Efter således at have passeret skærsild eller alt, hvad der i væsenet forekommer af mørke sindstilstande, kan vi så gå videre og sætte os lidt ind i lysets sfærer eller det såkaldte "paradis". Her må vi først gøre os klart, at mørket i sin højeste natur også hører til lyset. Det er først der, hvor de levende væsener er mættede indtil en begyndende lede ved mørkeoplevelserne, at "mørket" gør sig gældende. Det er denne lede, der i virkeligheden farver mørkets oplevelser, der oprindelig i den kosmiske verdensplan er lige så absolut nødvendige, som lysets oplevelser er nødvendige. Så længe der i væsenets organstruktur endnu ikke er udviklet sanser, der har tilstrækkelig bærekraft for individets glædes- eller lystoplevelse i lysets foreteelser, er det klart, at væsenet heller ikke kan få nogen særlig paradisisk oplevelse i lysets sfærer, hvilket vil sige uden for mørket eller det dræbende princips domæne. Alle disse væsener ville da være afskåret fra at få en virkelig paradisisk oplevelse eller en oplevelse i en glædessfære uden for den fysiske. Men det er ikke meningen, at uudviklede væsener ikke skal have del i paradiset. Absolut alle levende væsener uden undtagelse kommer igennem en for hver især tilpasset paradisisk sfære, inden de igen kommer tilbage til den fysiske verden.

Livets fornemste kendetegn er bevægelse. Overalt, hvor der er bevægelse, er der således liv. Bevægelse kan aldrig i noget som helst tilfælde i sin kosmiske natur være til uden at være identisk med en eller anden form for liv. At vi måske ikke ser dette liv, således som ved bevægelsen i naturkræfterne, stormen, brændingen, klimaet etc., forandrer ikke sagen. Da bevægelse således er livets udtryk, vil alle former for bevægelse være livsoplevelse og livsmanifestation. Den første form for bevægelse her på jorden er mineralenergien. Alt, hvad der kommer ind under begrebet krystallisering: is-, rim- og frostblomster, bjergkrystal og alle mineraldannelser, er de første former for liv på jorden. Men disse stoffer eller materier kalder vi livløse stoffer. De er bevidstløse på det fysiske plan. Men de udspringer ikke desto mindre fra en vågen, dagsbevidst livskilde. Denne livskilde udgør en bevidsthedssfære, som altså ikke er direkte til stede på det fysiske plan. Derfor er vore negle og tænder følelsesløse. "Tandpine" er jo f.eks. ikke en pine i selve tandens ben- eller mineralstof, men derimod en pine i noget med tanden forbundet animalsk stof, i hvilket tandnerven er rodfæstet til tanden.

Al denne bevægelse i mineralmaterien må udgå fra et eller andet ophav. At denne energi- eller bevægelsesart er bevidsthed eller afslører tanke, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at bevægelsen er lovbunden. Den følger en plan og udtrykker dermed en skabelsesproces. Planmæssighed er jo netop det samme som tankekombination. Hvad skulle planmæssighed ellers være? – Men en tankekombination kan jo ikke eksistere uden at være bevidsthed. Bevidsthed kan så igen være vågen dagsbevidsthed eller ubevidste, instinktmæssige automatfunktioner. Således er f.eks. alle vore førende organfunktioner i vort legeme automatfunktioner. Hvis ikke vort indre var skildret og illustreret, fotograferet og tegnet, var der millioner af mennesker, der ikke anede alle de myriader af funktioner, der forekommer uden om deres vågne dagsbevidsthed i deres organisme. Alt mineralliv er altså udtryk for sådanne bevidstløse automatfunktioner.

Men hvor er de levende væsener eller de jeger, som uvægerligt må være ophav til disse energier? – På fysisk jord forekommer de absolut ikke. De er ikke tilgængelige for noget øje, hverken ved hjælp af mikroskop eller teleskop. Da denne åbenbaring af planmæssig manifestation eller skabelse ikke desto mindre er en levende, urokkelig kendsgerning, bliver det samtidig en kendsgerning, at der forekommer en zone i tilværelsen, som ikke er fysisk. Og vi har her det første, begyndende morgenrøde af en verden, der forekommer hinsides den fysiske verden. Vi er således her stedet over for de første indirekte virkninger af tilstedeværelsen af en åndelig verden. Men en verden, der ikke har vågen dagsbevidsthed udadtil i den ydre verden, kan jo kun for det oplevende væsen være en indre verden. Da dagsbevidstheden aldrig kan svigte, men absolut altid vil være til stede enten på den ene eller anden måde, må de væsener, hvis automatiske funktioner gør sig gældende på det fysiske plan som mineralenergi, jo have deres vågne dagsbevidsthed henvendt på deres indre verden. Kulminationen af denne tilværelsesform kender vi allerede her fra det vågne plan som vor hukommelse. Denne dækker over en indre verden, der netop er bygget op af alle de erfaringer eller oplevelser, behagelige såvel som ubehagelige, vi har oplevet. Når vi fordyber os i denne indre verden, må vi netop vende vor koncentration indad mod vor egen private tankesfære og ikke udad imod den ydre verden. Da de væsener, der virker igennem mineralmaterien, jo ikke har noget fysisk legeme, kan de altså kun være koncentreret indadtil i deres egen indre verden. Denne indre verden er disse væseners oplevelser fra tidligere liv. Her oplever de i form af guldkopier alt, hvad de tidligere har oplevet i den fysiske verden. Fra denne lyssfære genfødes væsenerne igen til den fysiske verden.

Med hensyn til den første røver på korset blev han altså af skytsengle befriet fra skærsilden og kunne gå ind i lyset. Men hvad var det nu for et lys? – En mand, der af naturen er røver og morder her på det fysiske plan, er jo et primitivt væsen, hvilket vil sige et væsen, der er inkarneret i kulturmenneskenes sfære, ikke på grund af fælles religion eller moralfølelse, men udelukkende i kraft af tiltrækningen imod de særlige gunstige eller langt bedre tekniske drabsmetoder. Hvad er en sølle tomahavk eller flitsbue ved siden af kulturmenneskets moderne skydevåben og alle de andre raffinementer på dette område. Når sådanne væsener fødes ind i kulturmenneskets sfære udelukkende på dette begær, men endnu ikke har udlevet naturmenneskets lavere moral, kan disse væsener ikke indordne sig under det moderne samfunds juridiske love og opfattes her som "forbrydere" og straffes. Et sådant væsen var altså den første røver på korset. Et sådant væsen kunne ikke se noget galt i sin særlige levevis. For ham var det højeste ideal, at enhver er sig selv nærmest. Således var det naturlige liv og den naturlige moral jo i hans tidligere tilværelser. Og da han endnu ikke i de fysiske liv, hvor han har været inkarneret i naturmenneskenes sfære, har fået denne sin moral ændret, kan han umuligt få et paradis i samme sfære som kulturmenneskene.

Da et sådant væsen jo ikke er nogen forbryder for Vorherre – Forsynet ved jo, at intet væsen kan repræsentere et højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået – så må man ikke tro andet end, at et sådant væsen også får sit paradis, sin lys- eller glædesoplevelse. Hvad bliver da denne glædesoplevelse? – Den bliver simpelthen et røvernes eldorado. Når han er kommet igennem sit raserianfald og had imod samfundet, kommer han i en naturlig psykisk tilstand, der nøjagtigt er tilpasset den form for oplevelse, ved hvilken han kan føle glæde ved tilværelsen. Her får han lov til at jage andre mennesker, lave sine kup med moderne våben, blive den helt, han ikke længere på jorden vil få nogen som helst mulighed for at kunne opleve. Han myrder og dræber her, det er for ham en sport. Han er endnu i en slags Valhalssfære, hvor dette at leve og dø uden kampe kun kan opfattes som et liv for svæklinge, trælle og slaver. I denne det dræbende princips paradis oplever røveren sit paradis. (Her må man huske på, at det altsammen foregår i hans fantasi. Den fysiske død eksisterer ikke i den åndelige sfære).

Men sådan kan livet ikke fortsætte. Røverens fantasi er så lille og med så få variationer, at han snart begynder at løbe sig træt. De samme oplevelser bliver til klicheer, og han længes efter forandring. Og igennem salighedens ubevidste ekstasetilstand passerer han de højere sfærers for ham tilpassede lys, hvilket vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden, for at vågne op i salighedsriget, hans egen hukommelsesverden. Her ser han sine oplevelser i form af lysende erindringer, der bringer ham i en ny ekstase i form af glæden over den fysiske verden. De mørke erindringer er stadig bundne. Dem husker han ikke. Herfra fødes han så tilbage til den fysiske verden i det miljø og i de forhold, som han ved sit sidste jordliv var indviklet i ved sin død. Og her begynder så hans naturmenneskelyster igen at gøre sig gældende, og han kommer på ny i konflikt med samfundets love og bliver henvist til straf og atter straf og de med en sådan underverden forbundne lidelser og besværligheder, der til sidst griber ind i hans sind og moralske følelse. Igennem lidelserne bliver han forædlet, får mere og mere medlidenhed med sine ofre, bliver religiøs i human eller kristelig retning. På denne måde bliver hans ønskedrømme også forvandlet til mere humane former, der igen præger hans paradisiske eller åndelige tilværelse, så hans paradis her efter døden i tilsvarende grad bliver humant præget. Han får større og større ønskedrømme om at spille forsvareren, helten, der redder andre mennesker fra banditter og røvere o.l.

Et billede af denne hans nye tilstand får vi i den anden røver på korset. Han havde jo allerede så megen humanisme, at han fandt det forkasteligt, at Verdensgenløseren, det uskyldige væsen på korset ved siden af, skulle straffes eller pines, medens han fandt det på sin plads, at han selv såvel som den anden røver blev straffet. Ja, vi ser, hvorledes han irettesætter den første røver, ligesom vi også får at se, at han længes efter et andet paradis, en anden og bedre tilværelse. Han lægger jo hele dette sit livs største ønske, dette sit dybeste hjertesuk i sin bøn til Kristus, der hvor han siger: "Herre, tænk på mig, når du kommer i dit rige". Og vi ved jo, at Kristus bebudede ham dette hans ønskes opfyldelse med disse ord: "I dag skal du være med mig i paradis".

Da han kun kan opleve de tilstande, som hans fantasi kan skabe, bliver hans oplevelser også her til sidst begrænset til en hel masse gentagelser af de samme oplevelser. Oplevelserne taber noget af interessen, bliver til døde klicheer, ja bliver kedelige, og dermed er væsenet allerede på vej bort fra dette sit paradis. Men med sin ædlere eller humane indstilling får det ved sin passage igennem de højere sfærer evne til at opleve lidt af det rigtige menneskeriges første zoner. Det, som på det fysiske plan er det store ideal for jordmenneskene. Og med denne oplevelse går det ind i en ubevidst ekstase, og i hvilken tilstand det da passerer visdomsriget og den guddommelige verden for at vågne op i sin egen hukommelsessfære eller salighedsriget, hvorfra det så atter fødes til den fysiske verden i det miljø og de forhold, der her vil være forenelige med dets trin og skæbne, dets ønskedrømme om en fuldkomnere fysisk tilværelsesform.

Så er der selvmorderen Judas. Når alt det mørke var bortsuggereret eller fjernet fra Judas' psyke, hvad var der så tilbage? – Ja, hans ønskedrøm var jo virkelig det at være Jesu discipel. Han får nu lov til at opleve glæden ved al den idealisme og fuldkommengørelse af discipelskab, som han ikke på jorden kunne praktisere grundet på sine egne ideers magt over sig i stedet for Verdensgenløserens. Men her, hvor han hundrede procent har overgivet sit liv til Frelseren og verdensgenløsningen, får han lov til at opleve, hvordan livet og menneskeheden vil forme sig, når Verdensgenløserens store visdom og væremåde praktiseres. Han gennemlever det indtil den allerhøjeste form, som hans fantasi her er i stand til at kunne manifestere. Hans ånd bliver fyldt med al den energi, der er hellig. Og i denne hellige energi går han videre, får lov til at se ind i det rigtige menneskeriges zoner, der, hvor man for længst er kommet til at leve i kontakt med næstekærlighedsloven. Når hans fantasi er udtømt, glider billederne bort og en vidunderlig ekstase fører ham igennem visdomsriget og den guddommelige verden for atter at vågne i sin egen dagsbevidste hukommelsessfære, hvorfra han så fødes tilbage i et miljø og en sfære, i hvilken han kan komme til at tjene den Frelser og den verdensgenløsning, som han ved sit sidste fysiske liv i sin nidkærhed og selvbevidsthed kom til at skade.

Så har vi disciplen Johannes. Om ham ved vi, at han i modsætning til de andre væsener, vi har nævnt, døde en naturlig død, hvilket vil sige en død fremkaldt ved alderdom. Vi ved også, at han blev udtrykt som den discipel, Jesus elskede. Det betyder naturligvis ikke, at han var favoriseret frem for de andre disciple, thi Verdensgenløseren eller det indviede væsens kærlighed rummer alle og kender intet til favorisering. Det betyder derimod, at han var den af alle apostlene, der var kærlighedslovens opfyldelse nærmest. Han var en discipel, der havde overvundet alle mørke skavanker, hidsighed, misundelse, jalousi og had. Han var den discipel, der stod Mesterens egen mentale tilstand nærmest. Han kunne hverken dræbe eller såre sine medmennesker. Da lige børn leger bedst, idet de bedst forstår hinanden, er det rimeligt, at denne lov også gjorde sig gældende mellem Verdensgenløseren og denne hans discipel. At Johannes i kraft af sin kærlige indstilling kunne forstå mere end de andre disciple, er selvfølgeligt. At Jesus ligeledes i kraft af disciplens store kærlighed kunne betro ham ting, han endnu ikke kunne åbenbare for de andre, er lige så selvfølgeligt. At disse to væsener derfor havde mange énrumssamtaler eller var meget sammen, bliver ganske naturligt. Heraf ordene "den discipel, Herren elskede". Vi ved, at denne elskelige discipel lige til sin død opfordrede menneskene til at være gode mod hverandre. Og da han var gammel og ikke kunne andet, hviskede han alligevel ordene: "Børnlille elsker hverandre".

At dette væsen ikke har nogen skærsildsoplevelse, ikke har noget at skulle have suggereret væk, bliver indlysende. Han går lige ind i sit paradis. Også hans oplevelse bliver nu al den skønhed og kærlighed, al den humanisme og lykke, som hans fantasi overhovedet kan skabe. Et så fremskredent væsen har ikke nogen lille tænkeevne eller primitiv fantasi. Han ser her ganske uhindret, i en dertil egnet stimulerende atmosfære, hele menneskeheden i det strålende lys, som den ifølge verdensgenløsningen engang skal komme til at udgøre. Han er her så langt fremme i en skolet fantasi, at den ikke forhindrer ham i at opleve det virkelige menneskeriges sfære, således som det på daværende tidspunkt allerede gjorde sig gældende på kloder, der var langt forud og derfor på et højere trin i udviklingen end jordkloden. Han modtog her en forberedelse til en indvielse. Og herfra gik denne kærlighedens apostel videre frem igennem visdomsriget med nogen dagsbevidsthed og også med dagsbevidste glimt af den guddommelige verden for herfra, mættet af lys, at sove ind i den ekstase, hvoraf han igen via salighedsriget skulle vågne i moders liv i en ny fysisk tilværelse, til et miljø og bevidsthedsfære, hvor han kunne modtage kosmiske glimt eller grader af indvielse på det fysiske plan og den heraf følgende forklarede tilværelse i fysisk kød og blod.

Vi har så tilbage Verdensgenløseren, der døde på korset. Da han jo allerede var et væsen, der havde nået indvielsen i tidligere tilværelser, var han jo allerede her på det vågne, fysiske plan dagsbevidst i den åndelige verden. Derfor blev hans død én stor lysmanifestation, der kastede sit strålevæld, ikke blot ud over den daværende jord, men også ned igennem århundreders generationer, og som funkler den dag i dag på sin totusindårige vej med uformindsket styrke ud over jorden. Men folket har bare vænnet sig til lyset, og derfor virker det ikke mere så stærkt. Da dette væsen var indviet, hvilket vil sige var kosmisk dagsbevidst i alle livets seks sfærer, var der ikke her tale om nogen fantasioplevelse, men derimod en oplevelse af sfærernes realistiske kendsgerninger. Han gik bort og prædikede til ånderne, som var i forvaring. Det var altså til de ulykkelige ånder eller sjælene i skærsilden. Vi kan være overbeviste om, at han her har udfoldet en overordentlig stor inspiration og kraft over for alle de skytsengle, som var de ulykkelige væseners hjælpere. At han her mere end noget andet sted har udtrykt sin kærlighed i ordene: "Jeg er kommet for at finde og frelse de fortabte", er selvfølgeligt. At han her møder sin elskelige discipel og frier ham af hans vånde, er lige så selvfølgeligt. Og efter at have passeret alle de ulykkelige væsener skulle Verdensgenløseren videre, men han glemte ikke sine venner på det vågne, fysiske plan. I denne tilstand kan et væsen, medens det endnu er så nær jordsfærens materie og fysiske bølgelængder, materialisere sig, når de dertil gunstige forhold er til stede. Og Verdensgenløseren viste sig for sine disciple blandt andet engang, da de var forsamlede, og dørene var lukkede eller stængede for jøderne.

Og efter således at have dokumenteret over for sine venner i fysisk kød og blod, at man udmærket kan eksistere hinsides en korsfæstelse, hinsides kød og blod, og dermed bekræftet det levende væsens udødelighed, gik Verdensgenløseren videre op imod visdomsriget og den guddommelige verden og vågen dagsbevidst oplevede her, ét med Faderen, hele den guddommelige verdensplan og kunne herfra stadig igennem æteren sende sit strålende lysvælds inspirerende kraft ned igennem sfærerne til det jordiske plan, ned til den vældige lysbølge, han der i form af sin visdom og sine evige ord havde efterladt sig. Det lysvæld er jo noget af den åndelige verdens bølgelængde, der er rodfæstet på det fysiske plan. Og i de højeste lag af denne sfære er Verdensgenløseren, såvel som alle andre indviede eller kosmisk bevidste væsener, vågent dagsbevidst. Derfor kunne han også sige: "hvor to eller tre taler sammen i mit navn, er jeg til stede". Og dette er rigtigt. Han er til stede i kraft af sin bevidstheds lysglorie. Men hans lysglorie er jo hans ånds materie. Og igennem hans ånds materie foregår jo hans tilkendegivelse. Det er således ikke umuligt at få set Kristus, Buddha, Krishna eller andre af de store verdensfrelsere, hvis man kan komme i tilstrækkelig kontakt med de uforfalskede lag af deres bevidsthed, hvilket vil sige igennem den virkelige næstekærlighed.

Men Kristus eller andre indviede væsener er alle væsener, der har udlevet deres inkarnationer på jorden og vil normalt ikke mere inkarnere der, fordi de simpelthen er vokset fra denne klode. De har fuldkommen overstået det fysiske løb, den kan give. De inkarnerer derfor på højere fysiske verdener eller kloder, der i særlig grad er for indviede væsener. Altså kloder, der allerede i dag repræsenterer de fuldkomne fysiske tilstande, som jorden endnu ikke har nået, og hvor menneskene derfor må leve i krig og lidelse. De kosmiske eller indviede væsener kan jo allerede fra det åndelige plan eller i diskarneret tilstand besøge disse verdener, idet de jo har en så høj åndelig atmosfære, at den kommer på bølgelængde med de kosmiske planer. Når et indviet væsen fødes på jorden, er det kun for at forplante de højere åndelige verdeners sfærer i jordmenneskebevidstheden. De kommer som missionærer til sådanne lavere verdeners zoner for igennem næstekærligheden at føre menneskene frem igennem deres mørke skæbner, frem til fuldkommenheden i væremåde og den hermed forbundne udødelighedsoplevelse og oplevelsen af Guddommen og deres identitet som sønner af eller værende ét med dette livets højeste ophav.

Så vidunderligt er altså livet, at alle får deres paradis. Det evige helvede såvel som evig fortabelse er kun fysiske væseners mørke fantasier. Det samme gælder troen på en virkelig død og tilintetgørelse. Ingen kan dræbe, ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret. Al oplevelse står i vor egen hånd. Med denne vor identitet som gudesøn er der altså knyttet det privilegium, at al vor oplevelse, dens form og rækkevidde, dens farve og lys, står fuldstændig i vor egen hånd. Tilværelsen bliver lige akkurat det onde eller gode, det lys eller mørke, vi selv evner at forme den om til at være. Vi er ét med Guddommen og evigheden bag livets funklende strålevæld.