitter i denne skabelsesproces er dette at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Dette er det højeste sanseresultat, der overhovedet kan eksistere. Mennesker, hvis sanser er blevet så udviklede, kan ikke undgå at være Guds højeste eller primære redskaber for hans manifestation over for andre levende væsener. Guds kærlighed manifesteres altså igennem disse væsener. Ligeså hans visdom og almagt. Disse væsener er altså blevet til Guds oplevelses- og manifestationsredskaber. Da disse væsener således er blevet helt i Guds billede, udgør de altså åbenbaringen af Gud over for andre levende væsener, der er nået frem til virkelig at have øjne at se med og øren at høre med.

Hvorfor er de væsener, der ikke elsker deres næste eller manifesterer det såkaldte "onde", ikke Guds billede? – Da Guds billede er det samme som Guds primære væremåde, hvilket vil sige kulminerende kærlighed, kan et væsen ikke være i "Guds billede", så længe dets væremåde ikke er kulminerende kærlighed. Det kan da højst være "Guds ufærdige billede". Det er Guds redskab til at skabe mørkekontrasten til lyset. I samme grad som det er en modsætning eller kontrast til lyset eller "Guds billede", udgør det altså et billede af mørket. Dette billede i sin kulmination kan kun udtrykkes – ikke som "Guds billede" – men derimod som "djævelens billede". Dette billede er således kulminationen af alt mørke i verden. Og her er vi kommet til det ufærdige menneskes store problem. Alt eftersom det er ufærdigt, kan det ikke se, at "djævelens billede" er uløseligt forbundet med "Guds billede", og at der overhovedet ikke ville eksistere noget "Guds billede", hvis ikke "djævelens billede" eksisterede. Og det er denne uvidenhed, der ligger til grund for alt mentalt mørke. Det er denne uvidenhed, der danner grundlaget for en hvilken som helst krig, såvel mand og mand imellem som enhver stat eller ethvert folk imellem. Den ligger til grund for alt eksisterende had, bitterhed og vrede. Det er den samme uvidenhed, Kristus henviser til, når han på korset i sin bøn udtrykker om sine bødler: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Det er også på grund af denne uvidenhed hos det ufærdige eller primitive menneske, at Kristus henviser til, at man skal tilgive sin næste, ikke blot syv gange dagligt, men derimod indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt. Ligeledes er det også den samme uvidenhed, han sigter til, når han siger, at "man skal elske sin næste som sig selv". Han opgiver ikke nogen som helst situationer, i hvilke man ikke skal elske sin næste. Han siger derimod, at denne næstekærlighed i forbindelse med kærligheden til Gud er "al lovens fylde". For at opfylde livsloven, altså for at være et færdigt menneske, må kærligheden til næsten og kærligheden til Gud være identiske. Kærligheden til Gud betyder ikke ret meget, når man hader eller er vred på sin næste, bagtaler ham eller på anden måde skaber gene eller ondt for ham. Her skal man ikke vente sig nogen guddommelig velsignelse.

Alle eksisterende levende væseners højeste selv eller jeg er uadskilleligt forenede til ét eneste eksisterende "noget". Dette "noget" udgør den absolut eneste eksisterende almægtige Guddoms jeg. Denne Guddom bliver netop almægtig i kraft af, at han har alle eksisterende levende væseners organismer til manifestationsredskaber. Når vi ser, hvorledes dette ocean af organismer udgør selve verdensaltet, bliver dette verdensalt således Guds manifestations- og oplevelseslegeme eller -organisme. Alle levende væseners bevidsthed eller psyke danner således tilsammen Guddommens bevidsthed eller psyke. Alle eksisterende levende væseners organismer, ligegyldigt hvor færdige eller ufærdige som manifestations- og oplevelsesredskaber de så end måtte være, er alle uden undtagelse således organer eller redskaber for Guddommens bevidsthed eller psyke. Det højeste jeg eller selv, der forekommer i hver enkelt organisme, er altså uløseligt identisk med Guds jeg, men i kraft af principperne "X2" og "X3" bliver dette Guddommens jeg fremtrædende som "levende væsener". I kraft af de ved "X1" og "X2" frembragte organismer og sanse- og manifestationsredskaber bliver Guddommen på en måde til "de mange", og dog er han stadig kun "den ene". Han er "den ene", idet han udgør verdensaltets helhed. Verdensaltet er således denne almægtige Guddoms organisme, ligesom jegerne i de levende væsener er et "noget", der ikke kan deles. Det er derfor dette, der er til stede bag en hvilken som helst organisme som dennes jeg og behersker. Jeget i vor egen organisme er således Guds jeg. Og oplevelsen og manifestationen igennem vor bevidsthed og organisme er således Guds oplevelse og manifestation.

Hvad Gud kan opleve og manifestere igennem et sådant legeme eller organisme, afhænger naturligvis af, hvor stor en kapacitet som oplevelses- og manifestationsredskab et sådant legeme eller organisme spænder over. Vi ser, hvorledes vor egen organisme og det i denne indbyggede sansesæt er begrænset. Da det, vi kan opleve igennem vor organisme og sansesæt, er det højeste, Gud kan opleve og manifestere igennem os, ville Gud jo umuligt kunne være almægtig, alvidende og alkærlig igennem vor organisme og sansesæt. Han ville jo umuligt kunne være nogen Guddom, hvis han kun kunne sanse igennem et enkelt levende væsens sansesæt. Og hvis det enkelte levende væsens jeg eller højeste "noget" ikke var hans jeg eller højeste "noget", ville der overhovedet ikke kunne eksistere nogen som helst oplevelse eller manifestation. Ja, verdensaltet, der i dag er en strålende manifestation af lys, liv og skabelse, ville være en total umulighed. Dette at være den absolut eneste sande Guddom er således urokkeligt dette at være et navnløst "nogets" tilknytning til et ocean af organismer eller legemer, der hver især er specielle sanse- og skaberedskaber for en særlig livsoplevelsestilstand. At han må føle sig som ophavet eller jeget i enhver af disse organismer og føle oplevelsen og manifestationen herigennem som sin egen, er naturligvis selvfølgeligt. Hvem skulle ellers føle disse som sine oplevelser og manifestationer? – Der er kun Guddommens jeg til stede i vor organisme. Og det er dette jeg, vi har den lykke at opleve som vort jeg. I vort jeg er vi ét med Guddommen. Men det er ikke sikkert, at vor organisme og sansesæt er så færdigskabte, at Gud kan opleve sig selv og dermed livsmysteriets løsning igennem dem. Sanse- eller livsoplevelsesevnen er jo noget, der skabes. Den er derfor, ligesom alle andre skabte ting, forgængelig og må derfor evigt fornyes. Og det er en sådan fornyelsesproces, alle de ufærdige mennesker er underkastet.

De ufærdige mennesker er altså Guds ufærdige sanse- eller manifestationsredskaber, der er i færd med at blive færdigskabte. Det er denne færdigskabelse af væsenerne, vi kalder "udvikling". Denne udvikling er altså det samme som Guds skabelse af "mennesket i sit billede". Alle væsener, der ikke er færdigskabte, kan ikke leve i kontakt med livsloven. Og de bliver, som før nævnt, på grund af deres uvidenhed og primitivitet således Guds redskaber for manifestation af mørket. De er alle væsener, igennem hvilke det er umuligt for Gud at kunne manifestere det fuldkomne lys. Som oplevelses- og manifestationsredskaber for Guddommen er de hovedsageligt redskaber for manifestationen af mørket i verden. De er altså alle redskaber, der mere eller mindre kun er egnet for at skabe mørket. Men da de er Guds oplevelses- og manifestationsredskaber, kan de kun udtrykkes som redskaber for Guds sekundære bevidsthed. Derimod udgør alle de væsener, der for længst er færdigskabte, er blevet til "mennesket i Guds billede", Guds primære bevidsthed. Det er igennem disse redskaber, at Gud styrer og leder verdensaltet, såvel makrokosmos som mikrokosmos og mellemkosmos. Men disse færdige menneskers hjemsted udgør de allerhøjeste livsoplevelsessfærer. Det er disse, Kristus hentyder til, når han siger: "I min Faders hus er der mange boliger". Disse højeste sfærer er altså hjemstedet for de mennesker, der for længst er ophørt med at inkarnere i fysisk materie, de mennesker, der er totalt færdigskabte i "Guds billede efter hans lignelse". Det er igennem disse i "Guds billede" færdigskabte væsener i makrokosmos og mikrokosmos såvel som i mellemkosmos, at Gud styrer hele verdensaltet. Og da alle disse væseners bevidsthed er baseret på næstekærlighed, og da de kun kan eksistere for at være til glæde og velsignelse for hverandre, forstår man her, at det ikke er så mærkeligt, at verdensaltets grundtone er kærlighed. Og da disse i Guds billede skabte væsener alle besidder den højeste intuition og dermed den allerhøjeste viden, er det ikke så mærkeligt, at Guddommen med sådanne bevidstheds-, sanse- og skaberedskaber fremtræder som alvis og almægtig.

Da denne allerhøjeste bevidsthed er noget, der er skabt, er den forgængelig ligesom alle andre skabte foreteelser. Denne allerhøjeste bevidsthed er således forgængelighed underkastet. Disse væsener, der som Guds billede er de redskaber eller organer, i kraft af hvilke Gud besidder denne alvisdom, alkærlighed og almagt, vil altså for en tid miste denne høje bevidsthed, idet denne ifølge de skabte tings love må degenerere og forgå. Hvordan skal det da gå med hensyn til verdensaltets opretholdelse og styrelse? – Ja, der er her ingen grund til at nære nogen som helst bekymring. Alle levende væseners jeger består jo hver især af det levende "noget", der er Guds jeg. Da dette "noget" ikke er skabt, udgør det en evig, uforgængelig realitet. Det kan altså ikke dø. Ligeledes er det princip, der bevirker, at det ene guddommelige "noget" kan fremtræde som "de mange", heller ikke skabt, men udgør den evige realitet, der betinger, at Guds jeg har en evig forbindelse med en mangfoldighed eller nærmere en uendelighed af organismedannelsesprincipper, i kraft af hvilke han besidder en tilsvarende uendelighed af selvstændige sanse- eller oplevelses- og manifestationsorganismer eller -legemer. Da ethvert sådant selvstændigt sanse- eller oplevelses- og manifestationslegeme ved sin tilknytning til Guds jeg udgør det, vi kalder "et levende væsen", bliver vi således her vidne til, at de levende væseners liv er Guds liv og således i kraft heraf udgør en evig, udødelig individuel realitet. I henhold til at vort højeste selv eller jeg er Guds jeg og dermed er uforgængeligt, er vi altså udødelige eller evige væsener. Da et enkelt levende væsen naturligvis ikke udgør hele Guddommen, men kun et enkelt individuelt, evigt sanse- og manifestationsorgan i hans bevidsthed eller psyke, kan den rette betegnelse eller det rette udtryk for et sådant væsen netop kun være dette, at det er en "gudesøn".

Alle levende væsener er således "sønner" af den evige, sande Gud. Men de jordiske mennesker er mere eller mindre ufærdige mennesker, ja så ufærdige, at de ikke ved egne sanser endnu har oplevet eller kan opleve deres eget højeste selv eller jeg som identisk med Guds jeg. De tror sig identiske med deres forgængelige organisme eller fysiske legeme. Det er rigtigt, at en hel del mennesker er religiøse, hvilket vil sige, at de i kraft af deres instinkt tror på en Guddoms eksistens, og at denne Guddom har skabt dem. Men tro er ikke det samme som viden eller kendsgerning. De har også den tro, at man skal føre et vist moralsk liv. De tror på visse religiøse forskrifter, som det er mere eller mindre besværligt eller umuligt for dem at overholde. De tror derfor på en guddommelig nåde, i kraft af hvilken de kan få "syndernes forladelse" og derved undgå at blive "fortabte". Hvis de ikke får denne "syndernes forladelse", tror de på, at de evigt skal være fortabte og "straffes af Guddommen i en evig ild" i et lige så "evigt helvede". Vi ser, at denne barbariske tro jo er baseret på total uvidenhed om de faktiske forhold eller kendsgerninger. De har således ingen som helst viden om reinkarnationen eller genfødelsen i fysisk tilværelse. De har heller ingen viden om, at den virkelige, højeste moral eller overholdelse af kærlighedsloven ved at elske sin næste som sig selv ikke er noget, man kan dikteres til. Kærlighed er en evne. Men en evne kan man ikke få ved noget som helst diktatur. Man kan ikke dikteres til at være virtuos eller geni. Det er noget, der kun kan komme ved udvikling og ikke i ét liv, men kun igennem flere liv. Da man ikke tidligere kendte denne vej til moralens opfyldelse, men troede, at denne var noget, man skulle kunne opfylde igennem ét liv, var det ikke så mærkeligt, at man måtte give fortabt og håbe på at kunne få "syndernes forladelse" ved Guds nåde og barmhjertighed. Og derfor blev nadverens sakramente indstiftet. Man fik at vide, at man igennem nadveren kunne få "syndernes forladelse", når man angrede sine "synder". Dette sakramente blev således et helligt beroligelsesmidddel for de væsener, der følte sig brødebetyngede over en eller anden overtrædelse af loven, de havde begået. Det kunne jo ikke nytte at fortælle disse troende mennesker, at de ikke havde "syndet", og at de skulle fødes igen i nye jordliv for at blive fuldkommengjort til "mennesket i Guds billede". Andre mennesker har mistet evnen til at tro på en guddoms eksistens, og ligeledes kan de heller ikke tro på deres udødelighed eller evige eksistens, ligesom de også mere eller mindre mangler evnen til at tro på dette at skulle elske sin næste og tilgive ham alt. De tror derfor mere eller mindre på krig og gengældelse. De tror derfor på våben, på blodigt forsvar eller krig. De er således alle, både de religiøse og de materielle, ufærdige væsener.

Hvordan skulle Gud kunne styre verden med sådanne ufærdige, uvidende og primitive væsener? – Det er tydeligt at se, at de er væsener, der er under udvikling i retning af at blive til humane eller næstekærlige væsener. De kan ikke blive ved med at leve i uvidenhed. Deres fejltagelser og den heraf følgende fejlagtige væremåde kan kun skabe lidelse. Lidelsen skaber efterhånden den humane evne, der efterhånden bliver til den virkelige næstekærlighedsevne. Denne afføder igen i væsenets psyke intuitionsevnen, i kraft af hvilken væsenet får "kosmisk bevidsthed" eller bliver opladet og overskygget af "den hellige ånd". Det er i denne tilstand, at væsenet bliver til "mennesket i Guds billede". Efter denne tilstand indgår det altså med sin fuldkomne bevidsthed og væremåde som et totalt fuldkomment oplevelses- og manifestationsredskab i Guds primære bevidsthed. Væsenerne er her medvirkende organer eller redskaber i Guddommens allerhøjeste visdoms- og kærlighedssfærer, hvor variationerne af fremtidige mælkevejes, soles, kloders og verdeners livsformer, oplevelses- og manifestationstilstande og opretholdelse i lyset bestemmes. At Guddommens primære bevidsthed kun kan bestå af færdige væsener, altså væsener, der er fremtrædende i Guds billede efter hans lignelse, hvad enten det er makrovæsener, mikrovæsener eller mellemkosmosvæsener, er selvfølgeligt. Men som vi før har nævnt, er bevidsthed noget, der skabes, og alle de levende væsener, der i dag udgør Guds primære bevidsthed, vil igen bevidsthedsmæssigt dale ned fra deres høje stade, alt eftersom deres bevidsthed degenererer eller fortoner sig, således at det efterhånden kun er deres hukommelse, der er tilbage. De lever ikke mere i den ydre åndelige verden. Men hvordan går det så med Guds styrelse af verdensaltet? –