Vi har tidligere set, hvorledes døden kan være både en lysets og mørkets proces. Dødens port bliver således en særlig epoke, som ethvert væsen skal igennem, når der indtræder den situation, at dets fysiske organisme enten ved ulykkestilfælde, sygdom eller ved en naturlig alderdom ikke mere er egnet til at bære dets bevidsthed eller mentalitet. Så længe væsenet er i en fysisk organisme, fornemmer det mentalitet og organisme som to adskilte realiteter. Af disse to realiteter betragter det primitive menneske nævnte fysiske organisme som selve det væsentlige, medens mentaliteten eller tankerne som noget mere eller mindre uvirkeligt, som udelukkende bæres af kroppen. Det ser på sin organisme som det primære og mentaliteten som det sekundære i dets tilværelse. Denne fornemmelse af at besidde en organisme og den daglige oplevelse af den bliver til en vanefornemmelse. En vanefornemmelse er altså en oplevelse og er således noget mentalt eller åndeligt. Men det er ikke blot fornemmelsen af vor organisme, der således bliver til tanke eller mentalitet, det er også mangfoldige andre hyppige eller stadige oplevelser, der aflejrer sig som permanente tanker og dermed bliver til vanebevidsthed. Ved denne permanente eller stadige genoplevelse af særlige foreteelser skaber man således tilsvarende faste eller urokkelige forestillinger i mentaliteten. Og det er disse faste foreteelser i mentaliteten, der bliver den åndelige verdens faste materier eller stoffer, når væsenet ikke mere eksisterer på det fysiske plan.

Den mest koncentrerede eller faste forestilling, individet således har, når det er udskilt fra sit fysiske legeme, er altså vanefornemmelsen af at have organisme og dets hermed forbundne afhængighed. Her på det fysiske plan er det en selvfølgelig kendsgerning for væsenet, at det må vandre på sine ben, det må spise og drikke for at leve, det er afhængig af åndedræt og blodomløb i organismen, kirtelfunktion etc. Det har på det fysiske plan ikke nogen som helst virkelig, håndgribelig permanent oplevelse af at kunne eksistere uden netop ved disse funktioner. Det er ikke så mærkeligt, at forestillingen om totalt at ophøre med at eksistere, når det fysiske legeme dør, også her på det fysiske plan bliver til vanebevidsthed, hvis den ikke her modarbejdes med forestillinger om en livsmulighed, uafhængig af den fysiske organisme. Det er denne forestilling, der opstår som den kolde materialisme eller fornægtelse af alt åndeligt liv eller enhver form for psykisk tilværelse. Det er den farligste af alle forestillinger, det er selve dødskulminationen. Det er selve det store kosmiske spiralkredsløbs vintersolhverv. Det bringer individets kosmiske sommeroplevelse i fare. I samme grad som væsenet her på jorden sværger til materialisme og tror, at det er livets virkelighed, i samme grad mister det evnen til at opleve den åndelige verden uden for den fysiske. Den åndelige verden udgør for jordmennesket en træning i sommeroplevelse. Hver gang individet dør fra det fysiske plan, kan det jo kun opleve livet ved hjælp af de vaneforestillinger, som det på det fysiske plan har tilegnet sig. Og når det samme individ så på det fysiske plan slet ikke har tilegnet sig nogen som helst forestilling om muligheden af en fortsat åndelig tilværelse, har det jo ingen forestillinger til at bære bevidstheden ud over den dødsforestilling, som det så højt og bredt sværgede til, medens det levede.

Denne dødsforestilling er altså i sin mest koncentrerede form så stærk, at individet fornemmer sig virkelig døende under og efter den fysiske dødsproces. Det har ladet hånt om alle beretninger om åndelig eksistens, har ikke hverken villet studere eller antage ideer eller forestillinger om noget åndeligt liv og er derfor nu så umådeligt fattigt og blottet for tanker og ideer, der kan føre det bevidst igennem de åndelige sfærer og dermed få et fortsat liv bekræftet. Det bliver derfor ved med at føle sig døende og lever i en permanent skræk for denne dets indbildte undergang. Og et sådant væsen kan leve længe i en sådan indbildt døende tilstand. Dets vægring ved at acceptere religiøse eller åndelige forestillinger, medens det levede, er jo så faste, at de stadig forhindrer væsenet i at tro på nogen hjælp. Det kan derfor blive ved med at gå rundt og rundt, blive ved med at genkalde sig sine sidste oplevelser på det fysiske plan for om muligt at få løst gåden på det mysterium, som det ved sin fysiske død blev indladt i. Det opdager, at tiden står stille. Den bliver ved med at være det klokkeslæt, på hvilket dets fysiske død indtrådte. Og da denne mystiske tilstand kun kan give væsenet mørke og håbløse tanker, bliver dets ydre omgivelser også kun mørke og håbløse. Naturen viser sig i stadige regnskyl, mørke og kulde, et permanent gråvejr hviler stadigt over væsenet. Vejen, ad hvilken det vandrer, bliver til sidst et ælte af pløre og dynd, som det synes at synke mere og mere ned i. Hvis det endelig får reddet sig op på et eller andet fast punkt, så er det gerne fyldt med alskens utøj, giftig slam og stank af en sådan modbydelighed, at det snarest må se at komme væk fra dette fodfæste, og atter må det styrte sig ud i pløret. Somme tider kommer det i tanker om gode venner og små vennetjenester, det har gjort imod andre, og da liver omgivelserne op. Pløret og æltet forsvinder, vejen bliver lys og skøn. Hvis væsenet har mange sådanne minder, mildner det i høj grad dets færd i dødsriget. Men de fleste mennesker med den materialistiske indstilling er gerne kolde og umedgørlige og for næstekærlighed blottede væsener, derfor er de ikke i besiddelse af store muligheder for at sprede gråvejret og pløret og æltet i deres dødsfærden. Og deres tilværelse på denne mørke måde bliver en vintertilværelse, en permanent åndelig polartilstand, hvor sommertilværelsens årstid så at sige er fjernet. Det er den åndelige verdens polartilværelse eller liv i isørkenen.

Set fra den åndelige verden er sådanne væsener altså endnu sovende eller bevidstløse væsener, så længe bønstalentet endnu ikke har åbnet sig, og et skrig under en eller anden form imod Forsynet er udløst. Men når dette sker, overgår den åndelige baby til sin skytsengels varetægt, og de mørke materialistiske forestillinger er nu så løse eller svage, at de nu kan suggereres bort eller udskilles fra væsenets højere åndelige struktur. Og det ulykkelige væsen indgår i en lyssfære af velbehag, der kun kan tage form og billeddannelse efter vedkommendes egen fantasievne, og herfra føres væsenet, efter lysmættelsen, så hurtig tilbage til sin længsel efter det fysiske plan og indgår da i sit salighedslegeme, der nu er blevet af en anseelig styrke og giver individet evne til at gennemleve sine sidste inkarnationers skønneste minder. Denne ekstasetilstand svarer til forelskelsens eller forplantningens ekstaseenergi, i kraft af hvilken det så igen kan komme i kontakt med det fysiske plan igennem de fysiske væseners parringstilstand. Her vil det så igen begynde sin materialistiske tilværelse, men vil mere og mere erfare, at den ikke kan udgøre noget virkeligt livsfundament, som man med lykke og glæde kan dø på. Og begivenhederne fører så efterhånden materialisten ind i en tiltagende hunger efter en videnskabelig erkendelse af den åndelige verden og en evig eksistens for det levende væsen, og det vil herigennem blive ført imod indvielsen eller til åndelige frigørelse.

Ligesom materialisten ved sin tro på gudløsheden og dødeligheden kom til at leve på disse forestillinger, da han ikke mere var i en fysisk organisme, således kommer naturligvis også det stærkt religiøse menneske til at leve på sine vaneforestillinger. Han får lige akkurat det himmerige, som han tror. Her sker det mere end i nogen anden situation, at væsenet oplever det, det tror. Hver religion har jo sin erkendelse af livet og tilværelsen, af himmerige og helvede. Denne erkendelse er jo for det absolut urokkeligt troende væsen en permanent vanebevidsthed. Den vil derfor være et sådant væsens faste punkt, når det mister sit fysiske legeme. Hvis det fornemmer sig i kontakt med opfyldelsen af sin religions moralske love, vil det gå lykkeligt over i døden, navnlig hvis det dør en naturlig død ved alderdom. Og ved denne død vil der derfor ikke være nogen særlige hindringer for væsenet i at blive båret på sine vaneforestillinger, der her bliver til synlig plastisk lyd-, farve- og tonemæssig virkelighed inden for den ramme, som hører til dets religions erkendelse. Det ser da sin religions fundamenter og hjørnestene i lysende stråleeffekter. Det befinder sig således sammen med alle ligesindede i sin religions himmerige eller paradis. Er det inden for den kristne verdensreligion, ser væsenerne som selve kulminationen i paradiset en vældig funklende og strålende trone, på hvilken Gud Fader med sin søn Kristus ved sin højre side troner. Omkring tronen lovsynger vældige himmelske hærskarer denne sfærernes almægtige Fader og den han udsendte, Jesus Kristus. Dernæst kommer så alle de troende og frelste fra jordens sfærer. De befinder sig også i stråledragter og udgør netop den hærskare af væsener, om hvem det hedder i salmen "Den store hvide flok vi se, som tusind bjerge fuld af sne, med skov omkring af palmesving … for tronen stå med kroner på" osv. Vi ser her et nyt Jerusalem med guldbelagte gader, paladser og kirker etc. Men i det fjerne langt ud i horisonten, der dybt nede, der stiger skrækkelige røgsøjler til vejrs. Der brændes i den evige ild alle de fortabte, der ikke ville frelses og ikke ville acceptere den samme tro, som de nu i lyset fremtrædende frelste. Men blæse være med dem. Da de nu er evigt fortabte, er der ingen grund til at bede for dem, de vil jo aldrig kunne befries. Men med os, vi Guds udvalgte, er det rigtignok en anden sag. Vi har skam været rigtig artige Guds børn. Så vor frelse måtte jo blive en selvfølgelighed.

Alle de rettroende religionstilhængere får således deres paradisoplevelse og skærsild, alt efter den vanefornemmelse de tilegner sig på grundlag af religionens struktur og erkendelse. Men som man nu forstår, er denne hinsidige tilværelse i en meget stor udstrækning for det uindviede væsen kun en drømmetilstand, en fantasitilstand, som altså er virkelig nok, så længe væsenerne befinder sig i den og er afskåret fra den ydre, virkelige verdens korrigering af sanseoplevelserne. I disse drømmeverdenens skærsilds- og paradistilstande kan væsenerne godt, under visse forhold, søge samkvem mod den ydre verdens væsener. Da de jo ikke befinder sig i nogen fysisk organisme, kan de kun på psykisk eller åndelig måde influere på de fysiske væsener.