Er der en forskel på det igennem mine kosmiske analyser manifesterede verdensbillede og det overleverede verdensbillede, der igennem kristendommen er indpodet os i form af vor børnelærdom, og som har været de herskende staters eller folks åndelige fundament igennem det sidste årtusinde? – Ja, der er en forskel, endda så stor, at den vil sætte skel imellem de to verdensbilleders tidsepoker. Man vil i kommende tider markere det gamle og det ny verdensbilledes tidsepoker med henholdsvis udtrykket "den gamle" og "den ny tid". Den forskel, der således vil være på det gamle og det ny verdensbillede, vil ikke være en modsætningsforskel. Thi i så fald ville det ny verdensbillede have været et falsk verdensbillede, have været en illusion. Det gamle verdensbilledes kerne og fundament, som åbenbares klarest igennem Kristi store livsfacitter, kan ikke rokkes, idet de udgør selve sandhedens eller selve livets kosmiske facitter. Kristi samlede livsfacitter eller kernepunkterne i verdensgenløserens kosmiske livssyn er givet menneskeheden som en slags facitbog, som den foreløbig kunne beskæftige sig med at rette sig ind på.

Da disse facitter er givet menneskeheden på så tidligt et tidspunkt, at den endnu ikke havde intellektuelle evner til at forstå disse facitter videnskabeligt, er disse i overleveringen ikke manifesteret i forklarende kosmiske analyser. De er kun givet som en ældre broders, faders eller moders for sit barn modereret eller i lignelse tilpasset fortolkning af et problem, hvis videnskabelige detaljering endnu ligger uden for barnets fatteevne, og hvilke detaljer det derfor midlertidigt slet ikke savner og derfor ikke finder på at spørge efter. Det er nok for barnet, at faderen eller moderen siger, at det er sådan eller sådan, for så er det sådan eller sådan. Det nytter ikke, at andre kommer og vil forsøge at bortforklare faderens eller moderens fortolkning. Barnet er fuldstændigt hundrede procent troende her. Først når det bliver større, og selv begynder at kunne tænke sig ind i problemerne, begynder det at komme med spørgsmål, som faderens eller moderens forklaring ikke giver svar på. Og da begynder barnet selv at søge efter svarene andre steder eller igennem andre kilder. Akkurat det samme har vi set med hensyn til menneskehedens acceptation af det bibelske verdensbillede. Først har menneskeheden været så fuldstændigt suggereret og dermed urokkeligt troende, at den har faret frem med band og bål, tortur, død og undergang over for alle dem, der vovede at have en anden mening eller den tro, at de overleverede dogmer ikke var fyldestgørende nok. Ikke desto mindre har vi set, hvorledes dogmerne eller det overleverede verdensbillede tabte terræn.

Millioner af mennesker har i dag sagt farvel til det religiøse verdensbillede eller kort sagt alt religiøst og sværger til materialistiske facitter, det være sig inden for materialistisk videnskab eller politik. Men da disse to faktorer ikke er i kontakt med det virkelige verdensbillede, som umuligt kan være et blot og bart mål- og vægtspørgsmål, som umuligt kan være noget totalt åndløst eller noget, der er ganske uden den mindste grad af psyke, er alle disse opståede svorne tilhængere af blot og bar materialisme totalt hjemløse væsener med hensyn til verdensbilledet eller livets åndelige og dermed virkelige fundament. Dette stadfæster sig selv som en urokkelig kendsgerning derigennem, at deres samlede livsførelse er blevet en total opfyldelse af den bebudede dommedag eller et kommende helvede, hvor der skulle være gråd og tænders gnidsel. Der er vel ingen, der vil benægte, at denne umådelige kosmisk hjemløse skare af folk hovedsageligt består af de i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn døbte væsener, og som derfor har fået prædikatet "kristne folk" eller "kristne stater". Disse såkaldte kristne folk eller stater er endnu aldrig nogen sinde i opfindelse og praktisering af geniale mordmaskiner, kulturødelæggelsesmidler og evnen til at undertrykke andre folk og stater blevet overgået af andre folk i verden. De er blevet verdens materialistiske herskere. Denne undertrykkelse af andre folk og stater har kun kunnet lade sig gøre som en skrigende overtrædelse af de kristne forskrifter med hensyn til forholdet til sin næste. Og da disse forskrifter ikke er menneskelige påfund, men er urokkelige naturlove, ville og måtte det nugældende ragnarok eller helvede uundgåeligt blive følgen.

Alle måtte komme i krig med alle, når de love, igennem hvilke naturen skaber harmoni, det være sig såvel i skabelsen af plantens, dyrets og menneskets organisme som i klodens tildannelse til beboelse af animalsk liv, bliver ringeagtet, hånet og tilsidesat som naivitet og overtro. Og så længe denne indstilling stadig har overvægt i den jordmenneskelige mentalitet, vil man blive nødsaget til at kapruste og atter kapruste, bruge sin arbejdsevne til at skabe værre og værre drabs- og ødelæggelsesmaskiner og derved bebyrde sig selv med umådelige økonomiske belastninger, der vil holde menneskene nede i proletariat og betyde opretholdelsen af den bibelske forbandelse: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød", der igen er det samme som en permanent trældom, en permanent og frugtesløs eller håbløs kamp om lønninger, arbejdsfortjeneste og avancer. Denne indstilling vil stadig opretholde lysten eller trangen efter besiddelse af penge i hvert enkelt menneske, fordi penge synes at være den eneste redning i dette mørke og dæmoniske, gudløse skyggerige. På grund af det påtvungne jag efter penge får ingen mennesker tid til at udvikle sig i kunstneriske eller højere intellektuelle retninger. Al intelligens beslaglægges af en selvopholdelsesdrift, der kun hører hjemme i dyrenes verden og er det tænkende og intellektuelt opfattende jordiske menneske ganske uværdigt og derfor beskæmmende, nedværdigende, underminerende og ødelæggende for samme væsens fysiske liv.

Hvor væsener er uden verdensbillede, er de uden Gud, er de uden noget levende fundament for deres vågne dagsbevidste tilværelse. Der udgør de den hjemløse, fortabte søn, der havde fået udleveret sin arv og forlod faderhjemmet for at prøve tilværelsen uden denne fader, prøve tilværelsen uden Gud, uden bevidsthed og psyke bag hele det store verdenskompleks, og blev en tilfældighedens tilbeder og dyrker. Når der ikke findes psyke og bevidsthed og dermed ingen Guddom bag hele verdensaltets umådelige ocean af kræfter, må alt, hvad der sker, jo være et resultat af tilfældighed. Vore organismer må være tilfældige, vore forældre må være tilfældige, vore oplevelser og samlede skæbne må være tilfældige, naturens kræfter må være tilfældige, jordens omdrejninger må være tilfældige. Dag og nat, vinter og sommer er også et resultat af tilfældighedernes spil i tidernes morgen. Ja, hvad er ikke tilfældigt? – Kun det lille mikroskopiske liv, som jordmennesket udgør, og de små mikrovæsener, det har som medvæsener i form af dyr og planter. Skulle det virkelig være det eneste liv, det eneste, der er i stand til at opfatte tilværelsen, det eneste væsen, der kan tænke og sanse, der kan opleve de umådelige oceaner af kræfter, verdensaltet udgør? – Det er i sandhed da ilde faren. Thi dette jordiske menneske og de af dette væsen kendte medvæsener er således kun små mikrober under en elefantfod, er kun støvfnug i stormens sus. Skulle der virkelig ikke være mere intelligens, mere intellektualitet, mere kærlighed, glæde og lykke i hele det umådelige skabelsesocean end det, der kan rummes i den lille mikrobes hjerne og tanke under dette vældige tilfældighedens ocean af millioner af tyngende tons? – I sandhed et fattigt verdensbillede. Virkningen af nydelsen af kundskabens træ er sket fyldest. Her ruger døden og håbløsheden over vandene. Tror man, at befrielsen fra denne dødens, illusionernes og lidelsernes kulminerende sfære kan ske i form af tortering og udryddelse af sin næste? – Ja, det er jo det, man i virkeligheden tror. Hvad andet er kaprustning, krigsforberedelse, fabrikation af mordmaskiner og uddannelse i krigsvidenskab samt ordensforgyldning af krigsheltene, altså de bedst ledende mordpraktikere, med gulddingeldangel og kys og klap af endnu højere og bedre praktikere inden for krigsfagets ledelse? – Men alle lovovertrædelser vil sluttelig føre til visdom, hvilket vil sige analysen af fejltagelsen.

Og derfor vil menneskene opdage, at al irreligiøs tilværelse, al materialistisk indstilling, både i videnskab og politik eller kulturskabelse, umuligt kan udelukke krig, men uvægerligt altid vil føre til krig, ja føre alle i krig med alle. Med den videnskabelige indstilling og stadige hunger efter viden i forbindelse med den håbløshed og krigstræthed, som et liv i helvede må afføde, vil menneskeheden komme til at hungre efter et åndeligt fundament, som den ikke blot kan leve på, men også et, den kan dø på. Døden er jo netop blevet et spøgelse, er blevet en uhyggelig slagskygge for alle væsener i den gudløse verden, såvel for barnet i vuggen som for ungdommens og manddommens væsener, skønt den kun skulle være en lysoplevelse for det mæt af dage fremtrædende alderdommens væsen. Kravet til det nye verdensbillede må derfor være større end til det gamle verdensbillede. Mennesket er nu ikke mere i sin spæde barndom. Efter at have gennemlevet livets lidelsessfære har det fået evne til at tænke og forstå og dermed evne til at spørge og yderligere evne til at tænke svarene på de store fundamentale spørgsmål efter.

Hvordan er da det nye verdensbillede, der skal kunne tilfredsstille den udviklede intellektualitet, det igennem lidelserne prøvede, lutrede og forædlede jordmenneske, den nu atter gudhungrende fortabte gudesøn? –

Igennem kredsløbsprincippet får sandhedssøgeren nøglen til alle livets gåder. Kredsløbsprincippet er fundamentet for alverdens energiorganisationer. Alt er underkastet kredsløbsprincippet og dermed også det levende væsens oplevelse af livet. Denne oplevelse er også kredsløb. Kredsløbet viser også kontrasternes struktur og placering i alle livets forhold. Kredsløbet viser os, at efter dag kommer der nat, og efter nat kommer der dag. Efter vinter kommer der sommer, og efter sommer kommer der vinter. Kredsløbet viser os, at et væsens jordliv ligeledes er et kredsløb, der ligeledes har sin vinter- og sommerzone, sin dags- og natzone. Barndommen er vinterens zone, og manddommen er sommerens zone, medens ungdommen og alderdommen er mellemzoner i de to yderepoker, ligesom foråret og efteråret er mellemepoker mellem årskredsløbets yderepoker, vinteren og sommeren. Da kredsløbet også betinger, at vandet skiftevis er kloakpøl og klart drikkevand eller klar luft, der er med til at frembringe morgen- og aftenrøden på himlen, og atter bliver kloakpøl for atter at blive til klart drikkevand og blå himmel eller morgen- og aftenrøde, og da alle andre materieformer på lignende måde udgør kredsløb, der hver især er et led i en kæde af gentagelse af kredsløb, bliver det hermed til kendsgerning eller logik, at vort eget jordliv ligeledes kun kan være et enkelt led i en kæde af gentagelser. Kredsløbet viser os således reinkarnationen. Og ligeledes det store kosmiske spiralkredsløb.

Forskellen på det gamle og det ny verdensbillede bliver dermed synligt som en udvidelse af verdensbilledet. Medens det gamle verdensbillede kun fortolkede væsenerne som noget skabt, noget, der var blevet til og derfor måtte være tids- og rumdimensionelt, er væsenerne i det nye verdensbillede ikke skabte, men er evige realiteter. Da det samme gælder alle andre detaljer i verdensbilledet, bliver dette ny verdensbillede ligeledes hævet over tids- og rumdimensionel tilstand og kan derfor umuligt findes af forskning, der kun er baseret på at veje og måle. Det gamle verdensbillede fortalte kun om en lysets tilstand, der skulle blive resultat af Guds skabelse af mennesket. Det fortæller således kun om et mørke, hvorfra væsenerne skulle vandre over i et tilsvarende lys. Men en sådan livsform går ikke op i evigheden, den har en begyndelse og må ligeledes have en afslutning. Derfor kunne det gamle verdensbillede ikke give det svar, som den udviklede intellektualitet krævede. Det ny verdensbillede går op i evigheden, idet vi her ser dets struktur i form af kredsløb. Her vandrer livet i kredsløb fra mørke til lys og fra lys til mørke, men overalt hævet over mørket og lyset som en evig oplevende realitet, et evigt oplevende noget. Med denne sin evighedsoplevelse overlever væsenet alle uretfærdigheder og kommer derved til i lige så høj grad at opleve retfærdighed, der igen er livets kulmination i kærlighed. Det ny verdensbillede er en evig manifestation og oplevelse af en Guddoms kærlighed, og med hvem man evigt vil være identisk, og i hvem man derfor evigt vil leve, røres og være.