Reinkarnationsprincippet
Artiklen: Gennem verdensaltets tomrum
5. KAPITEL
Vor tankeverden er en del af tomrummet eller den usynlige verden
Hvad skjuler der sig nu bag dette gigantiske tomrum? Der må uundgåeligt skjule sig det noget, de love, principper og kræfter, der bevirker mælkevejenes, klodernes eller verdenernes og de levende væseners fremkomst ud af mørket, ud fra den usynlige til den synlige tilstand. Ligeledes må den usynlige eller åndelige verden også udgøre en fortsættelse af den proces, der fører de samme nævnte realiteter tilbage ud af den synlige og ind i den usynlige verden eller tilstand.
      Der forekommer således en høj aktivitet eller energiudfoldelse inde i verdensaltets store tomrum, men altså i vibrationer og bølgelængder, der ikke kan indvirke på vore fysiske sanser. Hvordan kan man vide, at der virkelig forekommer stor energiudfoldelse i denne usynlige verden?
      Ved at betragte vor egen tankeaktivitet og bevidsthedsudfoldelse, som udgør den del af den usynlige verden, der er knyttet direkte til vor oplevelse af livet. Forud for hvert et ord, hver en handling, hver en bevægelse, vi ønsker at udføre, er der gået en tankeproces. Vi ønsker, tænker og forestiller os i forvejen de fysiske handlinger eller manifestationer, vi ønsker at manifestere, ligesom alle de fysiske oplevelser, vi kommer ud for, efterlader sig tanke- og forestillingsaktivitet i vor bevidsthed.
      Alt hvad menneskene har manifesteret er først blevet manifesteret i deres tankeverden, hvilket vil sige i den usynlige del af deres person eller fremtræden som levende væsen. Det levende væsen består således også af en synlig og en usynlig del. Den synlige del er altså den fysiske organisme, mens den usynlige del udgør bevidstheden. Men det er en kendsgerning, at den synlige del dirigeres og styres af den usynlige del. Den usynlige del er således den primære del ved det levende væsen. Men hvorfor skulle det samme ikke være tilfældet med verdensaltet?