Ethvert levende væsens organisme er et redskab udelukkende beregnet til at give sit ophav en særlig bestemt livsmulighed. Hvad denne livsmulighed går ud på er således baseret på denne organismes kapacitet. Uden for denne kapacitets område kan intet væsen normalt opleve den fysiske tilværelse. Derfor kan en flue ikke leve på bunden af oceanet, og en dybhavsfisk ikke leve i en brændende ørken. De må hver især blive, hvor de er, da deres organisme ikke kan give dem livsmulighed under andre betingelser end dem, den er bygget til at opfylde.
      Hvis væsenet kommer uden for de livsbetingelser, dets fysiske organisme er bygget til at opfylde, ophører dets fysiske tilværelse, og vi siger, at det dør. Men denne død gælder kun dets fysiske tilværelse. Dets jeg og dets hermed forbundne usynlige del af dets eksistens, hvilket vil sige dets bevidsthed eller tankeverden, eksisterer stadig. Men da den fysiske organisme er død, kan væsenet ikke mere igennem den tilkendegive sit jegs og dets bevidstheds eksistens. Og der bliver derfor nu et fysisk tomrum, der hvor det før med sin manifestation opfyldte det fysiske rum. Men i dette tomrum lever det altså stadigt, manifesterer sig og oplever livet igennem sin dertil egnede åndelige organisme sammen med alle de andre ligestillede væsener, indtil det atter kan fødes på det materielle plan. Da denne tilværelse som her påvist ikke er tilgængelig for fysiske sanser, er det givet, at den fysisk kun kan fremtræde som usynlig.
      Og det er denne usynlige verden, vi oplever som verdensaltets tomrum. I dette tomrum skjuler sig således den virkelige primære verden. Herfra fødes væsenerne i den fysiske verden, og hertil kommer de tilbage, når de dør fra nævnte verden. Den fysiske verden er kun en sekundær verden. Den fysisk usynlige, åndelige verden eller verdensaltets tomrum er således det primære livsområde. Det er det evige livs domæne.