Livets skæbnespil
Artiklen: "Dyrets billede" og "Guds billede"
10. KAPITEL
Hvorfor de jordiske mennesker i dag lever i den af Kristus bebudede "dommedag"
Og hvad er så årsagen til den mørke tidsepoke, menneskene i dag lever i, og til det synkende kulturniveau, der så åbenlyst viser sig for os i menneskenes daglige væremåde?
      Årsagen er udelukkende kun denne ene, at menneskeheden i øjeblikket lever i en tilstand, hvor det religiøse instinkt, det, der skulle holde den menneskelige tankegang indstillet på en kærlig guddom, er degenereret og har tabt sin magt. Intelligensen, som er en "menneskelig" evne, er i forbindelse med menneskenes endnu meget fremtrædende dyriske anlæg blevet den dominerende eller førende side ved mennesket. Intelligensevnen er en neutral evne. Den bliver ledet og styret af menneskets andre mentale evner. Er mennesket endnu et meget primitivt, dyrisk menneske, bruger det sin intelligens til hjælp for sin opnåelse af sine primitive, egoistiske begær. Er det et meget udviklet, humant menneske, bruger det sin intelligens til at få sine uselviske ønsker tilfredsstillet, hvilket vil sige ønskerne om at være til velsignelse for sin næste tilfredsstillet.
      Men jordens mennesker er endnu ikke nået så langt frem i udvikling af den humane evne, at den i forbindelse med intelligensevnen er blevet den førende. Og mennesket er derfor endnu ikke så præget af humanitet eller næstekærlighed som af intellektualiserede dyriske anlæg. Og derfor er verden i dag en opfyldelse af Kristi bebudelse af dommedagen, der skulle komme, og hvor mørket eller djævelen skulle rase i al sin vælde.