Reinkarnationsprincippet
Artiklen: Gennem verdensaltets tomrum
9. KAPITEL
For de højeste åndelige evner og sanser eksisterer der intet tomrum
Universet eller verdensaltet består altså af to slags verdener: den fysiske verden og den åndelige verden. Alle mælkeveje, sole og planeter og alt, hvad der i forbindelse med disse verdener er synligt for de fysiske sanser, udgør altså den fysiske verden. Alt hvad der ligger uden om disse fysisk synlige foreteelser, hvilket vil sige verdensaltets mørke tomrum, udgør den åndelige verden. Når denne verden viser sig som tomrum, er det som tidligere omtalt, kun fordi nævnte verdens detaljer ikke er tilgængelige for fysiske sanser. Men for de højeste åndelige evner eller psykiske sanser udgør den åndelige verden ikke noget tomrum. For disse sanser bliver verdensaltets fysiske tomrum til en gigantisk strålende verden fuld af liv, lys og glæde.
      Vi skal ikke her komme nærmere ind på denne verden, da vi i andre foredrag og skrifter har omtalt den. Vi skal bare her give endnu et lille strejflys ind over den fysiske side: verdensaltets tomrum. I almindelighed tror menneskene, at dette tomrum også er en fysisk verden, som man fysisk kan nå frem til at leve og bevæge sig i på samme måde, som man kan leve og bevæge sig i det fysiske område, der hedder jordkloden. Mange mennesker tror, at man vil nå frem til at kunne bygge fartøjer, en slags rumskibe, ved hvilke der ligefrem kan etableres ruteforbindelser til andre kloder og solsystemer. De fremmede verdener skulle således kunne blive til fabelagtige turistattraktioner, ligesom import og eksport imellem kloderne derved også måtte blive en kendsgerning. Vi ser her, hvor kolossalt en fantasi kan løbe løbsk, når den beskæftiger sig med områder, hvis sande struktur dens ophav ikke kender. De forstår slet ikke, at det er lige så umuligt for det animalske væsen at leve i verdensaltets tomrum, som det er umuligt for en almindelig flue at leve på bunden af oceanet og for en dybhavsfisk at leve i en brændende ørken.
      Alle levende væseners fysiske livsområde er totalt afhængigt af de livsmuligheder, der er givet dem adgang til igennem deres fysiske organisme. Livsmuligheder denne ikke er bygget til at kunne afføde, hvordan skulle de levende væsener kunne opleve disse?