Reinkarnationsprincippet
Artiklen: Gennem verdensaltets tomrum
6. KAPITEL
Hvorfor Gud er "i himlen"
Verdensaltet består også af en synlig og en usynlig del. Og ser vi ikke også her, at de materielle skabelser udtrykker logik, planer og hensigter eller opfylder logiske formål? Hvorfor skulle disse planer, ideer og hensigter ikke være opstået i den usynlige del af universet? Hvorfor skulle den usynlige del af universet ikke være sædet for disse planers, ideers og hensigters fremkomst? Hvorfor skulle den samme usynlige del af universet ikke være bevidsthed lige såvel som hos de levende væsener?
      Den usynlige del af universet udløser jo akkurat den samme art manifestation som den usynlige del af de levende væsener, nemlig hensigtsmæssig skabelse. Den usynlige del af universet, altså det uendelige tomrum, er således bevidsthed, sæde for tankemanifestationer, begær og vilje og det "noget", der er ophav til disse tankemanifestationer, dette begær og denne vilje.
      Det er ikke så mærkeligt, at den forestilling, at "Gud er i himlen", er kommet ind i verden, ligesom det også her bliver selvfølgeligt, at begrebet "i ham leve, røres og ere vi" også måtte komme ind i verden. Guds jeg og bevidsthed udgør således den usynlige del af det væsen, vi kalder Gud, mens Guds fysiske organisme (det fysiske verdensalt) udgør den synlige del af samme væsen akkurat ligesom hos os selv og alle andre levende væsener. Vort jeg og bevidsthed udgør jo vor usynlige del, ligesom vor fysiske organisme udgør vor synlige del. På denne måde er vi således allerede i "Guds billede".