Det betyder naturligvis ikke, at disse mennesker derfor er blevet "onde". De kan udmærket være kærlige mennesker, selv om de ikke tror på noget kærligt Forsyn. Mange af dem har jo netop mistet troen, fordi deres kærlighedsevne forhindrer dem selv i at udløse sådanne negative handlinger, som finder sted i verden. Derfor kan de ikke finde nogen mening i tilværelsen. De synes, at en almægtig, alvis og kærlig Guddom måtte kunne skabe en absolut og uafbrudt fred, lykke og behagelighed for menneskene.

For mange mennesker vil det måske føles mærkeligt, at Guddommens bevidsthed skulle underkastes fornyelse. For at forstå denne Guddommens bevidsthedsfornyelse må man lære at forstå, at bevidsthed ganske vist er evig, men da den udgør en evig funktion, en evig forandringsproces, en evig skabelse og oplevelse, er den baseret på en evne. Denne evne udløser selve livsoplevelsen. Men livsoplevelse består i oplevelse af kontraster, og selv væsenernes evige livsoplevelsesevne er baseret på to store hovedkontraster, mørket og lyset, som af de jordiske mennesker i øjeblikket opleves som henholdsvis "det onde" og "det gode". I kraft af et evigt princip: moderenergien, bringes de levende væsener til at gennemleve en livsepoke, i hvilken det primære er kulminationsoplevelsen af mørket eller "det onde". Igennem denne oplevelse får væsenerne et kulminerende kendskab til mørkets manifestationer, dets livsødelæggende og smertebefordrende virkninger. Kendskabet til mørkets virkninger følt på deres egen krop og i deres egen bevidsthed skaber en så kolossal længsel efter kontrasten til mørket i de levende væsener, at de begynder at tænke og skabe i helt nye baner. Humanitet og visdom baseret på lidelseserfaringer begynder at blive en væsentlig bestanddel af væsenernes tankeverden, efterhånden i en sådan grad, at de ikke kan nænne at skabe eller manifestere noget, der ikke befordrer humanitet og kærlighed. I kraft af et sådant tænkesæt og en sådan væremåde vokser intuitionsevnen i væsenerne frem til fuldkommenhed, og igennem denne evne udvikles de til at komme på bølgelængde med Guds bevidsthed eller verdensaltets allerhøjeste viden og den heraf følgende kunnen. Det betyder, at væsenerne får permanent kosmisk bevidsthed, de frigøres efterhånden fra reinkarnationen og fødes ikke mere i fysisk materie, med mindre de har en særlig opgave eller mission derigennem, og de oplever nu en lysets epoke i de højeste åndelige sfærer eller verdener. Denne lysets tilstand er således mørkezonens slutfacit, idet de levende væseners viden om mørket har givet dem den nødvendige baggrund for deres oplevelse og skabende udfoldelse i lysets zoner.

Da væsenernes evne til at leve i lyset og til kun at manifestere den højeste fuldkommenhed er en skabt realitet, kan den ikke eksistere evigt. Den er således i virkeligheden tids- og rumdimensionel. Den har haft en begyndelse og må også ophøre. Det tager naturligvis meget lang tid, og det sker ikke imod de levende væseners ønske. Ved stadig at leve i den samme lyssfære og være beskæftiget med de samme manifestationer og skabelser vil væsenerne uundgåeligt blive mættet af disse oplevelser. Hvor mærkeligt det end kan lyde for jordiske mennesker, hvis længsel og stræben er koncentreret på lysets verdener, findes der væsener i universet, for hvem livsudfoldelsen i disse verdener er ved at blive kedelig. Og desto mere kedelig den bliver, jo mere vil væsenerne længes efter at opleve en modsætning dertil. Denne længsel vil føre disse væsener ind i en ny livssfære, i hvilken de atter kommer til at opleve mørkets princip og reinkarnationen. De glider nu ind i en ny og højere udviklingsspiral, i forhold til hvilken den, de har gennemlevet, bliver en del af mikrokosmos, og endnu tidligere gennemlevede spiralkredsløb rykker perspektivisk længere ned i mikrokosmos og kommer til at udgøre den materie, hvoraf de kan opbygge deres kommende organismer. De indføres nemlig atter i fysiske verdener, hvor de udvikler nye former for organer og sansesæt, der vil give dem kulminationsoplevelsen af mørket, det mørke, som først, når de er ved at være mæt af det, opleves som "det onde" og derved fører dem mod den pågældende spirals lysoplevelser. Det "onde" bliver således kosmisk set det ubehagelige gode, hvis slutfacit i en udviklingsspiral bliver evnen til at leve i lyset i de højeste åndelige verdener uden at skulle inkarnere i fysisk materie. Væsenernes evige liv former sig således som et evigt fortsættende kredsløb, hvor de skiftevis alt efter deres sult og mættelse får oplevet mørket og lyset. Det må her bemærkes, at det kun er en gentagelse af principperne, ellers er hvert nyt kredsløb en ny variation af mørke- og lysoplevelsen. Disse oplevelser af kontrastprincippet i verdensaltet er en betingelse for vedligeholdelsen af de levende væseners evige, fornyede livsoplevelses- og skabeevne.

Da Guddommen er et levende væsen, der oplever og skaber, er det klart, at samme Guddoms bevidsthed må være under forvandling og fornyelse, ellers var hele universet blind automatfunktion, og det er det ikke. Denne evne til livsoplevelse må hos Guddommen uden noget som helst ophør være på sit højeste. Da Guddommen er hele verdensaltets fundament og opretholder, kan samme Guddoms bevidsthedsfornyelse ikke foregå på samme måde, som den gør det hos de levende væsener, der "lever, røres og er til i ham", alle "gudesønnerne" i mikro-, mellem- og makrokosmos. Hvis også Guddommens bevidsthed skulle degenerere for at fornys, hvordan skulle det da gå de levende væsener? Hvordan skulle universet eksistere som en kulmination af fuldkommenhed, hvor alt var såre godt? Hvis hele Guddommens bevidsthed skulle gennemløbe en udviklingsepoke og en tid – som de jordiske menneskers i øjeblikket – være behersket af djævlebevidsthed (animalsk bevidsthed + intelligens), hvem skulle nødstedte levende væsener så i deres bøn henvende sig til? Der ville i en sådan gigantisk mørkeepoke, i hvilken Guddommen var et højst uudviklet og primitivt væsen, ikke være nogen som helst hjælp at finde for noget som helst væsen. Alt ville være i helvedesluer, død og undergang ville være til stede i alle universer, hele verdensaltets primære tilstand ville være én eneste stor bloddryppende rædsel, hvis der overhovedet kunne eksistere noget som helst i form af et verdensalt. Men heldigvis er den modsatte tilstand en kendsgerning. Verdensaltet er i sin primære tilstand som Guds bevidsthed og organisme en kulmination af lys. Hvordan går det da til, at Guddommens livsoplevelse kan fornys på en helt anden måde end de levende væseners? I Guddommens bevidsthed er der seks store livsoplevelsessfærer. Af disse udgør de tre Guds primære bevidsthedsudfoldelse i oplevelse og skabelse. Igennem disse tre livsoplevelsessfærer udfolder Guddommen hele sin bevidstheds allerhøjeste fuldkommenhed i alvisdom, alkærlighed og almagt; herigennem styrer og leder samme Guddom hele verdensaltet og bevirker, at det i sig selv er en strålende og altoverskyggende kulminerende lysmanifestation. Disse tre bevidstheds- eller livsoplevelsesfelter kender vi som "det fuldkomne menneskerige", "visdomsriget" og "den guddommelige verden" i alle de spiralkredsløb, der overhovedet eksisterer. Til Guds primære bevidsthed hører også det rige i spiralkredsløbene, vi kender som "salighedsriget". Igennem dette rige oplever Guddommen alt, hvad der eksisterer af opsummeret viden eller visdom. Oplevelser i dette videns- eller visdomsocean er en indadvendt oplevelse. Disse erindringer forekommer ikke i den ydre materie, hverken i fysisk eller åndelig materie. De ligger endnu dybere end disse materier i den kosmiske verdensstruktur. De har dog deres virkninger i ydre materie, dem kender vi som "mineralriget", der naturligvis eksisterer i andre variationer end dem, de jordiske mennesker oplever. Da alt bevidsthedsliv i denne sfære er indadvendt, kommer denne materie tilsyneladende til at virke, som om den var en død materie.