Midt i vinterens mørke, slud og kulde bor der en længsel efter foråret og sommeren. En længsel efter lys og varme, en længsel efter solrige dage. Så snart vi er nået over julen og den korteste dag, er alle blikke og forventninger stilet fremad imod sommerens fagre tid. Dette forventningens princip, dette håb om kommende lys, glæde og velvære er et universalt princip. Det er ikke blot i årskredsløbets mørketid eller vinter, at dette princip gør sig gældende. Det gælder også i alle andre af de forskellige kredsløbs vinterzoner eller mørketid, vi passerer. Som De ved fra mine kosmiske analyser, er vort jordliv også et kredsløb, et slags år, der har vinter og vår, sommer og efterår, henholdsvis i form af barndom og ungdom, manddom og alderdom. Men ligesom dette kredsløb består af dage og nætter, således udgør det selv en slags dag i et stort kredsløb. Så gigantisk er vor tilværelse, så altomspændende er vort liv, at de halvfjerdsindstyve år, som er støvets år, i virkeligheden kun er et døgn i et særligt bestemt større kredsløb, som vi også befinder os i. Dette kredsløb er naturligvis ligesom alle andre kredsløb også inddelt i de fire afsnit eller årstider: vinter og vår, sommer og efterår. Ifølge naturens evige love skal vort nuværende jordliv udgøre et døgn et eller andet sted i en af dette store kredsløbs årstider. Vort jordliv skal altså være en dag eller et døgn, enten i dette kredsløbs vinter eller vår, dets sommer eller efterår. Da dette kredsløb ikke er et fysisk kredsløb, men et mentalt eller åndeligt kredsløb, vil det altså erkendes på vor mentalitet, vor handle- og væremåde, på vor følelse, intelligens, intuition og øvrige grundenergiers kapacitet og den heraf følgende moral i vor fremtræden, hvor vi står i nævnte kosmiske kredsløb. Hvis vor moral, tænke- og væremåde manifesterer vinterens princip, hvilket vil sige i stor udstrækning baserer sit liv på andre levende væseners død og undergang, hvis vort liv er baseret på selviskhed eller egoisme, så vi for enhver pris hensynsløst albuer os frem på næstens bekostning og dermed skaber sorg, lidelse, undertrykkelse og armod for denne næste, da udgør vort nuværende jordliv endnu kun en vinterdag i det kosmiske kredsløb. Hvis vi ser ud over verden og betragter jordmenneskenes indbyrdes forhold til hverandre og ser den mistillid, den klamren sig til våbenmagt, den løgnepropaganda, man betjener sig af, den autoriserede bagtalelse eller sladder, der befordres gennem presse og bøger, den sult og armod, der årligt dræber millioner af mennesker, den umådeligt kostbare militarisme og oprustning, der med de skattebyrder, den pålægger almenheden, holder denne nede i proletariat, men også slavelænker eller undertrykker menneskene i deres skønneste ungdoms dage, eliteperioden i deres fysiske, rent kropslige, tilværelse og tvinger dem til at skulle undervises i at myrde og dræbe deres næste, er det let at se, at millioner og atter millioner af jordmenneskers nuværende liv er en vinterdag i det store kosmiske kredsløb.

Jordmenneskenes nuværende liv er således i virkeligheden, kosmisk set, en grå og trist hverdag i det store kosmiske kredsløbs vinterzone. Hvis man kan komme til denne erkendelse og gøre dette begribeligt, så er man nået himmelhøjt op over den moderne videnskabs spidsfindige teorier og formler angående stof, energi eller kosmiske stråler, ja, kort sagt hele dens fysisk set fænomenale teoretiske fysik, som dog endnu ikke giver mere indsigt i livsgådens løsning, end at dens ypperste repræsentanter, dens mest verdenskendte navne, i lykkelig uvidenhed afslører deres kosmiske bevidstløshed med at udtale, at det er aldeles tåbeligt at tro, at der skulle være noget liv efter døden – en anskuelse, der ligger så dybt under os, at vi næsten ikke kan øjne den fra vor kosmiske himmel. Dette er ikke for at forklejne den nytte og velsignelse, som den samme videnskabs fysiske fremskridt kan afstedkomme den dag, disse tages i kærlighedens tjeneste, men for at vise, at livsgådens løsning findes ikke og ikke kan findes uden om en kærlighedsudvikling inde i vor egen mentalitet. Forstandsudviklingen alene kan umuligt afgøre det. Disse væseners viden har da også i første omgang i særlig grad befordret vinteren, krigen og dermed lemlæstelse og død. Disse verdensberømte væseners nuværende liv er ligeledes en grå hverdag i det kosmiske kredsløbs vinterzone. Livsmysteriets løsning er for dem endnu indhyllet i det dybeste mørke.

Nej, vejen til himmeriges rige eller det kosmiske kredsløbs sommer er ikke et fysisk regnestykke, den er ikke et stykke teoretisk fysik. Den er derimod ligesom i alle andre kredsløb en klimaændring. Ligesom årskredsløbets vinterzone ikke kan ændre sig uden igennem den klimaændring, der skaber foråret og sommeren, således kan intet væsens virkelige oplevelse af det kosmiske kredsløbs forår og sommer finde sted uden igennem samme væsens egen mentale klimaændring. Jordmenneskets nuværende liv er jo for almenhedens vedkommende en grå vinterdag. Den skal altså ændres til at blive en forårsdag og derefter til at blive en sommerdag. Det fysiske jordliv skal altså bringes til at udvise en total ændring af karakter. Denne ændring er allerede begyndt at gøre sig gældende i form af den begyndende længsel efter fred. Længslen efter at forene menneskene, skabe alt til én verden, længslen efter krigens afskaffelse, længslen efter at komme til at leve i en langt højere og skønnere form for tilværelse, længslen efter et fuldkomment liv, længslen efter kærlighed, er de begyndende livskræfter, safter og indre funktioner, som altid gør sig gældende inde i en vinter- og forårszones liv. De er dette indre liv, disse indre kræfter, der til sidst får skovene og markerne til at grønnes og blomsterne til at dufte og fuglene til at synge, ja, får alt liv til at vågne og i forening danne sommerens kolorit. De samme principper går nøjagtigt igen i de mentale kredsløb. De gærende kræfter i jordmenneskenes grå og triste mentale vintertilværelse, der vil få foråret og sommeren til at spire frem og skabe væsenets jordliv fra at være en grå og trist vinterdag til en varmende og lysende sommerdag, er således udelukkende dets længsel efter og evne til at udvikle sommerens varme og lys i sig. I samme grad som væsenet kan elske sin næste som sig selv, i samme grad vil dets jordliv blive en sommerdag i dets kosmiske spiral eller i dets evige tilværelse.

Derfor ligger der inden for den jordmenneskelige mentale sfære et bevidsthedsfelt, igennem hvilket vejen går direkte imod foråret og sommeren eller til paradiset. Dette felt er det, igennem hvilket forholdet til næsten i særlig grad opstår og udløses. Kun igennem den sympati, vi føler for vor næste, kan et højere tilværelsesplan, altså det kosmiske forår og den efterfølgende sommer, opleves. I samme grad som denne følelse smelter egoismen eller selviskheden, der jo er det samme som den mentale sfæres frost og kulde, i samme grad opstår oplevelsen af livets forår og sommer. Og med denne smeltning af egoismen og den heraf begyndende opståen af lysten og glæden ved at tjene andre levende væsener, begynder vinteren at svinde fra vort nuværende jordliv. Det er ikke mere en grå og trist hverdag i det kosmiske kredsløbs vinterzone. Det begynder at være en lysende forårsdag med alle dens livgivende foreteelser og detaljer. Da kærligheden er universets grundtone, vil man i samme grad, som denne tone bliver den dominerende i ens mentalitet, jo blive i stand til at fornemme den absolutte sandhed eller dybeste kerne i alting. Kærligheden er netop denne dybeste kerne i alt og alle og bliver derved den dybeste sandhed. Med denne voksende kærlighed i sit eget indre vokser altså sandhedserkendelsen. Man begynder at blive sin egen sol, sin egen lyskilde. Og i dette lys begynder man at opleve det virkelige liv. I kraft af dette lys kan man ved selvsyn begynde at se og opleve livet og tilværelsen som de guddommelige led i den guddommelige kærlighedsplan med universet, de i virkeligheden er. Ligesom man da begynder at se virkeligheden og dermed den absolutte sandhed på det materielle plan, således er man nu også i stand til at se den absolutte sandhed på det åndelige plan. Det, man nu ser, er ikke illusoriske foreteelser eller ulogiske fantasier eller overtroiske forsteninger. Her ser man alt i relation til Guddommen og dermed til virkeligheden. Man er hævet over illusionernes verden, over tiden og rummet, over al primitiv jordmenneskelig kulde og frost, al jordmenneskelig dræbende udfoldelse. Man er selve inkarnationen af den kosmiske sommer. Man er inkarnationen af forståelse, tilgivelse, kærtegn og glæde. Man er gået igennem indvielsens port og sammen med alle de andre, der har passeret denne port, er man nu udgørende de lysende og varmende glædens og lykkens sole, der tilsammen danner det sande paradis eller det, der udgør "himmeriges rige", og som skal modtage alle jordmenneskene og give dem fred, glæde og salighed.