Som jeg igennem mine kosmiske analyser har udredet, er det, vi kalder døden, ikke nogen død, men kun en udskiftning af den fysiske organisme. Men allerede her i vor fysiske tilværelse kan vi jo iagttage, at det levende væsen er noget mere end blot og bar kød og blod, skind og ben. Det udgør også mentalitet, bevidsthed eller psyke. Denne psyke ytrer sig igennem tanke, begær og vilje. Ja, denne psyke bliver endog så dominerende, at de rent fysiske foreteelser ved det levende væsen er rent sekundære. Vi har således ikke hænder for hændernes skyld eller fødder for føddernes skyld, ligesom vi heller ikke har hverken syn, hørelse, lugt eller smag blot og bar for de specielle sansers skyld. De er kun til for at skabe eller bære et højere formål, nemlig dette at skabe tanke, viden og skabeevne. Denne er ligeledes igen heller ikke til blot for skabeevnens skyld. Den er til for at skabe behag eller ubehag, der igen er det samme som de to kontraster, uden hvilke livet umulig kan opleves. Det bliver derved til en kendsgerning, at alle levende væsener består af "noget", der oplever livet. Materien og sansningen af materien er således ikke livets absolutte kerne, men derimod det noget, for hvem livet eksisterer, det noget, der skaber og oplever livet. Det kan således her blive til teoretisk kendsgerning, at det levende væsens sande struktur består af noget, der er hævet over livet og derfor må være evigt, og noget, der er timeligt eller forgængeligt, hvilket vil sige udskifteligt.

Da alle de fysiske væsener før eller senere skal møde den store, totale udskiftning af organismen, vi kalder "døden", får det derved stor betydning, hvordan man i forvejen er indstillet på denne udskiftning, for i kraft af det evige eller uudskiftelige, som det levende væsen består af, skal det jo overleve denne. Men når nu det tror, at det er en tilintetgørelse af dets eksistens, er dets livs ophør, skaber det jo en unaturlig eller falsk oplevelse af livet. Denne falske livsoplevelse udgør det, vi kalder "dødsfrygten". Denne dødsfrygt er altså baseret på en indbildt eller tænkt modsætning til livet, skønt det aldrig i al evighed er sket eller vil komme til at ske, at noget væsen har oplevet en absolut død eller tilintetgørelse. Så langt dødsfrygten eksisterer, eksisterer der altså en indbildt livsoplevelse. Denne indbildte livsoplevelse er den død, som Gud forjættede skulle blive følgen af nydelsen af kundskabens træ. Der står jo skrevet, at den, der æder af kundskabens træ, skal dø døden. Da denne indbildte livsopfattelse kulminerer hos den jordiske, materialistiske videnskab, er det ikke så mærkeligt, at jordmenneskeheden er inde i den mentale eller åndelige krise, vi oplever som den bebudede dommedag med alle dens rædsler, dens ild- og svovlpøle, dens tortur- og henrettelseslejre, dens dødskamre, skafotter og galger, dens misbrug af elementernes millioner af hestekræfter, dens atombomber og reaktionsdrevne mordapparater til udslettelse af de af Forsynet opsatte naturlige livsbetingelser. At dette må afføde den heraf følgende invaliditet for de overlevende og deres placering og fortsatte liv i ruinhobe og ødelagte kultursfærer, bliver således selvfølgeligt.

Den herskende magtfaktor er altså en tiltagende dødsfrygt. Den gør sig gældende om dagen og inficerer og underminerer livsglæden, så der kun bliver melankoli eller sortsyn og livslede tilbage. Ja, den kan endog bringe menneskene til en sådan total sindsforvirring, at de tror, at selvmord er den højeste redningsplanke. De tror at kunne udslette det uudskiftelige. De flygter således hypnotisk ind i den død, som de i virkeligheden frygter. Ja, de er at ligne ved husdyrene ved en ildebrand, der flygter tilbage til deres brændende stald og tror, at det er deres redning, skønt menneskene kæmper for at jage dem bort fra ilden og undergangen. Men denne dødsfrygt, som menneskene således søger at bekæmpe, er ikke noget fysisk og kan derfor ikke bekæmpes med fysisk magt. Den vil overleve en hvilken som helst nok så underminerende fysisk foranstaltning, autoritet eller magtfaktor. Den er i sig selv ikke noget fysisk, men udgør en mental foreteelse. Den er en tankeart og vil derfor stadig beherske individet, selv om det har mistet sit fysiske legeme, er blevet myrdet eller har begået selvmord. Da den er en tankeart, består den af forestillinger. Disse forestillinger bliver endnu værre eller mere realistiske, når de opleves direkte igennem sjælsorganerne eller det psykiske legemes sanser, end når de indirekte opleves igennem de fysiske sanser. Derved opstår den bevidsthedssfære, der har fået navnet "skærsilden". Skærsilden er altså en psykisk oplevelsessfære. Det er et område i den åndelige verden. Det er en passage i dødens port for åndeligt afsporede væsener, væsener, der ikke troede på noget evigt liv, ja ligefrem foragtede tanken som overtro eller naivitet, væsener, der i kampen for at bevare deres eget liv tog en masse andre væseners liv og førlighed. De forestiller sig nu så mange muligheder, ved hvilke deres ofre kan hævne sig. Og da de nu lever i en sfære, hvor de grove fysiske tankematerier er blevet tilgængelige for synet, ser individet her sig selv indviklet i lige så frygtelige rædselsscener, som dets fantasi er i stand til at skabe. Dets egne forestillinger bliver så stærke, at individet igennem dem bliver selvsuggereret og ikke aner, at det er dets egne forestillinger, det her ser. Det tror, at det er dets fjender eller dem, det har torteret, medens det levede på det fysiske plan. Efter at have løbet sig træt her og ingen udveje ser, træder dets latente instinkt nu i funktion, og væsenet råber imod det ukendte Forsyn eller den Gud, det så længe har fornægtet. Og denne Gud har sine sanseorganer alle vegne i form af skytsengle. Og selv det mindste suk fra væsenet skaber lys i situationen, når blot sukket er en bøn om hjælp i renkultur, hvilket vil sige er udtryk for væsenets selverkendelse af egen afmagt i forbindelse med erkendelsen af egen skyld i situationen. Da bliver der lys i mørket. En lysende skytsengel viser sig. Det kan være vedkommendes for længst afdøde moder eller fader, det kan være en ligeledes for længst afdød ægtefælle, broder eller søster. Med dette møde opstår der så lyse tanker, og da disse også ses af væsenet, bliver omgivelserne, hjulpet af skytsenglenes lys, nu så lyse og smukke, som den døde er i stand til at skabe. De mørke tanker kan af og til endnu vise sig, men er hver gang mindre fremtrædende for til sidst ikke mere at vise sig, og den nu diskarnerede begynder da at opleve som ydre realitet det mentale lys, han eller hun har til rådighed. Væsenets karma er forbi. Den er nu indkapslet i de fysiske talentkerner og kan kun komme til udbrud i kommende fysiske inkarnationer. Og således vandrer nu den lille sjæl igennem de højere verdener og ser dem ved hjælp af det lille sparsomme lys, det har til rådighed, og når hurtigt igennem til salighedsriget, hvor det får sin skønneste livsoplevelse, og hvorfra det igen skal inkarnere på det fysiske plan. Således er Guds styrende hånd og englevagt til stede, selv i mørkets sværeste zoner.