Mit foredrag i dag omhandler selve dødsprocessen eller det, vi i daglig tale kalder "døden". Til en af de største kendsgerninger, jordmennesket på det fysiske plan oplever, hører dette, at vi skal "dø". Alle skal dø, men det er ikke nær alle, der ved, hvad det vil sige at dø. Kun de indviede væsener ved, at døden ikke er en udslettelse af liv, således som den ser ud til at være her fra det fysiske plan. Et sådant væsen ved, at døden kun er en tilstand, i hvilken individet, frigjort af den fysiske materie og dermed af sit fysiske legeme, overgår til at blive båret af sin tanke og dermed af sin forestillingsevne.

Ved et meget nøje studium af den fysiske tilværelse kan man se, at den i virkeligheden netop udelukkende kun er en træning eller udvikling i at kunne lade sig bære af sin mentalitet eller tænkeevne. Det, vi kalder livet, er jo netop det samme som bevidsthed. Bevidsthed er igen tankefunktion, skabelse af viden eller erfaringer. Hvorfor alle de mange lidelser og besværligheder, de mange ulykker og sorger, de mange mørke tilstande med sult, savn og sygdom, hvis ikke målet var den erfarings- eller mentalitetstilstand, de hensatte de pågældende væsener i. Menneskene bliver jo ikke til små og primitive, naive væsener igennem erfaringsoplevelserne, tværtimod. Det er jo de store lidelsesskæbner, der giver menneskene det højeste lys, den største forståelse af mørket eller lidelserne og dermed den største forædling af bevidstheden. Det er rigtigt, at vi ser alle levende væsener tilsyneladende dø og deres lig opløses eller tilintetgøres, men det ville jo være tåbeligt at tro, at alle de erfaringer, som det levende noget i organismen har tilegnet sig igennem sit fysiske jordliv, skulle opløses eller forrådne sammen med liget. En slig meningsløs tilstand kan vi aldrig i noget som helst tilfælde af naturens øvrige processer blive vidne til, og vi har derfor ikke noget som helst videnskabeligt eller logisk grundlag for at skulle antage, at en sådan opløsning eller tilintetgørelse af bevidsthed er livets mening.

Som jeg nævnte før, kan vi allerede her i vort eget daglige fysiske liv iagttage mange situationer, hvor vi i få sekunder allerede befinder os i den samme tilstand, som når vi er døde. Det er, når vi f.eks. henrives af nogle erindringer. Vi kan måske sidde behageligt i en lænestol, og vore øjne stirrer blindt ud i luften, men vi ser slet ikke noget som helst på det fysiske plan, idet vi indtil hundrede procent er optaget af de erindringer, der i den givne situation passerer vor dagsbevidsthed. Så længe denne behagelige situation står på, er vort jeg udelukkende optaget af erindringens detalje og verden, dens oplivelse eller formørkning af sindet. Denne oplevelse er en åndelig oplevelse. Erindringerne er nemlig ikke noget, der er på det fysiske plan. De udgør særligt udformede stråler eller bølger i stråleformig eller åndelig materie, og kan fremkaldes i den fysiske tilværelse ved hjælp af særlige centre i den fysiske hjerne. Men de kan ikke ses eller opleves med de ydre fysiske sanser, de kan ikke ses med de fysiske øjne eller høres med de fysiske øren. De bliver derfor altid en for individet selv indre intim oplevelse. Hver gang vi er stærkt optaget af erindringsoplevelsen, er vi i de samme sekunder tilsvarende mindre optaget af den fysiske verden. I samme grad som erindringerne optager vor opmærksomhed, i samme grad er vi altså uopmærksomme eller "døde" på det vågne fysiske plan. Mange ting kan foregå omkring os, men vi ser eller hører dem ikke.

Alle mennesker har sådanne øjeblikke, hvor de dvæler i deres erindringsverden. For nogle mennesker kan denne deres dvælen i erindringernes verden være en over al beskrivelse betagende oplevelse, ja en oplevelse, der undertiden kan henrive dem helt til betagelse, give dem en glæde og inspiration, der absolut ikke er mindre end den ydre fysiske oplevelse. En særlig underbar oplevelse bliver denne dvælen i de gode erindringer i situationer, hvor den ydre fysiske skæbne er blevet barsk og hård med sorg og sygdom. Hvor mange voksne har ikke tit dvælet med vemod i barndomserindringerne, når de er kommet fra barndomshjemmet og de kærlige forældre og ud i livets bitre og kolde storme. Ja, hvad er hjemve? – Er det ikke ligeledes en vandring i en verden, som man ikke mere har adgang til på det fysiske plan? – Lykkelig den, der har gode erindringer at ty til. De gode erindringer er en åndelig eller psykisk verdens genspejling af kærligheden og livsglæden på det fysiske plan.

Men tænkning er jo oplevelser af billeder og forestillinger, der både kan være glædesbefordrende og sorgbefordrende. Menneskene går således dagligt rundt og er så og så meget i en tilværelse, der bedst kan opleves, når de fysiske sanser er i ro, og der ikke finder nogen særlige ydre fysiske oplevelser sted. Denne oplevelsestilstand er en foreteelse, der ikke kan ophøre med tabet af den fysiske organisme, ja en oplevelse, der faktisk bliver meget stærkere og endnu mere til absolut virkelighed.

Og i al almindelighed regner vi ikke disse drømme for at være virkelige oplevelser. Men disse oplevelser er absolut lige så virkelige som de fysiske. Men idet de således kun overføres til den vågne dagsbevidsthed ved en abnorm søvn, bliver det herigennem altså til virkelighed, at vi har en sådan oplevelsestilstand, når vi sover, selv om vi slet ikke kan huske noget af den. Da erindringen ikke på normal måde kan overføre den åndelige oplevelse til den vågne dagsbevidsthed uden ved sådanne enkelte lejligheder, er den almengældende opfattelse heraf den, at vi er bevidstløse, når vi sover.

Men dette er altså slet ikke tilfældet. Vi befinder os i en overordentlig stor aktivitet i den åndelige verden, når vort fysiske legeme sover. Denne åndelige aktivitet kan jo netop blive fuldkommen og uforstyrret, når vi har den gode søvn. En dårlig søvn ødelægger jo både den fysiske og den åndelige tilværelse for mennesket. Nu er det store spørgsmål jo for mange dette: Hvorfor kan man ikke huske denne åndelige tilværelse, som man har oplevet om natten? – Det er simpelthen, fordi vor erindringsevne er en degenereret evne. Den er meget nær sit latente stadium i sit kredsløb. Menneskene kan jo heller ikke huske deres tidligere liv. Men ikke desto mindre har disse alligevel eksisteret. Det kan heller ikke huske de første år af sit nuværende jordliv, og dog er disse en levende kendsgerning. Den manglende erindring om en åndelig oplevelsestilstand er således ikke noget bevis for, at vi ikke har denne tilstand. Hvorfor er da denne erindringstilstand blevet degenereret eller forsvundet? – Ja, er det ikke netop en opfyldelse af nydelsen af kundskabens træ, der ligger til grund herfor? – Hedder det sig ikke her, at den, der nyder af kundskabens træ, hvilket vil sige kaster sig over tilbedelsen af materien eller det skabte i stedet for skaberen, skal dø døden? – Hvorfor har menneskene ikke kosmisk bevidsthed? – Er det ikke netop, fordi de som "Adam" og "Eva" forlod den åndelige verden ved i stigende grad at koncentrere sig på de fysiske foreteelser, indtil de nåede den genialitet, de i dag besidder i at herske over materien, over elementerne. De har ved denne altbeherskende koncentration på opnåelsen af herredømmet over materien vundet dette herredømme, men har tabt herredømmet over deres ånd. Ja, de har helt mistet deres viden om denne ånd eller psyke og benægter helt dens eksistens. De benægter således deres egen kosmiske eksistens. Mere død kan et væsen ikke blive. De kan nemlig ikke udslette denne eksistens, selv om de kan udslette deres viden om denne eksistens. Derfor tror de nu, at de står og falder med materien, deres fysiske organisme. De tror, de er bevidstløse under søvnen og tror, at de udslettes efter deres fysiske legemes undergang.

Denne oplevelse af at være ét med det skabte, være ét med materien, kunne jo ikke opleves, hvis ikke kredsløbsprincippet ændrede væsenets erindringsevne og lod denne være underkastet årstidsprincippet. Væsenernes erindringsevne er nu lig med vinterprincippet. Den har sit latente stadium og vil igen komme til at gå imod sit forårs- og sommerstadium og dermed i tilsvarende grad gøre individet bevidst i sin kosmiske herkomst som ét med Guddommen og dermed identisk med evigheden, udgørende tidens og rummets herre. Døden bliver derved ikke nogen indgang til en bevidstløs tilstand eller til nogen udslettelse. Den er tværtimod indgangen til en oplevelsestilstand, uden hvilken den fysiske slet ikke kunne blive til en oplevelsestilstand, og som individet havde inden det blev født til den fysiske verden og havde under den fysiske tilstand og skal blive ved med at have, efter at denne tilstand er ophørt.

Nu er der så tilbage at dvæle ved selve den proces, der udløser den fysiske organisme fra individets ånd og jeg. Denne adskillelse udtrykkes altså som døden, men det er ikke nogen død. Det er kun en åndelig fødsel. Livet består altså for de levende væsener her i denne del af det kosmiske spiralkredsløb, i hvilket vi befinder os, som en fysisk fødsel og en åndelig fødsel. Den fysiske fødsel kender væsenerne, fordi den kan de her iagttage med deres fysiske sanser, den åndelige fødsel kender de ikke, for den kan de ikke iagttage med deres fysiske sanser. Kun de indviede væsener, der har fået deres vågne dagsbevidsthedsoplevelsesevne udvidet til i vågen, fysisk dagsbevidsthed at kunne opleve døden, er bevidst i dens struktur og mission. Og ud fra denne kosmiske oplevelse af døden vil den være at udtrykke som en stor port ind til en anden livs- eller tilværelsesform. Denne port skal altså alle fysiske væsener af i dag gå igennem. Ingen slipper fri. Men dødens port er ikke sådan en enkelt, lille dør. Den er en stor kombination af døre, der fører ind til flere forskellige mentale eller åndelige verdener eller sfærer. Intet sted får man en så overvældende bekræftelse på Jesu ord, "I min Faders hus er der mange boliger", som netop i dødens port. Her er der først en meget stor hovedport. I denne er der fire mindre porte. Der er en port eller indgang for den, der dør som barn i den fysiske verden, og jeg vil kalde den for barndomsporten. Så er der en port for de væsener, der dør i ungdommens vår. Den vil jeg kalde ungdomsporten. Dernæst er der en port for dem, der dør i manddommen. Den kan vi kalde manddomsporten. Og så endelig er der porten for dem, der dør den naturlige død ved alderdom, og som vi altså kan udtrykke som alderdomsporten. Fra disse fire porte fører der fra hver især passager ind i forskellige sfærer og zoner, som de forskellige væsener altså i kraft af deres særlige mentale tilstand, deres karakter, begavelse og kærlighedsevne, føres til.

Alderdomsporten er altså beregnet for alle de væsener, der har levet det fysiske liv ud og har haft en alderdom, igennem hvilken de er blevet mæt af dage, er modnet til den åndelige tilværelse. Men inden for denne port er der forskellige passager hver især til de særlige sfærer, der måtte passe for den eller den af dem, der skal passere porten. Vi vil tage et sådant gammelt væsen, som ikke har noget samvittighedsnag, og som har levet som et trofast væsen imod dem, det har været knyttet til, ligesom det igennem sit religiøse talent har haft et inderligt gudsforhold, der har kunnet bære og styrke det igennem alle livets labyrinter og svære timer. Dette væsen har således en inderlig fred i sindet, og træt som det er af den fysiske tilværelse, ser det kun med glæde hen til den dag, da det får lov til at blive udfriet fra sit jordiske, skrøbelige legeme. Og så en skønne nat, hvor det som sædvanlig efter sin tanke på Gud er faldet i søvn, befinder det sig ved porten. Det begynder nu at opleve de vidunderligste ting, og hvis det igen den næste morgen skulle vågne på det fysiske plan og kunne huske oplevelsen, ville det sige, at det havde haft en dejlig drøm. Men nu sker der det, at det skal ikke mere vågne på det fysiske plan. Noget efter at det var faldet i søvn, begyndte der umærkeligt for væsenet selv en proces, der frigjorde dets forbindelse med dets fysiske legeme, hvis hjerte- og livsfunktioner standser. Og den kendte dødsbleghed indtræder. Og hvis der har været noget vågent fysisk væsen til stede, ville kun et lille suk, en lille svag krampetrækning vise, at det pågældende væsen nu havde forladt sit jordiske hylster.