I Bibelens skabelseshistorie hører vi første gang om "Guds billede", idet Gud her siger: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Dette billede skulle altså være slutfacittet med hensyn til Guds skabelse af mennesket. Det kan derfor have sin store betydning at studere dette billede nærmere. Vil der da være nogen mulighed for at kunne komme til klarhed over, hvad der virkelig menes med "Guds billede" eller det, der dækker sig under dette udtryk? – Ja, det er der en overordentlig stor mulighed for, idet det er dette billedes tilstedeværelse i dyret, der forvandler dette til et menneske. Den forskel, der er på dyr og menneske, er altså Guds billede. Der, hvor Guds billede ikke er til stede i mennesket, er det et dyr. Det væsen, som udgør det jordiske, ufærdige menneske har et vist område i sin bevidsthed, der ikke adskiller sig fra dyrets bevidsthed. I dette område tænker, handler eller manifesterer det sig akkurat på samme måde som dyret. Det er denne dyriske side i mennesket, der bevirker al lidelse, sorg og bekymring, livslede og selvmord. Det er denne dyriske side, der afføder det massemyrderi, vi kalder krig, og de heraf følgende lidelser og ødelæggelser af liv og ejendom, armod, sult og elendighed. Det var den dyriske side i mennesket, der gjorde det til "Kain" eller morder.

Det er denne bevidsthedstilstand, der er den herskende i junglen og udelukkende befordres af magt eller den stærkeres ret. Alt eftersom man her er andre dyr overlegen, enten i styrke eller listighed, behersker man situationen. Man kender her ikke til noget, der hedder ret. Og her er livet nødsaget til at forme sig således, idet det er en livsbetingelse, at man må dræbe for at leve. Man lever i stor udstrækning af andre væseners organismer, andre væseners kød og blod. Da disse organismer er de levende væseners redskaber, uden hvilke de ikke kan opleve livet, uden disse kan de ikke sanse, uden disse kan de ikke se, høre, føle eller fornemme, uden disse kan de ikke opleve livet på det materielle plan, lever væsenerne her i en tilværelse, hvor livsoplevelsen kun kan eksistere i kraft af magt eller stor legemlig overlegenhed over for andre dyr. Det primære i dyrets fremtræden er altså tilegnelsen af denne overlegenhed. Uden den kan det ikke forsvare sig imod andre dyr, og uden den kan det ikke tilegne sig føden, der netop i et stort område udelukkende er andre dyrs kød og blod. Hvis det ikke kan tilegne sig denne føde, må det sulte ihjel. For at leve må det dræbe andre dyr, hvis ikke betyder det sultedøden for det selv. Men når dyret ikke kan opleve livet eller få lov til at leve uden ved at dræbe andre dyr, er det jo absolut nødsaget til netop at dræbe de andre dyr. Derfor er selviskhed eller dette, at enhver er sig selv nærmest, en absolut livsbetingelse. Det er den højeste livsbetingende moral i dyreriget eller junglen. Dyret lever i livsfare, hvor det så end står og går. At det mere og mere bygger sig selv op eller bliver trænet i at kunne bevare livet i en sådan sfære eller zone, er jo dets eneste vej til livet. Her er magt og selviskhed de højeste dyder. Her eksisterer det femte bud altså ikke. En overholdelse af dette bud, således at man ikke dræbte, ville jo betyde selvmord, da man her ikke kan leve uden i kraft af at have andre dyrs organismer til føde. Her ville næstekærlighed eller uselviskhed ligeledes betyde selvmord, idet man jo da ikke kunne nænne at forsvare sig og måtte da gå til grunde ved de andre dyrs efterstræbelse af ens organisme eller livsoplevelsesredskab. Her er altså ikke noget billede af Gud i disse dyrs mentalitet.

Og dog er der nedlagt i disse væsener en automatfunktion, der giver sig udslag i dyrets nødskrig eller angstskrig, når det kommer i overhængende livsfare. Det er en instinktmæssig funktion, der som nævnt automatisk udløser sig, uden at dyret er sig det helt bevidst. Det er denne funktion, der hos mennesket er blevet til bøn til Gud. Men dyret har intet begreb om nogen gud eller noget forsyn, men da det alligevel skriger i nøden, altså åbenbarer bønnens princip, ser vi her, at bønnen ikke er noget, der er opfundet af mennesker. Det er altså en medfødt levende, organisk funktion.

Hvad er nu menneskelig tendens? – Menneskelig tendens er den begyndende "kristusbevidsthed". Da den fuldkomne kristusbevidsthed er ét med faderen, bliver nævnte bevidsthed jo det samme som "Guds billede". Og det var jo netop dette billede, der var målet for skabelsen af mennesket. Det jordiske menneske adskiller sig altså fra dyret derved, at det repræsenterer to billeder, nemlig "dyrets billede", som det endnu mere eller mindre har i sin bevidsthed, og "Guds billede", som altså er det begyndende menneske. I menneskets mentalitet er der således to verdener: dyrets verden og Guds verden. Det jordiske menneske adskiller sig altså fra dyret derved, at det har fået adgang til Guds verden, selv om det endnu også befinder sig i dyrets verden. I samme grad som væsenet befinder sig i Guds verden, fremtræder det altså som Guds billede, ligesom det, i samme grad som det fremtræder i dyrets verden, befinder sig i dyrets billede. Det jordiske menneske kan altså fremtræde i Guds billede, og det kan fremtræde i dyrets billede.

Da det således nu er vokset op til et privilegium, som dyret ikke har, nemlig dette at det kan være medbestemmende i, om det vil fremtræde i dyrets billede og dermed i dyrets verden, eller det vil fremtræde i Guds billede og dermed i Guds verden, bliver det store spørgsmål for det jordiske menneske netop dette: Hvad er dyrets billede, og hvad er Guds billede? – Da dyrets billede er det fremherskende alle vegne og næsten i alle jordmenneskelige traditioner, er det ikke vanskeligt at se dette. Derimod er det mere vanskeligt at se Guds billede. Det forekommer endnu ikke i særlig overdimensionerede foreteelser eller i en altbeherskende kapacitet. Da mennesket i modsætning til dyret altså har en begyndende evne til at kunne åbenbare sig i Guds billede, er det ikke flatterende for mennesket der, hvor det åbenbarer sig i dyrets billede. Dyrets billede består af alle de manifestationer, i hvilke mennesket udløser vrede, had og bitterhed. Om det er såkaldt hellig vrede og retfærdig harme, eller det er såkaldt retfærdighed, øje for øje og tand for tand, er ganske ligegyldigt. De er og kan kun blive dyrets billede og vil altså hjælpeløst afsløre mennesket som et dyrisk væsen for den, der er kosmisk bevidst, er blevet en kristus. Hele den store verdenssituation af i dag er jo i sig selv ligefrem en overdimensioneret manifestation af dyrets billede. Hvad er skabelsen af de geniale mordvåben, krigsmaskiner og atombomber andet end et kapløb om at blive den stærkeste magt på det fysiske plan? – Er denne energiudfoldelse ikke en vej til at mangfoldiggøre overtrædelsen af det femte bud: Du skal ikke dræbe? – Er ikke hele den overdimension af ulykkelige skæbner, invaliditet, sultedød, armod, nød og elendighed i verden en fuldkommen manifestation af jungleprincippet? – Er det ikke resultatet af den stærkeres ret? – Er ikke alle landegrænser, alle de forskellige folkeslags nuværende politiske indstillinger dirigeret af princippet om den stærkeres ret? – Er ikke forretningsverdenens monopoliseringstendenser, alle forsøg på at konkurrere hinanden ud, den stærkeres ret, magtens princip? – Dyrets billede forekommer alle vegne.

Men dyrets billede er ikke fred og tryghed. Derfor råber alle mennesker på fred. Når Guds billede bliver lige så synligt alle vegne, så er der fred og tryghed. Og kun i fred og tryghed kan det virkelige liv opleves. At tilegne sig evnen til at fremtræde i Guds billede er altså i virkeligheden det absolut eneste fornødne i verden i dag for det jordiske menneske. Der findes overhovedet ikke nogen som helst anden vej. Hverken rigdom, berømmelse, ære og position kan give nogen som helst tryghed og derfor heller ikke varig fred. Ja, heller ikke engang i ægteskab kan der hentes nogen tryghed af mennesker, der i en alt for stor udstrækning fremtræder i dyrets billede. Her forekommer også sorgerne og lidelserne i overdimensionerede foreteelser. Guds billede er alle manifestationer, der går ud på, at man forstår dette, at man ikke er kommet til verden for at lade sig tjene, men for at tjene.