Den fysiske verden er i høj grad udtryk for liv. Men dette liv er koncentreret i tomrummet om de lysende stjernesystemer, vi ser på den klare nathimmel. Alle disse lysende stjerner eller stjernesystemer er alle kommet frem af tomrummets mørke. De ligesom udgør et produkt af dette tomrum, ligesom vi ser dem igen forsvinde ind i mørket og bliver usynlige og kun efterladende sig det tomme rum.
      Vi har altså for os et gigantisk tomt rum, i hvilket verdener kommer til syne, og i hvilket de igen forsvinder. Da noget ikke kan komme af ingenting, ligesom noget heller ikke kan blive til ingenting, oplever vi her en fiktion. Vi ser, at lysende tåger ligesom opstår af intet. Disse tåger fortætter sig igen til sole og mælkeveje, kulminerer i lys- og varmetilstande for derefter atter igennem umådelige tidsrum at gå sin tilintetgørelse i møde, opløses i mørket, blive til intet i verdensrummet.
      Da noget som nævnt ikke kan blive til af intet, kan denne himmellegemernes fremkomst i verdensrummet umuligt udgøre en stoffernes eller materiernes første begyndelse. De må i en lige så udstrakt grad have været til stede allerede før, de blev til de gaståger, sol- og klodedannelser, vi ser for vore øjne ude i verdensrummet.
      Da noget ikke kan blive til intet, kan himmellegemernes opløsning og forsvinden i verdensrummet heller ikke være den stoffernes tilintetgørelse eller det totale ophør af materierne, som vi ligeledes ser med vore fysiske øjne. Dette gør det til kendsgerning, at materierne kan fremtræde i en tilstand, hvor de ikke er tilgængelige for vore fysiske sanser. Og der hvor materierne eller stofferne ikke er tilgængelige for vore fysiske sanser, der kan vi naturligvis intet sanse. Men der hvor vi intet kan sanse og derfor ingen som helst detaljer kan opleve, der kan vi kun opleve tilværelsen som tomrum.