Det hedder meget ofte, at vi lever i et frit land, vi har en demokratisk regeringsform, vi har stemmeret, vi er medbestemmende i skabelsen af landets love og retsvæsen, dets kulturopbygning og skolevæsen etc. Vi kan frit vælge vore leveveje og meget andet. Men er vi nu trods alle de mange her nævnte frihedsgoder et virkeligt frigjort folk og hver især et frigjort væsen? – Nej, det er vi absolut meget langt fra at være. Som folk er vi bundne på en masse områder af andre folk og deres regeringer. De sidder inde med både fysiske og åndelige goder, som de mere eller mindre i kraft af deres såkaldte ejendomsret monopoliserer. Vi må i dyre domme betale oceaner af profit til disse lande og bliver derved selv nødsaget til at have profitjageri til fornemste opgave for at kunne tilfredsstille dette profitjageri. Vi er alle gensidigt nødsaget til at tilfredsstille dette profitjageri, hvis vi overhovedet vil tænke på at kunne få lov til at leve såkaldt anstændigt. Og hele menneskeheden vånder sig i en næsten ubrydelig lænke, der hedder økonomi. Men den del af menneskehedens såkaldte moderne kultur, der hedder økonomi, er ikke blot en lænke, der holder både individer og stater i trældom, men den æder selve menneskenes livslykke, underminerer deres ædle kunstneriske talenter og holder disse nede på et minimum, netop fordi talentet for økonomi eller profitjageri fremtræder som et meget stærkt forvokset område i mentaliteten. Hvad er interessen for menneskenes liv efter døden, for oplysning om psyke, mentalitet, sjæl og ånd, ved siden af interessen for at tjene penge? – Mange mennesker har simpelthen hverken tid, kræfter eller råd til at beskæftige sig med nogen som helst forberedelse eller dygtiggørelse af sig selv i psykisk eller åndelig retning. Andre har både tid, kræfter og råd til at beskæftige sig med den psykiske eller usynlige side ved dem selv, men nærer en sådan rædsel og frygt for at skulle miste denne deres fysiske krøsus-position, at de ikke har plads til andet end denne skræk i deres tankeverden og det heraf følgende endnu stærkere profitjageri. Enhver søger at gardere sig.

Selve profitjageriets fornemste middel eller våben er det, vi kalder "penge". Ved hjælp af penge kan man erobre sig ikke blot de materielle goder, men man kan også erhverve sig den overlegne magt, i kraft af hvilken man ikke kan undgå at få endnu flere penge. Og på denne måde kan man blive så indhyllet i kapital og den heraf følgende magt, at man på samme måde som en edderkop, der sidder midt i sit net eller spind og fanger insekter, sidder i sit spind af kapital og med dette spind fanger mennesker og økonomisk udsuger dem til marv og ben, hvilket her vil sige til ruin, tab af hus og hjem og dermed tab af position, agtelse og værdighed. Efter at kapitalen således har udsuget sit offer, er der kun tilbage en økonomisk proletar, en stodder, en betler, der undertiden søger glemsel i drikkeri eller selvmord, hvor han ikke finder et ynkeligt nådens brød i en ny udnyttelsesproces af økonomiens edderkopper. Jeg siger ikke disse ting for at sigte til nogen som helst personligt. Det er kun min hensigt hermed at vise, at menneskene i deres misforståelse af økonomi efterhånden har gjort denne til en lænke, der mere eller mindre berøver dem åndelig frihed. Den rige såvel som den fattige mand er begge i lige høj grad slaver af økonomien.

Og med hensyn til udviklingsstandard behøver der ikke at være nogen forskel. At man er rig er ikke en begunstigelse af Forsynet for strålende moralsk og kærlig vandel, lige så lidt som det at være fattig er en straf fra Forsynet for en umoralsk vandel. Rigdom såvel som fattigdom er kun udviklingsmidler i Forsynets hånd på samme måde som sorg og glæde. Det hele beror kun på væsenets forhold til det fundamentale, bærende princip i tilværelsen, der hedder årsag og virkning. Det levende væsens liv befordres af begær og de heraf følgende interessesfærer. Disse begærs tilfredsstillelse og interessesfærers dyrkelse bliver til udløste årsager, til virkninger. Disse virkninger bliver dermed til individets skæbne, bliver til dets livsoplevelse. Denne livsoplevelse bliver igennem visse begærs tilfredsstillelse årsag til virkninger, der er det samme som frihedsberøvelse, fangenskab såvel mentalt som fysisk. Andre begærs tilfredsstillelse bliver årsager til virkninger, der er det samme som frigørelse, oplevelse af suverænitet.

Alle begær, der udløser sig i profitjageri, vil uundgåeligt være identiske med årsager, hvis virkninger i sidste instans er åndelig frihedsberøvelse, selv om de i første eller fysisk instans giver penge eller rigdom. Det er ikke så mærkeligt, at det er lige så umuligt for denne rige mand at komme i det virkelige himmeriges rige, som det er for en kamel at gå igennem et nåleøje. Himmeriges rige består altså ikke af rige mennesker. Men hvis det består af fattige mennesker, er det ikke noget himmeriges rige. Fattigdommen såvel som rigdommen er jo, som vi har set, mentale, hvilket vil sige åndelige, lænker. Da himmeriges rige i særlig grad er et åndeligt rige, må det jo, hvis det ikke skal være en skærsild, være en zone af suveræne, frigjorte mennesker, mennesker, der ikke sukker og stønner under slavelænker, de i kraft af unaturlige eller overdrevne egoistiske begærs tilfredsstillelse har indspundet sig i. I himmeriges rige er der således hverken rigdom eller fattigdom. Det er udviklingsmidler, der her er totalt overflødige. Her har man for længst afskaffet profitjageriet. Her eksisterer ingen penge. Her eksisterer ingen illusoriske værdier, med hvilke individets medfødte værdi, skabeevnen, kan hæmmes eller standses. Her eksisterer hverken over- eller underdimensionering af nogen slags. Hele tilværelsen her er den gyldne middelvej, den gyldne sfære, der udgør kulminationen af fuldkommenhed eller det sande Guds rige. De rige og de fattige lever i dæmonernes sfære, lever i væsenernes selvbestaltede skærsilds sfærer.

Da jordens mennesker netop lever i profitjageriet og dermed i en permanent kamp om materielle værdier, er bundne til penge, må tjene penge, må betale penge, og livet er gjort til en kamp om penge, kan tilværelsen jo umuligt her på jorden være noget i retning af et paradis eller himmeriges rige. De allerfleste menneskers mentalitet er formet helt til vanebevidsthed i retning af at tænke i penge, tænke i værdier. Ja, ikke blot i materiel retning. Det vurderer også medvæsenerne, ærer og agter dem i forhold til deres penge, velklædthed og graden af deres fremtrædens materielle forgyldning, guld og glimmer, medens man helst vægrer sig ved at ses sammen med den fattige lazaron, stodderen eller betleren. Og dog står de lige langt uden for himmeriges rige. Og hvor er man selv med denne sin bedømmelse af næsten? – Er man selv i himmeriges rige? – Nej, tro endelig ikke, at vejen til himmeriges rige er beundringen for resultaterne af overdrevne begærs tilfredsstillelse, ophobede rigdomme og luksustilværelser opretholdt ved andres savn og lidelse, fattigdom og armod, lige så lidt som der i himmeriges rige kan være foragt, hån og spot for den i fattigdommen bundne sjæl.