Kære venner! Jeg vil gerne tale til Dem om fremtidens syn på det levende væsen. Det er en absolut betingelse, at man får et andet syn på det levende væsen, end man nu har; thi det er ganske udelukket, at der kan bygges en ny kultur på det syn på det levende væsen, som menneskene hidtil har haft. Hvis vi undersøger dette syn nærmere, viser det sig, at det almindelige menneske regner mennesket for at være det højeste væsen, og det kan også gå med til at anse dyr og planter for at være levende væsener, men mineralerne, naturkræfterne, kloderne m.m. betragter det som "døde", "livløse" ting. Men fremtidens mennesker vil få en helt anden indstilling, fordi vor opfattelse af, hvad der er levende, lige som alt andet undergår en forvandling fra en mindre til en mere fuldkommen tilstand. Når vi undersøger de levende væsener, ser vi, at de fremtræder i højst forskellige arter, og ved nærmere eftertanke indser vi, at det er nødvendigt, at det er sådan; thi uden at de fremtrådte i højst forskellige arter, ville der ingen kontraster være, og uden kontraster ville der slet ikke være noget, der hed "liv". Når vi ser os omkring, bliver vi vidne til, at der til stadighed foregår skabelse omkring os, det er universets skabelse, det er energiudfoldelse. Væsenernes energiudfoldelse er meget forskelligartet, og da enhver form for energiudfoldelse kræver sit særlige redskab, må væsenerne komme til at se forskellige ud. Alle væsener vil være et særligt redskab i den vældige skabelse, der omgiver os. Lige fra de allermindste mikrovæsener og op til de allerstørste makrovæsener repræsenterer alle en ganske bestemt form for energiudfoldelse. Hvad menneskene angår, manifesterer de den form for liv, vi kalder menneskelivet og befordrer derigennem en særlig del af universets opretholdelse. Ligeledes har dyrene, planterne, mineralerne, cellerne, molekylerne, atomerne o.s.v. til opgave at befordre hver deres særlige del af universets opretholdelse. Dette gælder alle levende væsener, kloder, sole, mælkeveje m.m. Et hvilken som helst levende væsen repræsenterer en eller anden redskabs-tilstand og er redskab for en særlig art af energiudfoldelse. Det vil med andre ord sige, at alle levende væsener bliver en slags kosmiske "fagfolk" i opbygningen af tilværelsen. Ligesom man i den materielle skabelse må have murere, smede, bagere, skomagere o.s.v., i det hele taget alle slags håndværkere og arbejdere, for at det moderne samfund kan bestå, således må man også i den store universelle skabelsesproces, vi er med i, have særlige kosmiske "fagfolk og håndværkere". Og da vi allesammen har hver sit særlige kosmiske "fag", som vi udfører, og som er absolut nødvendigt og uundværligt i den store skabelsesproces, er vi da også allesammen forskellige kosmiske "fagfolk". Men når man også i den store universelle skabelsesproces må have vidt forskellige kosmiske "fagfolk", har vi her årsagen til, at alle de levende væsener fremtræder så forskelligt.

De levende væsener består blandt andet af et jeg og en overbevidsthed. Disse 2 realiteter udgør den udødelige del af det levende væsen. Desuden har de en fysisk organisme, som i modsætning hertil ikke er nogen evig realitet, men princippet er evigt. Det levende væsen har en stadig evne til at bygge en ny organisme op, hver gang den gamle er brudt ned. Den fysiske organisme er noget, der bygges op af stoffer, men overbevidstheden bag ved er en evig realitet, hvor det levende væsen opbevarer alle de evner og talenter, der er nødvendige for at bygge en ny organisme op. Vi er allesammen uundværlige redskaber i den store skabelsesproces, og som følge deraf er det hele jo fuldkomment. Vi er hver især lige nøjagtig det, der er det mest formålstjenlige for universet i øjeblikket. Men det betyder naturligvis ikke, at vi er, som vi skal være i fremtiden. Vi er ikke i dag, som vi skal være i morgen, vi forandrer os hele tiden, men i øjeblikket er vi det fuldkomneste, vi kan være på grundlag af fortiden og med henblik på fremtiden. Men når det er sådan, kan man ikke, hvis man vil være i kontakt med lovene, bebrejde menneskene deres væremåde, for de er på et stadium, hvor de ikke kan have nogen anden indstilling end den, de har, men det betyder ikke, at de skal blive ved at have den indstilling, de nu har, det betyder blot, at alle levende væsener må stå på det udviklingstrin, de står på; thi hvis de allesammen var ens, ville det være ganske umuligt at opleve nogen som helst form for tilværelse.

Vi bliver i dag vidne til den største manifestation af det, vi kalder det dræbende princip. Vi bliver vidne til alle former for afskygninger af at dræbe, helt ned til sladder og bagtalelse. Sladder og bagtalelse er fortyndet mord. En hvilken som helst form for at gøre sin næste fortræd, lige fra det hundrede procents mord og ned til den giftige bemærkning, der blot er fortyndet drab, er en nedbrydningsproces. Men denne nedbrydningsproces er en nødvendighed inden for et givet område, og vi ser da også, at der i overordentlig stærk grad kommer en nedbrydningsproces til udfoldelse for tiden i form af krig og ødelæggelse. Der har aldrig tidligere i jordens historie været manifesteret en så overvældende nedbrydningsproces som den, der foregår i disse år. For tiden spænder krigen over hele jorden, men ved at analysere dette store spil af nedbrydende kræfter vil vi se, at det tjener en kærlig hensigt. Denne store nedbrydningsproces må fuldbyrdes, før man kan begynde på den store opbygningsproces. Denne opbygningsproces har vi igennem kristendommens forkyndere fået bebudet i form af skabelsen af en "ny himmel" og en "ny jord". Denne nye "himmel" er det samme som en ny mental tilstand, en ny form for bevidsthedsudfoldelse, og en ny "jord" betyder, at der efter dette vil blive skabt en helt ny administration af jordens værdier, hvad der igen betyder en total ændring af den sociale struktur. Alt, hvad der sker i dag i verden, tjener udelukkende dette høje formål. En mængde mentale og fysiske misforståelser må fjernes fra verden. Menneskene må komme bort fra deres forkerte forestillinger om livet. Men disse forestillinger kan ikke fjernes uden ved en nedbrydningsproces ved det, vi kalder krig, smerte, mørke, synd eller det "onde". Dybest set har dette intet med "ondskab" at gøre, både det, vi kalder det "onde" og "synd", eksisterer ikke i virkelighedens verden.

Som jeg allerede har sagt, kan intet være anderledes, end det er i øjeblikket. Uden at det var, som det er i øjeblikket, ville der jo ingen forberedelse være til noget bedre. Det er nødvendigt, at man indstiller sig på at forstå, at nogle væsener må være redskaber for nedbrydning og andre for opbygning. Forsynet må have en stab af kosmiske "fagfolk", som i sig ejer evnen til at manifestere det dræbende princips forskellige metoder. Dette betyder ikke, at det udviklede menneske nærer frygt for, hvilke kræfter der vil sejre i dette store spil. Denne frygt hører kun hjemme hos mennesker med en meget begrænset bevidsthed. Så længe man ikke er klar over, hvad det er, der sker, er man ængstelig for mange forskellige ting. Men denne frygt er overflødig. Noget andet er, at vi måske ikke selv evner at udløse det dræbende princip. Men dette tyder jo blot på, at vi skal være redskaber for de opbyggende kræfter. Vi har hver sin plads i denne store nedbrydnings- og opbygningsproces, alt efter de kræfter, vi er i stand til at udløse. Men dette gælder ikke alene os mennesker, det gælder alle levende væsener. Dette kan vi se i vor egen organisme. Vort legeme består af myriader af levende væsener. Vort blod, vor muskulatur, vore organer, alt består af levende væsener. Vi betjener os af vore sanser i kraft af levende væsener. Nogle mikrovæsener befordrer vor smagssans, andre vor lugtesans, andre igen vor høresans osv. Vi kan ikke manifestere det allermindste suk eller den svageste hvisken uden i kraft af en stab af levende væsener, der står til vor rådighed. De er redskaber for os, akkurat på samme måde er det ude i det store verdensrum. Også der finder en vældig livsoplevelse sted ved hjælp af levende væsener. Vi er i vor fremtræden med til at være Guds sanseredskaber i denne proces.

Der, hvor vi står i dag, har vi bestemte ønsker og længsler, og disse realiteter bestemmer vor plads i den store nedbrydnings- og opbygningsproces, der nu fuldbyrdes. Er vor indreverden i disharmoni med de nedbrydende kræfter, er vi et dårligt redskab i disse kræfters tjeneste, og det er da ganske naturligt, at vi så overflyttes til at blive et redskab i de opbyggende kræfters tjeneste. Vi er ikke evigt bundne til et bestemt plan eller niveau, men kan frit vandre fra den ene tilstand til den anden. Krig, drab, mord og lemlæstelse, alle former for manifestation af det dræbende princip er lige så nødvendige som de lykkelige tilstande, men vi er ikke knyttet til disse tilstande andet end i gradvis rækkefølge. Det er denne gradvise rækkefølge, jeg kalder "udviklingsstigen". I enhver udviklingsspiral begynder vi i mineralriget, bliver planter, dyr og nu mennesker. Vi vandrer frem til endnu højere livsstadier. Alt liv vokser fra en primitiv tilstand til en stadig mere fuldkommen for at kulminere i intuitionens skønne verden, hvor et nyt kredsløb påbegyndes. Det trin på udviklingsstigen, vi i dag repræsenterer, vil være udtryk for netop det, vi har haft lyst til eller ønsker om at repræsentere, i det omfang vor skæbne tillader det. Vi står alle i dag på det trin, hvor det kosmisk set er mest gavnligt for os at være. Men medens det er en kendsgerning, at dette trin i dag opfylder ønsker og drømme, vi har næret i længst forsvundne tider, er det også en kendsgerning, at vi i dag længes efter en langt lykkeligere og fuldkomnere form for livsoplevelse end den, der nu er os beskåret. Så at sige hele klodens befolkning er mætte af krig. Mennesket af i dag dræber ikke, fordi det er en sport at dræbe. Når det ikke desto mindre er blevet således, at drabet for en mængde mennesker er blevet deres kosmiske håndværk, så er det, fordi disse mennesker tror, at det er vejen til den fred, de længes efter at opleve. Dette er i og for sig også rigtigt, idet denne fred kun kan blive befordret igennem manifestationen af det dræbende princip, men de mennesker, der befordrer drabet, vil få en kolossal belæring om, at det ikke er rart at være redskab for dette princip. Da loven for tilværelse betinger, at "som man sår, så skal man høste", vil ethvert redskab for det dræbende princip selv komme til at opleve eftervirkningerne af sin handlemåde. Gennem oplevelsen af disse eftervirkninger kommer menneskene til at se anderledes på mange ting. Overmættede af denne form for tilværelse vil de længes efter en tilværelse i lys og kærlighed. Lyset eller den mentale ligevægt og harmoni bliver deres store mål. Men for at dette mål skal blive nået, må der tages vældigt fat, og denne energiforstærkning er det, vi i øjeblikket er vidne til. Igennem denne bliver udviklingen stærkt forceret, og menneskene gjort egnede til den opbygningsproces, der skal afløse det, der nu sker.

Vi står altså over for en umådelig kraftudfoldelse i tilværelsen. Vore omgivelser udløser en uhyre serie af forskelligartede energiudstrålinger. Jordklodens energiudfoldelse f.eks. er det, vi kalder naturen, storm, regn, kulde, varme osv. Alle disse realiteter indvirker på vore sanser og er med til at skabe vor tilværelse. Når De formår at trænge tilstrækkelig dybt ind i disse ting, vil De se, at det, De her møder, er Forsynets redskaber til at bearbejde og forædle Dem selv. Vi er alle hele tiden underkastet en forvandlingsproces, og det er denne forvandling, der gør livet interessant. Det er i kraft af kontrastprincippet, at vi oplever livet. Uden kontrast ingen sansning. Man kan ikke male et landskab på et stykke hvidt lærred, hvis man udelukkende anvender hvide farver. Når vi kan sanse en ting, er det i kraft af lys- og skyggeprincippet. Når vi ser et menneske, så er det udelukkende, fordi det kaster lys og skygge fra sig. Ser vi en film, er det det samme, der gør sig gældende. Denne sansning af lys og skygge er altså vor oplevelse af den kosmiske nedbrydnings- og opbygningsproces, på hvilken alt liv beror.

Da alle levende væsener fremtræder som redskaber, må mennesket før eller senere nå til at indstille sig på, at der må være noget bag ved det, vi ser af disse levende væsener. Vi er vant til, at de hver især er adskilte, vi kalder dem ved forskellige navne og regner dem for selvstændige væsener. Men i virkeligheden er de ikke helt selvstændige. Dertil kræves en hundrede procents fri vilje, og det har det jordiske menneske og de væsener, der befinder sig under det i udvikling, ikke. Det er rigtigt, at vi inden for et givet område har en fri vilje, men uden for det område er vi fuldstændig knyttet til og afhængig af det øvrige univers. Vi er alle knyttet sammen og danner organer i en større organisme, vi er samlet sanseredskaber for en højere bevidsthed. Dette behøver ikke at være vor klode eller sol. Kloderne er ganske rigtigt levende væsener, men de er også underordnet højere organismer, de er gudesønner, som vi selv er det. De danner også en fysisk organisme og bliver derved redskab for noget andet. Dette andet er noget evigt, der eksisterer, det er selve universets jeg.

De levende væsener er altså Guddommens sanseredskaber. Det er dette syn på det levende væsen, det tyvende århundredes mennesker vil komme til at leve på. Det levende væsen er således noget langt større, end mennesket i almindelighed er vant til at mene. Men når Guddommen skal bruge alle levende væsener for at kunne skabe, så bliver spørgsmålet: Gennem hvilke levende væsener sanser Guddommen os? For at kunne få svar på dette spørgsmål er det nødvendigt for os, at vi går et stykke tilbage i udviklingen. Vi ved, at dyret i dødsøjeblikket udstøder et angstskrig. Dette angstskrig er en henvendelse til et ukendt Forsyn. Længere fremme i udviklingen ser vi det jordiske menneske udstøde et næsten tilsvarende skrig, det kalder vi "bøn". Såvel dyrene som naturmenneskene er instinktivt indstillet på, at der eksisterer et Forsyn. Men når vi kommer længere frem i udviklingen, frem til det såkaldte kulturmenneske, ser vi, at på dette trin benægter man et Forsyns eksistens, fordi dette Forsyns eksistens tilsyneladende ikke kan bevises. Denne opfattelse beror imidlertid blot på en illusion. Oplevelsen af Gud beror på andet og mere end en blot og bar intelligensmæssig definition. Selv det mest intelligensmæssigt udviklede menneske vil en dag komme til at længes efter at møde Forsynet. Denne længsel er illustreret i lignelsen om den fortabte søn, der længtes efter at se sin fader igen. Jo mere udviklet mennesket bliver rent videnskabeligt set, desto dygtigere vil det blive til også at forske i åndelig materie. Denne forskning vil bringe det til at se alle bevægelsesarter som udtryk for livsytringer. Igennem forståelsen af, at alt er livsytringer, vil det blive til kendsgerning, at der bag naturens kræfter må eksistere et levende væsen. Igennem studiet af den uhyre planmæssighed, livet i naturen afslører, vil man komme på sporet af, at denne planmæssighed udtrykker bevidsthedsudfoldelse, og dermed vil man nå ind til erkendelsen af Guddommens eksistens som realistisk virkelighed.

Igennem studiet af vor egen organisme ser vi, at den indtil de mindste detaljer afslører logik i sammensætning og opbygning. Og som det er her, er det overalt i tilværelsen. Hvert eneste levende væsen tjener sit særlige formål i tilværelsen. Denne uhyre planmæssighed er ikke frembragt af et menneske. Vi tvinges derved til at erkende, at der findes en langt højere bevidsthed end vor bag ved alt. Denne bevidsthed betjener sig af alle levende væsener som sanseredskaber. Vi får efterhånden erfaring for, at Guddommen er allestedsnærværende. Når Guddommen sanser igennem alle levende væsener, betyder det, at vi intet sted kan skjule os for denne Guddom. Da alle former for materie, den fysiske såvel som den åndelige, er udtryk for Guddommens sanseredskaber, kan vi ikke på noget som helst område komme uden for Guddommens sansesæt. Vore egne sanser tilhører Guddommens sansesæt, vore mikrovæsener hører ligeledes med til Guddommens sansesæt. Vi er alle en del af Guddommens fornemmelsesevne. Vi kan ikke opleve noget, uden at denne oplevelse går ind i vor overbevidsthed. Men da vor overbevidsthed er en del af Guds overbevidsthed, er det øjeblikkeligt "i ham". Derfor kan vi ikke lyve for Guddommen; thi vi er evigt stedet for hans bevidsthed. Når vi således igennem vore erfaringer kommer til erkendelse af, at alle levende væsener er Guds sanseredskaber, og at Gud igennem disse redskaber svarer på vor henvendelse til ham, så sker der det, at vi forandrer vor indstilling til disse redskaber. Da disse redskaber tilsammen udgør alt det, vi kalder "naturen", vil dette altså sige, at vor indstilling til naturen bliver en anden end før. Når man først begynder at forstå, at alle levende væsener samlet udgør Guds organisme, er det indlysende, at Guddommen bliver mere levende for en end før, hvor han var noget uden for materien.

Mange mennesker opfatter naturen som noget, de skal kæmpe imod. I vor børnelærdom fik vi forkyndt, at "djævelen" søgte at friste menneskene osv. Men i den form er kristendommen hedenskab. Så længe man har den indstilling til Guddommen, viser det blot, at man ikke har nogen virkelig forståelse af livet. Mennesket af i dag har en anelse om, at der må være et Forsyn, et eller andet højere væsen, som ordner alt. Men de har ingen virkelig forståelse af dette Forsyn, så længe de tror, at menneskene, dyrene etc. ikke er en del af Guddommen, men derimod noget, der godt kan gå til "helvede" eller gå til grunde. Det er givet, at en sådan indstilling må influere på menneskets viljeføring. Når man derimod begynder at indstille sig på, at alle levende væsener samlet udgør Guddommens legeme, er det indlysende, at Gud bliver mere levende for en. Denne indstilling giver en langt større forståelse af selve livet og tilværelsen. Så begynder man at få den samme indstilling til livet, som de store vise har haft. Det er ganske udelukket, at Gud kan blive ved med at være noget usynligt, en skønne dag vil han kunne sanses klart. Og man vil da se, at alle væsener er Guds sanseredskaber, og at alt, hvad der manifesteres, skal manifesteres, fordi det er uundværligt i den store opbygningsproces, vi er midt i.

Som livet er i dag, viser det, at mennesket ikke har den indstilling, at Gud eksisterer bag alt det ubehagelige, det oplever. Når det kommer ud for noget ubehageligt, det være sig arbejdsløshed, fattigdom, sygdom eller sladder og giftighed fra andre mennesker, er det i virkeligheden Gud, det oplever. Alle disse ubehageligheder er i virkeligheden kærlighedsmanifestationer, men mennesket ser det kun som konstant mørke, det ser ikke det tilsvarende lys og dømmer derfor forkert. Livet vil lære os, at vi ikke på én gang kan lave vor tilværelse om. Alt er i øjeblikket så fuldkomment, som det kan være. De vil engang forstå, at ingen, absolut ingen, kan være anderledes, end de er i øjeblikket. Forståelsen af dette vil give den fred og ro i sindet, De længes efter. Det vil en dag stå ganske klart for Dem, at alt, hvad der sker i verden, alt det, De er omgivet af, er alle de sanseredskaber, Guddommen anvender i sin samtale med Dem. Den bedste forbindelse med Gud opstår der, hvor man er på "bølgelængde" med ham. "Lige børn leger bedst", hedder det i ordsproget. To mennesker forstår hinanden, men en fugl og et menneske forstår derimod ikke hinanden så godt, thi der er for stor afstand imellem dem. Skal Guddommen tale til en fugl, må det blive igennem en anden fugl. Skal han tale til et menneske, må det blive igennem et andet menneske. Når vi ønsker at tale med Gud, må vi ikke tro, at det er noget, der først kan finde sted i "himlen", det kan finde sted, hvor vi går og står, Gud oplever os igennem vore omgivelser, og når han skal svare os, svarer han igennem vore omgivelser, igennem vor næste. Når man ved dette, bliver det mere forståeligt, at man skal elske sin næste som sig selv. Det er uhyre nødvendigt for vor lykke, at vi kommer til at elske vor næste, vore omgivelser, som jo er Guddommens sanseredskaber.

Der var engang, hvor menneskene ikke havde denne indstilling. Da var dette at dræbe sin næste et ideal. Jeg tænker her på vikingetiden. For dyrene er det endnu et ideal at dræbe, ja en livsnødvendighed. Men for menneskene, der har gennemlevet denne tilstand indtil vederstyggelighed, er det ikke længere et ideal, en livsnødvendighed. Og alle normale mennesker længes da også mod den modsatte tilværelse. Men for at denne længsel kan blive tilfredsstillet, er det nødvendigt, at man lærer midlerne dertil at kende. For at ens eget liv kan blive anderledes, må man ønske det først. Ikke tåget, men klart. Når der i Deres tanker opstår et ønske om et eller andet, handler De i retning af Deres ønskes opfyldelse. Det er Deres tale til Guddommen. Hvis De tænker, ønsker og handler forkert, må Guddommen fortælle Dem det. Hvis De gør et eller andet og tror, at det er det rigtige, og det så alligevel i virkeligheden er forkert, så må Guddommen fortælle Dem det, og det kan ikke ske på nogen fuldkomnere og bedre måde end ved at lade Dem opleve virkningerne af Deres handlemåde.

Når alt således er Guds manifestation, når alt er Guds skabelse, vil dette i virkeligheden sige, at vi evigt hviler i Guds eget favntag. Vi er måske ikke de redskaber, vi ønsker at være, og når vi ikke er det, kommer vi i konflikt med os selv. Vi må forstå, at den eneste, vi i virkeligheden kan komme i konflikt med, er os selv. Når vi får modgang, sorger og skuffelser, så er det ikke den eller den, der har skylden, men så er det, fordi vi på et eller andet felt ikke har handlet rigtigt. Gennem lidelserne bliver vi ført frem til et mere inderligt forhold til Guddommen, og til sidst ser vi hans tilsynekomst, hvorhen vi end vender vort blik. At se alle væsener som Guds sanseredskaber vil føre til en forceret kærlighedsudvikling, det vil føre til, at vi ser, at der ikke er nogen som helst grund til at kritisere den eller den; thi gør man det, er det jo Guddommen, man kritiserer. Den dag, De ser alle væsener som Guds sanseredskaber, har De samme indstilling som Jesus havde, da han sagde: "Fader! ske ikke min, men din guddommelige vilje!" I lyset af denne indstilling ser man alt som guddommeligt, og så tænker man ikke på, hvad man selv ville have gjort. Det er livets mening, at man skal være lydhør over for Guds tale. Det vil være klogt at komme bort fra den tåbelige tilstand at tage alt det ubehagelige, andre gør imod en, højtideligt. Så længe man er optaget af denne tilstand, ser man ikke andet. Den dag, De når frem til en tilstand, hvor De kan tage en fornærmelse med et smil, begynder livet. De kender budet om, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Men dette bud skal naturligvis ikke tages bogstaveligt. Hvis vi har en fjende, og han slår os på den højre kind, skal vi ikke uden videre også lade ham slå os på den venstre. Men budet betyder, at vi skal vende vor forstand til. Hvis nogen slår os, skal vi lade være at slå igen. Vi skal gå vor vej eller på anden måde lade ham gå til venstre, når vi går til højre eller omvendt. Gør man dette, er man i kontakt med tilværelsens højeste love. Selv den, der slår os, er vor næste og en del af Guddommen. Forbander vi denne vor næste, er det Gud, vi forbander. Over for al vold er det klogt at holde sig Jesu ord for øje, hvor han fra korset siger: "Fader forlad dem, de vide ikke, hvad de gøre!" Disse ord udtrykker den højeste manifestation af livsforståelse.

Når jeg ser Dem, ser jeg Guddommens øjne i Dem. Akkurat på samme måde som De står alene over for Gud, står jeg alene over for Gud. De har Guddommen omkring Dem, i Dem, ja alle vegne finder De Gud. De kan være i en situation, hvor De ikke kan komme i kontakt med Guddommen, dvs. at De kan være i en situation, hvor ingen af de mennesker, De kender, kan forstå Dem. Men når ingen af de mennesker, De kender, kan forstå Dem, må De søge kontakt med andre "redskaber", hvorigennem De kan få forbindelse med Gud. Her i det daglige liv kan man være omgivet af mennesker, der er mere eller mindre fjernet fra den "åndelige bølgelængde", man selv repræsenterer. Dette bevirker, at mange mennesker kommer i situationer, hvor de føler sig forladt af mennesker, alle de steder, de henvender sig, finder de ingen medfølelse. Så er det, at mange mennesker begår selvmord. At begå selvmord er noget, der er ganske meningsløst, thi man er ikke forladt af Gud, fordi man er forladt af mennesker, og man kan henvende sig til Gud på anden måde end igennem mennesker. Gud har mange andre redskaber end dem, der er synlige for menneskene. Side om side med de jordiske mennesker findes der på det psykiske plan myriader af levende væsener, der udelukkende har til opgave at befordre de jordiske menneskers bønner om hjælp. Når man vil bede, kan man, som der står skrevet, "gå ind i sit lønkammer". Men dette skal ikke tages bogstaveligt. Det behøver ikke at være et rum med 4 vægge og en dør, det er ikke det, der er det afgørende. Det "lønkammer", der menes, har vi alle steder, hvor der ikke er mennesker, vi kan henvende os til, så at vi må rette vor bevidsthed ind mod det ukendte, der hvor vi siger: "Fader vor, du som er i himlene". Vi må ikke tro, at denne bøn går lige ud i luften. Den går til det psykiske plan, hvor der findes myriader af væsener, hvis daglige liv består i at hjælpe de mennesker, der ikke kan hjælpes på anden måde. Denne hjælp sker ad telepatisk vej. Der findes væsener på det åndelige plan, der har til opgave at befordre vore bønner videre. Hver eneste dag bliver vi hjulpet af disse væsener. Disse væsener repræsenterer alle erfaringsfelter således, at man ikke kan komme i en situation, hvor der ikke er nogen af disse væsener, der forstår en. Hvis vedkommende væsen, der "hører" ens bøn, ikke har til speciale at hjælpe på det felt, man trænger til, vil det tilkalde andre væsener, som netop har deres speciale på det felt, hvor man har hjælp behov. Men det er ikke altid, at bønnen bliver opfyldt, det er ikke altid, at livet kommer til at forme sig således, som man selv ønsker det. Men det, der sker, er det bedste for os selv.

På denne måde er vi i intim forbindelse med Guddommen, og fremtidens syn på det levende væsen vil blive det, at de levende væsener er Guds sanseredskaber i de kærlige felter, i samme grad som de føler sig ét med deres medvæsener. Men på samme måde som der findes væsener til at udløse kærlighedsmanifestationer, er der væsener, der evner at udløse det modsatte. Der er f.eks. lande, hvor man endnu må have skarprettere. Lige så snart de ikke er nødvendige længere, vil de blive fjernet. Vi skal derfor ikke begynde at bebrejde eller dømme dem, der er skarprettere. Begynder vi at dømme, er det udtryk for, at vi mangler forståelse af deres mission i den store opbygningsproces, vi er omgivet af. Mennesker, der er skarprettere, er dette lige så naturligt, som vi er dem, vi er. Bliver vi utilfredse med det stadium, vi befinder os på, stræber vi naturligt hen imod et nyt. Alle de levende væsener, der i dag findes i verden, er Guds redskaber i omskabelsen af vor jord fra en materialistisk til en mere åndelig tilstand. Alt, hvad De er vidne til, er led i en mægtig nedbrydnings- og opbygningsproces. Måske kan De ikke i dag fatte, hvorledes livet vil blive, når alle er indstillet på, at alle væsener er Guds sanseredskaber, men det bliver umådelig guddommeligt. Når De får denne indstilling, bliver Gud et væsen, De kan tale med, som De kan blive ét med. Men dette kan ikke ske, fordi jeg har sagt Dem det. Det kan kun ske ved, at De selv gang på gang indstiller Dem på at se det således. De må komme ind på at være 100 % tolerant. Gør De dette, vil De komme til at opleve, at visse celler i Deres hjerne åbner sig for korrespondance. Når disse celler åbner sig, vil De få en fornemmelse af, at alle væsener udgør en enhed, og så vil Deres egen udstråling blive af en sådan natur, at den forener sig med Guds udstråling, og De oplever at være ét med ham.

Ved at være i kontakt med Gud kommer De i kontakt med alting. Så kan De se ud over de rent materielle begivenheder, så bliver De hævet op på Guds eget udsigtspunkt, og derfra ser De, at der ikke findes skygge af grund til at være intolerant mod nogen eller noget. Fra dette stade ser De klart, at alt, hvad der sker i verden, er Guddommens egen manifestation, og så vil De trygt overlade alt det, De ikke kan lide, og som det ikke står i Deres egen magt at ændre, til Gud. Menneskene vil nå frem til at undersøge alt, hvad de oplever, meget nøje og se, hvad der er det bedste for dem selv og deres omgivelser med hensyn til opfyldelsen af deres egne ønsker. Når man står på Guds eget udsigtspunkt, vil der ikke mere være fejl i ens handlinger, så vil man altid gøre det rigtige, så er man indstillet på at elske sin næste som sig selv. At elske sin næste som sig selv betyder ikke blot klap og kærtegn. Den virkelige kærlighed til næsten har intet med sentimentalitet at gøre. Den består i altid at søge at forstå sin næstes handlemåde og derfor altid tilgive ham, selv om han eller hun gør noget, der ikke er i overensstemmelse med tilværelseslovene. Evner De ikke at tilgive, er De inde i en midlertidig åndelig stagnationsperiode. De kan kun fjerne Dem fra én mental tilstand, og derved komme videre frem, ved at manifestere en ny og bedre mental tilstand. I samme grad som De manifesterer en ny og skønnere mental tilstand, i samme grad bliver De hævet op på et stadium, hvor De kan se, at alle levende væsener tilsammen er den evige sande Gud, så vil De forstå Paulus' ord: "I ham røres, lever og ere vi."