Martinus indleder manuskriptet med i stikordsform at resumere hovedpunkterne fra de tre foregående foredrag om livet i den åndelige verden, herunder grundprincipperne i den overgangstilstand mellem den fysiske og åndelige verden, som han kalder skærsilden.

Den åndelige verden er ikke blot til for skærsildens skyld. Tværtimod, skærsilden er jo kun at ligne ved et slags omklædningsrum for væsener, der skal bestige paradisets terræner. Her kan jo ingen komme ind uden af have "bryllupsklædningen" på, som det hedder. Hvad forstår man da ved "paradiset"? – Paradiset skal her i denne forbindelse udtrykke de zoner eller livsoplevelsessfærer, i hvilke det levende væsen er frigjort af de lavere materier, er uafhængig af tid og rum. Paradisets kulminationszone er hjemstedet for væsenet i "Guds billede". Det er bevidsthedssfærer, i hvilke der kun eksisterer absolut visdom og dermed en tilsvarende absolut glæde, tilfredshed og velvære.

Udviklingen vil igennem nogle årtusinder føre de jordiske mennesker frem til allerede at opleve noget af paradiset på det materielle eller fysiske plan. Menneskene udvikler sig bort fra krigene, bort fra ukærligheden mellem væsenerne indbyrdes, bort fra alle urene tankearter, løgn, bedrageri, had, misundelse og skinsyge, samtidig med at de udvikler sig bort fra den nuværende primitive og grove levevis baseret på nydelsen af andre levende væseners kød og blod og frem til en vegetarisk kost bestående af det reneste frugtkød, hvilket vil sige kødet omkring kernerne eller kernehuset, der udelukkende er den eneste føde, der ikke betyder død og lemlæstelse for noget andet liv. Fra denne rene fysiske og åndelige livsepoke vil jordmennesket udvikle sig videre til en fysisk tilstand, i hvilken det kan opretholde hele sin ernæring igennem åndedrættet. Det vil komme til helt at kunne ernære sig ved luften og de i luften forekommende behagelige rene dufte fra træernes grønne løv, fra blomsterne, fra engene, fra havet osv. Alle disse dufte er allerede i dag begyndende vitaminer eller næring for væsenernes psykiske side. På samme måde er også lydene på vej til at blive psykisk næring. Men engang vil de sammen med åndedrættet helt kunne dække det levende væsens legemlige, fysiske ernæring. I denne epoke vil jordmennesket så udvikle sig bort fra det fysiske plan ved efterhånden mere og mere kun at behøve åndelig næring. Det kan til sidst helt leve ved tanker og indtryk, men da er væsenet ikke mere et fysisk væsen eller afhængig af det fysiske plan. Og reinkarnationen i sin grove og primitive form er dermed ophørt og væsenet er ligesom kommet ind i en slags direkte oplevelse af evigheden. Det er hævet op over tiden og rummet.

Men denne udvikling er en meget lang proces og kan i sig selv ikke være særligt opmuntrende eller inspirerende for det jordiske menneske af i dag. Det kan jo ikke være nogen særlig trøst for et menneske af i dag midt i sin sorg og kvide eller livslede at få at vide, at det om nogle hundrede tusinde år skal blive så og så ophøjet et væsen. Derimod er det af meget større værdi for mennesket at få at vide, at det allerede i dag bærer i sig muligheden for at få lov til at opleve noget af denne ophøjede guddommelige tilværelse, når det ved sin død skal forlade det fysiske tilværelsesplan. Da vil det nemlig være fri af den materielle ernæring, være fri af den grove fysiske materie og være henvist til helt at skulle leve af "tanke". I den åndelige verden opretholder det levende væsen udelukkende sin tilværelse i kraft af tanke. Dets liv vil altså her forme sig lyst og mørkt, alt efter som dets tanker er lyse og mørke. Da mennesket ved sin død kan være besjælet af mørke tanker såvel som af lyse, kan det lige så godt komme til at opleve sin indtræden i den åndelige verden som en mørk oplevelse som en lys. Det vil altså fuldstændig bero på, hvorledes dets samvittighed fremtræder. Væsener med en dårlig samvittighed oplever skærsilden. Men væsener med en god samvittighed oplever tilværelsen i et lys, der svarer til renheden af væsenets samvittighed og intellektualitet.

Da menneskene står på højst forskellige moralske trin, vil der være tilsvarende zoner eller sfærer i den åndelige verden. Enhver kommer til en zone i paradiset, hvor den åndelige verden virkelig kan opleves som paradis. "I min Faders hus er der mange boliger", siger Kristus. Og det er rigtigt. Det, der kan være paradiset for det ene væsen, kan ikke altid være paradiset for det andet. Når væsenet er fri af skærsilden, går det til den zone, inden for hvilken der vil være mulighed for, at det kan opleve de ting, der for dette betyder velvære, glæde og lykke. Disse åndelige sfærer kan allerede ses her i form af menneskenes mentale terræner, deres særlige psyke eller sindelag. Væsener, der i særlig grad er lykkelige ved at skrive vittigheder og morsomme historier, kommer til et slags vittighedernes og morsomme historiers eldorado. Det er herfra, vi har alle de mange morsomme tegnefilm. Et menneske, der i særlig grad er lykkelig ved at forske historie, bliver ført til en sfære, i hvilken han kan vandre frem og tilbage i tiden og historien, ligesom man på det fysiske plan kan vandre frem og tilbage i rummet. En forsker, der i særlig grad er lykkelig ved at sætte sig ind i geologien, kommer i en tilstand, hvor han kan vandre tilbage og se jordklodens geologiske udvikling, se alle dens forskellige epoker: dens solepoke, dens afkølingsepoke, dens skorpedannelse og vulkanske epoke, dens vegetabilske epoke og dens animalske epoke og helt frem til dens nu begyndende mental- eller åndsepoke. Kunstnere fra alle kunstarter kommer alle hver især til lige akkurat deres kunstarts eldorado, ligesom alle religiøse kommer til den himmel, der lige akkurat er paradiset i deres specielle opfattelse. Valhalla er lige så vældig en realitet for de nordiske guders tilbedere, som de kristnes himmel med den hvide palmeviftende flok omkring Guds trone er en virkelighed for dem på det åndelige plan. Ligesom man i skærsilden er bundet til sin dårlige samvittighed, således er man i de andre lavere sfærer bundet til sin tro. I den åndelige verdens lavere planer kan man ikke komme uden for det, man tror på. (Men der findes her også sfærer for skurke- og banditånder, men det hører under skærsilden).