Vi kender alle beretningen om, hvorledes Jesus efter at have holdt påskeaften med sine disciple vandrede ud af Jerusalem ned til Getsemane, en lille lund på Oliebjergets skråning. Igennem beretningen forstår vi, at Jesus anede sin kommende lidelse, sin korsfæstelse og død. Han befandt sig derfor i angst og uro. Vi ser også af beretningen, hvor lidt hans sjælekvide berørte hans disciple, der ganske roligt faldt i søvn og ikke forstod situationens alvor. En af hans disciple havde endog gjort sig til håndlanger for Jesu fjender og viste disse, hvor Jesus kunne gribes. Og vi ser, hvorledes et vældigt drama kom til udførelse i alle sine bloddryppende detaljer. Det drama, der her i Getsemane tog sin begyndelse, er ikke blot en historisk begivenhed, som fandt sted i Getsemane Have i Palæstina. Det er en almengældende begivenhed, som alle mennesker kommer til at opleve tusinder af gange i større og mindre grad. Vi har fået lejlighed til at se, hvorledes det fuldkomne menneske handler i en sådan Getsemane-begivenhed. Og selv om der er mennesker, der helt vil benægte Jesu eksistens, betyder det i virkeligheden absolut intet for det fremskredent tænkende menneske, idet selve beretningen giver et symbol, der giver indblik i en virkelig almenmenneskelig situation og dens besejring. Getsemane som almenmenneskelig situation kan således ikke benægtes. Hvilket menneske har aldrig haft en situation, hvor det har været meget bedrøvet, har haft stor modgang, har oplevet en situation, hvor det ikke har kunnet få hjælp af venner eller bekendte? – Og hvilket almen-menneske kan garantere sig selv dette ikke at komme ud for en mere eller mindre ubehagelig situation i fremtiden? – Getsemane-beretningen har således absolut bud til alle ufærdige mennesker og ikke mindst til dem, som benægter Jesu eksistens og dermed hans verdensfrelsende liv og væremåde.

Getsemane-begivenheden fortæller os om et menneske, der er kommet i en situation, hvor det har fået livsfarlige fjender. Værre kan situationen i virkeligheden slet ikke være. Men det er også højde- eller kulminationspunktet for oplevelse af Getsemane. Getsemane opleves til dagligt i en masse mindre livsfarlige situationer, hvor fjenderne ikke ligefrem er livsfarlige, men alligevel i større eller mindre grad kan være nedbrydende almenbefindendet eller glæden ved at være til. Getsemane er et stort led i selve det levende væsens udviklingsproces fra dyr til menneske. Getsemane er således i virkeligheden udtryk for en hel skala af de forskellige ubehagelige situationer, et menneske kan komme i. Denne skala strækker sig lige fra bare et lille nålestik i form af et ondt blik eller et lille uvenligt ord fra en eller anden i ens omgivelser til en ligefrem livsfarlig, fjendtlig forfølgelse, hvor man i højeste grad søger at ødelægge alt for en, således som tilfældet jo var med Kristus. Men Getsemane behøver ikke altid at være en forfølgelse af andre væsener. Det kan også udløses af sygdom. Et menneske er måske ved at miste eller har mistet sit syn, er blevet ramt af børnelammelse eller har fået at vide, at det lider af kræft eller sukkersyge eller en anden begyndende fysisk eller sjælelig defekt, der sætter væsenet ude af stand til at klare sig selv og derfor prisgives en korsfæstelse. Det kan også være en økonomisk ruin, udsigten til at miste udkomme og ejendom, udsigten til at komme til at hensmægte i armod eller fattigdom. Getsemane er altså et almengældende princip inden for den jordiske menneskehed. Der er intet ufærdigt menneske, der kan vide sig sikker imod et Getsemane. Det kan komme som en tyv om natten. Men for alle disse Getsemane-situationer gælder det, at der er en lov for, hvorledes disse skal tages. Vi kan således også begå lovovertrædelse i vor indstilling til disse situationer. Overtræder vi denne lov og således ikke indstiller os rigtig på disse situationer, så formerer disse sig, og vor skæbne bliver mørkere og mørkere. Men indtager vi den rigtige holdning over for disse kedelige situationer, sejrer vi over dem og bliver disse situationers endelige sejrherre, hvilket altså vil sige bliver selve livets herre. Men livets herre kan vi ikke blive, så længe livet sejrer over os. Da er vi livets slave. Men det er ikke det, der er livets mening. Det, der er vor bestemmelse, er intet mere eller mindre end dette at nå frem til sammen med Kristus at kunne sige "Jeg er opstandelsen og livet, hver den, som tror på mig, skal leve, om han endog dør".

For at nå til dette slutresultat eller facit må man altså opfylde Getsemane-loven. Og vi kan altså lære denne lov at kende netop igennem den bibelske beretning. I denne lærer vi et menneske at kende, som til punkt og prikke opfylder Getsemane-loven. I dette menneske møder vi en urokkelig indstilling til at ville gøre Guds vilje eller en indstilling til, at denne vilje først og fremmest må ske, ligegyldigt hvad det så i første instans må koste, ligegyldigt om det er selve det fysiske liv, der står på spil, således som hos Kristus. Getsemane er altså en situation, hvor mennesket er stedet i stor nød, undertiden svigtet og forrådt af sine bedste venner, og hvor tilsyneladende alle hjælpekilder er udtørret. Hvis man i en sådan situation bliver bitter og vred på den og den og påberåber sig, at vedkommende er skyld i ens ulykke, og man i større eller mindre grad ønsker død og undergang over nævnte væsen, da overtræder man Getsemane-loven og bringer Getsemane-situationen til at yngle, til at formere eller forværre sig, ganske ligegyldigt hvordan situationen så end måtte forme sig på det fysiske plan. Alle Getsemane-situationer er uden undtagelse virkninger af bestemmelser, vi i givne situationer har udløst i vor væremåde. Det er livets mening, at vi lærer disse virkninger at kende. I modsat fald kan vi ikke udvikle os. Hvis vi blev fri for virkningerne af årsager, vi med vore tanker og væremåde bringer til udløsning, fik vi jo hverken viden eller forstand. Den udvikling, vi har gennemgået, og som til dato har bragt os fra plante- til dyreriget og nu forvandler dyret til menneske, ville jo være en umulighed. Og hvis vor oplevelse af virkningerne af vor nuværende tænke- og væremåde ophørte, måtte vi blive stående på det trin, hvorpå vi befinder os i dag. Det jordiske menneske måtte blive ved med at være et dyremenneske. Det ville aldrig nogen sinde få kosmisk bevidsthed og derved komme til at opleve sin egen udødelighed og livsmysteriets hemmelighed eller løsen, blive ét med Gud, blive opstandelsen og livet.