Det levende væsens organisme er en bolig, et kongerige for mikrovæsener, over for hvilke væsener gudesønnen således bliver et makrovæsen. Dette kongerige vil derfor frembyde en lysets bolig eller en mørkets bolig for mikrovæsenerne, alt eftersom makrojeget opbygger og vedligeholder sin organisme på en sund, naturlig og kærlig måde, eller det misligholder eller nedbryder sin organisme. For at forstå den virkelige sundheds og hygiejnes nødvendighed er det således ikke nok, at man læser og læser om nye ernæringsmetoder, ydre sanitetsforhold osv. Det er heller ikke nok at komme til læge, til operation, til ydre fysisk behandling ved sygdomme i organismen. Over hele den civiliserede verden eksisterer der store hospitaler, på hvilke syge mennesker skal kunne finde førlighed eller helbredelse for deres sygdomme, og dette i sig selv er jo en guddommelig anordning. Men det er tåbeligt at tro, at man her er ved målet, at man her har nået det fuldkomne middel til at give væsenerne den absolutte sundhed eller normale tilstand tilbage. Hvad er i virkeligheden hospitalerne verden over? – Og hvad er de syge organismer eller rettere sagt sygdommene, som de skal behandle? – Den almengældende opfattelse af disse organismer, og navnlig hos lægerne, er den, at de kun er læderede fysiske ting, som man på en måde kan reparere på, ligesom man reparerer på en sko, en klædning, en bil, et hus etc. Kort sagt, man regner med, at sygdommen kun er et spørgsmål om et rent fysisk anliggende, kun er et fysisk reparationsspørgsmål, et værkstedsanliggende.

Intet kan være mere fejlagtigt end denne døde erkendelse eller totale misforståelse af de virkelige kendsgerninger. Sagen er, at alle organiske sygdomme er et sjæleligt anliggende, er et åndsspørgsmål. En organisme er jo ikke en død ting, således som en sko, en klædning, et hus eller en bil osv. En organisme er en forsamling, en hærskare af levende væsener på forskellige udviklingstrin og tilhørende forskellige over- og underliggende spiralkredsløb. De er knyttet sammen til en enhed i kraft af makrojegets bevidsthedstilstand. De bliver tiltrukket eller hidkaldt og frastødt eller fjernet, alt eftersom makrojeget ved sin væremåde skaber fuldkomne betingelser for samarbejdet eller skaber nedbrydelse for dette. Hele denne forsamlings levevilkår, skæbne og velvære er således totalt afhængig af, hvordan makrojeget behandler sin organisme, hvilken føde og hvilken luft, hvilket lys og hvilken varme makrojeget lader tilflyde sin organisme. Deraf vil mikrovæsenerne i samme organisme være afhængige. Om makrojeget behandler sin organisme rigtigt, lader den få den rigtige føde, det rigtige lys og den rigtige varme etc. vil naturligvis være afhængig af, hvilken forståelse eller viden makrojeget har om sin organismes sande, kosmiske struktur. Hvis ikke det forstår, at organismen er et kongerige, et verdensalt for levende væsener, og at alle naturforhold, naturkræfter og livsbetingelser inden for dette verdensalt er totalt afhængige af dets ophavs vilje, kulturtrin og skæbneforhold, er samme verdensalt endnu kun en mørk sfære, hvis konge eller ophav mere eller mindre er samme sfæres største forfølger og fjende.

Alle sygdomme i verden er således ikke blot et hospitalsspørgsmål, men er i allerhøjeste grad også et åndsspørgsmål. Sygdomme eller organiske kropslige lidelser vil derfor aldrig nogen sinde kun ophøre alene ved ydre opfindelser. Den sande årsag er nemlig i sin grundanalyse ikke et ydre, men et indre anliggende. Det er et spørgsmål om viden, vilje og karakter. Enhver sygdom kan kun "helbredes" med denne eneste absolutte medicin: viden, vilje og karakter. Uden denne medicin er alle andre medicinale foreteelser uholdbare. Er det ikke netop en kendsgerning, at hospitalerne overalt er for små. De kan ikke rumme alle de mennesker, der bliver syge, skønt hvert hospital er en lille by for sig med mange bygninger, funktioner og ledere, med mange professorer, læger, overlæger, sygeplejersker, portører etc. Der må stadig udvides og bygges og bygges i det uendelige, og dog er der lang ventetid for de syge, der ønsker indlæggelse. Nej, uden åndsvidenskab, uden forståelse af at næstekærligheden også gælder mikrovæsenerne i organismerne, vil hospitalsbehovet vokse og vokse og til enhver tid kræve flere hospitaler, læger og sygeplejere, end der samtidigt kan skaffes til veje.

Da ingen i sidste ende kan komme uden om, at organismen er en samling levende væsener, der kræver særlige, beregnede forhold for at kunne befinde sig vel i denne organisme, er det soleklart, at disse forhold må opfyldes. Bliver de ikke opfyldt, opstår der hæmninger for disse væseners samarbejde, og den helhed, som organismen er, begynder at vakle. I vor egenskab af at være et universophav, være konge i et rige med millioner af indbyggere, er det klart, at vi ikke kan ignorere disse indbyggere, idet de hver især udgør en del af den sammenbyggede enhed, som vor organisme udgør. Hvis vi derfor vænner os til at indtage skadelige nydelsesmidler: alkohol, store doser af tobak, morfin eller andre narkotiske produkter, skaber de ravage inde i visse regioner af vor organisme. Og da der ikke i den eksisterer noget som helst terræn, det være sig nok så lille, uden at det på en eller anden måde udgør en nødvendighed i vort eget velvære, bliver dette velvære naturligvis forstyrret, når vi mere eller mindre ødelægger betingelserne for dette terræns beståen. Det samme gør sig jo også gældende, hvis vi spiser en føde, hvis fordøjede eller omsatte tilstand er skadelig for disse vore små indbyggere. De pågældende terræner i vor organisme bliver da svækkede og kan ikke udløse deres mission, der igen betyder nedsatte livsfunktioner for makrojeget. At disse forstyrrelser hedder kræft, galdesten, nyregrus, forhøjet blodtryk etc., er ikke de helt rigtige eller dækkende udtryk, men er i virkeligheden kun udtryk for ydre virkninger. I virkeligheden burde de hedde "åndsforladthed", "overtro", "revolution", "sabotage", "dommedag".

Alle sygdomme er således i sin dybeste analyse bevidsthedssygdomme. De udløses af deres ophavs større eller mindre dominerende uvidenhed og den heraf følgende tilsvarende mangel på næstekærlighed. Den første betingelse for at blive virkelig rask eller komme til at leve i organismer, der ikke er belastet med sygdomme, er naturligvis, at man kommer til at forstå, at vi indvendig i vor organisme lige så godt er omgivet af levende væsener og naturkræfter, som vi udvendig omkring os har levende væsener og naturkræfter. Ligesom man begynder at forstå, at det er nødvendigt, at helheden her arbejder sammen, at alle må arbejde for alle, og at alles krig imod alle således må høre op, således er det også nødvendigt, at alle mikrovæsenerne bringes til at arbejde for alle, og at alles krig imod alle også her hører op. Men medens man i de udvendige omgivelser jo ikke har så meget at sige, har man til gengæld i den indvendige verden eller i vor organismes terræner alt at sige. Her er vi makrovæsen. Her kan vi bestemme naturens kræfter. Her kan vi bestemme, om vore mikrovæsener her eller der i kroppens regioner skal have sådanne eller sådanne betingelser at leve under. Her kan vi ved at spise føde, der er absolut sundhed for organismen, og ved at indtage tilsvarende drikke skabe velvære for vore mikrovæsener i rent fysisk forstand. Og ved at tænke kærligt, ved at blive forstående og dermed tilgivende over for alle og dermed udrense vor psyke for al hidsighed, al misundelse, alt had, al havesyge, alle former for ærgrelser, al frygt for fremtiden, da skaber vi et virkeligt sundt sjæleligt velvære for vore mikrovæsener, skaber lyse åndelige regioner, i hvilke de kan hente sjælelig kraft og styrke, så de kan blive fri for alle hæmninger i deres naturlige mission, i medskabelsen af vort liv og velvære.

Når man i kraft af kosmisk bevidsthed eller klarsyn foretager en rejse ind i et af de moderne, syge menneskers psyke og organisme, ser vi en fysisk og psykisk mikroverden, der udgør døde, forstenede ørkenterræner, ja hele kolde og døde månelandskaber. Vi ser, at der er terræner, der oprindeligt var vidunderlige, frugtbare landskaber med blomstrende liv. Alle arbejdede flittigt, og alle tjente alle. Men så kom katastrofen. De nødvendige ydre betingelser begyndte at ophøre. En forfærdelig naturkatastrofe begyndte at indtræde, og væsenerne begyndte at uddø. Lavere og mere grove, robuste og primitive væsener inkarnerede i de brutale og af katastrofen hærgede terræner. Men også for dem blev livsbetingelserne for utilstrækkelige, og til sidst inkarnerede der ikke mere levende væsener i terrænerne, som efterhånden var blevet opfyldt af døde og kolde klippeterræner. Den animalske og blod- og kødfyldte sunde natur var blevet til golde, cementerede stenørkener. Alt sammen frembragt af makrojegets unaturlige levevis. På hospitalet hedder sådanne sygdomme forkalkninger og giver sig udslag som galdesten, blæresten, nyregrus etc.

Vi ser således her, hvor nøje makrojeget er knyttet til sine mikrovæsener, hvor vældigt dets vilje, tendenser og begær er bestemmende for skabelsen af betingelserne for livsvigtige mikrovæseners inkarnation i organismen. Organismens befolkning af mikroindivider følger nøjagtigt efter makrojegets mentale udløsning, mentale indstilling til livet, til nydelse, til begær og til tilfredsstillelse af begær. I samme grad som man i sit sind mangler næstekærlighed over for sine medvæsener i mellemkosmos, vil man være genstand for hidsighedsanfald, indignationstilbøjelighed, have bebrejdelseslyst, forfølge og hævne sig på andre. Man vil således permanent være indviklet i processer og være i stridighed med sine omgivelser, opleve mange former for ubehag, synes, at man er martyr, at alle forfølger en. At leve i troen på at være en forfulgt uskyldighed kan ikke være udtryk for normalt velvære, men er årsagen til alle sjælelige forstyrrelser, der igen forplanter sig videre til den fysiske organisme og skaber forstyrrelser her. Så længe næstekærligheden, der er livets kosmiske blod og næring, ikke i tilstrækkelig grad forekommer i kulturmenneskets ydre og indre verden, vil man ikke komme til at opleve noget permanent velbefindende. Et ildebefindende vil derimod i form af alle slags sygdomme være så dominerende, og antallet af patienter så overvældende, at alverdens hospitaler ikke kan rumme disse, og at ethvert nok så energisk hospitalsbyggeri kun vil være at udtrykke ved sneglefart i forhold til udviklingen eller væksten af almenbehovet for disse institutioner. Med kærligheden til alt og alle ophører al lidelse, krig og sygdom, såvel i den ydre som i den indre verden.