Når verdensaltet viser sig for os som et gigantisk tomrum, i hvilket den materie, som udgør sole og mælkevejene, kun fylder overordentlig lidt, er det således absolut ikke fordi, det i virkeligheden udgør et sådant tomrum, men fordi materien her forekommer i en tilstand, der ikke kan indvirke på fysiske sanser.
      Vi bliver således her vidne til to slags materier: den for sanserne synlige og den for sanserne usynlige. Men lige som de synlige materier udgør den synlige verden, således udgør de usynlige materier en usynlig verden. Og vi er her kommet til fundamentet i enhver religion, nemlig dette, at der eksisterer en "åndelig" verden hinsides den fysiske. Men for os er den usynlige eller åndelige verden altså ikke en tro eller hypotese, men en realistisk kendsgerning.
      Men hvorfor betegnes denne usynlige verden som "åndelig"? Den betegnes som åndelig, fordi hele vor bevidsthed og tankeverden er bygget op af denne materie. Med fysiske sanser eller øjne kan vi ikke se vore tanker eller forestillinger. Derfor er det, at vi må udtrykke os ved et sprog. Hvis vore tanker var synlige ligesom vor fysiske organisme, som vore øjne, hår og hænder etc., behøvede vi ikke talens brug. Da tanker er det samme som bevidsthed, og bevidsthed igen er det samme som ånd, og ånd hører ind under den usynlige materie, har vi her årsagen til, at denne materies område er blevet kaldt "den åndelige verden".