Det, der i høj grad tiltrænges, er den menneskelige evne til at skelne klart imellem fysisk og åndelig oplevelse. Her er menneskene meget forvirrede. De ved i virkeligheden ikke, hvad der i sig selv er fysisk, og hvad der er åndeligt. Derfor er det meget vanskeligt for menneskene at forstå den åndelige tilværelse, altså den tilværelsesform, der gør sig gældende, når man ikke mere har det fysiske legeme. Oplevelser, der i virkeligheden er rent fysiske, tror de undertiden er åndelige, og åndelige oplevelser tror de meget ofte er fysiske. Det er derfor klart, at der, hvor menneskene opfatter åndelige oplevelser for fysiske og derfor må tro, at disse oplevelser nødvendigvis må ophøre ved dødens indtrædelse, hvilket her vil sige den proces, der adskiller det fysiske legeme fra det åndelige, kan de ikke forstå, hvordan livet kan fortsætte, da de jo ikke kan forestille sig livsoplevelse i situationer, hvor sansningen er ophørt. Der, hvor menneskene opfatter åndelig oplevelse som fysisk, må de som nævnt tro, at denne oplevelse må ophøre ved døden. Døden bliver derfor i sådanne tilfælde nødvendigvis opfattet som et tab af bevidsthed, der igen er det samme som livløshed. Hvis det virkelig var således, at livsoplevelsesevnen ophørte med døden, ville udskillelsen af det fysiske legeme fra det åndelige være identisk med en virkelig død. Og det er da også den overtro, der i dag behersker millioner af mennesker, selv om de også kalder sig kristne eller er døbt i Faderens, sønnens og den hellige ånds navn. Det er disse dødstilhængere, der i dag udgør de mest hårdkogte materialister. Og det er denne overtro, der er roden til alt det massemyrderi, vi kalder krig, og som udgør den direkte uundgåelige følge af materialismen.

Krig under enhver form har kun til hensigt at myrde og dræbe alt, hvad der antages eller opfattes som en fare for sit ophavs eget liv. Krigens tåbelighed vil derfor blive mere indlysende, når man når frem til at forstå, at intet kan dræbes, og ingen kan dræbe. De fjender, man tror at have myrdet eller dræbt, bliver man ved med at have. At man har ødelagt deres fysiske legemer, forandrer ikke denne kendsgerning, men bevirker bare, at man i værste tilfælde psykisk stadig kan blive forfulgt af disse fjender, rent bortset fra, at disse fjender igen fødes, ligesom man også selv igen fødes i et nyt fysisk legeme og vil da ifølge tiltræknings- og frastødningsloven atter komme til at stå ansigt til ansigt med disse sine dødsfjender. Og denne gang bliver det ikke dem, men én selv, der må bide i græsset. Da bliver det disse væsener, der får betingelser for at kunne berøve os vort fysiske legeme og dermed standse vor fysiske tilværelse for en tid, indtil vi atter fødes i en ny fysisk organisme. I denne ny tilværelse vil vi så igen, i forhold til det dødsfjendskab eller had, vi nærer til disse vore fjender, atter eventuelt komme til at dræbe disse igen, og således vil hadet med sine mord og drab skiftevis komme til at fortsætte, indtil hadet afløses af tilgivelse, sympati og kærlighed over for fjenden.

Jo mere udviklet et fysisk levende væsen er, desto mere åndeligt er det. At det er mere åndeligt vil igen sige, at det har en større viden, en større logisk sans, en større indsigt i de fysiske begivenheder. Denne viden, logiske sans og større indsigt i det, der sker omkring os i den fysiske verden, udgør altså det, vi kalder ånd. Ånd er således i virkeligheden det samme som bevidsthed. Da bevidsthed eller ånd således er vor viden, vil den altså være at inddele i mange forskellige beslægtede detaljer, der atter igen vil være at inddele i grupper eller kategorier alt efter deres særlige natur. Der er vor viden om os selv, der er vor viden om andre mennesker, der er vor viden om dyrene, om planterne og blomsterne. Der er vor viden om fortiden, vor viden om nutiden og vort håb på fremtiden. Der er vor viden om vor barndom, ungdom, manddom og alderdom. Der er vor viden om vor eventuelle sygdom, fattigdom, sult og elendighed eller om vor eventuelle sundhed og velvære, rigdom og overlegne sociale position, vor berømmelse eller berygtethed, vore børn og vor ægtefælle, vore forældre og søskende, vore venner og bekendte og en del af deres meriter eller skæbner og meget mere. Hele denne viden er således registreret i vor bevidsthed i form af billeder. Disse bevidsthedsbilleder kalder vi tanker. Tanker udgør således billeder. Af disse billeder har ethvert væsen en hel verden. Denne verden har det fysiske væsen altså side om side med den ydre fysiske verden.

Det fysiske væsen eksisterer altså i to verdener. Den ydre fysiske og den indre psykiske. Ligesom det kan opleve detaljerne i sin ydre verden, således kan det også efter behag opleve detaljerne i sin indre verden. I det første tilfælde må det koncentrere sin bevidsthed udadtil, og oplevelsen bliver en åndelig fysisk eller materiel oplevelse, medens det i det andet tilfælde må koncentrere sig indadtil i sin tankeverden, og oplevelsen bliver her en åndelig oplevelse. Men medens væsenet i kraft af sin vilje kan standse sin fysiske oplevelse ved at sætte sig til hvile, ved at sove eller ved at lukke sine øjne og helt slappe af, kan det aldrig i noget tilfælde være uden åndelig oplevelse eller åndelig funktion. Da det ligeledes i mange situationer kan opleve åndeligt uden nogen som helst fysisk medvirken, medens det aldrig i noget som helst tilfælde kan opleve fysisk uden i kraft af den åndelige oplevelsesevnes medvirken, bliver det ikke den fysiske, men den åndelige oplevelsesevne, der er den primære, medens den fysiske således kun er en sekundær oplevelsestilstand. Derved bliver det levende væsen således i overvejende grad et åndsvæsen. Dets fysiske fremtræden er kun en biomstændighed ved dets evige åndelige eksistens.

Men det er jo ikke blot erindringer, vi kan opleve i tankerne, vi kan jo også her komme ud for rene nyoplevelser. Oplevelser vi slet ikke har haft på det fysiske plan. Vi kan kombinere og skabe her, bygge huse og slotte, maskiner og kunstværker, som vi slet ikke kan lave på det fysiske plan. Vi kan her regne det ene og det andet ud. Vi kan bygge planer om ting, vi vil skabe på det fysiske plan, ja, vi ikke blot kan det, men må gøre det i enhver sådan situation, da vi uden en sådan planlæggelse ikke kan udføre nogen som helst logisk skabelse på det fysiske plan. Vi lever således i en permanent åndelig funktion, der igen er det samme som åndelig tilværelse.

Drømme er jo erindringer af oplevelser, der sker, når væsenet er mere eller mindre bevidstløst sovende på det fysiske plan. At disse erindringer ikke altid er fuldkomne, men er blevet mere eller mindre opløste, er blevet mere eller mindre infiltreret med tanker fra det vågne plan under væsenets opvågnen, har bevirket, at drømmene er blevet miskendt og opfattet som noget uvirkeligt. Man siger derfor: "Ja, det var kun en drøm". Men hvis man nu ikke vågnede op til den fysiske dagsbevidsthed, ville drømmen jo være virkelig nok. Dette bliver også yderligere til kendsgerning på det trin, hvor væsenerne bevidst, i nogle få minutter, kan gå over i den åndelige verden og dér iagttage foreteelser, naturkatastrofer, ildebrande, ulykker osv. på fjerne steder, tusinder af mile borte, og have erindringerne om disse foreteelser med ind i den vågne fysiske tilværelse, ligesom det også på denne måde kan skue ind i fremtiden og fortiden og ligeledes tage resultaterne heraf med ind i den vågne tilværelse.

Og så er der endelig væsenernes tilværelse efter døden, som er rent åndelig. Da har væsenernes åndelige organisme forladt den fysiske, og væsenet oplever og opholder sig på det åndelige plan. Under al fysisk bevidstløshed er væsenerne fremtrædende i en vågen åndelig dagsbevidsthed. At disse to verdener tilsyneladende er så adskilte, eller den åndelige verden er så uvirkelig for de fysiske væsener, skyldes jo kun, at jordmennesket endnu er så langt tilbage i udvikling og befinder sig lige i sin første spæde begyndelse af sin opvågnen af materialismen. Viden, erfaringer og interesser vil nu efterhånden i høj grad påvirke dets sanser og oplevelser og dermed efterhånden fuldkommengøre de evner og anlæg, hvormed væsenet kan overføre dets erindringer af de åndelige oplevelser til den fysiske dagsbevidsthed. Det vil derefter så kun blive en viljesakt for væsenet at gøre sig vågen dagsbevidst i sin åndelige fremtræden, lige så vel som det nu kan gøre sig vågen dagsbevidst i sin fysiske fremtræden. Og der vil da ingen forskel være på liv og død. Det, vi i dag kalder døden, vil da på det fysiske plan være lige så vel dagsbevidst liv som den fysiske oplevelse.