Livets skæbnespil
Artiklen: "Dyrets billede" og "Guds billede"
4. KAPITEL
Det "dyriske" i det ufærdige jordiske menneskes mentalitet og væremåde
Men når de jordiske mennesker ikke er "mennesker", hvad er de da? I de bevidsthedsfelter og væremåder, i hvilke de ikke er "menneskelige", kan de kun være "dyriske". De er kun til glæde og velsignelse for dem selv mere eller mindre på andres bekostning, andres savn og lidelser. Men da denne velsignelse ikke kan undgå at blive til forbandelse for dem selv i deres nuværende eller kommende liv, styrer de altså deres væremåde i blinde. De styrer lige imod kommende virkninger af de ulykker og lidelser, de med deres egoistiske væremåde påfører andre væsener. Og er det ikke netop denne tåbelige, ulykkebringende væremåde, menneskene i stor udstrækning i dag ligger under for?
      Er det ikke således, at mennesker lyver for mennesker, mennesker bedrager mennesker, mennesker undertrykker, piner og plager mennesker, mennesker torterer, myrder og dræber mennesker, mennesker ringeagter mennesker, mennesker bagtaler mennesker, mennesker bliver misundelige, skinsyge og jaloux på mennesker, mennesker hader, håner og spotter mennesker, mennesker røver og udplyndrer mennesker, mennesker nærer brødnid over for mennesker, mennesker udsletter med skrækkelige helvedesvåben andre mennesker og deres byer og kulturgoder, menneskene har forstærket deres mord-, drabs-, og ødelæggelsesevne millioner af gange over for andre mennesker.
      Hvordan skal der blive fred, sympati og glæde imellem menneskene i et sådant samfund? Er ikke netop menneskene i krig med menneskene, er ikke alle i krig med alle i en sådan væremåde? Hvordan skulle det kunne være anderledes? Hvordan stiller alle disse mennesker sig til princippet at være til glæde og velsignelse for alt, hvad man kommer i berøring med? Er det ikke således, at de ikke vil se på menneskeheden fra dette høje kosmiske stadium, der giver et fuldkomment overblik over menneskehedens situation? Men når de ikke vil se menneskehedens situation fra det stadium, hvordan skal de da komme til at se andre store foreteelser, der er med til at afsløre livsmysteriets løsning og kun kan ses fra det samme overliggende stadium?