Vi har tidligere set, hvorledes den gamle verdensopfattelse bæres af et gudsbegreb, der bringer menneskene til at frygte det såkaldte "onde". Den gamle verdensopfattelse funderes jo på en Guddom, der bliver vred og hader og forfølger dem, der ikke vil gøre hans vilje. Ja, der forekommer i nævnte verdensopfattelse en koncentrationslejr af så djævelsk en art, at den langt overtrumfer de fra krigen og diktaturstaterne så berygtede torturanstalter af samme navn. Disse er næsten i forhold til denne overjordiske rædselsanstalt at betragte som humanistiske foreteelser. Denne Guddommens særlige koncentrationslejr kender vi under begrebet "helvede". Her lades alt håb ude for den, der først er kommet over dets tærskel. En evig, uophørlig pine i en brændende ild er den skæbne, hvormed alle i den gamle verdensopfattelse trues, hvis de ikke bliver døbt i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn eller på anden måde tager den foreskrevne guddommelige vilje til efterretning. Ja, det er ikke engang overladt til individet selv at træffe bestemmelse om de mod denne straf forebyggende foranstaltninger, idet man endog inden for et vist område i skoler og kirker lærer, at små børn, altså væsener, der endnu ikke kan tænke selvstændigt og ikke kan træffe bestemmelser om deres eget liv, er ganske prisgivet deres forældres forgodtbefindende med hensyn til denne så livsvigtige dåb. Et par samvittighedsløse forældres sløseri eller ligegyldighed kan altså afstedkomme deres afkoms evige fortabelse. Hvis de ikke sørger for at få deres barn døbt, og det eventuelt bliver sygt og dør uden denne dåb, er det jo, totalt uden redning, prisgivet den overjordiske koncentrationslejr. Det skal evigt pines eller brændes i en ild uden på nogen som helst måde selv at have været skyld i denne sin ulykke.

Hvordan skal et forbillede som dette kunne klare menneskenes begreb om retfærdighed? – Hvordan skal et sådant forbillede, der i sig selv er krigen, hadet og hævnen i sin altoverstrålende kulmination, kunne have indflydelse på krigens afskaffelse? – Hvordan skal der kunne skabes en varig fred på et religiøst dogme af et så overtroisk og primitivt format, at dets lige i udtryk for grusomhed ikke i praksis findes inden for jordisk område og ikke kan overtrumfes af nogen som helst fantasi eller forestilling? – Hvordan skal et sådant forbillede kunne være med til at kunne forbedre menneskenes udløsning af deres egen skæbne? – Hvad kan det nytte at fortælle om at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, og dette, at man skal elske sin næste som sig selv, når man side om side med dette religiøse påbud forkynder eller autoriserer et gudebillede, der straffer selv den mindste ulydighed med en pinsel af et format, der er så stort, at det ikke kan overtrumfes? – For en timelig synd eller begrænset synd straffer denne Guddom med en evig eller ubegrænset straf. Hvordan kan denne Guddom opfattes som retfærdighed? – Hvordan kan der være det mindste gran af kærlighed i et sådant væsen? – Det er jo lige meget, hvor mange væsener der så end måtte falde i hans gunst, nåde og barmhjertighed og vinde frelse fra den evige fortabelse, thi de vil umuligt kunne opveje den djævelskhed eller den ukærlighed, der er til stede i denne Guddom, hvis han blot lader ét eneste væsen vånde i en altdominerende pinsel uden nogen sinde i al evighed at kunne finde redning eller befrielse. Hvordan skal et religiøst verdensbillede indeholdende sådanne forestillinger kunne skabe en virkelig ren og kærlig tankesfære, hvor had og forfølgelse af andre levende væsener vil være en umulighed? – Tilværelsen kan højst baseres på frygten for straf. Så længe de gode gerninger kun er noget, man gør af frygt for ellers at blive straffet, er man jo ikke blevet noget virkeligt menneske, men er kun et dresseret "dyr". Der, hvor man gør en handling af ren uselviskhed, er man begyndt at blive til et menneske. Men denne handling bunder altså ikke i det gamle verdensbillede. Den bliver altså gjort, fordi det er ens natur at gøre den.

Men idet verdensbilledet således tvinger menneskene i kraft af straf og helvede, er det jo ikke så mærkeligt, at menneskene inden for deres eget område også kun kan skabe ordnede forhold ved hjælp af straf og helvede. Og når den menneskelige kulturskabelse, samfundsordning og skæbneopbyggelse af i dag kun er baseret på straffeanstalter og tugthuse, skyldes det altså en refleks eller et genskin af det gamle gudsbegreb med hævn og straf over syndere.

I det gamle gudsbegreb eller den gamle verdensopfattelse kan menneskene ikke få anden forestilling om det ubehagelige, det mørke og triste, sorg og sygdomme, skuffelser, forfølgelser fra medvæsenernes side, uheld og livslede, end at det er Guddommens straf for vedkommende væseners "synder". Der gives ingen anden vejledning til at komme fri af ubehagelighederne end ved at bede Guddommen om tilgivelse. Man kan da i heldigste tilfælde blive fri for "straffen" og blive frelst fra den evige pine i helvede takket være Guds nåde og barmhjertighed. Dette er altså det højeste livssyn, det gamle verdensbillede har at give menneskene. Ja, det hedder endog i den kirkelige kristendom, at man end ikke ved gode gerninger kan blive salig, da man allerede er født i arvesynd. Denne synd, som væsenet er totalt uskyldig i, er nok til at være prisgivet "helvede", hvis blot forældrene ikke sørger for at få barnet døbt. Hvordan skal en verdensorden af en sådan struktur kunne være inspirerende for det intellektuelle menneske? – Man er i virkeligheden allerede med det samme, man bliver født eller kommer til verden, dømt til "helvede", dømt til evig pine grundet på "synder", ens fædre har begået. Desuden befinder et sådant lille væsen, så længe det endnu ikke selv har skelsår og alder og ikke selv kan bestemme over sit liv, sig i den risiko ikke at kunne blive frelst, med undtagelse af at forældrene accepterer, at det bliver døbt. Hvordan kan der være retfærdighed og kærlighed i denne verdensorden? – Hvordan kan menneskene ordne deres eget forhold til andre væsener end på samme måde, med straf, tortur eller med skabelsen af frygt og død omkring sig? – Bliver det ikke her til en uomstødelig kendsgerning, at det gamle verdensbillede er hedenskab og afgudsdyrkelse? – Noget fundament for skabelse af retfærdighed eller forsvar for næstekærlighed giver det absolut ikke. Men når det ikke kan danne grundlag for udvikling af retfærdighed og kærlighed, hvordan skal det da kunne føre menneskene frem til udvikling af en lykkelig skæbne eller til at blive herre over denne skæbne? – At straffe væsener for synder, de aldrig nogen sinde har begået, er da kulminationen af uretfærdighed.

Det er rigtigt, at der senere er kommet noget til, der hedder "Det Nye Testamente", hvor man kan blive frelst ved hjælp af Jesu blod, eller hvor hans lidelse på korset betinger en slags frelse fra helvede, men det retfærdiggør ikke Guddommen eller fjerner den grusomhed i hans psyke, der ønsker hævn, straf og lidelse over menneskeheden. Og så længe ordets forkyndelse i templer, kirker eller andre religiøse helligdomme er et sammensurium af Det Gamle og Det Nye Testamentes overleveringer i skøn forening, vil kristendommen stadig forblive hedenskab, og hedenskabet stadig blive kaldt kristendom. At der her måtte komme en udrensning, en dommedag, hvor fårene skilles fra bukkene, det onde fra det gode, det sande fra det usande, er naturligvis givet.

Der er jo alt for mange mennesker af i dag, hvis moral langt overstråler moralen i det gamle verdensbillede, og moralen i dette billede er derfor alt for primitiv og kan umuligt have noget med den virkelige verdensorden at gøre. Det gamle verdensbillede er således i vældig grad i færd med at bringe de troende til at blive vantroende. Men disse vantroende er netop alt for intellektuelle til at kunne bruge disse overleveringer som skæbnebasis. Men da de ikke selv kan finde den kosmiske vej og de love, der garanterer den rigtige eller lykkelige skæbne, kaster de sig over materien og tror igennem materielle foreteelser, tror igennem penge, magt og våben at kunne gardere lykken. Og denne indstilling måtte jo til sidst føre til dette menneskehedens skæbnemæssige kaos, vi netop er vidne til i form af ragnarok, der er altdominerende i øjeblikket.

I den hidtidige verdensopfattelse er den almindelige overtro gældende, at det er de andre, der er ophav til ens ulykke og lidelser. Dette bevirker naturligvis, at man kommer til at opfatte sig selv som en martyr, som den uskyldigt forfulgte. Og intet kan være mere fejlagtigt eller ødelæggende for opbyggelsen af en sund skæbne. I den ny verdensopfattelse findes ingen vred Guddom og ingen straf eller evigt helvede. Her bliver der kun evige livslove i form af årsag og virkning. Vi ser, at verdensstrukturen er organiseret efter en bestemt logik, hvilket vil sige efter kærlighedens love. Alt her er såre godt. Mørke er ikke straf, men er lige så nødvendig en foreteelse som lyset.