Menneskene må således her lære at forstå, at de ikke kan være "menneske" i de tankesfærer, der får dem til at hade og forfølge, får dem til at føre krig, får dem til at leve af andre væseners kød, får dem til mere eller mindre at være til frygt, sorg og bekymring for deres omgivelser.
      Men selv om menneskene således mere eller mindre lever i "dyrets billede", er der alligevel en forskel på mennesket og dyret. I mennesket er der for længst begyndt at vokse nye evner frem, der gør det meget overlegent over for dyrene. Disse nye evner er hovedsageligt primitiv følelse, der afføder stærke egoistiske begær, og intelligensen, der sætter mennesket i stand til at finde veje frem til deres egoistiske begærs tilfredsstillelse. Derfor står det jordiske menneske himmelhøjt hævet over dyret i viden og kunnen med hensyn til udfoldelse af den dyriske natur. Til de nye evner hørte også det religiøse instinkt. Dette affødte efterhånden troen på et forsyn, guder og djævle for til sidst at afføde troen på én sand Guddom. Men hele denne religiøse side blev i virkeligheden formet i den dyriske mentalitets favør. Denne guddom formedes af menneskene i større eller mindre grad i deres eget billede, hvilket vil sige i dyrets billede. Denne guddom både hævnede og straffede "syndere". Denne guddom levede endog på en måde i krig med en anden kosmisk stormagt, nemlig djævelen.