Som jeg forklarede tidligere, er den naturlige død ved alderdom, hvor individet er "mæt af dage", smertefri og skærsildsfri, hvilket igen vil sige, at den er legemlig og åndelig smertefri. Døden er jo en proces, der kommer ganske automatisk med årene, når mennesket har passeret sin fysiske kulminationshøjde eller manddom. Så begynder det fysiske legemes spændstighed og bøjelighed at tage af, synet og mange andre fysiske organfunktioner svækkes ganske gradvist eller næsten umærkeligt. Men processen finder uundgåeligt sted, og i samme grad som man i det fysiske liv har misbrugt eller overanstrengt sit fysiske legeme, i samme grad forstærkes undergangen for i værste tilfælde ligefrem på unaturlig måde at gå under ved sygdom og dermed finde sted længe før, den ellers skulle have fundet sted.

Denne undergang kan finde sted i alle aldre. Det lille barn kan blive vanrøgtet, ja allerede i moders liv og derved være sygt, allerede inden det bliver født. Ja, dets lille spæde fysiske organisme kan endog dø, inden den er blevet født. Et sådant lille væsen når ikke frem til at opleve den fysiske verden på anden måde end den højere udviklede plante. Det lille foster i moders liv kan ane behag og ubehag ligesom planten. Hvad det oplever derudover i vågen dagsbevidst tilstand, foregår i dets egen erindringsverden fra de tidligere liv. Det befinder sig i den samme sfære eller det samme rige som planten, nemlig salighedsriget, om end det jo er meget længere fremme i fysisk, kropslig henseende. Bevidsthedsmæssigt er det på anelsesstadiet. Så vil man måske her fremkomme med den anskuelse, at det ikke kan være særligt slemt at begå aflivning af fosteret, idet det jo så ikke kan være mere farligt end at tage livet af en plante, hvilket jo er noget, der på det fysiske plan sker i en eventyrlig mangfoldighed. Kornet høstes, træer hugges om, og marker oppløjes osv., men hertil må jeg svare, at "planten" i moders liv ikke blot er en plante, den er en livsvigtig port ind til den fysiske verden for en ånd, der er millioner og atter millioner af år forud for den almindelige plante, og for hvem plantestadiet kun er et sekundært stadium. Plantestadiet for en menneskeånd er således kun en midlertidig repetition, medens dette stadium for plantens vedkommende endnu ikke er blevet til repetition, ja bevidsthedsmæssigt endnu kun er et nebulosestadium. Det er endnu ikke, således som for mennesket eller de animalske væsener, en øjeblikkelig dør ind til den fysiske oplevelsesverden. Plantevæsenets plantetilstand er en millionårig epoke, som den ikke kan rives særligt ud af, selv om den mister en midlertidig fysisk rodfæstning i den fysiske materie. Den mister den slet ikke psykisk. Den bliver ved med at leve i plantementaliteten og kan derfor næsten øjeblikkeligt igen inkarnere eller forplante sig videre i tilstødende planteorganismer af sin egen art. Men det animalske plantevæsen kan ikke med det samme forplante sig, det må igen tilbage til salighedsriget og herfra igen afvente to af dets egen arts fysiske væseners parringsakt, inden det igen kan nå at få rodfæstning i et nyt moderliv og der få adgang til skabelsen af et nyt fysisk legeme.

Selv om denne aflivningsproces ikke ligefrem er smertefuld for fosterets ånd, er den i allerhøjeste grad skrigende unaturlig og udgør et direkte angreb på livets kredsløbslov, rent bortset fra at et så voldeligt indgreb imod naturens bestemmelse jo er livsfarligt for moderen og får de samme følger, som ethvert andet mord eller drab på animalske organismer har. Endvidere bliver der også karma, ved at sådanne fosterdræbere – hvad enten det er moderen, der lader sit foster dræbe, eller det er den, der udløser drabet – får den samme vanskelighed ved at blive født som den, de her i forening har iværksat over det diskarnerede væsen, som var blevet animalsk plante.

Hvis fosteret får lov at udvikle sig, og væsenet fødes til verden og derved kommer til at begynde at opleve den fysiske verden, begynder der at dannes en ny psyke, en ny mentalverden, altså en fornyelse af væsenets åndeverden. Denne fornyede mentalitet kommer til at spille en rolle, hvis barnet nu dør i sin barnetilstand. Hvis det dør, inden det endnu har lært at tale eller at forstå, hvad det er, det ser, vil dets død jo omtrent blive analogt med fosterets død, da det jo ikke har fået noget levende indtryk fra den fysiske verden. Men hvis barnet når frem til både at kunne tale og forstå sine omgivelser, sine forældres og andres venlighed plus dets evne til at kunne lege, dets fantasi til at forestille sig det og det, bliver det denne dets mentale tilstand, der vil komme til at præge et sådant lille væsen. Hvis barnet har haft det ondt, er blevet vanrøgtet jævnligt, har været udsat for forældres eller disses stedfortræderes ondskab, irritation, vrede og straf, og barnet heraf bliver sygt og nedbrudt, kan denne mørke tilstand godt kaste sin sorte slagskygge hen over et sådant lille væsens passage gennem dødens port, hvis det dør pludseligt enten ved ulykkestilfælde eller en hurtigt virkende dødssygdom. Det lille forfulgte barn har jo frygt og bæven, rædsel og angst til vanetanke. Det kan endnu i tankerne se sine forfølgere eller plageånder på det fysiske plan, som om det var virkelig fysisk oplevelse. Men dets lidelse bliver af meget kort varighed. For det lille barn har den store fordel frem for det voksne menneske, at det meget hurtigt finder udløsning i gråd. Og med denne gråd åbner himlens lyse sale sig for den lille gæst bag dødens mørke og skumle port.

Det møder her sin lysende skytsengels strålende omfavnelse og kærtegn, og hvorved det får suggereret sine mørke mentale lag bort. Og det oplever her nu kun den skønneste glæde, fred og velsignelse. Det er endnu i sin barnebevidsthed og befinder sig i de skønneste lege og oplevelser af eventyr. Her oplæses eventyrene ikke, her opleves de som synlige og hørlige realiteter. Det er fra disse eventyroplevelser, de store kolorerende eventyrforfattere skriver deres eventyr på det fysiske plan, ligesom det også er herfra, at tegnefilmene udgår. Vi er her i et strålende underholdningsplan, hvor alt, hvad der kan tænkes, kan foregå. Den store tænker, forfatter eller digter, der har stor evne til at koncentrere sine tanker, kan her lave de skønneste scenerier, de herligste eventyr, i virkelig plastisk, levende og talende fremtræden. Det er ikke her som på det fysiske plan, hvor eventyrene, digtene eller romanerne oplæses eller vises som film og skuespil. På det åndelige plan ses de som selve ens omgivelser, som selve naturen, som virkelige begivenheder, som terræner, himle og have, rigtige skove med syngende fugle, med vandløb, vandfald, åer og bække, mangeartede dyr, alt efter som ophavet har fantasi og koncentrationsevne. Ja, så stærk kan hans bevidsthed eller tanke være koncentreret, at tankeenergierne helt gør ham selv usynlig. Vi ser kun hans fantasi, som altså forestiller de eventyr eller den tankeverden, han i øjeblikket koncentrerer sig om. Men denne verden er ikke blot for børnene, den er også for alle på det åndelige plan fra mørke og skærsild frigjorte væsener. Ligesom de med deres fantasi og mentale skabeevne ligeledes kan yde bidrag til underholdningen, til undervisningen etc. Denne åndelige sfære grænser så nær op til det fysiske plan, så jeg i mange mange tilfælde har oplevet den, allerede inden jeg er faldet i søvn, når jeg har lagt mig for at sove.

Men væsenerne skal videre, og børnene skal videre. Efterhånden bliver deres fantasi mættet, og tingene bliver derved af mindre interesse. Sfæren her kan også blive kedelig, og da er man igen åndeligt døende fra denne sfære. Og alt efter som væsenerne nu har intellektuel begavelse, går de ind i sfærer, hvor de på dette område kan blive mættet. Men for barnet, der ikke har fået ret megen intellektuel udvikling i sit fysiske liv, da det jo blev afbrudt, passeres denne oplevelsessfære meget hurtigt, og væsenerne synker tilbage til den fysiske erindringssfære, der nu stråler som en herlig salighed, og hvor de så igen indgår forbindelse med den fysiske verden igennem to menneskers salighedsoplevelse i en parringsakt.